Frederik Jønsson: Tyrkiet er stadig en vigtig del af NATO – trods de seneste års kollisionskurs

23.12.2021

Tyrkiet har en ambition om at være en regional stormagt, og det udløser kontinuerligt konfrontationer med NATO og EU. Men Tyrkiet vil ikke sabotere NATO eller ud af alliancen; landet vil måske snarere værdsættes som en regional stormagt. Også af NATO.

Analyse af Frederik Jønsson

Da Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko den 23. maj i år nedtvang et Ryan-Air passagerfly for at tilbageholde systemkritikeren Roman Protasevich, blev han for alvor ramt af international fordømmelse. NATO’s proklamering og ønske om politiske sanktioner blev dog eftersigende nedvandet af Tyrkiets præsident Erdogan, der brugte sin vetomagt på at beskytte manden, som tidligere er blevet kaldt Europas sidste diktator. Spørgsmålet er derfor, hvorfor en NATO-nation som Tyrkiet brugte sit veto på at beskytte Putins håndlanger Lukasjenko? For at svare på dette er det nødvendigt at se på de seneste års geopolitiske udviklinger ift. Tyrkiets rolle som regional stormagt.

Tyrkiet har ageret som en hjørnesten på NATOs sydøstlige front siden 1952. Tyrkiets optagelse i NATO var i sin tid i høj grad baseret på delte bekymringer i både Washington og Ankara over sovjetisk ekspansionisme i Balkan og Sortehavsområdet. Landet har både lagt territorium til baser, våbenarsenaler, amerikanske atomvåben samt missilforsvar og har med sin geografiske placering derfor fungeret som en yderst værdifuld brik i spillet om magten under Den Kolde Krig. Tyrkiet er derfor længe blevet betragtet som et uundværligt medlem af NATO og Vestens kollektive forsvar.

Denne karakterisering er dog, især i de seneste år under Erdogan og AKP-partiets styre, blevet betydeligt svækket. I 2017 annoncerede Erdogan, at han havde underskrevet en våbenaftale med Rusland, som indebar, at Tyrkiet købte de såkaldte S-400 surface-to-air missilbatterier for ca. $2.5 milliarder, som så blev overdraget i 2019.

Udover at det var ekstraordinært pinligt for NATO, at en af forsvarsalliancens ældste medlemmer indgik en våbenaftale med dens traditionelle politiske og militære hovedmodstander, har denne transaktion også potentielt særlig militær betydning. S-400 missilforsvarsværket er nemlig i stand til at kompromittere stealth-teknologien i de amerikanske F-35 jægerfly, hvorfor man fra vestlig side, forståeligt nok, er yderligere bekymret over denne udvikling. Med andre ord bliver den teknologi, der gør, at amerikanske F-35 jægerfly kan udføre flyvninger og missioner sikkert og uden at blive sporet, potentielt sat ud af spillet, hvilket kan få seriøse konsekvenser for piloterne af disse fly. Det har således ledt til en række sanktioner imod Tyrkiet.

 

Den geopolitiske verdensorden, som Tyrkiet og NATO befinder sig i, har over de seneste 10-20 år været udsat for en kæmpe forandring
_______

 

I løbet af 2019 og 2020 skete der også en yderligere konflikteskalering i mellem Tyrkiet og andre NATO-medlemmer, i denne omgang Grækenland, hvor de to nationer åbent konkurrerede om rettighederne til ressourceudvinding i de østlige middelhavssøer. Denne konkurrence har ledt til, at Tyrkiet løbende har afholdt militærøvelser i og omkring græske farevande, hvilket ledte til, at NATO i oktober 2020 måtte facilitere en aftale i mellem de to.

2020 var også året, hvor særligt Frankrig og Tyrkiet stødte klinger på flere fronter. Dette skete som resultat af en begivenhed den 10. juni i farvandene nær den libyske kyst. Her var den franske fregat Courbet udsendt i NATO-regi, som en del af Operation Sea Guardian, da den stødte på et civilt skib under tanzanisk flag. Det tanzaniske skib var mistænkt for at være en del af en større våbensmuglingsoperation og var eskorteret af tre tyrkiske krigsskibe. Krisen udviklede sig, da Courbet prøvede at standse det civile skib. Modsvaret fra tyrkisk side blev at lyse med deres målradarer på den franske fregat – et tegn på, at man kan skyde på skibet fra tyrkisk hold – og en ret så drastisk foranstaltning. Situationen, som heldigvis endte uden tilskadekomne, resulterede i, at Frankrig senere valgte at trække sig fra NATO’s Operation Sea Guardian.

Senere på året spillede Tyrkiet også en betydelig rolle i den væbnede konflikt i Nagorno-Karabakh regionen imellem Armenien og Azerbaijjan, ved at indsætte syriske lejesoldater på den azeriske side, som blev mødt med betydelig kritik fra Tyrkiets NATO-allierede. Kritikken bestod primært i, at Tyrkiets ageren i konflikten havde en eskalerende virkning.

På grund af Tyrkiets aktivistiske forsvars-og sikkerhedspolitik i landets nærområder er Erdogan og hans regering ofte blevet kritiseret i Vesten for at være aggressivt ekspansionistisk og opportunistisk – og derved også anklaget for at vende NATO ryggen. Imidlertid har den geopolitiske verdensorden, som Tyrkiet og NATO befinder sig i, over de seneste 10-20 år været udsat for en kæmpe forandring. Tyrkiet søgte medlemskab i NATO under Den Kolde Krig, da man var seriøst bekymret for det tilsyneladende evigt ekspanderende Sovjetunionen, som allerede dengang havde set sig sulten på de tyrkiske områder omkring Sorte Havet.

 

Tyrkiet er en nærmest uundværlig NATO-allieret. Og Erdogan ved det og spiller på det
_______

 

Siden dets tilslutning til alliancen i 1952 har Tyrkiet været en af de mest aktive medlemmer af NATO, bidrager ofte i NATO-operationer og bruger ca. 2 pct. af BNP på forsvarsudgifter, som amerikanske præsidenter længe har efterspurgt fra alliancens medlemslande. På samme tid er Tyrkiet også én af de få nationer i NATO, der har lagt base til udstationering af amerikanske atomvåbenkapaciteter. Dette, sammenlagt med landets naturlige geografiske placering på fronten af øst og vest gør, at Tyrkiet er en nærmest uundværlig NATO-allieret.

Og Erdogan ved det og spiller på det.

Ifølge den tyrkiske selvforståelse er man ved at blive en stormagt, men man mener fortsat ikke at kunne klare sig uden NATO, der på trods af interne stridigheder stadig fremstår som en af verdens mest magtfulde forsvarsalliancer. På samme tid er Erdogan på nuværende tidspunkt under massiv kritik på den indenrigspolitiske front, blandt andet på grund af den svære økonomiske situation Tyrkiet er havnet i, i kølvandet på COVID-19 krisen. De tyrkiske strejftog i det østlige Middelhav i kampen om naturlige ressourcer skal derfor også ses fra dette perspektiv.

Kritikere af Erdogan og hans regerings opførsel i forsvars- og sikkerhedspolitisk regi over de seneste tre til fire år har ret i, at det har skabt problemer internt i NATO. Imidlertid tyder intet dog på, at Tyrkiet vil forlade NATO. Til gengæld tegner der sig et billede af et Tyrkiet, der i højere og højere grad blot ser NATO som én del af et langt større sikkerhedspolitisk spil. Siden Egyptens fald som Mellemøstens politiske og militære storspiller i 2011 og et Vesten, der i de efterfølgende år har været mere og mere indadskuende, er der opstået et magt-vakuum, som Erdogan tilsyneladende har besluttet sig for at udfylde. Derfor ser han nu Tyrkiet som en decideret regional stormagt.

Historisk set har stormagter udnyttet deres status overfor både venner og fjender. Det er ikke noget nyt. Derfor er det ikke overraskende, at Tyrkiet til tider har virket uregerligt og modsættende. Dog er Erdogan ikke naiv nok til at tro, at man sagtens kan klare sig uden NATO. Således bør Tyrkiets ageren ikke fortolkes som et forsøg på at svække eller underminere NATO’s globale og regionale indflydelse. Disse handlinger må i højere grad forstås som en del af et overordnet tyrkisk mål om at forme NATO’s målsætninger efter sine egne, og derved forankre sin status som regional stormagt. ■

 

Historisk set har stormagter udnyttet deres status overfor både venner og fjender. Det er ikke noget nyt. Derfor er det ikke overraskende, at Tyrkiet til tider har virket uregerligt og modsættende
_______

 

Frederik Jønsson er cand.mag. i International og Global Historie fra Aarhus Universitet. Han har tidligere været ansat hos Udenrigsministeriet som praktikant i den danske ambassade i De Forenede Arabiske Emirater og er i dag tilknyttet som fuldmægtig hos den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. ILLUSTRATION: Præsident Erdogan får besøg af rabbinere fra bl.a. Iran, Azerbadjan, Albanien, Kazakhstan, Rusland og Uganada på præsidentpaladset i Ankara, 22. december 2021 [Foto: Abaca/Ritzau Scanpix]