Forsker Lily S. Lindegaard: Danmarks nye udviklingsstrategi er et jordskælv under dansk udviklingsarbejde, hvor klimaambitioner trumfes af andre hensyn

10.11.2021

COP26 er nu i fuld gang, og et af målene er at øge den økonomiske støtte til de fattige lande, der er mest udsatte og sårbare for klimaforandringerne. Men Danmarks nye udviklingsstrategi er forstyrret af omskiftelige indenrigspolitiske prioriteter, der risikerer at skade den langsigtede klima- og udviklingsindsats, der er brug for. På det punkt er vi ikke den klima-duks, vi forestiller os.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Lily Salloum Lindegaard, forsker i Bæredygtig Udvikling og Regeringsførelse, DIIS

COP26 ER I FULD GANG i Glasgow, hvor diplomater og politikere lige nu kæmper med en række svære klimaproblematikker. Blandt andet skal de se på mobilisering af klimastøtten, også kaldet klimafinans, som handler om de penge de rige lande skal gøre tilgængelige for fattigere lande for at understøtte deres omstilling og tilpasning til klimapåvirkninger. Udover det skal de se nærmere på tilpasningen som et område i sig selv, da det haster mere og mere, i og med klimaforandring tager til. Her er der også tit fokus på udviklingslande, da de generelt er hårdest ramt.

Danmark kommer til COP’en med et godt klima-ry. Men på lige netop disse to områder, kunne Danmarks indsats godt styrkes. Det bliver især tydeligt, når man ser på den nye udviklingspolitiske strategi, som regeringen lancerede i år, og hvordan den udmøntes i regeringens finanslovsforslag.

Ingen ekstra midler til klima
Den nye udviklingspolitiske strategi består af to hovedspor: ”At skabe håb og hjælpe flere bedre, hvor det er sværest i nærområder til krise og konflikt og skrøbelige stater. Og at gå forrest i kampen for klima, natur og miljø.”

Ved første blik ser det således ud til, at klimaet får en prominent plads i udviklingssamarbejdet, og samtidig er klimatilpasning kommet højt op på agendaen.

Man lægger op til, at 60 pct. af midlerne skal gå til klimatilpasning. Den fordeling retter op på den skævhed, vi ser i den internationale klimafinans, hvor de fleste penge går til klimaafbødning som fx reduktion af CO₂ i atmosfæren. Fordelingen afspejler også vigtigheden af at håndtere de klimapåvirkninger, der allerede kan mærkes, og som allerede udfordrer samfund og folks levegrundlag verden rundt. Så langt så godt.

Men i regeringens finanslovsudspil taber de fine ambitioner flyvehøjde. Både ift. finans og tilpasning.

Regeringen lover i sit udspil flere klimapenge til udviklingslandene. Der er dog ikke lagt op til, at disse penge kommer til at ligge udover de 0,7 pct. af Danmarks BNP, der allerede er afsat til udviklingsbistand. Ifølge finanslovsudspillet udgør klimamidlerne i stedet blot en større andel af udviklingsbistanden – en stigning fra 21 pct. i 2021 til 24 pct. i 2022.

 

Imens den samlede danske støtte til klimasikret udvikling forbliver på samme niveau, vokser behovet i udviklingslande for hvert år, der går
_______

 

Vi ved fra forskningen, at et lands udviklingsniveau er afgørende for, hvor modstands- og tilpasningsdygtig landet er, når klimaforandringerne rammer menneskers hjem og levebrød. Udvikling og klimatilpasning understøtter hinanden, især når de aktivt er tænkt sammen. Tager man af udviklingspengene for at give til klimatilpasning, risikerer det derfor at underminere den samlede effekt af den danske indsats – og i sidste ende den positive indvirkning, Danmark kan have på sårbare mennesker og samfund.

På COP26 diskuterer man lige nu, hvorvidt de rige lande opfylder deres løfte om at mobilisere 100 milliarder dollars om året i ’nye og additionelle’ klimamidler. Penge, der skal gå til at støtte fattigere lande i deres grønne omstilling og at tilpasse sig klimaforandringer. Også her argumenterer nogle rige lande – herunder Danmark – for, at det ikke betyder, at der skal tilføres flere penge – såkaldte additionelle midler – udover udviklingsbistand, mens andre lande, som Tyskland har valgt at lægge flere penge oveni deres eksisterende udviklingsbistand.

Danmarks om-allokering af udviklingsmidler til klimatilpasning er desværre langt fra tilstrækkeligt i forhold til at opfylde løftet og møde behovet. For imens den samlede danske støtte til klimasikret udvikling forbliver på samme niveau, vokser behovet i udviklingslande for hvert år, der går.

Manglende udviklingsfokus svækker tilpasning
Vender vi tilbage til den danske udviklingspolitiske strategi, finder vi desuden et øget fokus på nærområder og migration i udviklingsstrategien.

Denne ”opprioritering af nærområdeindsatserne” er et jordskælv inden for dansk udviklingssamarbejde, da det udgør en af de største skift nogensinde i forhold til, hvor og hvordan Danmark engagerer sig. Og det har også givet anledning til intens kritik fra førende forskere. Kritikken lyder, at udviklingsstrategien mangler et fokus på udvikling, og at bistandsmodtagere ikke bliver valgt ud fra deres behov, når det kommer til fattigdomsbekæmpelse, men ud fra om deres befolkning kan udgøre en migrationsrisiko.

Også OECD/DAC har i deres evaluering af dansk udviklingssamarbejde bemærket, at Danmarks tilgang til fattigdomsbekæmpelse er uklar, og at indenrigspolitiske ønsker om at begrænse irregulær migration i stigende grad kommer til udtryk i Danmarks udviklingsbistand med risiko for negative konsekvenser.

Fokus på skrøbelighed og migration ser også ud til at trumfe klimahensigter. Blandt andet vælger Danmark nu at nedskalere partnerskabet med et land som Bangladesh, som har været en af Danmarks udviklingspartnere i mange år. En stor del af Bangladeshs befolkning er meget fattig, og landet er blandt de mest påvirkede af klimaforandringer på verdensplan. Landet er også ekstremt lavtliggende og tætbefolket, og hvert 4.-5. år ligger to tredjedele af landet under vand i forbindelse med kraftige oversvømmelser. Følgerne for befolkningen og landets udviklingen er enorme. I lyset af disse udfordringer kan det undre, at man vælger at nedskalere samarbejdet, under en ny strategi med klima som fokusområde.

Tilpasning er ikke et quick fix
Omvæltningerne i det danske udviklingssamarbejde har ikke kun betydning for de geografiske og tematiske fokusområder, men også for stabiliteten af det danske udviklingsengagement. Og det risikerer også at hæmme muligheden for vellykket klimatilpasning.

De lande, vi hjælper, skal ikke bare have forbedret deres kloakker, så de kan håndtere øget nedbør eller have nye tørkeresistente majsvarianter. Disse løsninger kan være nyttige, men de er ikke nok. Klimatilpasning er nemlig ikke et ’quick fix’ men et langvarigt foretagende.

 

Danske indenrigspolitiske prioriteter om nærområder og migranter lader til at vægte mere end udvikling og klima
_______

 

Vellykket og holdbar klimatilpasning kræver først og fremmest institutions- og kapacitetsopbygning. Med andre ord skal vi styrke vores partnerlandes evne til selv at håndtere utilregnelige og ekstreme vejrforhold på sigt. For klimaforandringer er kendetegnet af ekstremer, uforudsigelighed og udsving, der kun bliver værre i de kommende år. Og de tiltag, der er relevante i de kommende fem år, er måske ikke tilstrækkelige om ti.

Men kapacitetsopbygning kræver stabile partnerskaber og forudsætter et tæt forhold til landepartnere, et tillidsforhold til statslige og lokale aktører og en intim forståelse for konteksten.

Men finanslovsudspillet gør klart, at regeringen tænker det danske udviklingssamarbejde som ’dynamisk’ fremfor stabilt, drevet af omskiftelige danske prioriteter. Med deres enge ord: ”vi kan og vil reagere og ændre på omfanget af vores partnerskaber… hvis nye muligheder og behov opstår.” Denne tilgang kommer på bekostning af de stabile partnerskaber og tillid, som underbygger vellykket udviklings- ug tilpasningsarbejde.

Danmark – en upålidelig klimapartner?
En række danske ministre blev sendt afsted til COP26 for at hejse flaget for Danmarks klimaindsats og opfordre andre til at gøre som os. Klima- og Energiminister Dan Jørgensen har fx fået til opgave af COP’ens formand at overtale andre lande til at øge deres klimaindsats. Og nu i den anden uge af forhandlingerne er der særlig fokus på tilpasning og klimapåvirkninger i fattige lande.

Men når man kradser lidt i overfladen på den danske klimaindsats i udviklingssamarbejdet, finder man altså en række svagheder. Klimamidlerne er taget fra udviklingspengene. En reel udviklingsfokus, der kan understøtte tilpasning, er udvandet. Danske indenrigspolitiske prioriteter om nærområder og migranter lader til at vægte mere end udvikling og klima. Og stabile, pålidelige partnerskaber er også på vej ud.

Så før vi hejser flaget for Danmark og beder andre følge efter, skulle vi hellere genbesøge vores egen indsats og sikre, at den rent faktisk kan løfte opgaven: at den kan understøtte tilpasning og bæredygtig udvikling for sårbare mennesker og samfund på sigt frem for at prioritere efter omskiftelige indenrigspolitiske prioriteter. ■

 

[F]ør vi hejser flaget for Danmark og beder andre følge efter, skulle vi hellere genbesøge vores egen indsats og sikre, at den rent faktisk kan løfte opgaven
_______

 

Lily Salloum Lindegaard (f. 1988) er forsker i Bæredygtig Udvikling og Regeringsførelse ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun har Ph.d. i Udviklingsstudier fra Københavns Universitet og forsker i klimaforandring og respons fra internationalt til lokalt plan. Hendes forskning har særligt fokus på klimatilpasning, klimafinans og klimamigration.