Forsker bag klimarapport Robert Kopp: Det vigtigste og mest omkostningsfulde bliver klimaforandringernes effekt på menneskelig sundhed

13.08.2021

„Når temperaturen stiger, vil vi se hyppigere og mere intense hedebølger, når atmosfæren indeholder mere vand, vil vi se hyppigere og mere intense nedbørsmængder, og i et varmere klima vil vi se hyppigere og alvorligere tørker. Samtidig ser vi også vandstanden stige, hvilket vil føre til flere oversvømmelser. Disse tendenser ser vi overalt i verden.‟

Interview af Markus Giessing

Den 9. august 2021 udgav FN’s Klimapanel, IPCC, en rapport om udsigterne til klimaforandringernes mulige konsekvenser som fx smeltende iskapper, havvandsstigninger og tørke. Hvis man tidligere har været i tvivl om klimaforandringernes alvor, så burde man ikke være det efter at have læst IPCC’s nedslående rapport. Én ting bliver slået fast med syvtommersøm i rapporten: Det er entydigt menneskelig indflydelse, der er årsag til opvarmningen af atmosfæren.

 

Det er indiskutabelt, at menneskelige aktiviteter, i særdeleshed forbrænding af fossile brændsler, har konsekvenser og er skyld i klimaforandringer
_______

 

Men de gruopvækkende udsigter betyder ikke, at håbet er ude for at sænke visse forandringer af klimaet og stoppe andre. I rapporten opstiller klimapanelet fem forskellige scenarier, som, afhængigt af hvor meget temperaturen stiger, er udslagsgivende for, hvor alvorlige konsekvenserne vil blive. Men det kræver øjeblikkelig og omfattende handling, lyder budskabet fra forskerne.

En af de forskere, der var medforfatter til rapporten, er amerikaneren Robert Kopp, som forsker ved Rutgers University i New Jersey med speciale i klimaforandringers påvirkninger på kystbyer. RÆSON har interviewet Kopp for at forstå realitetens alvor og afsøge de mulige løsninger på udfordringerne.

RÆSON: Både i Europa og i Nordamerika har vi set ekstreme vejrfænomener denne sommer. Vil du starte med at beskrive, hvordan du ser udsigterne for flere begivenheder som disse, som er relaterede til klimaforandringerne, på den nordlige halvkugle i det 21. århundrede?
KOPP: Ærligt talt er udsigterne nogenlunde i stil med de tendenser, vi allerede har set. Det er indiskutabelt, at menneskelige aktiviteter, i særdeleshed forbrænding af fossile brændsler, har konsekvenser og er skyld i klimaforandringer. Når temperaturen stiger, vil vi se hyppigere og mere intense hedebølger, når atmosfæren indeholder mere vand, vil vi se hyppigere og mere intense nedbørsmængder, og i et varmere klima vil vi se hyppigere og alvorligere tørker. Samtidig ser vi også vandstanden stige, hvilket vil føre til flere oversvømmelser. Disse tendenser ser vi overalt i verden.

Godt nok er tørkerne et mere lokalt fænomen, men de andre tendenser ses stort set over det hele, og det er, hvad vi må forvente at se i fremtiden også. Frekvensen og intensiteten af disse ting vil fortsætte med at stige i takt med opvarmningen – hvert eneste molekyle kuldioxid, vi skyder op i atmosfæren, bidrager til at hæve temperaturen en lille smule, gør hedebølgerne mere intens, gør nedbørsmængderne mere intense, accelererer vandstandsstigningerne, og den eneste måde, vi kan stabilisere det på, er at komme i mål med et fuldstændig stop for udledning af kuldioxid og hurtigt reducere udledningen af andre drivhusgasser som eksempelvis metan.

RÆSON: Hvad vil den stigende hyppighed af disse vejrfænomener og oversvømmelser komme til at betyde for menneskets organiserede liv på kloden?
KOPP: Den rapport, jeg har været medforfatter på, fokuserer på naturvidenskaberne. Arbejdsgruppe II arbejder på en rapport, der udkommer i februar 2022, som vil fokusere på konsekvenser, tilpasning og særlig udsathed. Vores rapport stiller ikke disse spørgsmål. Som en der arbejder med vandstandsstigninger, kan jeg imidlertid berøre emnet ud fra min egen forskning, blot ikke som forfatter til rapporten. Vi er nødt til at tage disse konsekvenser i betragtning.

 

Hvis vi ser 2000 år ud i fremtiden, kan vi forvente vandstandsstigninger i omegnen af to til seks meter, hvis vi begrænser opvarmningen til to graders celsius. Men hvis temperaturen stiger med fem graders celsius vil stigningen være omkring 20 meter på den tidshorisont
_______

 

Hvis vi ser hyppigere hedebølger, er den første ting vi kan gøre at forsøge at stoppe udviklingen, så det ikke bliver værre, og dette gør vi ved at nå netto-nul udledning. Men selv hvis vi når netto-nul i dag, vil vi have 1,1 graders temperaturstigning, som vi vil se konsekvenser af. Så vi er nødt til at tilpasse os disse forandringer. I denne henseende kan man kigge mod beskyttende foranstaltninger, og hvad angår oversvømmelser kunne det eksempelvis være at bygge dæmninger eller give plads til at floder kan udvide sig og at vand kan flyde ind. Taler vi om hedebølger kunne det være at kigge på forhold som aircondition, men det kunne også være et øget fokus på offentlige sundhedstiltag. I nogle tilfælde vil det måske være nødvendigt at flytte fra særligt påvirkede områder som en form for tilpasningsstrategi.

RÆSON: En af de ting, der nævnes meget i IPCC-rapporten er selvfølgelig den smeltende is, både i Arktis, i Grønland og Antarktis, som vil bidrage til, at verdenshavene stiger. Er der nogen måde, hvorpå vi kan sænke den proces eller stoppe den, eller har vi nået et uomvendeligt punkt?
KOPP: Der er nogle forandringer af klimaet, som er uomvendelige. Andre forandringer kan sænkes eller stoppes. Temperaturstigningerne kan stoppes. Hvis vi stopper udledningen af CO2 inden for et par årtier, vil temperaturer globalt set stabilisere sig. Hvad angår de stigende verdenshave og de smeltende iskapper, så kan vi sænke hastigheden på vandstandsstigningen, og vi kan begrænse dens ultimative størrelse. Men vi kommer ikke til at stoppe det inden for en kort tidsramme. Hvis vi fortsætter med at udlede, som vi gør nu, og temperaturerne stiger med tre til fire grader, ser vi frem mod en stigning i verdenshavene på omkring 17 cm. Hvis vi holder temperaturstigningen til under to grader indtil år 2100, ser vi frem mod en stigning på omkring 15 cm og stigningen vil fortsætte hinsides det.

Men vi kan bremse tingenes udvikling en hel del, og vi kan begrænse nogle af de potentielt værste udfald. Men vi fandt også ud af, at i det værst tænkelige scenarie med ekstrem udledning, ville vi ikke kunne udelukke, at verdenshavene stiger med to meter, når vi når til år 2100, og vi kunne nå til stigninger på fem meter i år 2150. Hvis vi ser 2000 år ud i fremtiden, kan vi forvente vandstandsstigninger i omegnen af to til seks meter, hvis vi begrænser opvarmningen til to graders celsius. Men hvis temperaturen stiger med fem graders celsius vil stigningen være omkring 20 meter på den tidshorisont.

RÆSON: Hvad vil de scenarier, du taler om, med andre ord betyde for kystbyer?
KOPP: Hvis jeg bare skal udtale mig som forsker, der arbejder med havvandsstigninger, mener jeg, at det peger på vigtigheden af tilpasning, men samtidig også på vigtigheden af fleksibel tilpasning. Verdenshavenes stigning vil krydse en meter, det vil krydse halvanden meter, det vil også krydse to meter, og spørgsmålet er bare hvornår, hvilket afhænger af mængden af CO2, vi udleder. Så vi er nødt til at have sammenhængende planer om tilpasning til havstandsstigningerne. Og det er nyttigt at tænke på det som beredskabsplanlægning, fordi vi ikke ved hvornår vi vil nå to meters stigning, både fordi det afhænger af globale udledninger, men også fordi det afhænger af fysikken omkring iskapperne, som vi stadig er ved at finde ud af. Men vi ved, at vi vil nå de to meter, så derfor er det nyttigt at have beredskabsplanlægning for, hvad vi skal gøre, hvis stigningerne når hinsides de to meter.

RÆSON: Kan du sige noget mere detaljeret om, hvad de tilpasningsplaner indeholder, som I arbejder med på Rutgers University?
KOPP: I USA har meget af den fleksible tilpasningsplanlægning været gjort ud fra et ingeniørmæssigt perspektiv. Det vil sige, at man har fokuseret på ting såsom at bygge høje dæmninger og lignende. Men folk forholder sig faktisk til sådan nogle konkrete tilpasningsplaner, fordi de overvejer at flytte, hvis det fx påvirker huspriser. Havstandsstigninger kan føre til permanent oversvømmelse, men også gennem mere ekstreme bølger, kan det lede til erosion. Og når man lægger tilpasningsplanerne oveni det og alle de ting, det vedrører, som fx ejendomsskat, så reagerer folk på det.

 

I langt størstedelen af verden, og særligt hvor folk med lave indkomster bor, vil vi se nogle ret alvorlige effekter på sundheden som et resultat af mere hyppig eksponering for ekstrem varme
_______

 

Vi arbejder med, hvordan alle disse aspekter påvirker hinanden i kystsamfund i New York, New Jersey og Philadelphia, der skal forholde sig til, at verdenshavene stiger. Derudover har vi et andet samarbejde, der hedder the Climate Impact Lab, med Chigaco University, Berkeley og Rhodium Group, der handler om virkelig at forstå de økonomiske risici, som er forbundet med klimaforandringerne. Det er et samarbejde, der bruger ‘big data’ tilgange til at forstå, hvordan folk reagerer på en række forskellige effektkategorier, såsom oversvømmelser, menneskelig sundheds påvirkning af ekstreme vejrforhold og hvordan det ændrer sig under forskellige fremtidige klimascenarier.

RÆSON: Og hvad viser det?
KOPP: Globalt set tror jeg, det vigtigste og mest omkostningsfulde bliver klimaforandringernes effekt på menneskelig sundhed. Det vil have indflydelse på folk i hele verden, men det vil være meget ulige fordelt. I koldere dele af verden kan en reduktion af kulden rent faktisk lede til sundhedsmæssige fordele, men i langt størstedelen af verden, og særligt hvor folk med lave indkomster bor, vil vi se nogle ret alvorlige effekter på sundheden som et resultat af mere hyppig eksponering for ekstrem varme.

RÆSON: At isen smelter kommer også til at betyde, at metangas vil udledes i atmosfæren. Hvilken betydning har det for tempoet, klimaet bliver varmere?
KOPP: CO2 fra permafrost er en vigtigt feedbackmekanisme. Det er ikke så stort et omfang relativt til menneskelig CO2-udledning på den tidshorisont, vi bekymrer os om. Men det gør naturligvis vores CO2-budget mindre, og det tages der forbehold for i IPCC’s opgørelse.

RÆSON: Den danske regering har sat et relativt ambitiøst mål om at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030, men de hævder at arbejde ud fra det, de kalder en ‘hockeystavsmodel’, hvilket betyder at størstedelen af reduktionerne vil opnås i slutningen af den 10-årige periode. Mit spørgsmål til dig er derfor: Kan vi tillade os at vente så længe med CO2-reduktionerne?
KOPP: Du kommer nok ikke til at bryde dig om mit svar, men der er faktisk en tredje IPCC-rapport, som vil blive udgivet af Arbejdsgruppe III i marts. Den vil fokusere på afbødning, teknologi og policy. I den første arbejdsgruppe, som netop har udgivet en rapport, startede vi med en række scenarier uden at medregne gennemførligheden af disse scenarier, men det kommer Arbejdsgruppe III til at arbejde med.

Det, vi kan sige om de scenarier, vi kiggede på, er, at det eneste af dem, der begrænsede den globale opvarmning til enten halvanden eller to grader, kræver øjeblikkelige, hastige og kæmpemæssige reduktioner af drivhusgasudledninger. Men det andet, man skal huske på, er, at det er de samlede CO2-udledninger, og ikke CO2-udledningerne for et enkelt år, der betyder noget i regnskabet. Og det er der ikke et simpelt svar på. Hvis de samlede udledninger er begrænsede, vil det have en effekt på den langsigtede opvarmning. På den korte bane, hvilket rapporten også diskuterer, vil begrænsning af methangasudledninger faktisk have større effekt på graden af opvarmning, og det er noget Arbejdsgruppe I fremhæver omkring det kortsigtede, at vi ikke kun skal tænke på CO2 men også det, man kunne kalde for de kortlivede klimamekanismer som methan, fordi der på det område er meget kortere med udledninger og niveauet af opvarmning.

RÆSON: Hvad mener du er den vigtigste besked som IPCC-rapporten sender?
KOPP: Egentlig burde beskeden ikke overraske nogen, der er opmærksomme. Og beskeden er, at vi ser vidtrækkende, hastige og intensiverende forandringer af klimaet, der aldrig er set før, som resultat af menneskelige aktiviteter, primært udledninger af fossile brændsler, men også afskovning og udledninger fra landbruget samt en masse andre udledninger. Det har allerede fastlåst nogle ændringer i klimasystemerne, men der er andre forandringer, som vi kan undgå eller mindske, og for at gøre det, er vi nødt til at nå til netto-nul udledning af CO2 på globalt plan og skarpt reducere udledningerne af andre gasser som fx methan. ■

 

Det, vi kan sige om de scenarier, vi kiggede på, er, at det eneste af dem, der begrænsede den globale opvarmning til enten halvanden eller to grader, kræver øjeblikkelige, hastige og kæmpemæssige reduktioner af drivhusgasudledninger
_______

 

Robert Kopp er Ph.D. i geobiologi og er en amerikansk klimaforsker fra Rutgers University. Hans primære forskningsområde er klimaforandringers påvirkninger af kystbyer og havvandsstigninger, og han er medforfatter til The Sixth Assessment for FN’s Klimapanel, IPCC. Tidligere har han arbejdet i USA’s Energiministerium og Princeton University. ILLUSTRATION: Skovbrand i Iboudraren, Tizi Ouzou, Algier, Algeriet, 12. august 2021. [FOTO: Abdelaziz Boumzar/Reuters/Ritzau Scanpix]em>