Forsker Ahlam Chemlali: Regeringens plan om asyllejre i Nordafrika underkender de sidste seks års migrationserfaringer i og omkring Middelhavet

13.04.2021

Den Socialdemokratiske kampagne om ’lejre i Nordafrika’ er trods flere års omtale fortsat hypotetisk og uden reel substans. Og sandheden er, at asyl- eller modtagecentre i Nordafrika giver anledning til adskillige bekymringer, som potentielt kan lede til overtrædelser af international flygtningelovgivning og yderligere erosion af globale menneskerettigheder. Men alt dette synes regeringens nye lovforslag at se stort på.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Ahlam Chemlali, ph.d.-studerende, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Socialdemokratiet har, både før og efter de dannede regering, været eksplicitte om at gøre Nordafrika til potentiel værtsregion for asyllejre udenfor Europa. Dette hænger uløseligt sammen med, at der det seneste årti, og særligt siden 2015, i EU har hersket en forståelse af, at man har mistet “kontrollen” over unionens grænser. Og intet har bidraget mere til den fortælling end migrationen fra og igennem Nordafrika til Europa.

Dette har givet påskud til en kontinuerlig intensivering af militariseret kontrol ved EU’s sydlige grænse og en eksternalisering af EU’s grænser til Afrika. Eksternaliseringen af migrationskontrol til tredjelande er blevet en af de centrale søjler i EU’s migrationspolitik. Dette gælder særligt i Nordafrika, og det er denne politik, som Socialdemokraterne har overtaget og nu forsøger at realisere.

 

Siden start 2000’erne har EU i stadigt stigende grad forsøgt at eksternalisere og dermed rykke unionens grænser ind i Nordafrika
_______

 

Menneskerettighederne står i vejen
Siden start 2000’erne har EU i stadigt stigende grad forsøgt at eksternalisere og dermed rykke unionens grænser ind i Nordafrika. Som Europarådet har bemærket, involverer dette, at man udliciterer ”grænsekontrol til tredjelande med berygtede forhold til menneskerettighederne”. FN og en lang række menneskerettighedsorganisationer har rapporteret om vold og overtrædelser af menneskerettighederne i de nordafrikanske lande, udøvet af både statslige og ikke-statslige aktører. Det har imidlertid ikke fået EU til at standse deres eksternaliserings -og grænsepolitik.

Tværtimod fortsætter EU med at skyde millioner af euro ind i Nordafrika til projekter med det direkte eller indirekte formål at reducere migrationen til Europa. Eftersom Libyen de sidste mange år har befundet sig i en mere eller mindre kronisk borgerkrigslignende tilstand, og Egypten langsomt har udviklet sig til et militærdiktatur med en fortsat bekymrende menneskerettighedssituation, har fokus oftere været på de øvrige Nordafrikanske stater, særligt Marokko og Tunesien.

Men med den nye lempelse af demokratikravet, stiller den danske regering ikke længere krav eller garanti, for at det bliver et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering, og derfor kan Egypten og Libyen måske alligevel komme på tale. Der er dog fortsat ikke nogen af de nordafrikanske lande, der endnu har vist interesse for at huse danske eller europæiske lejre for migranter og asylansøgere.

 

Mens antallet af mennesker, der ankommer til EU’s kyster hvert år, er faldet siden 2015, er de i forvejen dårlige beskyttelsesstandarder for migranter og asylansøgere kun blevet værre
_______

 

Retssikkerhedsbrud i Nordafrika
Mens antallet af mennesker, der ankommer til EU’s kyster hvert år, er faldet siden 2015, er de i forvejen dårlige beskyttelsesstandarder for migranter og asylansøgere kun blevet værre. I Maghreb-landene er retssikkerheden skrøbelig, og der rapporteres regelmæssigt om rettighedskrænkelser af internationale organisationer og civilsamfund. Ikke desto mindre fortsætter nogle europæiske lande, herunder Danmark, med at betragte dem som ”sikre lande” uanset forringelsen af den politiske situation og de seneste års stigning i rettighedsovertrædelser mod migranter og flygtninge.

Marokko og Tunesiens migrations- og asylsystemer er i overvejende grad forblevet ureformerede og forældede og tilbyder kun migranter og asylansøgere meget lidt strukturel retsbeskyttelse. Dertil er masseanholdelser begået af retshåndhævende myndigheder, tvangsforflytninger, tilbageholdelser af migranter, og kollektive udvisninger stigende i både Marokko og Algeriet.

Ligeledes er det i Tunesien blevet dokumenteret, at tunesiske sikkerhedsstyrker regelmæssigt bruger illegale praksisser mod migranter og asylansøgere. Eftersom Tunesien fortsat mangler migrations- og asyllovgivning, er der ikke blevet udpeget nogen national myndighed til at registrere, assistere eller integrere flygtninge, asylansøgere og migranter i landet. Denne udvikling indikerer, at grænsekontrolpolitikken er blevet styret af EU og implementeret med meget lidt hensyn til migranter og flygtninges rettigheder. Det har ledt til krænkelser af international flygtningelovgivning og yderligere erosion af globale menneskerettigheder og flygtningebeskyttelsesstandarder.

 

At betale en smugler er ofte den eneste måde, hvorpå migranter og asylansøgere kan undgå grænsevagter og krydse grænser sikkert, og man kan derfor argumentere for, at denne udvikling i høj grad er forårsaget af de selvsamme sikkerhedsforanstaltninger, som er iværksat for at stoppe det
_______

 

De skruppelløse smuglere
Den danske regerings lovforslag fra begyndelsen af februar i år om at flytte asylbehandling til tredjeland udenfor Europe er formuleret som en humanitær tilgang, blandt andet med det formål at ødelægge migrantsmuglernetværker. Dette står imidlertid i stærk kontrast til eksisterende forskning af migrationsdynamikker og smugling, som har vist, at smuglernetværker har tætte forbindelser til myndigheder, der er ansvarlige for migrationskontrol.

Adskillige FN-rapporter har konkluderet, at smuglernetværk ofte arbejder sammen med lokale myndigheder. Fx er der dokumenteret forbindelser mellem den libyske kystvagt og libyske smuglernetværker. Lignende sager har man også set i Marokko, Tunesien og Niger, hvoraf langt de fleste af de lokale myndigheder støttes økonomisk af europæiske regeringer.[1]

Det ensidige fokus på smuglere i debatten om europæisk migrationspolitik og grænsekontrolforanstaltninger har en tendens til at overskygge, hvordan offentlige aktører – som lokale myndigheder – også udøver voldelige overgreb. Desuden viser ny forskning, hvordan størstedelen af de penge, der bruges på smugling, ofte bruges til at bestikke autoriteterne og dermed indirekte bidrager til migrantusikkerhed.

Studier viser også, at grænselukningerne, både før og under COVID-19, har forøget efterspørgslen efter og brugen af smuglere. I praksis er smuglerne blevet den eneste mulighed for folk, som er ude af stand til at gå ad lovlige veje, såsom at opnå visa, at forlade deres lande eller komme til lande, hvor beskyttelse måske er tilgængelig for dem. Dette er ikke kun tilfældet i Nordafrika, men kan også dokumenteres langs Balkan-ruten. At betale en smugler er ofte den eneste måde, hvorpå migranter og asylansøgere kan undgå grænsevagter og krydse grænser sikkert, og man kan derfor argumentere for, at denne udvikling i høj grad er forårsaget af de selvsamme sikkerhedsforanstaltninger, som er iværksat for at stoppe det.

Det ensidige politiske narrativ om den ”skruppelløse voldelige smugler” skjuler det faktum, at migranter også bruger smuglere til at undgå overgreb begået af lokale autoriteter. I Tunesien er der for eksempel ikke mange tegn på, at den stigende migration er vokset på grund af forøget tilgængelighed af smuglere. Tværtimod ses der i Tunesien en voksende tendens til ”selvsmugling”, hvor tunesere samler penge ind og køber både, så de kan rejse uafhængigt af hyrede smuglere.

 

Den forøgede sikkerhedsliggørelse, overvågning og grænsekontrol både i Nordafrika og på Middelhavet har ikke afstedkommet et fald i dødsrater. Faktisk er det modsatte tilfældet
_______

 

Tesfaye vil redde de druknede i Middelhavet
Den forøgede sikkerhedsliggørelse, overvågning og grænsekontrol både i Nordafrika og på Middelhavet har imidlertid ikke afstedkommet et fald i dødsrater. Faktisk er det modsatte tilfældet. På trods af at antallet af personer, der er ankommet til EU’s kyster, er faldet hvert år siden 2015, er migrationen i sig selv blevet mere livsfarlig.

Sagt på en anden måde: I totale tal har det årlige dødstal været faldende de seneste år, men der argumenteres ofte for, at ‘migrantdødeligheden’ forbliver høj, og at de risici som migranter står overfor på deres rejser, er tiltaget. Beregninger indikerer, at sandsynligheden for at omkomme, mens man krydser Middelhavsområdet er steget i de seneste år trods et fald i det absolutte antal af dødsfald og forsvindinger registreret i forbindelse med grænsekrydsningerne.

Den danske regering argumenterer for, at udlicitering af lejrene vil redde folk fra at drukne i Middelhavet. Men denne påstand tager ikke højde for den eksisterende data, som indikerer, at rejsen på land tværs over Sahara er langt farligere end rejsen over Middelhavet. Det anslås ifølge International Organization for Migration (IOM), at der er mindst dobbelt så mange migranter, der omkommer i forsøg på at nå frem til Middelhavet, som der er migranter, der omkommer i forsøg på at krydse havet. Derudover fremgår det af lovforslaget, at ordningen skal gælde for asylansøgere, der ankommer til Danmarks grænser, hvilket må betyde at de pågældende asylansøgere så allerede har foretaget rejsen.

Hvordan vil Danmark sikre internationale menneskerettigheder?
Den Socialdemokratiske kampagne om ’lejre i Nordafrika’ er trods flere års omtale fortsat hypotetisk og uden reel substans. At bruge Nordafrika som potentiel vært for asyllejre eller modtagecentre giver anledning til adskillige kritiske bekymringer, herunder hvordan de allerede dårlige beskyttelsesstandarder for migranter og asylansøgere i regionen ikke kun er forværret i løbet af de seneste år, men også hvordan menneskerettighedsovertrædelser, masseanholdelser og tilbageholdelser af migranter og flygtninge er stærkt stigende.

Dette bliver kun yderligere bekymrende i lyset af den nye lempelse af demokratikravet, som vil gøre det svært at tage garantierne om rettigheder seriøst, når man går bort fra at kræve demokratiske institutioner. Denne lave hensyntagen til migranter og flygtninges rettigheder kan potentielt lede til overtrædelser af international flygtningelovgivning og yderligere erosion af globale menneskerettigheder og beskyttelsesstandarder for flygtninge. Hvilket rejser to fundamentale spørgsmål, hvis det danske forslag skal realiseres: Hvem er de aktører og myndigheder, som man skal samarbejde med, og hvordan vil Danmark sikre internationale menneskerettigheder? ■

 

Hvis det danske forslag skal realiseres: Hvem er de aktører og myndigheder, som man skal samarbejde med, og hvordan vil Danmark sikre internationale menneskerettigheder?
_______

 

Ahlam Chemlali (f. 1988) er ph.d.-stipendiat ved DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier, Migration and Global Order og Aalborg Universitet, Global Refugee Studies. Chemlali forsker i migration, vold, menneskerettigheder og Europæisk grænsepolitik, med særlig fokus på Nordafrika. ILLUSTRATION: Mattias Tesfaye i folketingssalen, torsdag den 26. april 2018 [Foto: THOMAS SJØRUP/Ritzau Scanpix]

[1] UN Security Council “Panel of Experts on Libya established pursuant to resolution 1973 (2011)”