Filosof Nils Holtug i RÆSON LØRDAG: Identitetspolitik findes over hele det politiske spektrum

30.10.2021

Når det hævdes, at identitetspolitikken ejes af venstrefløjen, er det kun den halve sandhed. Der er mange identitetspolitiske eksempler på cancel culture og censur fra det politiske højre. Og faktisk er identitetspolitik et ældre og i mange tilfælde mindre kontroversielt fænomen, end debatten nogle gange giver indtryk af. Nogle former for identitetspolitik har sågar rod i oplysningstidens liberale værdier.



RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. I dag med professor i filosofi fra Københavns Universitet, Nils Holtung, om identitetspolitik. Sidste lørdag med Jensen-Dharmaratne og Ravn om bankernes pengeskabelse.

Af Nils Holtug

IDENTITETSPOLITIK ER ET produkt af en postmoderne venstrefløj, der gør op med universelle liberale værdier og oplysningstanken. Ikke sandt? Nej, forkert. Hverken venstrefløjen eller postmodernister har patent på identitetspolitik, og nogle identitetspolitikker begrundes helt eksplicit i oplysningsbårne, liberale kerneværdier.

En hurtig indikation på, at venstrefløjen ikke just har patent på identitetspolitik, får vi ved at betragte et fænomen som cancel culture. Ganske vist omfatter cancel culture nedrivning af statuer af slavehandlere som Edward Colston i England, no platforming af alt-right højrefløjskoryfæer som Milo Yiannopoulos (der forsøges forhindret i at tale på en række amerikanske universiteter), og delegitimering af JK Rowling (forfatteren til Harry Potter bøgerne) på sociale medier pga. anklager for transfobi.

Men cancel culture omfatter også nedrivning af statuer af Lenin i Rusland. Republikaneres forsøg på at forbyde undervisning i kritisk raceteori på universiteter i USA (bl.a. med henvisning til, at sådanne teorier kan være ubehagelige for nogle studerende og få dem til at føle skyld). Forbud mod LGBTQ+ indhold i undervisningen på skoler i Ungarn. Krav om udelukkelse af en ”satanisk” Melodi Gran Prix sang i Europa. Kreationister på den kristne højrefløj, der vil tilbagerulle undervisningen i evolutionsteori. Forsøg på at få fjernet bøger om racisme, LGBTQ+, og bøger der er kritiske overfor politiet, fra biblioteker i USA. Og, i USA og Canada, eksempler på tilbagetrækning af tilbud om universitetsansættelse til forskere, på baggrund af, at de er kritiske overfor Israel. Går vi lidt længere tilbage i historien, kan der desuden henvises til McCarthyismen i USA og berufsverbot i Vesttyskland, hvor personer blev forfulgt og udelukket fra ansættelser pga. deres politiske sympatier.

Et af problemerne med diskussioner af identitetspolitik er, at der sjældent gøres rede for, hvad man egentlig forstår herved. Kritikere karakteriserer ofte identitetspolitik ud fra nogle få eksempler, som har til hensigt at tydeliggøre, hvor åndssvag de synes identitetspolitik er, fx baseret på ideer om kulturel appropriation og safe spaces. Og det er da heller ikke svært at finde hertil velegnede eksempler på nettet, fx artikler med titler som ”Otte tegn på at din yoga praksis er kulturelt approprieret” og ”Kære hvide veganere, hold op med at appropriere mad”. Identitetspolitikkens tilhængere, derimod, beskriver ofte identitetspolitik på måder, der ikke gør det klart, hvordan identitetspolitik adskiller sig fra andre former for politik, der forsøger at varetage fx sortes, kvinders, homoseksuelles og transpersoners interesser.

Anerkendelse af gruppeidentiteter
Hvis man i stedet ser på mere dybdegående diskussioner, er der groft sagt to forskellige måder, hvorpå identitetspolitik søges defineret. Ifølge den første er identitetspolitik baseret på identitetsgruppers politiske mobilisering på baggrund af deres specifikke erfaringer, herunder med uretfærdigheder, hvor disse gruppers identiteter fx kan tage udgangspunkt i nationalitet, etnicitet, religion, køn, race, klasse, handicap eller seksualitet. Dette var netop en af grundtankerne hos Combahee River Collective, der var en gruppe sorte amerikanske feminister, og som i 1970’erne var de første til at bruge termen ”identitetspolitik”. Combahee River Collective fandt, at deres interesser hverken blev tilgodeset i kvindebevægelsen (hvor de oplevede racisme) eller i forskellige bevægelser for sortes rettigheder (hvor de oplevede sexisme), og de fandt på den baggrund sammen og formulerede en politik, der helt specifikt afspejlede deres erfaringer og krav som sorte amerikanske kvinder.

 

En mere præcis måde at prøve at indfange det særlige indhold i identitetspolitik går derfor ud på, at identitetspolitisk anerkendelse af gruppeidentiteter enten består i, at man tildeler bestemte identitetsgrupper grupperettigheder (som andre grupper ikke har), eller at man søger at opjustere den værdi, som en given gruppeidentitet tillægges
_______

 

Det er dog værd at bemærke, at denne definition af identitetspolitik er meget bred, og at den ikke siger noget om indholdet af sådanne politikker. Hvis fx en specifik identitetsgruppe, på baggrund af at den er udsat for diskrimination, mobiliserer og kræver deres menneskerettigheder respekteret, så er det ifølge definitionen et eksempel på identitetspolitik. Men menneskerettigheder er jo en grundpille i det liberale demokrati og blot at kræve sådanne rettigheder respekteret er ikke noget, der rigtig adskiller identitetspolitik fra andre typer af politik.

Den anden definition af identitetspolitik forsøger da også at rette op på dette problem ved netop at forholde sig til politisk indhold. Ifølge denne definition er identitetspolitik karakteriseret ved at kræve anerkendelse af gruppeidentiteter. Man kan imidlertid anerkende grupper på forskellige måder, og det er ikke alle disse måder, der er særlige for identitetspolitik. For eksempel kan man anerkende en gruppe i den forstand, at man tildeler dens medlemmer den samme ret til ikke blive udsat for diskrimination, som medlemmer af andre grupper har.

En mere præcis måde at prøve at indfange det særlige indhold i identitetspolitik går derfor ud på, at identitetspolitisk anerkendelse af gruppeidentiteter enten består i, at man tildeler bestemte identitetsgrupper grupperettigheder (som andre grupper ikke har), eller at man søger at opjustere den værdi, som en given gruppeidentitet tillægges.

Identitetspolitik på venstrefløjen handler i den forbindelse ofte om at tilgodese minoritetsgrupper (sorte, etniske og religiøse minoriteter, seksuelle minoriteter, transpersoner, hjemløse, handicappede, m.fl.), fx ved bekæmpelse af handlinger og holdninger, der udtrykker ringagt overfor disse grupper, og grupperettigheder, typisk i form af positiv særbehandling af marginaliserede borgere. Når eksempelvis Milo Yiannopoulos er blevet no platformet på amerikanske universiteter, har det bl.a. været med henvisning til, at han i sine foredrag ydmyger og ringeagter transpersoner.

 

Både på højre- og venstrefløjen knyttes identitetspolitik desuden til uretfærdigheder, hvad enten det er minoriteter, der bliver udsat for diskrimination og udstødelse, eller majoriteten, der siges at blive ignoreret af eliterne
_______

 

Identitetspolitik på højrefløjen handler derimod ofte om at tilgodese majoritetsgrupper. Dette er fx tilfældet hos nationalister, der søger at fremme værdisætningen af nationen gennem nation-building, og forbeholder specifikke rettigheder til nationens egne medlemmer (bl.a. i form af lange venteperioder for immigranter, før de kan søge om statsborgerskab, således at de har haft tid til at assimilere sig til den nationale kultur og dermed blive ”rigtige” medlemmer af nationen). I den forbindelse foregår der en kamp om, hvad det fx vil sige at være dansker, dvs. hvem der er en del af ”os”, som fx kommer til udtryk i de spørgsmål, der stilles i statsborgerskabstests.

Hos nogle af de mest yderligtgående højreradikale grupper, hvor der trives forestillinger om hvidt overherredømme, er rettigheder desuden knyttet til racetilhørsforhold.

Både på højre- og venstrefløjen knyttes identitetspolitik desuden til uretfærdigheder, hvad enten det er minoriteter, der bliver udsat for diskrimination og udstødelse, eller majoriteten, der siges at blive ignoreret af eliterne. I USA er der fx i dele af landbefolkningen en vrede overfor eliterne i byerne, som de føler ser ned på deres værdier og levevis, hvilket fører til skepsis overfor skatter og big government, og gøder jorden for populister som Trump, der sætter America first.

 

Tænk for eksempel på den grupperettighed ordblinde børn har på en række uddannelsesinstitutioner, hvor de tildeles ekstra tid ved skriftlige eksaminer. Eller tænk på en mere vidtgående grupperettighed som politiske kvoter, hvor Grønland og Færøerne hver er garanteret to pladser i det danske folketing. Heller ikke denne grupperettighed vækker den store debat i Danmark
_______

 

Identitetspolitik er dog mindre kontroversielt, end det ofte antages. Eller, for nu at sige det mere præcist, så er der former for identitetspolitik, der ikke er særligt kontroversielle, herunder udvalgte grupperettigheder til minoriteter. Tænk for eksempel på den grupperettighed ordblinde børn har på en række uddannelsesinstitutioner, hvor de tildeles ekstra tid ved skriftlige eksaminer. Eller tænk på en mere vidtgående grupperettighed som politiske kvoter, hvor Grønland og Færøerne hver er garanteret to pladser i det danske folketing. Heller ikke denne grupperettighed vækker den store debat i Danmark.

Det er muligt, at det typisk ikke er sådanne eksempler vi har i tankerne, når talen falder på identitetspolitik. Det ændrer bare ikke på, at grupperettigheder på baggrund fx handicap og national tilknytning er en central del af det, identitetspolitik består i, ifølge ovenstående definition, der tager udgangspunkt i ideen om anerkendelse. Faktisk vil jeg vove den påstand, at der næppe er mange danskere, der ikke går ind for en eller anden form for identitetspolitik.

 

Betyder det så, at vi har givet afkald på oplysningstraditionen og liberale værdier? Nej. Faktisk er nogle former for identitetspolitik netop begrundet i liberale kerneværdier
_______

 

Liberal identitetspolitik
Betyder det så, at vi har givet afkald på oplysningstraditionen og liberale værdier? Nej. Faktisk er nogle former for identitetspolitik netop begrundet i liberale kerneværdier, som fx idealet om lige muligheder. Tænk igen på eksemplet med ekstra tid ved skriftlige eksaminer for ordblinde børn. Denne ret begrundes eksplicit med henvisning til, at ordblinde børn bør have lige så gode muligheder som andre børn for at vise, hvad de har lært, og at de pga. deres særlige udfordringer har brug for ekstra tid til at vise det.

På samme måde begrundes undtagelser fra generelle regler for religiøse minoriteter nogle gange med henvisning til mulighedslighed. Når Sikher i nogle lande, inklusive Danmark, har en undtagelse fra påbuddet om at bære styrthjelm, når de kører motorcykel, så de kan have turban på i stedet, begrundes det nogle gange med, at de hermed, i lighed med andre religiøse grupper, kan overholde deres religiøse forskrifter og alligevel køre motorcykel.

Ligeledes er positiv særbehandling (på engelsk, affirmative action) af afroamerikanere på uddannelsesinstitutioner i USA ofte blevet begrundet med mulighedslighed. Tanken er, at afroamerikanere står overfor nogle særlige udfordringer, og at positiv særbehandling kan bidrage til, at de i højere grad opnår lige så gode muligheder som hvide amerikanere. Det er på den baggrund heller ikke overraskende, at positiv særbehandling af afroamerikanere har vundet tilslutning blandt mange liberale politiske teoretikere, inklusive helt store navne som Ronald Dworkin, Thomas Nagel og John Rawls.

Disse liberale tænkere kombinerer vidtgående frihedsrettigheder med substantielle lighedshensyn. De mener således ikke, det er tilstrækkeligt, hvis der bare er formelt lige adgang til uddannelsesinstitutioner og stillinger på arbejdsmarkedet, således at ingen vælges fra på grund af eksempelvis klasse, køn, race, religion, eller lignende. De mener, at samfundet bør indrettes, så alle i videste muligt omfang har reelt lige gode muligheder, så fx klasse og race ikke længere har indflydelse på, hvor nemt folk har ved at få adgang til uddannelse og jobs. Og, mener de, det vil i nogle tilfælde kræve, at man på forskellige måder favoriserer nogle af dem, der står overfor særlige barrierer på disse områder.

 

Min pointe er, at sådanne former for identitetspolitik ikke er uforenelige med liberale værdier, men tværtimod ofte netop begrundes ud fra disse værdier, fx princippet om lige muligheder for all
_______

 

Min pointe her er ikke, at vi har grund til at gå ind for eksempelvis undtagelser for Sikher og positiv særbehandling af afroamerikanere. Det er en separat diskussion, som jeg ikke har plads til at tage her. Min pointe er, at sådanne former for identitetspolitik ikke er uforenelige med liberale værdier, men tværtimod ofte netop begrundes ud fra disse værdier, fx princippet om lige muligheder for alle. Identitetspolitik, der er begrundet på denne måde, er desuden ikke i modstrid med tanken om liberal universalisme, da princippet om lige muligheder jo netop omfatter alle, selv om det indebærer, at vi ikke i alle situationer skal behandle alle ens, for at realisere denne målsætning.

Identitetspolitik hviler heller ikke på postmodernisme, herunder postmoderne unoder som skepsis overfor muligheden af sandhed. Der findes ganske vist postmoderne identitetspolitik, forstået som bestemte forskningstraditioner, der læner sig op ad (i bred forstand) postmoderne teoretikere i deres begrundelse for specifikke identitetspolitikker. Men der findes også, som vi har set, liberale begrundelser for identitetspolitik, der vægter fornuft, klarhed og oplysningsidealerne.

Lad mig slutte af med at sige, at identitetspolitik er en bred betegnelse, der indfanger en række meget forskelligartede politikker. Nogle har vi grund til at støtte, andre har vi grund til at forkaste. Hvad angår det sidste, så finder jeg, at der i nutiden både er en bekymrende tendens til at udgrænse udvalgte minoriteter fra at være en del af det ”vi”, vi definerer os ud fra og solidariserer os med, og en ulykkelig ytringsfrihedsforskrækkelse, måske særligt på en række amerikanske campuses, hvor man forsøger at udelukke dem, man er uenig med, fra at komme til orde. ■

 

I nutiden er der både en bekymrende tendens til at udgrænse udvalgte minoriteter fra at være en del af det ”vi”, vi definerer os ud fra og solidariserer os med, og en ulykkelig ytringsfrihedsforskrækkelse, måske særligt på en række amerikanske campuses, hvor man forsøger at udelukke dem, man er uenig med, fra at komme til orde
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt