Esther Michelsen Kjeldahl: Regeringen holder hånden under den danske kødindustri. Det er både udemokratisk og samfundsnedbrydende

23.05.2021

Vi er lige nu vidner til et demokratisk svigt af dimensioner: Kødindustrien får gennem Landbrug & Fødevarers effektive lobbyindsatser særbehandling i dansk politik. Det er åbenlyst klimamæssigt uansvarligt og i modstrid med det historisk store grønne mandat, regeringen fik ved seneste folketingsvalg.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Esther Michelsen Kjeldahl

Når jeg og mine medaktivister presser på for strukturelle forandringer, gør vi det på baggrund af den kendsgerning, at de globale CO₂-udledninger fortsat vokser, selvom den atmosfæriske koncentration af CO₂ er omkring 50 pct. højere end før den industrielle revolution. Vi gør det også på baggrund af den kendsgerning, at det industrielle landbrug optager omkring 38 pct. af jordens landoverflade og 50 pct. af det beboelige land, hvoraf langt størstedelen bliver brugt på animalsk produktion.

Det har i praksis betydet rydning af skov og udpining af jorden med den konsekvens, at jorden udskiller CO₂ til atmosfæren i stedet for at lagre det. Endelig gør vi det på baggrund af den kendsgerning, at klimakrisen øger alle eksisterende uligheder og allerede har ødelagt livet for de millioner af mennesker, som flygter på grund af klimarelaterede tørker, oversvømmelser, jordskred og ressourcekrige. Ifølge FN er 20 mio. lige nu på flugt fra klimakrisen, hvoraf 80 pct. er kvinder.

Demokratiske præmisser og borgerinddragelse
Vi i Den Grønne Studenterbevægelse presser på for strukturelle forandringer, fordi vi nægter at se passivt til, mens de destruktive tendenser fortsætter. Målet er i første omgang at omstille samfundet, så det ikke bidrager yderligere til klimakrisen. Så Danmark bliver et reelt forbillede for resten af verden. Derfor har vi formuleret nogle specifikke klimapolitiske krav, som vi prøver at få ind i den offentlige debat og det klimapolitiske maskinrum. Fx skal vi indføre en høj og ensartet CO₂-afgift, den danske animalske produktion skal halveres, og alle nuværende klimaftaler skal genforhandles.

Vi ønsker også at bryde med de magtstrukturer, der holder samfundet i en destruktiv og ulighedsskabende kurs. Det gør vi bl.a. ved at sætte fokus på de aktører, der underminerer politisk klimahandling, fordi deres nuværende magt afhænger af, at der ikke bliver rykket ved status quo. Her tænker jeg fx på fossilindustrien, cementindustrien, kødindustrien og mejeriindustrien, der i årevis har lobbyeret imod ambitiøse klimaindsatser, fordi deres ekstremt klimabelastende erhverv ville blive særligt ramt.

 

Gang på gang ser vi, hvordan magtfulde lobbyorganisationer får direkte indflydelse på udspil, aftaler og beslutninger fra regeringen. Disse lobbyorganisationer stod mig bekendt ikke på stemmesedlen til Folketingsvalget
_______

 

Vores aktivisme foregår på demokratiets præmisser. Vi prøver på alle mulige måder at skabe synlighed om den store opbakning til ambitiøs klimapolitik, bl.a. ved at arrangere klimamarcher, debattere klimapolitik i den etablerede presse og sociale medier, formulere borgerforslag, lave podcasts og musikvideoer, deltage i paneldebatter og meget mere. Vi presser på for mere demokrati, fordi vi har en stærk tiltro til befolkningens evne til at forstå nødvendigheden af modige og vidtrækkende klimapolitiske beslutninger. At befolkningen er klimabevidst. Det stod klart i juni 2019, da regeringen blev valgt ind på et historisk stort grønt mandat. Det stod også klart for nyligt, da Klimaborgertinget efter fem måneders dialog og uddannelse i klimakrisen og mulige klimapolitiske værktøjer fremsatte 117 modige, vidtrækkende og fællesskabsorienterede forslag til regeringen.

Vores udgangspunkt er, at jo mere borgerinddragelse des bedre. Jo mere synlighed om befolkningens klimabekymringer, des bedre. Ifølge den amerikanske historiker Howard Zinn’s bog On Democratic Education fra 2004 er sociale forandringer først kommet, når befolkningen har organiseret sig og krævet forandringer.

Demokratisk mangel
Desværre er det ikke alle, der har samme tro på demokratiet. Jeg har tidligere argumenteret for, at de klimabelastende industriers lobbyisme er den største barriere for samfundets omstilling. Og analysen er desværre kun blevet mere relevant, som klimaforhandlingerne er skredet frem. Gang på gang ser vi, hvordan magtfulde lobbyorganisationer får direkte indflydelse på de udspil, aftaler og beslutninger, der kommer fra regeringen. Det gælder fx Dansk Industris lobbyisme imod klimakrav til landets største CO₂-udleder, Aalborg Portland, og Nordic Sugars indsats for at få den danske stat til at betale for en gasrørledning til Lolland i stedet for, at de skulle gennemgå en elektrificering. Det samme gør sig gældende med Landbrug & Fødevarers vedvarende indsats for at bevare den danske kødproduktion.

Disse lobbyorganisationer stod mig bekendt ikke på stemmesedlen til Folketingsvalget. Befolkningen har med andre ord ikke givet sit samtykke til deres politiske indflydelse. Alligevel havde jeg for nyligt en interessant oplevelse. Da Phie Ambos dokumentar ”70/30”, som følger klimaminister Dan Jørgensen, daværende forkvinde for Klimaudvalget, Ida Auken, aktivist i Fridays for Future, Selma de Montgomery, og undertegnede i halvandet års klimakamp, havde premiere på CPH:DOX, stod det som del af åbningsarrangementet på en live debat mellem os fire.

 

Lad mig komme med et kvalificeret gæt på, hvorfra disse modsatte holdninger, som Dan Jørgensen er nødt til at lytte til, kommer: Landbrug og Fødevarer
_______

 

Da Dan Jørgensen blev spurgt, hvorvidt den folkedrevne klimabevægelse har indflydelse på klimaforhandlingerne, svarede han mildest talt absurd – men også meget afslørende. Han anerkendte, at vores arbejde havde en dagsordensættende effekt, men tilføjede, at man jo ikke altid skal lytte til dem, der råber højest. Dernæst sidestillede han os med traktordemonstranterne som et eksempel på nogen, der råber højt, men ikke nødvendigvis skal lyttes til. Det absurde er imidlertid, at traktordemonstranterne blev lyttet til, da deres protest som bekendt ledte til den svimlende erstatning, der kort efter blev givet til det nedlagte minkerhverv.

Dan Jørgensen understregede, at han faktisk var nødt til også at lytte til dem, der mener det modsatte af os. Nødt til, simpelthen – og fremstillede dermed det klimabenægtende standpunkt som en holdning, der skal lyttes til på lige fod med vores ”holdninger”. Med tanke på, hvor stor enighed der er blandt forskerne om klimakrisens alvor og ikke mindst de samfundskollapser, der vil materialisere sig, hvis vi fortsætter med business as usual, svarer denne udtalelse til, at Sundhedsministeren er nødt til også at lytte til dem, der har den modsatte holdning af det ellers bredt anerkendte og videnskabeligt velfunderede standpunkt, at rygning forårsager lungekræft. Eller til folk der mener, at COVID-19 ikke er farlig for ældre og sårbare borgere, som ikke er vaccinerede.

Lad mig komme med et kvalificeret gæt på, hvorfra disse modsatte holdninger, som Dan Jørgensen er nødt til at lytte til, kommer: Landbrug og Fødevarer, der blev dannet i 2009 som led i en fusion af Landbrugsraadet, Danske Slagterier, Dansk Svineproduktion, Mejeriforeningen og en række andre landbrugsinteressegrupper, beskriver sig selv som en ”erhvervsorganisation for landmænd, fødevarevirksomheder og agroindustrien.” Ikke overraskende mener Landbrug & Fødevarer, at den måde, hvorpå vi producerer kød i Danmark, er den mest klimavenlige i hele verden. Derfor har vi pligt til at intensivere produktionen frem for at nedbringe den, så vi på mest klimamæssigt forsvarlig vis kan dække verdens voksende behov for kød.

Regeringen giver klimaskadelige erhverv særbehandling
I sidste uges Debatten på DR2 om fremtiden for Danmarks kødproduktion var fødevareminister Rasmus Prehn og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til stede. Her stod det klart, at det er et standard-ræsonnement i begge partier. På trods af, at der ikke er evidens for, at Danmark skulle være verdensmester i ”klimavenlig” kødproduktion.

 

Hvis danske toppolitikere reelt følte en pligt til at bidrage til den globale klimaindsats, ville de satse hele butikken på at omstille landbruget, så Danmark blev verdensmestre i plantebaserede fødevarer og i at dyrke jorden på en skånsom måde
_______

 

Lad os dog antage for en kort stund, at det er tilfældet. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer den, og hvor hårdt man presser danske grise sammen i staldene, er kødproduktion stadig noget af det, der bidrager mest til klima- og biodiversitetskrisen. Så ligegyldigt hvor ”klimavenlig” den danske kødproduktion end måtte være sammenlignet med andre landes produktion, er kød en ekstremt ineffektiv og klimabelastende fødevare sammenlignet med plantebaserede fødevarer. Hvis danske toppolitikere reelt følte en pligt til at bidrage til den globale klimaindsats, ville de satse hele butikken på at omstille landbruget, så Danmark blev verdensmestre i plantebaserede fødevarer og i at dyrke jorden på en skånsom måde, så den igen begynder at optage CO2 i stedet for at frigive det til atmosfæren.

Vi er lige nu vidner til et demokratisk svigt af dimensioner. Kødindustrien får gennem Landbrug & Fødevarers effektive lobbyindsatser særbehandling i dansk politik, og det er tydeligvis klimamæssigt uansvarligt og i modstrid med det historisk store grønne mandat, regeringen fik ved seneste folketingsvalg. At holde hånden under den danske kødindustri, og måske endda intensivere, den er både udemokratisk og samfundsnedbrydende.

Det er udemokratisk, at erhvervslobbygrupperne får indflydelse på klimapolitikken, mens klimaaktivister ikke bliver respekteret i magtens rum – på trods af, at vi har forskningen og befolkningen på vores side. Blandt andet derfor følte Den Grønne Studenterbevægelse sig nødsaget til at blokere trappen i Rigsdagsgården d. 11. maj for at forhindre de folkevalgte politikere i at gå hjem, før de gør deres arbejde ordentligt. Det indebærer at lukke ørerne for erhvervslobbyisternes forførende ord. Til en demonstration arrangeret af Den Grønne Studenterbevægelse i selvsamme Rigsdagsgård d. 16. april foreslog bioetiker Mickey Gjerris i halv spøg, halv alvor, at vi måtte få fat på nogle traktorer, næste gang vi skulle demonstrere, for så kan det være, budskabet endelig går igennem.

Vi begynder desværre at frygte, at der skal skrappere metoder til, når vi er oppe imod så voldsomme kræfter som milliardindustrier, hvis indkomst og magt er betinget af, at vi fortsætter med business as usual samt en regering, der har mistet den moralske retningssans og følingen med den folkelige opbakning til vidtrækkende og modig klimapolitik. ■

 

Det er udemokratisk, at erhvervslobbygrupperne får indflydelse på klimapolitikken, mens klimaaktivister ikke bliver respekteret i magtens rum – på trods af, at vi har forskningen og befolkningen på vores side
_______

 

Esther Michelsen Kjeldahl (f. 1994) er aktivist i Den Grønne Studenterbevægelse, MSc Philosophy and Public Policy fra The London School of Economics og forfatter til bogen ”VI ER SAMMEN OM AT MÆRKE DET – sådan finder du styrke, selvtillid og fællesskab i klimakampen”. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen og Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet ses her ved præsentation af klimaudspil i Silkeborg, 29. maj 2019 [Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]

Redaktører: Mads Fabricius Grand, Kasper Wilkens og chefredaktionen