26.01.2021

Biden fortalte i sin indsættelsestale en historie om et stadigt større behov for enhed og forsoning blandt USA’s borgere. Men konflikter er ikke udelukkende det onde, Biden fremstiller dem som; de er også den motor, der har drevet USA’s fremskridt. Historien formes nemlig ikke af enhed, men af konflikter. Og kun ved at tage disse konflikter alvorligt – eksempelvis ved at reformere det amerikanske politi og fængselssystem -, kan USA nærme sig reel enhed.

Kronik af Eskil Elling

Som lejligheden bød det, indeholdt Joe Bidens indsættelsestale den 20. januar ikke megen politisk substans. Efter flere måneders bitter fjendtlighed skulle den nyslåede præsident bevise, at han kan samle amerikanerne. Derfor handlede hans tale om enhed (‚unity‛ på engelsk, red.). Slående var det dog, at han ophøjede denne enhed til noget nær et historiefilosofisk princip, idet han fremstillede det samlede folks handlinger som det, der altid har drevet landets fremskridt. Han sammenlignede i den forbindelse situationen i dag med andre af landets største historiske kriser:

“Igennem Borgerkrigen, Depressionen, Verdenskrige, 9/11, igennem kamp, opofrelse og tilbageslag har vore ‘bedre engle’ altid vundet. […] Historien, troen og fornuften viser os vejen, enhedens vej. Vi kan se hinanden, ikke som modstandere, men som naboer. Vi kan behandle hinanden med værdighed og respekt. Vi kan samle os, stoppe med at råbe, og sænke temperaturen. For uden enhed er der ingen fred, kun bitterhed og raseri. Intet fremskridt, kun udmattende harme. Ingen nation, kun en tilstand af kaos. Dette er vort historiske øjebliks krise og udfordring, og enhed er vejen frem.”

 

Biden vender historien på hovedet. Under både den Amerikanske Borgerkrig og Depressionen lykkedes det fx nok at samle nationen. Men enhed var i begge tilfælde resultatet, ikke midlet dertil
_______

 

Men Biden vender historien på hovedet. Under både den Amerikanske Borgerkrig og Depressionen lykkedes det fx nok at samle nationen. Men enhed var i begge tilfælde resultatet, ikke midlet dertil. Midlet var derimod konflikt: Ligesom i dag krævedes der dengang uforsonlig kamp med henholdsvis hvide racister og det frie markeds interesser for at holde sammen på landet.

I dag er det tilsvarende umuligt for amerikanerne at overvinde deres splittelse blot ved at se hinanden i øjnene. Landets ulighed er steget støt de sidste 40 år, og middelklassens andel af nationens samlede indkomst er faldet markant. Samtidig plages landet af massive racemæssige spændinger. Forskellen på medianindkomsten for sorte og hvide familier er i dag større end ved århundredets begyndelse, og sorte amerikanere fængsles mere end fem gange så hyppigt som hvide. På den anden side oplever hvide middelklassevælgere, som sociologen Arlie Russell Hochschild har udtrykt det, at deres egen økonomiske stagnation skyldes, at sorte og indvandrere springer dem over i køen til den amerikanske drøm.

Denne situation ligger til grund for de voldsomme begivenheder, der har præget USA det sidste år. Ellers uangribelige institutioner har vist sig skrøbelige i mødet med befolkningens vrede. I Minneapolis brændte aktivister en politistation ned i protest mod mordet på George Floyd. Og i landets hovedstad overtog Trumps tilhængere den 6. januar selve Kongressen i et forsøg på at gennemtvinge hans genvalg.

Det er tydeligt, hvilken præsidentkandidat der var bedst egnet til at håndtere disse realiteter. Biden er langtfra blåøjet, og han ved, at han har mange modstandere både til venstre og til højre. I sin tale bildte han sig ikke ind, at alle vil tage imod ham med åbne arme. Han opfordrede blot til, at “nok af os [finder] sammen til at bære os allesammen fremad.” Hans historiesyn er en slags flertalsavantgardisme: flertallets opgave er at skabe et samfund, som også mindretallet kan se sig selv i.

USA ambivalente historie
“Vores historie,” sagde Biden, “har været en konstant kamp mellem det amerikanske ideal om, at vi alle er skabt lige, og det hårde, grimme faktum at racisme, nativisme, frygt og dæmonisering længe har revet os fra hinanden.” Biden fortæller USA’s historie som en gradvis realisering af idealet om alles ret til liv, frihed, og søgen efter lykke. Ganske vist blev dette ideal oprindeligt snævert fortolket, men det indeholdt det normative grundlag for alt, hvad der siden fulgte: slaveriets afskaffelse, sociale rettigheder, stemmeret til kvinder og sorte. Det er en progressiv historiefortælling, som indrømmer, at det amerikanske ideal altid skal genfortolkes for at leve op til sig selv, men som samtidig mener, at alt det bedste ved USA kan forstås som en lineær udvidelse af de oprindelige rettigheder fra landets grundlæggelse.

Men den virkelige historie er mere ambivalent, end Biden giver udtryk for. Hans fortælling om idealets kamp mod grimme fordomme undervurderer, at USA’s grimmeste kræfter, fra Sydens slaveejere til vore dages Tea Party også retfærdiggør deres politiske visioner med henvisning til det samme ideal om frihed og selvbestemmelse. Det blev særligt tydeligt i de sidste dage af Trumps regering, hvor Trump-udpegede intellektuelle i den såkaldte 1776 Report forsvarede en helt anden vinkel på USA’s historie. Her blev kampen for minoriteters rettigheder, som af og til nødvendigvis må give disse minoriteter positiv særbehandling, set som en gradvis udhulning Uafhængighedserklæringens individuelle frihedsrettigheder – et overgreb mod flertallet, altså.

 

[D]et nuværende politi- og fængselssystem er netop en markant barriere for amerikansk enhed. Politiet håndterer sociale problemer, som de på ingen måde er uddannet til at håndtere, og begår derfor fejl, som rutinemæssigt koster sorte amerikanere livet
_______

 

Men Bidens historie dækker også over, at den frihed, som amerikanerne har i dag, udspringer af kampe for meget mere, end de faktisk fik. Martin Luther King kæmpede ikke kun for sortes stemmeret, som blev formelt sikret i 1965. Efter denne sejr vendte King sig mod det, han selv beskrev som en klassekamp: en militant kampagne mod økonomisk ulighed, som kulminerede i en fejlslagen generalstrejke i Memphis i 1968, hvor King selv blev myrdet. Det er næppe den MLK, de fleste amerikanere fejrer på den nationale helligdag, der bærer hans navn, og som blev indstiftet af Ronald Reagan.

Biden fortæller en historie om stadigt større enhed blandt USA’s borgere. Men ved at ignorere de konflikter, der formede denne historie, får han også amerikanernes nuværende konflikter til at fremstå som unødvendige forstyrrelser af den nationale enheds fremskridt. Men konflikter som den, King forårsagede, er i virkeligheden den motor, der har drevet USA’s fremskridt. Det er også tilfældet i dag, hvor Biden mødes med radikale krav, som han næppe ønsker at indfri. Derfor er det vigtigt at insistere på en modfortælling til Bidens historie. Historien drives ikke af enhed, men af konflikter. Og kun ved at tage disse konflikter alvorligt, kan USA nærme sig reel enhed.

Den nødvendige konfrontation med fængsels- og politivæsenet
Black Lives Matter-demonstrationerne er et eksempel på dette problem. Op til valget erklærede førnævnte Arlie Russell Hochschild, at det værste, Demokraterne kunne gøre, var at støtte bevægelsens krav om at opløse politiet: “Trump håber på, det her løber løbsk, så alle kan se, hvordan venstrefløjen opfordrer til vold og udskammer politiet som forbrydere.”

Men det nuværende politi- og fængselssystem er netop en markant barriere for amerikansk enhed. Politiet håndterer sociale problemer, som de på ingen måde er uddannet til at håndtere, og begår derfor fejl, som rutinemæssigt koster sorte amerikanere livet. Og flere amerikanere sidder i fængsel end noget andet sted i verden. Når aktivister taler om at opløse politiet eller fængselssystemet, taler de om at håndtere dette problem: At omfordele ressourcer fra fængsels- og politiafdelinger til socialarbejdere og rehabiliteringsprogrammer. De håber på, at disse alternativer i sidste ende vil gøre det unødvendigt at have fængsler og politi.

Der er utvivlsomt et utopisk skær ved dette projekt. Og at lægge afstand fra det for at tækkes nervøse midtervælgere, som Hochschild foreslår, er muligvis strategisk klogt. Men det sikrer også, at bestemte grupper fortsat vil være systematisk udelukket fra den enhed og forsoning, som Biden tilstræber. At overkomme denne udelukkelse er svært, og det kræver ubehagelige konflikter. Men det er også nødvendigt.

 

USA’s forestående konflikter kræver altså ikke, at hele landets regering omstyrtes. I steder bør lokale politikere med et progressivt bagland være villige til at gå forud og udfordre den nuværende konsensus. Biden bør lytte til dem
_______

 

Biden bliver nødt til at reformere politiet radikalt og vil uden tvivl møde massiv modstand, ikke mindst fra de kompromisløse og Trump-støttende politi-fagforeninger. Og han bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved fængselsvæsenets funktionsmåde, og dermed udfordre og omforme hele det amerikanske samfunds retsfølelse. Han kan ikke på forhånd antage hverken enhed eller enighed; første skridt imod denne enhed er at anerkende den eksisterende konflikt.

At understrege behovet for konflikt kan lyde revolutionsromantisk. I værste fald kan det føre til at anerkende selv valget af Trump som et gode. Den altid kontrære filosof Slavoj Žižek påstår fx, at Trumps valgsejr hjalp til at nedbryde vælgernes tro på midtersøgende Demokrater; den tilspidsede med andre ord konflikten og gav dermed plads til nye, mere radikale stemmer på den nationale scene, såsom Bernie Sanders. Men Žižek begår her i mine øjne to fejl. Han negligerer den enorme lidelse, som Trump har forårsaget for USA’s mest udsatte borgere. Og han forudsætter, at landets politiske udvikling dikteres fra den nationale scene. Men Sanders’ popularitet gik forud for valget af Trump og er resultatet af hans arbejde som borgmester og senator fra delstaten Vermont.

Det er i de enkelte delstater og storbyer, som ofte har en meget høj grad af selvbestemmelse, at USA’s mest afgørende konflikter udspiller sig i dag. Delstaterne har ofte været højborge for konservative sager som raceadskillelse og abortmodstand. Men progressive stater og storbyer udgør også en prøvegrund for nye radikale eksperimenter. Minneapolis kom for nylig meget tæt på at opløse byens politi, selvom forslaget har mødt lokal modstand. Hvis det lykkes enkelte byer at udvikle et bæredygtigt alternativ til politiet, kan disse lokale successer senere sprede sig over resten af landet. USA’s forestående konflikter kræver altså ikke, at hele landets regering omstyrtes. I steder bør lokale politikere med et progressivt bagland være villige til at gå forud og udfordre den nuværende konsensus. Biden bør lytte til dem. Og vi andre bør være opmærksomme på dem.

Joe Bidens første dage som præsident giver anledning til både håb og nervøsitet på venstrefløjen. Med Bernie Sanders som formand for Senatets budgetkomité er det muligt, at dele af venstrefløjens økonomiske program kan gennemføres. Men samtidig har Biden reageret på stormen på Kongressen ved at slå hårdt ned på “indenlandsk terrorisme.” Indsatsen bliver anført af FBI-chefen Chris Wray, som har erklæret krig imod “regeringsfjendtlige” aktivister på både venstre- og højefløjen. FBI’s historie med sådanne tiltag, fx imod Martin Luther King, bør foranledige alvorlig bekymring: Hvis indsatsen mod reelle terrorister også går udover almindelige demonstranter, risikerer Bidens indstiftelse af national enhed at kræve alvorlige ofre undervejs.

Derfor er det vigtigt at udfordre idéen om, at det er Joe Bidens diplomatiske forsøg på at samle nationen, vi skal være særligt opmærksomme på fremover. Under Trumps regeringsperiode lærte mange at se imod de små øer af progressiv modstand, som stadig bestod. Vi bør fortsætte med at holde øje med disse øer i de kommende år. Hvis de indimellem sejrer i kampen mod social ulighed og undertrykkelse, er det her, at vi vil se begyndelsen på virkelig politisk enhed. ■

 

[Biden] bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved fængselsvæsenets funktionsmåde, og dermed udfordre og omforme hele det amerikanske samfunds retsfølelse. Han kan ikke på forhånd antage hverken enhed eller enighed; første skridt imod denne enhed er at anerkende den eksisterende konflikt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland