Economist-redaktør Shashank Joshi: AUKUS-aftalen er en meget håndgribelig manifestation af Johnsons nye interesse i Asien og visionen om et „Globalt Storbritannien‟
04.10.2021
„For fem år siden drak den britiske premierminister en fadøl med Xi Jinping i det nordlige England og deklarerede en gylden tid for det sino-britiske forhold, men det har alt sammen ændret sig nu. Storbritannien vil have kineserne ud af deres atomprojekter, og i dets ‘foreign policy review’ tidligere i år beskrev de landet som en trussel mod verdensordenen. AUKUS-aftalen mellem Australien, USA og Storbritannien afspejler netop de bekymringer.‟
Af Markus Giessing
Da USA, Storbritannien og Australien lancerede den nye AUKUS-pagt i midten af september, skabte det spændinger hen over Atlanten. Den franske regering følte sig forbigået og taget ved næsen, eftersom den nye trekløverpagt ophævede den aftale, som franskmændene havde indgået med Australien, om at levere militære ubåde til den engelsktalende ø i syd. Det fik debatten om det transatlantiske samarbejdes helbred til at blusse op på ny. For hvorfor er der egentlig behov for en militærpagt, når NATO allerede eksisterer?
Pagtens eksistensberettigelse lyder fra officielt hold, at der er voksende udfordringer i Indo-Stillehavet, som kræver teknologisk, efterretningsmæssigt og militært samarbejde mellem demokratisk sindede lande. På pressemødet, hvor regeringslederne for de tre lande præsenterede den nye pagt, blev Kina ikke nævnt eksplicit, men nyhedsmediet Politico har talt med anonyme kilder fra Det Hvide Hus, der fortæller, at præsident Biden anser AUKUS-pagten for at være et forsøg på at inddæmme Kina. Det har ikke overraskende udløst kritik fra den kinesiske regering, der mener, at de tre lande forsøger at optrappe en konflikt.
Analysen fra mange vestlige iagttagere har gået på, at der er behov for en alliance mellem lande, der er bekymrede for Kinas opstigning i den globale orden, for at inddæmme kinesernes teknologiske og militære fremmarch. En af de iagttagere er Shashank Joshi, som er forsvarsredaktør for det britiske nyhedsmagasin The Economist. Han mener, at pagten er nødvendig for at kunne adressere diplomatiske, økonomiske og militære problemer i regionen, fordi der ikke er konsensus i NATO om at engagere sig i Indo-Stillehavet.
Samtidig vurderer Joshi, at AUKUS-pagten er Boris Johnsons første skridt på vejen til at indfri sine visioner om et ‘Global Britain’, altså et Storbritannien der i højere grad engagerer sig udenrigspolitisk på egne præmisser i kølvandet på Brexit. RÆSON har talt med Joshi om bevæggrundene for den nye AUKUS-pagt, nødvendigheden herfor og Boris Johnsons vision om et ‘Global Britain’.
RÆSON: Hvorfor tror du, at AUKUS-pagten blev dannet mellem netop disse tre lande – og ikke nogle andre?
JOSHI: Disse tre lande er del af alle en del af Five Eyes Alliance [efterretningssamarbejde mellem USA, UK, Australien, Canada og New Zealand, red.], som går mange årtier tilbage i tiden. Så der er eksisterer en dyb tillid mellem landene, fordi de deler store hemmeligheder omkring elektronisk og traditionelt efterretningsarbejde. Oveni det deler de også en stigende bekymring om Kinas opstigning, magt og indflydelse på demokratiske lande. USA er åbenlyst mest bekymret og sikker på sine meninger herom, men Australien er i de seneste år også blevet mere bekymret for Beijing, fx på grund af de tvangsmidler, de har brugt mod Australien, fordi de ønskede en undersøgelse om coronavirussens oprindelse.
„[N]år jeg ser på statistikkerne for Kinas militære udvikling i de seneste 10 år, ser jeg et spektakulært niveau af oprustning, der næsten er uden fortilfælde i moderne tider – især i fredstider‟
_______
For fem år siden drak den britiske premierminister en fadøl med Xi Jinping i det nordlige England, og deklarerede en gylden tid for det sino-britiske forhold, men det har alt sammen ændret sig nu. Storbritannien vil have kineserne ud af deres atomprojekter, og i dets ‘foreign policy review’ tidligere i år udtrykte Storbritannien sine bekymringer for Kina, og beskrev landet som en trussel mod verdensordenen. Så de tre lande i AUKUS-pagten bygger ikke blot samarbejdet på allerede eksisterende tillid til hinanden, men er også allierede i deres bekymringer om Kinas opstigning. Det er den logiske begrundelse for denne forsvarsindustrielle pagt.
Et af aspekterne af AUKUS-aftalen er, at man vil lade Australien bygge en atomar ubådstyrke. Men det skridt ser ud til at være mere end bare at inddæmme Kina; det ser også ud til at være en eskalering af en slags atomart våbenkapløb. Er du enig?
Nej, det er jeg ikke enig i, fordi når jeg ser på statistikkerne for Kinas militære udvikling i de seneste 10 år, ser jeg et spektakulært niveau af oprustning, der næsten er uden fortilfælde i moderne tider. Det er især uden fortilfælde i fredstider. Når folk taler om et våbenkapløb, så må jeg sige ja, der er et våbenkapløb i gang i Asien, men det er et meget ensidigt våbenkapløb. Det er nærmere et forsøg på at indhente Kinas forspring med henhold til deres forbløffende militærbudget.
Særligt hvad angår deres flåde, men også når det kommer til konventionelle missiler og deslige. Så i den forstand er en atomar ubådsstyrke en strategisk kapabilitet, der giver mulighed for at ramme det kinesiske fastland, og samtidig giver Australien mulighed for at projektere militærmagt tusindvis af kilometer væk på det asiatiske kontinent. Det er en dramatisk forandring, men i mit perspektiv har Kina allerede ændret den militære magtbalance i Stillehavet dramatisk i de seneste 10 år.
Det er en balance, hvor USA ikke længere er overlegne og hvor det ikke er sikkert at de kan intervenere, samt at alle regionens lande er væsentligt bagud sammenlignet med Kina. For mig at se, handler Australiens atomare ubådsstyrke om at have en konventionel form for afskrækkelse over for Kina, der giver Australien mulighed for at ramme Kina i tilfælde af en krig, så Kina indser, at de ikke kan angribe, uden at det har omkostninger for dem selv. Så i sig selv er det en eskalering, men hvis man ser det i perspektivet af de seneste ti år, er det ikke.
Hvorfor er NATO ikke tilstrækkeligt til at ‘inddæmme’ Kina?
Ifølge NATO-charteret dækker organisationen Nordatlanten, hvilket er så specifikt, at selv Hawaii ikke dækkes af NATO’s artikel 5. Mange europæere er muligvis ikke klar over dette, men NATO-landene har ingen forpligtelse til at komme Hawaii til undsætning, hvis det bliver angrebet. I juridisk forstand dækker NATO et meget begrænset område – og det dækker ikke Asien. Hvad angår det politiske, så bliver NATO-landene mere interesserede i Kina, hvilket var tydeligt på topmødet i juni, da Kina blev nævnt adskillige gange, hvilket ikke sker særlig ofte. Men der er ikke udsigt til, at NATO-landene ville reagere på nogen militær situation i Asien.
Angrebene på World Trade Center den 11. september 2001 var en unik situation, hvor et NATO-land blev angrebet og reagerede på det ved at gå i krig i Centralasien. Men Australien er ikke medlem af NATO, det dækkes ikke under Artikel 5, og derfor har ingen NATO-lande forpligtelse til at komme Australien til undsætning. I den forstand er Australien – og andre lande i området ikke garanteret beskyttelse af en multilateral aftale – i en meget svær situation.
Japan og Sydkorea har bilaterale sikkerhedsgarantier fra USA, men de har ingen garanti fra NATO og ingen multilateral opbakning. Hvis Japan bliver angrebet, kommer USA landet til undsætning, men det er ikke nødvendigvis tilfældet for Indien, Vietnam eller Taiwan. På samme måde er Australien udfordret i en tid, hvor den militære magtbalance skifter. Og derfor er NATO ikke nok. Ikke bare fordi det juridiske ikke dækker Asien, men også fordi der ikke er konsensus blandt de allierede, om at komme et land i det sydlige Stillehav til undsætning.
Hvis man ser på AUKUS-pagten fra et britisk perspektiv, vil du så sige, at pagten er en del af Boris Johnsons vision om et ‚Global Britain‛, dvs. et globalt udadvendt Storbritannien efter Brexit?
Ja, det er i den grad tilfældet. Denne regering har været meget opsat på at styrke Storbritanniens rolle i Indo-Stillehavet. I den udenrigspolitiske redegørelse, som blev offentliggjort i foråret, nogenlunde samtidig med at AUKUS-aftalen blev drøftet, blev det beskrevet at Storbritannien ville foretage en ‘drejning’ mod Indo-Stillehavet, hvilket betyder at Storbritannien vil gøre mere på det økonomiske, diplomatiske og militære område i regionen. Både for at støtte USA, inddæmme kinesisk indflydelse og for at støtte britisk, økonomisk velstand. Tanken er, at man kan styrke de økonomiske bånd til lande i området gennem sine diplomatiske og militære bånd til asiatiske lande.
„For Johnson-regeringen – der har problemer med at pleje forholdet til sine europæiske allierede – er drejningen mod Asien en vigtig del af dens udenrigspolitik, og AUKUS er en meget håndgribelig manifestation af den drejning‟
_______
For Johnson-regeringen – der har problemer med at pleje forholdet til sine europæiske allierede – er drejningen mod Asien en vigtig del af dens udenrigspolitik, og AUKUS er en meget håndgribelig manifestation af den drejning. Derfor kommer alliancen på et godt tidspunkt for Johnson, der har et dårligt forhold til EU og har indenrigspolitiske problemer. Hvis man er kritisk, kan man selvfølgelig sige, at dette handler om at Storbritannien breder sig for meget ud over verdenskortet, at det er en unødvendig ekstravagance i Asien, hvor de ikke har særlig mange interesser, og at de muligvis bliver indviklet i en konflikt som egentlig foregår mellem USA og Kina. Men det her er et større valg end som sådan, idet det er udtryk for, at NATO er vigtig for Storbritannien, og for at vedligeholde det, må vi vise støtte til USA’s engagement i Asien – samt at vi har en interesse i, at Asiens fremtid ikke bliver domineret af Kina.
Hvordan er AUKUS-pagten blevet modtaget i det britiske parlament?
Vi har faktisk kun set en ‘session’ om pagten i det britiske parlament, og der fik den en blandet modtagelse. Der har været direkte fjendtlighed fra Labour, der mener, at det er en fundamental fejltagelse, og at Storbritannien hellere burde udvide sit forsvarssamarbejde med europæiske magter – og de er særligt utilfredse med behandlingen af Frankrig i tilblivelsen af AUKUS-pagten. Der er også Konservative, der mener, at der stadig er mange ubesvarede spørgsmål. Den tidligere premierminister, Theresa May, har blandt andet spurgt, om aftalen vil øge risikoen for, at Storbritannien bliver trukket ind i en konflikt om Taiwan. Men der er også meget støtte fra politikere, der mener, at det er en milepælsaftale, der viser, at Storbritannien kan være relevant i Indo-Stillehavet, og at det styrker samarbejdet med engelsktalende allierede. Mange konservative og politikere på højrefløjen mener, at idéen om en pagt mellem de engelsktalende folk, er en kulturelt og historisk tiltalende udsigt.
„Den tidligere premierminister, Theresa May, har blandt andet spurgt, om aftalen vil øge risikoen for, at Storbritannien bliver trukket ind i en konflikt om Taiwan‟
_______
Er der en følelse af hastende karakter hos den britiske befolkning i forhold til at inddæmme Kina, eller er det rettere regeringen, der betragter det som en presserende udfordring?
Nej, der er slet ikke nogen hast. Jeg tror, at der er en stigende bekymring for Kina i den britiske befolkning, og der er flere og flere der har et negativt syn på Kina i dag. Jeg vil hverken mene, at der er en følelse af hastende karakter i befolkning eller regeringen. Derimod tror jeg, at der er tale om en gradvis ændring.
Indtil for nylig har Storbritannien jo haft et meget venskabeligt forhold til Kina. Men så opstod der pludselig en række problemer, såsom Huawei der blevet udelukket fra Storbritanniens fremtidige 5G-netværk, hvilket forværrede forholdet en hel del. Samtidig er der også bekymringer om kinesisk spionage i Storbritannien; den uigennemsigtige måde, som Kina håndterede coronavirussen på; at Kina har udsat europæiske allierede som Sverige og Litauen for diplomatisk mobning, og alle disse ting, tror jeg, har hærdet synet på Kina – både i regeringen og befolkningen. Og jeg ser den samme tendens i andre europæiske lande.
Vil du mene, at AUKUS-pagten er det første skridt på vejen mod succes for Boris Johnsons vision om et ‘Global Britain’?
AUKUS er en del af Global Britain, men det er en lille del af det. Hele idéen er, at det ikke blot er en militær er forsvarsmæssig vision, men at det også skal være en diplomatisk og økonomisk vision. Fx er Storbritannien for nylig blevet dialogpartner med ASEAN-landene [Thailand, Fillipinerne, Indonesien, Malaysia og Singapore , red.]. Derudover er det meningen, at Stobritannien skal være med til at forme spillereglerne på områder som telekommunikation, rummet og cyber. Hvis ‘Global Britain’ udelukkende handlede om ubåde og militært isenkram, ville det være en stor fejltagelse. Men det handler om mere end det. AUKUS-aftalen er blot et første skridt, og jeg tror det viser, at regeringen er seriøs omkring dens visioner. Dette er en mulighed for at vise, at de tre lande kan være med til at forme magtbalancen i Asien, på en måde der kan inddæmme Kina – selvom jeg er varsom med at bruge ordet ‘inddæmme’, så mener jeg faktisk at det er passende i denne sammenhæng. ■
„Indtil for nylig har Storbritannien jo haft et meget venskabeligt forhold til Kina. Men så opstod der pludselig en række problemer, såsom Huawei der blevet udelukket fra Storbritanniens fremtidige 5G-netværk, hvilket forværrede forholdet en hel del‟
_______
Shashank Joshi er en britisk journalist og forsvarsredaktør for magasinet The Economist. Tidligere har han været ansat som senior research fellow ved Royal United Services Institute (RUSI), og har tidligere været Policy Fellow ved Tony Blair Institute for Global Change. Joshis seneste bog er Indian Power Projection: Arms, Influence and Ambition (2016). ILLUSTRATION: Premierminister Boris Johnson besøger den 16. faldskærmsbrigade i Colchester, Essex, d. 2. september 2021 [Foto: Andrew Parsons / No 10 Downing Street]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
