11.01.2021

Afrikanske lederes lemfældige omgang med demokratiet er atter ved at underminere stabiliteten i flere lande. I fx Elfenbenskysten og Guinea har de afgående præsidenter fået gennemført forfatningsændringer, som giver dem mulighed for at blive genvalgt til præsidentembedet for endnu en periode, stik imod det der oprindeligt var intentionen med ændringerne. Den 14. januar går Uganda til valg, og her vil den siddende præsident Museveni forsøge at gøre dem kunsten efter.

Analyse af Isabella Destineé og Thomas Christensen

I Uganda har præsident Yoweri Museveni været ved magten i 34 år. Forfatningen tilsiger egentlig, at hans mulighed for at fortsætte ved magten udløber den 14. januar, hvor der på ny skal afholdes valg i landet, fordi han til den tid er fyldt 76 år.

Forfatningen har hidtil foreskrevet, at en kandidat maksimalt må være 75 år gammel. Ved en snedig manøvre lykkedes det ham imidlertid i december 2017 at få gennemtrumfet forfatningsændringer, som helt undtagelsesvist giver ham mulighed for alligevel at stille op igen. Dermed kan det blive sjette gang, at indbyggerne i Uganda genvælger den tidligere marxistiske oprører.

I sin higen efter magten skyr Museveni ingen midler. Udover den omtalte forfatningsændring er en af de vigtigste oppositionskandidater, musikeren Bobi Wine, ved flere lejligheder blevet arresteret på et yderst spinkelt grundlag. Det har ført til voldsomme optøjer, med mere end 45 døde til følge siden slutningen af november.

Musevenis ide om at ændre forfatningen til egen fordel er imidlertid ikke en enestående episode på det afrikanske kontinent. På det seneste er der nærmest gået inflation i kreativ tænkning, når forskellige landes ledere skal forklare hvorfor målet, at forblive ved magten, helliger midlet.

Demokrati på retræte i Vestafrika
Indbyggerne i Elfenbenskysten gik til valg i oktober. Her var der tale om et kontroversielt præsidentvalg, da den siddende præsident Alassane Ouattara i strid med landets forfatning havde valgt at stille op til en tredje embedsperiode. Selv forsvarede Ouattara sig med, at en forfatningsændring fra 2016 havde nulstillet alle tidligere embedsperioder, og at det derfor var indenfor lovens rammer, da han forsøgte at blive genvalgt til endnu en periode.

 

Denne søgen efter smuthuller er blevet mere udbredt i flere afrikanske lande, og det sætter et legitimt spørgsmålstegn ved, hvorvidt den spirende demokratiske fremgang i Vestafrika er på retræte
_______

 

Oppositionen var omvendt af den klare overbevisning, at forfatningsændringerne og den efterfølgende ”annullering” gik mod intentionen i lovgivningen. I august måned kom det til flere sammenstød mellem demonstranter og politi, som kostede mindst 14 mennesker livet. Samtidig var kun fire ud af 44 potentielle kandidater til valget blevet opstillingsberettiget, hvilket kastede yderligere brænde på bålet.

Valget resulterede i en jordskredssejr på omtrent 94 pct. til den siddende præsident Ouattara. Store dele af oppositionen boykottede dog valget og accepterer stadig ikke valgresultatet. Denne søgen efter smuthuller er blevet mere udbredt i flere afrikanske lande, og det sætter et legitimt spørgsmålstegn ved, hvorvidt den spirende demokratiske fremgang i Vestafrika er på retræte.

Situationen var næsten identisk i nabolandet Guinea, hvor der ligeledes blev afholdt præsidentvalg i oktober. Her havde præsident Alpha Condé også fået gennemtrumfet ændringer i forfatningen med den skjulte dagsorden at kunne forblive ved magten, da hans mandat udløb. Selve ændringerne var isoleret set positive i en vestlig optik, og de bidrog bl.a. til at forbedre kvinders levevilkår og rettigheder. Og justeringerne ændrede som sådan ikke ved, at en præsident maksimalt kunne sidde i embedet i 2 perioder.


Men de øverste domstolsmyndigheder og den øverste politiske elite i landet tolkede det alligevel på komfortabel vis sådan, at ændringerne i forfatningen nulstillede de begrænsninger, der normalt ville være for præsident Condé. Også i Guinea kom det til sammenstød mellem tilhængere af oppositionen og myndighederne, og mere end 30 personer mistede livet som følge af urolighederne. Til trods for de voldelige protester mundede valget ud i, at Condé genvandt valget overbevisende.

Ikke noget nyt fænomen
Går man få år tilbage i tiden, finder man flere andre eksempler på lignende tilfælde af sådanne pludselige ændringer i forfatningen, som åbner op for, at magthavere kan blive siddende ved magten længere, end det oprindelige mandat dikterede.

Den tidligere præsident i Burkina Faso, Blaise Compaoré, forsøgte uden held at gennemtvinge systemændringer tilbage i oktober 2014. Her forsøgte han at ændre landets forfatning således, at han kunne sidde en yderligere periode i tillæg til de 27 år, som han allerede havde siddet ved magten. Det affødte dog stor utilfredshed hos befolkningen, og der udbrød voldsomme uroligheder. Protesterne kulminerede, da demonstranter satte ild til flere offentlige bygninger, herunder nationalforsamlingen. Compaoré forsøgte først at erklære undtagelsestilstand i landet, men snart måtte han erkende sit nederlag og flygte ud af landet.

 

Fra store dele af det internationale samfund er forfatningsændringerne i Elfenbenskysten og Guinea i vid udstrækning blevet mødt af larmende tavshed
_______

 

I Burundi forsøgte den nu afdøde præsident Pierre Nkurunziza noget lignende i 2015. Nkurunziza havde mere held med sine bestræbelser end Compaoré, men hans kontroversielle genvalg kastede til gengæld landet ud i voldsomme uroligheder. 1.200 personer døde og mere end 400.000 blev drevet på flugt i den forbindelse.

Når det især er i Afrika, man kan opleve fænomenet, er det ifølge Mats Utas, professor i kulturel antropologi ved Uppsala Universitet og specialist i afrikanske forhold, fordi flere forudsætninger gør sig gældende netop her. For det første er der tale om relativt unge demokratier, som først i anden halvdel af 90’erne begyndte at forankre sig. ”Der er ret mange nye og tynde demokratier, og befolkningen er skuffet over, at demokratiets udfoldelse ikke blev den store forandring, som de havde håbet på,” fortæller Utas til RÆSON.

Ofte skal modstanden i befolkningen imidlertid ikke kun ses som et udtryk for brede folkelige opstande. ”Ofte er modstanden snarere centralt orkestreret, og kan bruges af oppositionen til at vinde politisk indflydelse i de forhandlinger som på et eller andet tidspunkt kommer” forklarer Utas. Derudover mener Utas også, at lederne lader sig begejstre af hinanden. ”De ser ikke nok fordele ved demokratiet, og derfor lader de sig inspirere af hinanden til at gøre det, som er muligt inden for rammerne. Når de ser, at det er muligt for præsident Museveni i Uganda at blive siddende ved magten periode efter periode, så tænker de som det mest naturlige: Hvorfor skulle det ikke også være muligt for mig?”

International passivitet
Fra store dele af det internationale samfund er forfatningsændringerne i Elfenbenskysten og Guinea i vid udstrækning blevet mødt af larmende tavshed. Indledningsvis rettede lande som USA, Frankrig samt Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) en kritik mod de forfatningsmæssige ændringer, der tillod kandidaterne at stille op til en 3. valgperiode, men modstanden ebbede hurtigt ud.

Mængden af aktuelle regionale konflikter afføder en vis inerti og passivitet hos de lande, som ellers plejer at holde den moralske fane højt. Hvordan skal man offentligt stigmatisere og kritisere den kontroversielle beslutning fra Alpha Condé i Guinea om at blive ved magten, uden samtidig at rette en lige så sønderlemmende kritik af hans ivorianske modstykke Alassane Ouattara, som kaprer magten ved hjælp af samme metode – derfor er det nok håbløs gerning at sætte lid til, at eksternt pres skal kunne gøre den store forskel.

 

Ifølge Henrik Erdman Vigh, professor ved Institut For Antropologi på Københavns Universitet er disse lande med politiske uroligheder et perfekt mål for jihadist-grupper
_______

 

Frygt for politisk uro
Konsekvenserne ved magtgrebene i Vestafrika er allerede blevet set ved flere lejligheder. Allerede inden selve valghandlingen i oktober var det både i Elfenbenskysten og Guinea kommet til voldelige sammenstød mellem demonstranter og myndigheder. I Elfenbenskysten skal man heller ikke langt tilbage i tiden for at finde uroligheder i forbindelse med en afstemning. Da den mangeårige Præsident Gbagbo tabte magten i landet i 2010, nægtede han at acceptere sit nederlag, og situationen udviklede sig til borgerkrigslignende tilstande med omkring 3000 døde til følge.

Ifølge Henrik Erdman Vigh, professor ved Institut For Antropologi på Københavns Universitet er disse lande med politiske uroligheder et perfekt mål for jihadist-grupper, fordi ”når folk er usikre på det politiske system, eller den politiske fremtid, søger man tit en person, der står som garant for orden,” fortæller han til RÆSON. Endvidere forklarer han, at ”den form for jihadisme tilbyder en form for lov og styre, der er så ordentlig, at den er givet af Gud.” Om det vil lykkedes for dem at vinde fodfæste stiller han sig imidlertid mere tvivlende over for.

En bekymring, der særligt gør sig gældende hos europæiske statsoverhoveder, er risikoen for, at der kan opstå en flygtningekrise som konsekvens af politiske uroligheder. Billederne fra 2015 med massive grupper af afrikanske flygtninge, som flygtede over Middelhavet, sidder stadig frisk i erindringen hos de europæiske ledere. Udviklingen kan i værste fald udgøre en trussel for det europæiske kontinent. Ifølge Mats Utas fra Uppsala Universitet vil eventuelle uoverensstemmelser i de berørte lande næppe medføre, at vi kommer til at bevidne massive flygtningestrømme med kurs mod Europa. Dette synspunkt bakker Vigh op om, der også betoner befolkningernes behov for tryghed og forbliven i nærområdet.

Efter Condé og Ouattaras sejre i Guinea og Elfenbenskysten, kan man frygte at andre afrikanske ledere har fået blod på tanden. Dog raser protesterne fortsat og oppositionerne i de to lande har allerede vist, at de er i stand til at mobilisere store dele af befolkningen. Så på trods af de siddende præsidenters sejre, kan urolighedernes fortsættelse vise sig at være befolkningens krav om ændring i forhold til dette kontroversielle magtpolitiske greb. Hvordan det vil hænde Ugandas siddende præsident Museveni er endnu uklart, men efter nabolandenes lederes sejr ved brug af forfatningsændringer, ser valget den 14. januar lyst ud for Museveni. ■

 

En bekymring, der særligt gør sig gældende hos europæiske statsoverhoveder, er risikoen for, at der kan opstå en flygtningekrise som konsekvens af politiske uroligheder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland