Dennis Nørmark i RÆSONs trykte sommernummer: Alt er politik for Mette Frederiksen

19.07.2021

Mette Frederiksen indtog Statsministeriet med et ønske om større politisk magt – over for borgerne, Folketinget, embedsværket og EU. Så kom coronakrisen.

”Suveræn er den, der træffer afgørelsen om undtagelsestilstanden”
Carl Schmitt (1888-1985)

”Man må aldrig lade en god krise gå til spilde” er et citat fremdraget af mange under coronakrisen. Det stammer fra Winston Churchill (1874-1965) og indrammer sådan set bare det forhold, at enhver god leder forstår, at der i en undtagelsestilstand er en åbning for forandring. Folk leder efter lys i mørket, og hvis man formår at pege lygten et nyt sted hen, kan resolut lederskab og viljen til at gå andre veje få folk til at følge med. Sådan var det under Anden Verdenskrig, hvor citatet har sin oprindelse, og således er det også i coronakrisen 2020-21. I Danmark var coronakrisen på mange måder den rette krise til den rette leder – i hvert fald når man ihukommer, hvad det var for en politiker, vi havde som statsminister, da landet lukkede ned i marts 2020. At coronakrisen blev håndteret, som den blev, og at mulighedsrummet i krisen blev, som det blev, er i høj grad en funktion af, hvem Mette Frederiksen er som menneske og politiker.

”Det handler om at blande sig”
Jeg blev selv involveret i en række debatter med Mette Frederiksen i midten af 2000’erne, da den unge socialdemokrat – med hvem jeg er jævnaldrende – særligt tiltrak sig opmærksomhed som partiets socialordfører. Ved flere lejligheder bragte hun effektivt sundhed på banen og var en overgang næsten mest kendt for at være en absolut hardliner, når det angik villigheden til at tage folks smøger og øller fra dem og generelt arbejde benhårdt for flere frihedsrestriktioner i folkesundhedens navn. Som hun udtalte det i et interview med Weekendavisen i 2005 i særligt bramfrie vendinger: ”Politik er smagsdommeri. Det handler om at blande sig og vade ind over privatsfæren”. I interviewet gjorde den dengang 27-årige Frederiksen også klart: ”Det at være socialdemokrat er ikke først og fremmest at være politiker, men at være politisk. Jeg har været til stort besvær for mine omgivelser, fordi jeg ser verden politisk. Alt er politik”.

At Mette Frederiksen har sat folkesundheden over den personlige frihed, er derfor ingen ny ting. I 2008 lød én af hendes ’ti teser’: ”Verden har brug for mere politik – ikke mindre”. Dén holdning er helt uforandret – uanset at Frederiksen på en lang række andre spørgsmål – som prostitution, øremærket barsel og navnlig udlændingepolitikken – er vendt på en tallerken. Mette Frederiksen var kendt for at ville give fattige gratis julegaver og tvinge børn i børnehave.
Hun ville ikke alene forandre samfundet med politik, hun ville – om nødvendigt – redde folk fra dem selv.

Mette Frederiksen har aldrig lagt skjul på dette. Netop derfor følte hun sig så klemt og elendigt behandlet af Thorning-Schmidt-regeringen, som hun selv var minister i. Siden sin tiltrædelse som partiformand har hun effektivt forsøgt at rubricere de fire år under Thorning-Schmidts ledelse som en undtagelse i den socialdemokratiske fortælling. Fire år, hvor Det Radikale Venstre i samspil med embedsværkets teknokrater i al stilfærdighed kuppede en amatøragtig socialdemokratisk ledelse, der enten ikke kunne eller ikke ville udfordre deres regeringspartners greb om den reelle magt.

I S er fortællingen i dag, at Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon ikke var rigtige socialdemokrater. Hun var en karrierepolitiker, der brugte statsministerposten som en trædesten til et internationalt topjob, og han havde reelt aldrig været ægte socialdemokrat. Begge deres efterfølgende ansættelser understreger kun denne opfattelse. Derimod står Frederiksen, sammen med sin jævnaldrende gruppe af idealistiske partifæller, for en tilbagevenden til klassisk socialdemokratisk politik; med større lighed, omfordeling og beskyttelse af ’de små menneskers’ liv i provinsen med almindelige jobs til almindelige lønninger i helt almindelige lejligheder og huse. Hendes ministre har skrevet bøger om forråelsen af Udkantsdanmark og akademikernes urimelige forrang (Kaare Dybvad), om den ’syge kapitalisme’ (Peter Hummelgaard) og om, hvordan skepsis imod indvandring i virkeligheden hører naturligt hjemme hos et arbejderparti, der ønsker at kæmpe den lille mands sag i en global virkelighed (Mattias Tesfaye).


Med andre ord er der i Frederiksens regeringstid sket en historisk politisk mobilisering af klassisk socialdemokratisk klasse- og interessepolitik – samt af lederens eget gamle ideal om mere politik og ikke mindre’. Nærmest som det eneste parti i Danmark er S stadig imod en ensartet CO₂-afgift, fordi man ikke bryder sig om tanken om, at markedet skal regulere noget, som Frederiksen helst vil sidde og planlægge med sine ministre igennem målrettede støtteordninger og afgifter. Det er en arbejdsform, der er selve antitesen til ’nødvendighedens politik’, hvor politik afkobles værdier og ideologi og i stedet underlægges konkurrencestatens neoliberale diktat.

Velfærdsstatens sejr over coronakrisen
Ned i sådan en politisk turban dumpede coronakrisens appelsin og genvitaliserede med et politikkens rolle, fordi vi stod et nyt historisk sted med magten placeret hos en regering, der ikke var bange for at gribe den.

Coronakrisen blev dygtigt brugt til at sikre opbakning til den socialdemokratiske fortælling. Til historien om, hvordan velfærdsstatens sikkerhedsnet greb os alle i nødens stund – ikke om, hvordan et velstående land, hjulpet på vej af både borgerlige regeringers og ikke mindst Thorning-Schmidt-regeringens ’reform-amok’, havde givet Danmark en god økonomi at tære af. Skønt man under nedlukningen reelt forbød erhvervsdrivende at drive forretning og iturev deres erstatningskrav ved hjælp af epidemiloven i en sen nattetime, talte man alligevel om ’hjælpepakker’ og ikke det mere retvisende ord: ’kompensation’. Siden fortalte man borgerne, hvor taknemmelige de skulle være over, at samfundet blev genåbnet – selvom man rettelig kunne mene, at frihed er normaltilstanden, og at ingen skal være taknemmelige for at få deres frihed tilbage i et åbent samfund.

For socialdemokrater har staten og samfundet altid være to sammenfaldende størrelser, mens det for borgerlige handler om, at staten er et redskab, fællesskabet benytter sig af for at skaffe sig goder, som de ikke kunne opnå på egen hånd. Når staten således regulerer og forbyder, er det for en socialdemokrat identisk med fællesskabets vilje, og derfor giver modstand imod ufriheden ingen mening. Man kan ikke være imod staten, for staten er os alle sammen. Her påbyder det borgerlige blik en mere nuanceret forståelse for staten og dens magt.

Mette Frederiksen kunne ikke se, hvorledes et mundbind kompromitterede hendes frihed, hvis det var med til at ’beskytte svage borgere’. Det er svært at læse ret meget andet ud af den bemærkning, end at individet i alle henseender er underlagt fællesskabet, hvis abstrakte behov (folkesundheden) automatisk går forud for personlig komfort og bevægelsesfrihed.

Coronakrisen er altså blevet håndteret med en klart ideologisk markering. Det var de selvstændige, der blev placeret bagerst i køen med både uforklarligt lavere kompensation og ingen økonomisk hjælp til, hvis man fx passede sine egne børn. Næst i rækken kom lønmodtagerne med lidt bedre vilkår, men de er jo også organiseret i de store koncerner med overenskomster, og de er dermed eksponenter for den lurmærkede danske model, som selvstændige typisk har placeret sig selv uden for.

 

Hver gang regeringen har strammet grebet om danskernes frihed, er de ikke blevet mødt med modstand, men det modsatte. Dette har været oppositionens store problem igennem krisen: At hver gang de anklagede regeringen for magtfuldkommenhed og unødvendig frihedsindskrænkning, har det øget befolkningens følelse af, at statsministeren passede på dem
_______

 

Men bedst var vilkårene for de offentligt ansatte, der kun afgav et par fridage i betaling for hjemsendelsen, men ellers i det store og hele blev holdt totalt skadesfri.

Krydret med makrelmadder og vinduespudsning blev den jævne dansker fremhævet som helten, og det var hans og hendes fodboldstadioner, der blev åbnet, førend eliten fik lov til at gå på museum. Ikke begrundet i videnskab og smittetal, men i uklare politiske prioriteringer, som man ikke har følt sig forpligtet til at meddele offentligheden om årsagen til. Godt nok var det baseret på beregninger, men det var regeringen, der suverænt besluttede, hvad der skulle regnes på.


Coronakrisen blev den perfekte ramme for det ønske, som Mette Frederiksen har haft i årtier: revitaliseringen og udvidelsen af det politiske rum.

Ængstelighedens politik
I 1986 udgiver den tyske sociolog Ulrich Beck bogen Risikosamfundet, hvor han argumenterer for, at det, som bliver fokus i den senmoderne virkelighed, er udpegning og afhjælpning af forskellige former for risici. Hvor større viden om verden i det traditionelle samfund typisk gav større sikkerhed, er det omvendt i senmoderniteten, hvor mere viden typisk gør os i stand til at udpege helt nye risici, som vi ikke før havde set. Beck beskriver, hvordan flere og flere eksperter bliver i stand til at udpege potentielle farer, og hvordan dette bliver styrende for politikken, der snarere end at formulere nye utopier får til opgave af afværge nye farer. I takt med at vi ved mere og mere, breder ængsteligheden sig ved den konstante udpegning af ting, som kan true os.


Der er ingen tvivl om, at dette billede kan genkendes i dansk politik, der siden de bekymringsfrie 1990’ere, hvor verden så lys, lykkelig og unipolær ud, er kendetegnet ved konstante udpegninger af farer som terrorisme, indvandring, parallelsamfund, klimakrise og senest COVID-19. En simpel optælling på artikeldatabasen Infomedia udført i 2018 viste, at brugen af ordet ’tryghed’ var steget med 170 pct. på ti år – på trods af at nøgletal for både kriminalitet, terror og vold er forbedret i samme periode. Det kunne tyde på, at udpegningen af risici nu er blevet afkoblet eksperter. Den eksisterer i sin helt egen politiske virkelighed, hvor kommunikationsrådgivere og politikere hele tiden minder befolkningen om, hvad der er at frygte.

Tryghed er flyttet ind i partiernes reklameslogans: ’Et trygt Danmark i et stærkt Europa’ (Venstre), ’Tryghed for alle danskere’ (Socialdemokratiet), ’Tryghed og tillid’ (Dansk Folkeparti). Der males sorte skyer over Danmark. Mest markant i Mette Frederiksens påfaldende dystre åbningstale i Folketinget fra 2019: ”Vanvidskørsel. Trusler. Knivstikkeri. Skyderier. Bandeopgør. Eksplosioner. En situation, danskerne er begyndt at vænne sig til”. Her er det ikke nemt at høre, at vi faktisk bor i en af de mest fredelige og trygge lande i verden.


Årsagen til, at tryghed og ængstelighed er blevet den nye politiske kapital, er, at den virker. S skylder sin sejr ved valget i 2019 strategien om at blive nøjagtig lige så ’stram’ på udlændingeområdet som højrefløjen. De borgerlige havde satset alt på en advarsel til vælgerne om, at en socialdemokratisk regering ville blive presset af sine støttepartier til at føre en slappere udlændingepolitik. Det viste sig bare, at støttepartierne ikke kunne løfte den opgave – mens S indså, at bare det mindste ’humanistiske tilbagefald’ automatisk vil udløse beskyldninger fra højrefløjen om en ’slapperkurs’. Stramninger på udlændingeområdet er i så høj kurs, at en regering begyndte at optælle dem – for at sikre sig, at man var foran konkurrenten – og bage kage i samme anledning.


Med coronakrisen har nøjagtig det samme mønster gjort sig gældende. Hver gang regeringen har strammet grebet om danskernes frihed, er de ikke blevet mødt med modstand, men det modsatte. Dette har været oppositionens store problem igennem krisen: At hver gang de anklagede regeringen for magtfuldkommenhed og unødvendig frihedsindskrænkning, har det øget befolkningens følelse af, at statsministeren passede på dem, og at hun alene bar ansvaret og æren for, at der ikke kørte frysevogne pakket med lig rundt i gaderne.

Den konstante monitorering af danskernes holdninger til stramninger og compliance under nedlukningen er blevet fulgt af HOPE-projektet ved Aarhus Universitet. Her har stramningerne kun mødt stabil og tilmed stigende opbakning op igennem coronakrisens første år. Ængstelighed har igen været en følelse, der har kunnet veksles til opbakning til en politik, der udsatte borgerne for indgreb i deres personlige frihed, som vi ikke har set siden Anden Verdenskrig.

Selv da Frederiksen på et tvivlsomt grundlag lukkede ned for hele minkerhvervet på et pressemøde, og det efterfølgende blev til genstand for en hel kommissionsgranskning, smittede det ikke af i meningsmålingerne, hvor opbakningen til den resolutte risikohåndtering forblev den samme.


Få borgere har tilsyneladende været oprørte over den tiltagende magtkoncentration hos regeringen og det ugunstige miljø, som man gav oppositionen at operere i. Flere gange under coronaforløbet har oppositionen skullet stå usædvanlig tidligt op og læse dokumenter i et ekstremt hurtigt tempo, hvis de skulle nå at bremse regeringen i at give sig selv yderligere politiske beføjelser, der havde været uhørte i fredstid. Det var i sidste øjeblik, at Folketinget i november 2020 fik forhindret en ny epidemilov, der bl.a. ville give Sundhedsministeriet beføjelser til selv at afgøre, om en sygdom i landet er så alvorlig, at den kan retfærdiggøre frihedsindskrænkende tiltag.

Politikkens rum er blevet udvidet, dels fordi det er muligt under kriser, dels fordi landet har været ledet af en statsminister, der har haft politikkens udvidelse som en del af sin erklærede ambition. En ambition, som der ikke er nogen grund til at tro, at hun vil opgive. Som Per Stig Møller formulerer det i en kronik i Berlingske: ”I dag har Socialdemokratiet erfaret, at håndfast statsstyring er populært, så hvorfor skulle dette ikke videreføres i den kommende hverdag?”


Et opgør med eliten – og med De Radikale
”Kun djøf’erne kan redde os nu” skrev chefredaktør på Altinget Jakob Nielsen dagen efter nedlukningen af landet. Nielsen mente, at mobningen af djøf’erne endeligt måtte forstumme nu, hvor politikerne ville opdage, hvor vigtigt det var med et professionelt embedsværk: ”Lige nu er det djøf-styrede samfund det, der samler os”. Men der gik mindre end et par døgn, førend Søren Brostrøm måtte stå forpjusket frem og indrømme, at grænselukningen ikke var en ide groet i Sundhedsstyrelsens have, og at der var tale om en politisk beslutning. Altså ikke en faglig vurdering fra det neutrale embedsværk.

Efter et par dage blev djøf’erne sat skakmat, og det skulle langtfra blive sidste gang. Igen og igen er deres anbefalinger blevet tilsidesat af regeringen. Fx beskriver den såkaldte Grønnegård-rapport meget nøjagtigt, hvorledes statsministerens departementschef gav embedsværket hård modstand og ønskede en langt mere agtpågivende og alarmistisk vurdering af truslen fra den nye virus. Lige fra starten blev Sundhedsstyrelsen bedt om at ”forlade ansvaret for proportionalitet i anerkendelse af et ekstremt forsigtighedsprincip”, som det stod i en mail til Søren Brostrøm fra Sundheds- og Ældreministeriets departementschef.

En ordre fra embedsmand til embedsmand om at gøre, som politikerne bad om. Og sådan er det slag i slag fortsat igennem hele krisen. Så stor var viljen til at følge det politiske diktat, at endog en ulovlig ordre blev udført af politiet, fordi politiledelsen under minksagen fandt det vigtigt at følge politiske diktater fra pressemøder til dørs øjeblikkeligt.

Det er blevet gentaget i det uendelige, at der er tale om ’politiske beslutninger’, hvilket står i skærende kontrast til, hvordan nabolandet Sverige har håndteret krisen. Hvor den politiske klasse svingede taktstokken i Danmark, har vores østlige nabo ladet embedsværket diktere retningen.

Coronakrisen er blevet anvendt til at udvide det politiske rum i forhold til en administrativ klasse, embedsværket, som Mette Frederiksen i årevis har haft det vanskeligt med. Det er en velbeskrevet sag, at Frederiksen var kendt som en bidsk og til tider ubehagelig chef i Justitsministeriet, der råbte ad sine medarbejdere, hvis de ikke gjorde præcis, hvad hun bad om. Som så mange andre socialdemokrater blev Frederiksen tiltagende irriteret over Finansministeriets voksende magt over andre ministerier, og hendes dristige, men kontroversielle udnævnelse af Martin Rossen til et slags dansk svar på den amerikanske stabschef varslede nye tider, hvor embedsværket skulle holdes i stram politisk styring, så det ikke bare administrerede efter vedtagne sandheder og regnemodeller, gamle vaner og en misforstået faglighed, der var under mistanke for ikke at være så politisk neutral, som den ellers fremstod.
Thorning-Schmidts regering blev ofte beskyldt for at være en teknokratregering, der var styret af Det Radikale Venstre, som altid har haft et godt øje til idealet om en form for klog politisk styring, der bygger på faglighed, viden og neutral objektivitet. Som tidligere medlem af partiet kan jeg kun bekræfte, at den radikale selvforståelse til tider ser sig selv som hævet over politik og alene som værende et udtryk for objektiv klogskab. ’Vi lytter – også til økonomer’ var i 2013 det kryptiske budskab på partiets valgplakater, og udsagnet rummer den radikale forståelse af, at de kan hæve sig over politikken og være eksperternes forlængede arm, på tværs af politisk fnidder og ideologisk bras.

De Radikale mener selv, at de bygger en fornuftens bro mellem blå og rød, og har af samme grund et godt øje til den veluddannede klasse af embedsfolk, som da også ofte stemmer på partiet. Partiet har den største andel af vælgere med lang videregående uddannelse, og på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har undersøgelser flere gange vist, at partiet ville blive det største parti, hvis statskundskabere og økonomer kunne bestemme.

Med andre ord er det ikke helt grebet ud af den blå luft, hvis statsministeren har oplevet, at en særlig økonomisk og politisk rationalitet umærkeligt opererede blandt det neutrale embedsværk. Dette kombineret med særligt Henrik Sass Larsens uforsonlige tone over for R har skabt en følelse af, at S skulle gå hårdt til den politiske elite, som Thorning-Schmidt, Corydon og Vestager repræsenterede, i de år hvor Finansministeriets regnedrenge dominerede, og Corydon erklærede, at han troede på konkurrencestaten.

Set i internationalt perspektiv er Mette Frederiksen en del af en ’populistisk trend’, hvor folket står over for en elite af veluddannede i en administrativ overklasse. I takt med ’professionaliseringen’ af ledelse har denne elite taget kontrollen over medier, uddannelsesinstitutioner og offentlig administration. Fænomenet, som er kendt som managerialism, betegner ledelse som en så væsentlig og kompleks størrelse, at den kun kan varetages af en veluddannet, oplyst klasse – hvorfor tiden, hvor fagpersoner kravlede op igennem systemet, og hvor læger blev sygehusdirektører, skolelærere blev til chefer for skoleforvaltninger, og journalister blev til generaldirektører i DR, er endeligt forbi og erstattet med en ledelse, der er afkoblet faglighed, men som har en række neutrale styringsværktøjer i en generisk værktøjskasse, der kan anvendes modsigelsesfrit i enhver form for ledelsesrolle.

Problemet med managerialism er, at det har afkoblet faglighed i ledelse og skabt en magtkoncentration i en elite, der kender både de sociale spilleregler, de administrative regler, professionelle termer og bureaukratiske procedurer. Men en håndfast mobilisering af modstand imod eliten og ’sumpen’ af bureaukratisk overklasse har bragt politikere overalt i Europa, Nord- og Sydamerika til magten i et folkeligt opgør imod den teknokratiske klasse af liberale økonomer og professionelle ledere (Yascha Mounk, The People vs. Democracy, 2018). Mette Frederiksen er på sin vis et dansk eksempel på det samme – om end i en noget mindre højrøstet og noget mindre uforsonligt aggressiv variant.

Og embedsværket har faktisk lyttet. De politiske krav til embedsværket er umærkeligt steget igennem de seneste år, og som påpeget af flere analytikere er dette også en af grundene til, at en lang række skandalesager har ramt det offentlige. Evnen til at sige det politiske niveau imod er blevet formindsket – i takt med at politisk lydhørhed er blevet mere og mere efterspurgt hos embedsværket. Med coronakrisen er det blevet slået umisforståeligt fast, at embedsværkets fineste rolle er at gøre den politiske vilje til virkelighed. Og embedsværket har i den grad vist sig som et nyttigt redskab.

Coronakrisen er i den grad blevet et rum for politisk ingeniørkunst i mindste detalje udført under direkte politisk kontrol. Et godt eksempel er hjælpepakkerne, hvor andre lande, på nær Italien, har klaret sig med betydelig færre hjælpepakker end Danmark. I iveren for hele tiden at justere ned i detaljen i stedet for at lave bredere, mere langsigtede og overordnede hjælpepakker, som man har gjort i mange andre lande, har regeringen igen prioriteret politiske nålestik over gennemskuelighed og forudsigelighed. Måske har fristelsen for Peter Hummelgaard og Simon Kollerup for at spille rollen som erhvervslivets statslige redningsplanke, med fast kadence, også været lidt for stor.

Ifølge Grønnegård-rapporten har detaljeringsgraden af den politiske involvering under coronakrisen i det hele taget været uden sidestykke, og en af grundene til den ofte lidt uigennemskuelige og usammenhængende restriktionspolitik har angiveligt været, at beslutninger om, hvad der skulle lukkes op og lukkes i, foregik på højeste politiske plan.

 

Med coronakrisen fuldendte Mette Frederiksen altså magtens flytning fra de økonomiske akademikere i Finansministeriet til det politiske ministerium – Statsministeriet
_______

 

Således kom flere tiltag til ubevidst at afsløre politiske præferencer i stedet for objektiv og ensartet regulering. Grønnegård-rapporten nævner, at der fx fra Statsministeriets side har været ’adskillige spørgsmål til sundhedsmyndighederne om placering af flyers, plakater og spritstandere m.v. i danske lufthavne’.

Og rapporten konkluderer da også, at: ”det centraliserede og detailstyrende bestillingsregime bidrager efter udredningsgruppens vurdering ikke til at skabe en fælles forståelse af covid-19-situationen på tværs af regering og sundhedsmyndigheder”.

Med coronakrisen fuldendte Mette Frederiksen altså magtens flytning fra de økonomiske akademikere i Finansministeriet til det politiske ministerium – Statsministeriet – par excellence. Statsministeriet er da også bemandet af Frederiksens fortrolige departementschef, Barbara Bertelsen, der om nogen har forstået, hvad hendes chef ønsker sig, og at det er nye tider for embedsværket: Politikken kommer først. Under Mette Frederiksen har Danmark også insisteret på at udvide den nationale politik på bekostning af de internationale aftaler. Om vi nogensinde får oprettet modtagecentre i Rwanda, ved ingen, men ambitionen er til stede – og det vil i sig selv føre til international hovedrysten over mere dansk enegang. FN har allerede afvist den kreative løsningsmodel. Bliver den alligevel til virkelighed, vil det være en højspændt tilstand, hvis danske betjente dagligt skal afvise asylansøgere ved grænsen og bede dem om at henvende sig 7.000 km længere mod syd.


Under coronakrisen har regeringen talt om muligheden for at købe vacciner uden om EU og om national produktion af værnemidler og vacciner. Disse tanker kulminerede foreløbig i april – med en spektakulær rejse til Israel, hvor den danske statsminister og den konservative østrigske kansler – i forvejen et umage par – blev vist rundt af den kontroversielle israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Et besøg, der ikke kunne læses som andet end en mistillidserklæring til EU’s vaccineindkøb og generelle coronastrategi. Visse ting skal produceres i Danmark, uanset om markedets ’usynlige hånd’ peger på helt andre lande som de rigtige steder at lave fx mundbind. Man genåbner hermed et rum for politisk regulering af vores handel – og understreger den socialdemokratiske pointe om, at nogle ting er for vigtige til at overlade til markederne.

Coronakrisen har fået en særlig betydning i Danmark. For Mette Frederiksens socialdemokrater har det været en mulighed – ikke kun fordi de har magten, men fordi de foran alle Folketingets øvrige partier har evnet at anvende den til at fremhæve deres egen nøje ideologisk afstemte løsninger, narrativer og prioriteringer. Alt er politik.

Dennis Nørmark (f. 1978) er antropolog, kommentator og forfatter og arbejder i dag som selvstændig konsulent og foredragsholder. Tidligere konceptualiserende chefkonsulent i flere konsulentfirmaer. Han er desuden medlem af Liberal Alliance og blev i 2014 udpeget til DR’s bestyrelse, hvor han i dag er næstformand. ILLUSTRATION: København: Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde om COVID-19 i Danmark, i spejlsalen i Statsministeriet torsdag den 28 januar 2021 [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix]