07.12.2021

.

Med finanslovsforliget holdt Christiansborg stand overfor kravene om markante lønstigninger til sygeplejersker og øvrige kvindefag i den offentlige sektor. Dermed blev ligelønsspørgsmålet igen skudt til hjørne. Politikerne holdt sig til at understøtte de kommende vintermåneders coronaindsats med midlertidige penge, men skaber de ekstra penge så ro i sundhedsvæsenet?  Ikke uden varige lønstigninger.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Dennis Kristensen

I sig selv er det et positivt signal, når Christiansborg reagerer på akutte problemer i den offentlige sektor.

Det gælder også finanslovsforligets “Coronavinterpakke”, der både kan bruges til at forbedre sundhedsvæsenet muligheder for at øge aktiviteten, give ansatte midlertidige fastholdelsestillæg og holde sundhedsvæsenet på benene, når vinteren skaber det forventelige ekstra pres udover corona-presset.

Sundhedsvæsenet er som store dele af den øvrige offentlige sektor i stigende grad underfinansieret både som følge af de seneste fire årtiers blå-røde ønske om velfærd og offentlig service, som ikke stiger i takt med samfundets stigende rigdom og som følge af det politiske fokus på at sætte skatten ned på bekostning af fællesskabsløsningerne.

Derfor er det rosværdigt, at regeringen efter eget udsagn med en velfærdslov vil sikre sammenhæng mellem ressourcer og ændringer i befolkningens sammensætning, og forhåbentligt også vil gøre op med den del af underfinansieringen, der skyldes tidligere tiders bevidste ønske om en offentlig sektor, som udgør en stadig mindre del af den samlede økonomi. Og at de nu sammen med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne har hentet en milliard op af corona-krigskassen til at hjælpe lidt på den akutte situation i sundhedsvæsenet.

Og det er klogt af regeringen og forligspartierne at præcisere, at regionerne skal sætte sig ned med alle berørte organisationer, når kanaliseringen af penge, der kræver aftaler, skal fastlægges, ligesom det er klogt, at aftaleparterne udtrykkeligt har fastslået, at pengene ikke er målrettet eksempelvis fastholdelse af bestemte faggrupper, men at pengene kan anvendes på alle faggrupper i sygehusvæsenet.

Hermed er banen kridtet op. Det er midlertidige penge. Der skal forhandlinger med alle til, og pengene eller en del af dem, kan bruges som midlertidige løntillæg.

Delforliget passer som fod i hose til et corona-skulderklap til sundhedsvæsenets ansatte i form af et løntillæg til alle eller penge til flere kolleger, hvis sygehusene kan skaffe flere.

Et skulderklap af denne art er i sig selv ikke så tosset.

 

Det er besynderligt, at den nuværende regering tilsyneladende så ofte er tre skridt bagud, når det gælder emner som ligeløn og velfærd
_______

 

Men, og der er et stort men … der er malurt i bægeret.

En midlertidig corona-pakke går i sagens natur ikke i kødet på de kvindedominerede fags grundlæggende ligelønsproblemer.

Ender det med engangstillæg eller midlertidige tillæg til mange eller alle, så følger uligelønnen med i skyggen og træder igen ud i fuldt dagslys, når den midlertidige lønforhøjelse falder bort.

Den aktuelle debat om krise i sundhedsvæsenet ligner en sammenfiltret garnnøgle med mange og skiftende årsagsforklaringer, hvor ligeløn og flere hænder er de mest synlige.

At skabe ligeløn og give mulighed for ansættelse af flere kolleger kræver betydelige økonomiske ressourcer.

Der skal drejes op for både lønhanen og velfærdshanen. Der skal skrues op for antallet af pladser på sundheds- og velfærdsuddannelserne. Og så begynder Christiansborg typisk at ryste på hænderne i en blanding af økonom- og politikerfeber.

Er vi i en økonomisk krise som finanskrisen for lidt over ti år sien, så er det finanslove og overenskomstforlig med smalhals, fordi riget fattes penge, og strømmer pengene ind i statskassen som lige nu, skal der holdes igen for at undgå at økonomien løber for stærkt. Der er det endeløse holden-igen-syndrom på Christiansborg i fuldt flor.

Og med variationer af disse modsatrettede holden-igen-forklaringer har ligelønnen og velfærden haltet gennem årtier.

Tre skridt bagud
På mange områder står Mette Frederiksen i mine øjne på et andet – indimellem direkte modsat – grundlag end Helle Thorning Schmidt-regeringen.

Hvor Helle Thorning-Schmidt-regeringen tiljublede sig selv som en reform-amok-regering, der tog afsæt i elitens billede af menneskers uendelige muligheder i en globaliseret verden med skattelettelser, endeløse rækker af akademisk uddannede borgere og en velfærd på permanent skrump, så ligner Mette Frederiksen-regeringen på en del af områderne det modsatte.

Og hvor Helle Thorning-Schmidt-regeringen blev en katastrofe for fagbevægelsen, ser Mette Frederiksen-regeringen foreløbigt ud til bevidst og målrettet at ville inddrage arbejdsmarkedets parter på de relevante politikområder – ikke mindst gennem den trepartsinstitution, som Helle Thorning-regeringens amatørisme var ved at tage livet af.

I det lys er det besynderligt, at den nuværende regering tilsyneladende så ofte er tre skridt bagud, når det gælder emner som ligeløn og velfærd.

I mine øjne kunne regeringen i langt højere grad have været retningsgivende og kursudstikkende både, når det gælder nedsættelsen af den lønstrukturkomite, som reelt blev det lidt magre resultat af forsommerens sygeplejerskestrejke, og når det gælder den forudsigelige krise i sundhedsvæsenet, som corona-pandemien både fremrykkede og bragte ud i fuldt dagslys.

Udryddelsen af den kønsbestemte uligeløn kræver skattekroner, mange skattekroner. Skatteborgerne har gennem årtier sparet milliarder på underbetaling af de klassiske kvindefag. Derfor vil det koste at skabe lønforhold, der ikke skeler til køn på et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor mænd typisk arbejder med døde ting på det private arbejdsmarked, mens kvinder typisk arbejder med mennesker i den offentlige sektor.

Og genopretning af velfærden og den offentlige sektor vil også kræve betydelige ressourcer.

Derfor kræver begge emner løsninger, der skabes over en årrække. Ligelønnen opnås ikke og velfærden revitaliseres ikke ved en enkelt finanslov. Begge dele forudsætter en flerårig investeringsplan, hvor Christiansborg målrettet år for år bygger på.

Uden at spænde ben for den nedsatte lønstrukturkomites arbejde kunne finansloven have taget fat på at lægge den langsigtede plan for at udrydde uligelønnen og skabe mandeløn til kvindefag. Og den første pose penge kunne være stillet kvindefagene i den offentlige sektor i udsigt.

Uligelønnen risikerer nu igen at blive en tilbagevendende sag, der rammer skiftende regeringer i nakken, indtil en regering med tilstrækkeligt hår på brystet tager proppen af og lægger den ambitiøse investeringsplan. ■

 

Finansloven kunne have taget fat på at lægge den langsigtede plan for at udrydde uligelønnen og skabe mandeløn til kvindefag
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. [Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]