Deniz Serinci på tiårsdagen for den syriske borgerkrig: Derfor undgik Assad at blive væltet
15.03.2021
På tiårsdagen for den syriske borgerkrigs udbrud må det konkluderes, at Assad reelt har vundet krigen. Han sidder stadig som Syriens diktator. Dette lykkedes ikke kun, fordi det var i russisk, iransk og Hizbollahs interesse at holde hånden under ham. Han formåede også at skabe en sunniislamistisk trussel, der i Vestens og Syriens minoriteters øjne risikerede at være et endnu større onde end Assad selv.
Kronik af Deniz Serinci
I juli 2012 skrev Berlingske overskriften ”Assads dage er talte.” Det skete dagen efter en bombe i det nationale sikkerhedshovedkvarter i Syriens hovedstad Damaskus dræbte den syriske præsident Bashar al-Assads tætte rådgivere samt forsvarsministeren, viceforsvarsministeren og en general.
På tiårsdagen for den syriske borgerkrigs udbrud må det dog konkluderes, at Assad reelt har vundet krigen – sikret af russisk, iransk og Hizbollahs hjælp.
Assad er ikke blevet væltet endnu, fordi Syrien er kompliceret på andre måder end andre lande i regionen. Modsat i Libyen, hvor en NATO-ledet koalition leverede luftstøtte til modstandere af landets diktator Muammar al-Gaddafis styrker på landjorden, har Vesten ikke grebet militært ind i Syrien. Årsagen er, at hvor Gaddafi var isoleret i hele regionen, har Assad mange allierede og støtter i regionen og verden – heriblandt Rusland, Iran og Hizbollah i Libanon, ligesom også Kina i starten af konflikten nedlagde veto mod Assad-kritiske resolutioner i FN’s Sikkerhedsråd.
Hovedårsagen til Assads overlevelse er Ruslands præsident Putin
_______
Aktørerne bag Assads overlevelse
Hovedårsagen til Assads overlevelse er Ruslands præsident Putin. Den 30. september 2015 begyndte Rusland at bombe i Syrien på invitation fra Assad. Putins interesser i Syrien var – og er – blandt andet at bevare en flådebase ud for Syriens kyst – den sidste russiske base i Mellemøsten – samt at få ram på tusinder af jihadister fra tidligere Sovjetstater, samt en del tjetjenere, som opererer i Syrien. Putin ville hermed løse problemet med disse anti-russiske jihadister i Syrien, inden de kommer tilbage til Rusland og begår terror der.
Derudover blandede Rusland sig måske i konflikten for at sende et signal til Vesten om, at man ikke billiger Vestens mellemøstpolitik. Samtidig var det et forsøg på at flytte fokus væk fra Ruslands egen ulovlige annektering af Krim-halvøen fra Ukraine. For hvor meget hører vi om den konflikt i dag?
En anden årsag til Assads overlevelse er Irans ayatollah Khamenei. Iran vil gerne bevare Assad på magten, fordi han plejer deres interesser.
Assad tilhører alawi-minoriteten, der udgør 12 pct. af Syriens befolkning. En fatwa fra 1971 slår fast, at alawitterne er en del af 12-imam shiismen, som er statsreligion i Iran. Det kræver ikke en ph.d.-grad at vide, at mange af de sunnimuslimske oprørere, der kæmper imod Assad, hader og betragter alawitterne som vantro. Hadet til dem er kun blevet større i løbet af borgerkrigen, hvor Assad har dræbt titusinder, hundredtusinder af sunnimuslimer. I Iran har ideen om at ”redde vores shia-brødre” (eller en afart af shiismen) derfor støtte.
På det realpolitiske plan handler det snarere om at bevare den ”shiamuslimske halvmåne”. Den shiitiske halvmåne er en betegnelse, som Jordans kong Abdullah nævnte første gang i 2006. Halvmånen begynder hos de pro-iranske shia-muslimer i Yemen og Bahrain, hvorfra den går videre til selve Iran, over det shiitiske Irak, det shiaorienterede alawi-regime i Syrien og slutter hos Libanons shiitiske Hizbollah-milits, der er kendt for sin kamp mod Israel. Uden Assad, frygter iranerne, at de mister landbroen til Middelhavet, og at de derfor ikke på samme måde kan sende våben fra Iran til Libanon, så Hizbollah kan kæmpe imod ærkefjenden Israel.
Netop Hizbollahs krigere er kendt som ekstremt dygtige og har også hjulpet Assad. I begyndelsen af 1980’erne blev bevægelsen Hizbollah (Guds Parti) dannet af iranske revolutionsgardister i det borgerkrigsramte Libanon, der samtidig var besat af Israel. Da israelerne efter 15 års besættelse trak sig ud af Sydlibanon i 2000, tolkede islamisterne i Hizbollah dette, som om at de egenhændigt havde besejret verdens fjerdestærkeste hær, Israel. Det var første gang, en arabisk hær havde besejret Israel, og det markerede en stor sejr for Hizbollah og for den islamistiske terror generelt. Hizbollah får støtten fra Iran gennem lastbiler fyldt med våben, der passerer gennem det shiitiske Irak og Syrien. Falder Assad, frygter Hizbollah, at de mister deres andenstørste støtte efter Iran. For dem er Assads overlevelse et spørgsmål om deres egen overlevelse.
På landjorden kæmper Hizbollah og Assads hær mod sunniislamisterne. Hvor mærkeligt det end lyder, er det dog Assad selv, der har styrket sunniislamisterne – og dermed bevaret magten
_______
Vestens paradoks: Assad eller islamisme
På landjorden kæmper Hizbollah og Assads hær mod sunniislamisterne. Hvor mærkeligt det end lyder, er det dog Assad selv, der har styrket sunniislamisterne – og dermed bevaret magten.
I februar 2012 løslod Assad hundredvis af formodede islamister, mange af dem med tilknytning til al-Qaeda-grupper. En af dem, der blev løsladt, var Abu Muhammed al-Golani, som havde været dømt til døden for sine aktiviteter i al-Qaeda i Syrien og Irak, og som efter løsladelsen dannede al-Nusra-fronten – al Qaedas afdeling i Syrien. Officielt skete det som del af en amnesti. En fange fra Sednaya-fængslet nær Damaskus fortalte om episoden: ”Der var ingen forklaring på frigivelsen af jihadisterne. Jeg så nogle af dem blive ført frem på syrisk stats-tv, under anklage for at være medlemmer af al-Nusra-fronten eller for at have stået bag bilbomber. Det var umuligt, for de havde siddet i fængsel sammen med mig på det tidspunkt, hvor bomberne ifølge regimet var blevet plantet. [Assad] brugte dem til at fremme sit argument om, at det er ekstremister, der står bag revolutionen” (The Telegraph, 20. januar 2014)
En afhopper fra Islamisk Stat forklarede desuden, at Assad-regimets luftvåben fokuserer på at bombe ikke-islamistiske grupper, mens Islamisk Stat – i hvert fald i en periode – er sluppet for at blive bombet. “Vi var sikre på, at regimet ikke ville bombe os. Vi sov altid roligt i vores baser,” sagde manden til The Telegraph, 20. januar 2014. Assads formål med indirekte at støtte sunniislamisterne var, at den syriske præsident over for Vesten kunne pege på de fuldskæggede jihadister som et værre alternativ end hans eget sekulære diktatur.
Hvis alternativet til Assad er sunniislamisterne, så bliver alawitterne, kristne og drusere nødt til at foretrække Assad. Den syriske diktator har nemlig brugt fremvæksten af de radikale sunniislamister i sin propaganda for at bevare støtten fra minoritetsgrupper som kristne, alawitter og drusere. I starten af konflikten var der kristne, alawitter og drusere, der deltog i demonstrationer imod Assad og krævede demokrati, men de er få nu. De husker, hvordan de for 100 år siden, under Osmannerriget, der var islamisk orienteret, blev betragtet og forfulgt som vantro. Kommer sunniislamisterne til magten, frygter mange kristne, alawitter og drusere, at det gentager sig.
Havde kurderne rejst sig mod Assad, var han måske blevet væltet. Men det skete ikke
_______
Det kurdiske spørgsmål
En sidste årsag til, at Assad ikke blev væltet, var, at han neutraliserede en del af kurderne nordpå i Syrien. Havde kurderne rejst sig mod Assad, var han måske blevet væltet. Men det skete ikke.
Assad var ved borgerkrigens start presset fra alle sider, og for at neutralisere kurderne dekreterede den syriske præsident i april 2011 – kun én måned efter borgerkrigen var brudt ud – at en stor del på 88.000 kurdere lige pludselig ville få deres rettigheder og statsborgerskab tilbage.
Men presset på Assad fortsatte fra sunnimuslimske oprørere. Fx brugte den tyrkiske præsident Erdogan ”sunni-kortet” mod Assad: Det sunnimuslimske Tyrkiets leder Erdogan støttede den primært sunnimuslimske opposition mod Assad, der, som en del af den alawittiske sekt, tilhører den shiitiske retning indenfor den muslimske tro.
Assad valgte at hævne sig på tyrkerne ved at bruge ”kurder-kortet” mod Erdogan. Det var der nu intet nyt i. Assads far, Hafez Assad, støttede de tyrkiske kurdere i Kurdistans Arbejderparti (PKK) imod Tyrkiet, som han havde flere udeståender med. Og fra 1979 til 1998 boede det tyrkiske regimes største fjende, Abdullah Öcalan – leder af PKK – i Syrien.
Assad junior, Bashar, valgte i 2011 at genoptage støtten til PKK og dens syriske afdeling, det Demokratiske Enhedsparti (PYD), som straf for tyrkernes støtte til den syriske opposition. Kun en måned inde i borgerkrigen fik PYD’s leder Salih Muslim lov til at vende hjem til Syrien fra PKK’s lejre i det irakiske Kurdistan, hvor han hidtil havde befundet sig. I efteråret 2011 begyndte den kurdiske tv-station Ronahî TV, der anses for et talerør for PKK/PYD, pludselig at sende fra syrisk Kurdistan. PYD fik i øvrigt, uden forhindringer fra Assad-regimet, lov at åbne kurdiske sprogskoler. De kurdiske partier, der var i opposition til Assad, fik derimod hverken lov til at åbne medier eller skoler.
Den 18. juli 2012 blev som nævnt en skelsættende dag for Assad. Den dag sprang en bombe i det nationale sikkerhedshovedkvarter i Damaskus, som dræbte nogle af Assads tætte rådgivere; forsvarsministeren, viceforsvarsministeren og en general.
Assad trak sig dagen efter ud af den nordlige, kurdiske del af landet for at fokusere på at nedkæmpe oprøret i syd, øst og vest. Kurderne – helt præcist PYD og dens væbnede gren YPG – overtog kontrollen over den nordlige del af landet. Men noget for noget: Til gengæld for regimets tilbagetrækning derfra, skulle PYD og YPG sørge for, at området ikke tilsluttede sig oprøret imod Assad. Dermed slap Assad for også at skulle bruge militære midler på at holde fred og orden nordpå.
Når Assad bevarede magten, er det også, fordi Vesten ikke bevæbnede hans modstandere nok
_______
Hvad kommer efter Assad?
Når Assad bevarede magten, er det også, fordi Vesten ikke bevæbnede hans modstandere nok. I starten støttede Vesten Den Frie Syriske Hær, FSA, der er afhoppere fra Assads hær. Men med tiden blev det officielt sekulære FSA marginaliseret af mere sunniislamistiske oprørsgrupper, der udover at vælte Assad-regimet, ville skabe et kalifat i Syrien. Desuden var andre sekulære grupper, der gik til modstand mod præsident Assad, svage, fordi de ikke i tilstrækkelig grad fik våben fra Vesten. Det var særligt USA, der var bange for at bevæbne grupperne, fordi de frygtede, at disse senere ville vende våbnene mod dem selv. Det har man nemlig tidligere set i Afghanistan, hvor man til at begynde med støttede mujahiddinerne mod Sovjetunionen, hvorefter nogle af dem senere tilsluttede sig al-Qaeda og angreb USA selv.
Spørgsmålet for Vesten var og er også: Hvis vi fjerner Assad, bliver det så bedre? Hvad vil Vesten foretrække: Et sekulært diktatur, der fængsler demonstranter og løslader dem efter et par dage? Eller islamister, der hugger deres hoveder af med det samme? Som Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen sagde: ”Imellem to onder vælger vi det mindste, og islamistisk diktatur er altid det ondeste i alle sammenhænge.”
Resultatet er klart: Assad har formået at blive siddende som diktator i Syrien. Dels fordi Vesten, lokale alawitter, drusere og kristne i et valg mellem pest og kolera mere eller mindre foretrækker den brutale syriske diktator. Alternativet til ham frygtes at være værre. Og dels har Rusland, Iran og Libanons Hizbollah af ideologiske og taktiske årsager haft grund til at sikre hans overlevelse.
Det er svært at spå om Syriens fremtid de næste 10 år. Mange har taget fejl, inklusive dem, der lavede overskriften ”Assads dage er talte” i 2012. Men det ser ud til, at Assad bliver siddende og reelt har vundet det sidste stykke land, når den sidste, større oprørskontrollerede provins Idlib også en dag falder. Derudover mangler Assad den 20-25 pct. af landet, der er styret af kurderne. Den del vil han muligvis kunne forhandle sig frem til med kurderne, der er stærkt pressede af Tyrkiet og næppe kan løsrive de kurdiske dele og skabe et selvstændigt Kurdistan. Hverken Assad eller Tyrkiet vil acceptere et løsrevet, selvstændigt Kurdistan i Syrien. Derfor vender resten af Syrien muligvis tilbage til Assad en dag – med forbehold for, at meget kan nå at ske. ◼
Det ser ud til, at Assad bliver siddende og reelt har vundet det sidste stykke land, når den sidste, større oprørskontrollerede provins Idlib også en dag falder
_______
Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne ”Med nye øjne” (2019, med Ahmed Akkari), ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk. ILLUSTRATION: Et syrisk flag med et billede af Bashar al-Assad ved et militært checkpoint i byen Douma nær Damaskus, 9. oktober 2018 [Foto: Hassan Ammar/Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
