Deniz Serinci: Derfor vil Tyrkiet ikke anerkende drab på armeniere som folkedrab

24.04.2021

I dag markerer armeniere verden over 106-årsdagen for Det Osmanniske Riges massakre på det armenske folk under Første Verdenskrig. Sagen er yderligere blevet aktuelt af, at USA’s præsident Biden i dag, som første præsident i USA’s historie, har anerkendt begivenhederne i 1915 som et folkemord. I Tyrkiet er historien om, hvad der skete i 1915, dog fortsat en helt anden.

Analyse af Deniz Serinci

I Det Osmanniske Riges efterfølger, Tyrkiet, var det indtil for få år siden forbudt at kalde massakrerne på armenierne for folkemord. Armenien og de fleste historikere mener, at der var tale om folkemord, da op mod én million armeniere ifølge internationale forskere omkom i 1915, da Det Osmanniske Rige deporterede den kristne minoritet. Det skete som straf for påstået armensk samarbejde med osmannernes ærkefjende, Rusland.

Mange armeniere døde af tørst, sult og udmattelse under de månedlange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på, hvor uddelingen af mad og drikke med vilje blev holdt på et minimum. Samtidig blev armenske ledere systematisk forfulgt og henrettet. Et kurdisk regiment, Hamidiye, forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere, og almindelige osmanniske officerer udførte ligeledes drab.

Tyrkiet siger i dag, at der godt nok døde omkring 300.000 armeniere, men at det skete som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde. Men det afvises, at der var tale om folkemord, og personer, der bruger denne betegnelse, risikerer retsforfølgelse.

Således blev forfatteren Orhan Pamuk, modtager af Nobels Litteraturpris og den danske Sonningpris i 2012, i maj 2011 idømt en bøde i erstatning til tyrkere, der følte deres nationale ære krænket, fordi Pamuk i 2005 havde anerkendt folkemordet. Og i 2007 blev den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink skudt og dræbt af en 17-årig nationalist i Istanbul. Dink var forinden også blevet udråbt til forræder af tyrkiske nationalister, da han indrømmede folkemordet.

 

Årsagen til den tyrkiske modvilje mod at kalde det et folkemord er blandt andet, at tyrkerne frygter for armenske krav om territorium og økonomisk erstatning til efterkommerne
_______

 

Årsagen til den tyrkiske modvilje mod at kalde det et folkemord er blandt andet, at tyrkerne frygter for armenske krav om territorium og økonomisk erstatning til efterkommerne. For det østlige Tyrkiet havde indtil 1915 en stor befolkning af armeniere, men efterfter at de blev dræbt, beslaglagde den tyrkiske stat deres jord – der officielt tilhørte Armenien. Armenien anerkender derfor ikke grænsen mellem sig selv og Tyrkiet, og armenske nationalister taler stadig om at få tidligere armenske områder i Østtyrkiet tilbage.

Engang var Tyrkiet det kæmpe Osmannerrige (1299-1923), som gik fra Nordafrika til Mellemøsten og Østeuropa. Det er med tiden blev reduceret til det nuværende land, så frygten for løsrivelse er til stede og aktuelt i mange tyrkeres bevidsthed. De færreste tyrkere har lyst til at blive yderligere geografisk reduceret ved også at miste deres de østlige regioner.

Endvidere har Armenien og Aserbajdsjan en strid om enklaven Nagorno-Karabakh, hvor de to lande efter Sovjets opløsning i 1992, går  i krig og Armenien besætter Nagorno-Karabakh. Ved krigen i 2020 får Aserbajdsjan store dele af enklaven tilbage. Tyrkiet støtter aserbajdsjanerne, der etnisk og sprogligt er tæt beslægtede med tyrkerne. Enhver tyrkisk tilnærmelse til Armenien uden en løsning på Nagorno-Karabakh-konflikten vil blive set som forræderi.

Frygten for at skulle miste territorium og penge til armenierne er imidlertid ikke en realistisk frygt. Det er nemlig meget vanskeligt at afgøre 100 år gamle territoriale stridigheder, og intet land støtter armenierne i, at de skulle gøre krav på Østtyrkiet. Desuden kan man stille spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet overhoved kan holdes økonomisk ansvarlige for massakrer, der blev begået i 1915, før det officielle Tyrkiet blev oprettet i 1923.

 

Vores selvforståelse var, at tyrkerne var ofre for vestlig, kristen aggression, ikke omvendt. Jeg har selv gået i tyrkisk skole i 10 år, og jeg aldrig præsenteret for armeniernes version af 1915-begivenhederne
_______

 

Andre er uenige i det.

Ugur Ümit Üngör, adjunkt på det hollandske Utrecht Universitet og ekspert inden det armenske folkemord, forklarede mig engang under et ophold i Danmark, at truslen var reel nok. For Rusland havde jo annekteret Krim-halvøen fra Ukraine i 2014 trods internationale protester. Ergo kunne armenierne måske også true tyrkisk territorium i fremtiden med russisk støtte.

Men modsat i Krim, bor der ikke rigtige armeniere i Østtyrkiet længere.

”Hvordan skal armenierne kunne gøre krav på det, når der ikke bor flere armeniere i området?” spurgte Pakrat Estukyan, redaktør på den armenske avis Agos mig under et telefoninterview i 2016.

Og modsat Ukraine er Tyrkiet et NATO-land, og forsvarsalliancen vil næppe gå med til, at Rusland og Armenien indlemmer en del af deres medlemsland.

Men frygten for at blive territorialt splittet og miste områder er alligevel til stede i den tyrkiske befolkning. Den får næring, hver gang visse armeniere taler om ”Vestarmenien”, når talen falder på det østlige Tyrkiet. Jeg har  selv oplevet under mine rejser til Armenien, at folk brugte denne betegnelse om Tyrkiet.

Bevarelsen af den tyrkiske selvforståelse står også i vejen en indrømmelse om folkemordet. Vores selvforståelse var, at tyrkerne var ofre for vestlig, kristen aggression, ikke omvendt. Jeg har selv gået i tyrkisk skole i 10 år, og jeg er aldrig præsenteret for armeniernes version af 1915-begivenhederne.

Vi fik at vide, at der ikke var et folkemord, men at det tværtimod var armenierne, der havde begået folkemord på andre. Jeg reagerede vredt på danske venners anklager om folkemord, fordi det svarede til at sige, at mine og mange andres oldeforældre var folkemordere. Vi læste om tyrkerne som værende ofrene, der forsvarede sig mod vestlig, kristen aggression.

 

Tyrkerne [er] også vrede over den amerikanske anerkendelse, fordi de mener, at Vesten og USA bruger det armenske spørgsmål mod dem rent politisk: Tyrkiet flirter med Rusland om våbensalg. Og USA straffer tyrkerne for det med et ”Tak for sidst!”
_______

 

Det var også svært at erkende det som et folkemord, for hvis det var det, var alt, hvad jeg og mine familie i Tyrkiet lærte i tyrkiske skoler i 100 år så løgn og latin?

Senere startede jeg på Historiestudiet i Aarhus, nærstuderede selv kilderne og nåede frem til en anden konklusion, der tydede på, at der havde været et systematisk folkemord på armenierne.

Den manglende tyrkiske anerkendelse skal også ses i sammenhæng med, at præsident Erdogan siden 2015 har haft et parlamentarisk samarbejde med det meget nationalistiske parti Nationalistisk Aktionsparti (MHP). MHP er nemlig generelt kendt for at afvise indrømmelser til kurdere, grækere og armeniere.

Sidst, men ikke mindst, er tyrkerne også vrede over den amerikanske anerkendelse, fordi de mener, at Vesten og USA bruger det armenske spørgsmål mod dem rent politisk: Tyrkiet flirter med Rusland om våbensalg. Og USA straffer tyrkerne for det med et ”Tak for sidst!”

I forvejen er der en vrede i Tyrkiet over USA’s støtte til kurderne i Syrien, mere præcist den syrisk-kurdiske YPG (Folkets Forsvarsbrigader)-milits, der anses for at være en syrisk gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK), som tyrkerne har ligget i krig med siden 1984, og som står på EU’s terrorliste. Derudover er tyrkerne ikke glade for, at USA nu på femte år nægter at udlevere Fethullah Gülen, den påståede kupmager fra kupforsøget i 2016, til retsforfølgelse i Tyrkiet.

Mange tyrkere er overbeviste om, at Tyrkiets nedadgående forhold til USA er årsagen til Joe Bidens anerkendelse af folkemord. Altså at amerikanerne gør det her for at presse og straffe tyrkerne. Det er armenske Pakrat Estukyan enig med dem i. Og under samme telefoninterview i 2016, konstaterede han overfor mig, at ingen ville anerkende det armenske folkemord af moralsk-etiske grunde.”Hvis de vil presse Tyrkiet, tager de pludselig folkemordet op. Hvis de er ligeglade med os, glemmer de alt om det igen,” sagde han. ■

 

Mange tyrkere er overbeviste om, at Tyrkiets nedadgående forhold til USA er årsagen til Joe Bidens anerkendelse af folkemord
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland