Deniz Serinci: Derfor vil Erdogan lukke oppositionspartiet HDP
01.05.2021
Erdogans tiltag mod det prokurdiske HDP-parti handler om, at partiet ikke vil lægge afstand til den militante, kurdiske gruppe PKK. Men det handler også om at imødekomme det nationalistiske MHP-parti, som han er allieret med, få flere nationalistiske stemmer og ikke mindst om at rydde et besværligt oppositionsparti af vejen, fordi det står i vejen for den tyrkiske præsidents magtambitioner.
Analyse af Deniz Serinci
I marts måned indledte Tyrkiets statsanklager en sag ved den tyrkiske forfatningsdomstol med krav om, at det prokurdiske parti, Folkenes Demokratiske Parti (HDP), skal lukkes. Bestræbelserne på at lukke partiet fortsætter endnu.
Den seneste udvikling i sagen er, at en retssag startede i Ankara den 24. april i år mod over 100 mennesker, heriblandt medlemmer af HDP, der i 2014 demonstrerede mod Islamisk Stats angreb på den syrisk-kurdiske by Kobane. Mere end 30 mennesker døde under demonstrationerne dengang, da de udviklede sig voldeligt. Demonstranterne beskyldte den tyrkiske hær for at se til, mens IS belejrede Kobane, og HDP er blevet beskyldt for at tilskynde til vold under de daværende demonstrationer. Det er dog en anklage, partiet selv benægter.
HDP’s syv prokurdiske partiforgængere er alle blevet lukket siden 1992 og allersenest Det Demokratiske Samfundsparti (DTP) i 2009. I sommeren 1990 blev Tyrkiets første prokurdiske parti, HEP (Folkets Arbejdsparti), dannet. Partiet var tæt på Kurdistans Arbejderparti (PKK), der siden 1984 har ført en væbnet kamp mod Tyrkiet. HEP blev senere lukket netop på grund af dets forbindelser til det forbudte PKK. Men hver gang det ene prokurdiske parti blev lukket, åbnede et nyt, og rækken er efterhånden lang: HEP, HADEP, DEHAP, DTP, BDP og HDP, hvoraf sidstnævnte eksisterer i dag, men nu altså også forsøges lukket.
HDP blev stiftet i 2012, og partiet er et venstreorienteret, pro-minoritetsparti, der ønsker et mere decentraliseret Tyrkiet med selvstyre til kurderne. Erdogans ønske om at lukke HDP bunder i, at der blandt Erdogans parti AKP, det Nationalistiske Aktionsparti (MHP) og også dele af det oppositionelle Republikanske Folkeparti (CHP) er en forargelse over, at et parti som PKK, der står på Tyrkiet og EU’s terrorliste, kan have et lovligt folkevalgt parti – i form af HDP – i det tyrkiske parlament.
”HDP er PKK’s politiske gren og politiske ansigt. HDP ville ikke eksistere uden PKK.”
_______
Den tyrkiske offentlige anklager Bekir Sahin beskylder HDP for at “arbejde sammen med PKK-terrorister og tilknyttede organisationer og fungere som en forlængelse af de organisationer”. Han tilføjer, at HDP’s aktiviteter truer “med at ødelægge statens udelelighed.” Devlet Bahceli, leder af det højrenationalistiske parti MHP og allieret med præsident Erdogan, siger: ”HDP er en kriminel organisation forklædt i en politisk kappe.”
HDP afviser, at de associerer sig med PKK og fastslår, at partiet er uafhængigt af den militante kurdiske organisation. Men er HDP og PKK internt forbundne?
HDP’s politikere vil sjældent tage afstand fra PKK, og ved partiarrangementer er der sommetider PKK-flag og billeder af Öcalan.
I februar 2016 deltog Tugba Hezer, en parlamentariker fra HDP, i en mindehøjtid for en kurdisk selvmordsbomber fra den PKK-relaterede gruppe Kurdistans Frihedshøge (TAK), der få uger forinden dræbte 29 civile og militære personer i Ankara. Derudover sultestrejkede en anden HDP-parlamentariker, Leyla Güven, i 2018 i protest mod, at Öcalan blev isolationsfængslet.
Mellemøstanalytiker Pola Rojan Bagger fra Mellemfolkeligt Samvirke sagde til Jyllands-Posten den 30. oktober 2016: ”HDP er PKK’s politiske gren og politiske ansigt. HDP ville ikke eksistere uden PKK.”
Men ender HDP med at blive lukket, kan det måske få den konsekvens, at det radikaliserer kurderne
_______
Men Erdogans tiltag mod HDP handler om andet og mere end partiets mulige forbindelser til PKK. De skyldes også, at præsidenten siden 2015 har strammet den nationalistiske kurs overfor bl.a. kurderne. Det hænger sammen med, at Erdogan indgik i et parlamentarisk samarbejde med Nationalistisk Aktionsparti (MHP), som er kendt for at afvise indrømmelser til kurderne i Tyrkiet.
De såkaldte ”tiltag” mod HDP består af retssager mod ledende HDP-politikere, der beskyldes for at have opildnet til vold i forbindelse med Kobanê-protesterne i 2014. I marts fratog det tyrkiske parlament et HDP-medlem, Ömer Gergerlioglu, sin status som parlamentariker. Derudover erklærede den offentlige anklager i landet som bekendt, at han kræver HDP lukket. I november 2016 blev medlederne af HDP, Selahattin Demirtaş og Figen Yüksekdağ, samt andre HDP-parlamentarikere anholdt. De sidder stadig fængslet. Samme Demirtaş sagde forresten under en demonstration den 13. november 2012, da han var leder af HDP, at han ville ”rejse en statue af formand Öcalan,” med henvisning til PKKs leder Abdullah Öcalan.
I april 2020 fjernede det tyrkiske undervisningsministerium ordet “kurder” i en gammel klassiker af Ibn Khaldun [arabisk filosof, sociolog og historiker fra 1332-1406, red.]. I oktober samme år forbød de tyrkiske myndigheder et kurdisk teaterstykke, fordi det skulle indeholde “PKK-propaganda”. Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu, der tilhører det sekulære oppositionsparti CHP, kritiserede beslutningen.
Men ender HDP med at blive lukket – hvilket der med tidligere lukninger af prokurdiske partier in mente kan være en stor sandsynlighed for – kan det måske få den konsekvens, at det radikaliserer kurderne.
Den kurdiske toppolitiker og tidligere borgmester for den kurdiske hovedby Diyarbakir, Osman Baydemir, pointerede, at hvis de unge kurdere ikke følte, at de kunne kæmpe for deres rettigheder inden for legale rammer i det tyrkiske parlament, risikerede de i frustration at tilslutte sig PKK og gribe til våben. “Hvad skal man gøre, når de [regeringen] lukker alle andre veje? De giver ikke kurderne andre muligheder end krig,” sagde Baydemir under et pressemøde i 2016. En lukning kan måske derfor føre til flere kampe og mere uro, hvis man skal tro på Baydemirs bekymringer.
Hvis man som kurder tager afstand fra PKK, risikerer man at blive stemplet som forræder og sat i bås med den tyrkiske stat. Det har de færreste kurdere lyst til
_______
Tilbage står spørgsmålet derfor: Hvorfor kan HDP ikke bare lægge afstand til PKK og dermed undgå at blive lukket?
Dels har mange familier i de kurdiske områder mindst én far, mor, bror, søster, fætter eller kusine, der på en eller anden måde har været tilknyttet PKK, ofte som guerilla. Som Politikens tidligere Tyrkiet-korrespondent og nuværende korrespondent for TV2, Martin Selsøe Sørensen, tidligere har udtalt: ”Snart sagt alle kurdere i det sydøstlige Tyrkiet har en bror, søster, onkel, tante osv., der ’er gået i bjergene’, og det gør det i sig selv umuligt for de fleste at tage afstand fra PKK.”
Det er således svært for dem at fordømme noget, de har personlige aktier i. Det var engang normalt at møde kurdiske borgmestre i Tyrkiet, hvis sønner var guerillaer for PKK – den tidligere leder af HDP, Selahattin Demirtaş’, egen bror er også med i PKK.
Desuden bakker mange kurdere helhjertet op om PKK og ser derfor ingen grund til at lægge afstand til noget, de står nært. Således accepterede 3,5 millioner kurdere PKK’s fængslede leder Abdullah Öcalan som ”deres politiske leder” i en undersøgelse i 2010. De føler en taknemmelighed overfor PKK, fordi partiet har formået at holde stand mod NATOs andenstørste hær, den tyrkiske, i tre årtier – og dermed sat kurderne på verdens dagsorden.
Som Zeynel Celik, tidligere talsmand i Skandinavien for PKK’s politiske gren, engang fortalte mig: ”I en tid, hvor kurdernes blotte eksistens blev benægtet, gjorde guerillaerne verden opmærksom på os. Hvis kurderne i Tyrkiet har opnået noget, så er det i høj grad takket være PKK-guerillaernes kamp.”
Hvis man som kurder tager afstand fra PKK, risikerer man derfor at blive stemplet som forræder og sat i bås med den tyrkiske stat. Det har de færreste kurdere lyst til. Og hvis de prokurdiske partier og politikere fordømmer PKK, vil de risikere at miste deres vælgerbagland. Endvidere frygter mange kurdere også repressalier fra PKK, hvis de først tager afstand fra dem. Amnesty International har gentagne gange dokumenteret, hvordan PKK har dræbt afhoppere og kurdiske kritikere.
Spørgsmålet er også, om HDP faktisk får lov at overleve, hvis de blot lægger tilstrækkelig afstand til PKK? Ikke nødvendigvis
_______
Amnesty kritiserer PKK i sine årsrapporter fra 1992-1995 og 2006 for at forfølge kurdere, der nægter at støtte organisationen og for i flere tilfælde at have dræbt ”forræderne”. Et eksempel herpå er PKK’s tidligere talsmand, Kani Yilmaz, som fik nok af PKK’s metoder, heriblandt angreb på turister, og meldte sig ud og dannede et nyt parti i konkurrence til PKK. Yilmaz blev dræbt i 2006, da en bilbombe eksploderede i det irakiske Kurdistan. Anholdelser af PKK-medlemmer tyder på, at den kurdiske organisation har haft en finger med i drabene.
Før Yilmaz blev fire andre PKK-kritikere dræbt i årene 2004-2006 ifølge Amnestys årsrapport fra 2006. De havde alle forladt PKK som følge af utilfredshed med dets politiske linje og efterfølgende oprettet nye organisationer.
Også i 2017 dræbte PKK en 23-årig skolelærer ved navn Necmettin Yilmaz, og året forinden tævede PKK’s syriske gren en gravid journalist ved navn Rengin Sero fra mediet Rudaw, der er kritisk overfor organisationen. Human Rights Watch kritiserede i 2014 PKK’s syriske gren for vilkårlige anholdelser, mishandling, uopklarede forsvindinger, drab og brug af børn blandt sikkerhedsstyrker.
Derfor er det nemmere sagt end gjort for kurdere at fordømme PKK. Men bliver HDP lukket, bør man også forvente, at kurderne danner et nyt parti – ligesom de gjorde, da HDP’s forgængere blev lukket.
Spørgsmålet er også, om HDP faktisk får lov at overleve, hvis de blot lægger tilstrækkelig afstand til PKK?
Ikke nødvendigvis. HDP-folkene vil nok pointere, at tiltagene mod dem er mere politiske end juridiske. For dem er de tyrkiske myndigheders fjernelse af ordet ”kurder” fra Ibn Khaldun-klassikeren, forbuddet mod det kurdiske teaterstykke osv. bevis på, at Erdogan – ifølge dem – er imod alt kurdisk og ikke blot PKK.
Ved at lukke HDP kan Erdogan komme af med en, for ham, irriterende opponent, der står i vejen for den tyrkiske præsidents magtambitioner
_______
Pervin Buldan, HDP’s nuværende medformand, mener i avisen Milliyet, at Erdogans tiltag mod HDP er ”hævn for 7. juni 2015 og 31. marts 2019-valgene.” Erdogan mistede nemlig sit flertal ved valget i 2015, fordi HDP kom over den høje tyrkiske spærregrænse på 10 pct. og ind i parlamentet. Partiet reducerede i samme ombæring Erdogans partis mandater.
Og ud fra en ”min fjendes fjende er min ven”-taktik lod HPD ved lokalvalget i 2019 være med at opstille kandidater i Istanbul, Ankara og Izmir og opfordrede i stedet til at stemme på Erdogans modstandere, altså dermed det tyrkiske socialdemokrati, CHP, og det nationalsekulære Iyi Parti. Det betød, at Erdogans parti mistede borgmesterposten i Istanbul, landets største by som en tredjedel af økonomien er baseret på, til CHP.
„HDP-kurderne stemte på CHP en masse,” sagde Behlul Ozkan, lektor i statskundskab ved Istanbuls Marmara Universitet til almonitor.com. Det formodes, at der bor millioner af kurdere i Istanbul, og at de derfor har været udslagsgivende i storbyen. Ved at lukke HDP kan Erdogan komme af med en, for ham, irriterende opponent, der står i vejen for den tyrkiske præsidents magtambitioner.
Grundlæggende har Erdogan gennem de 19 år, hvor han har været ved magten, kunne være sikker på, at de tyrkiske oppositionspartier kun er enige om én ting: deres modstand mod Erdogan. Resten er de dybt uenige om, og dét har den tyrkiske præsident udnyttet i sin ’del og hersk’-strategi.
Derfor handler ideen om at lukke HDP måske om at splitte oppositionen, som det er blevet pointeret af det tyske medie Deutche Welle i en analyse sidste år. For hvor det nationalistiske Iyi Parti ikke helhjertet bakker op om en lukning af HDP, men heller ikke har kritiseret det, så har dele af CHP direkte fordømt ideen om at lukke det prokurdiske parti. Så nationalistisk, som Iyi Parti er, vil partiet muligvis indtage en HDP-kritisk rolle, hvis det pro-kurdiske parti skulle blive lukket.
CHP ventes derimod at ville kritisere det, hvis HDP bliver lukket – men så vil Erdogan kunne stemple CHP som ”terror-venlige.” I 2019 beskyldte Erdogans udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, ligefrem CHP for at ”være i alliance med PKK og alle former for terrorister, separatister og forrædere derude. Er det nationalisme?” Dermed vil Erdogan lykkes med at splitte den tyrkiske opposition. For skulle CHP så undlade at forsvare HDP af frygt for at blive stemplet som ”terror-venlige”? Så vil partiet frygte ikke at få kurdiske stemmer. Det er en lose-lose situation for oppositionen i Erdogans Tyrkiet. ■
Det er en lose-lose situation for oppositionen i Erdogans Tyrkiet
_______
Deniz Serinci (f. 1985) er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne ”Med nye øjne” (2019, med Ahmed Akkari), ”Kurdistan” (2018), ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan (2018) og ”Slave i Islamisk Stat, IS” (2017). Han er desuden redaktør på det dansk-kurdiske netmedie Jiyan.dk.
Redaktører: Mads Fabricius Grand og chefredaktionen
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
