David Vestenskov: Alle veje fører lige nu til borgerkrig i Afghanistan
03.05.2021
Vestens engagement i Afghanistan er ved vejs ende. Landet, der har været på den sikkerhedspolitiske dagsorden gennem to årtier, går nu en markant forandring i møde. Tilbagetrækningen skal mest af alt ses som en resignation over for det to-årtier lange projekt om at opbygge et modstandsdygtigt, bæredygtigt og demokratisk system fra bunden. Men systemet i Afghanistan risikerer at falde sammen, hvis den vestlige pengestrøm til landet ophører.
Analyse af David Vestenskov
AFGHANISTAN – Det vestligt støttede afghanske system har en nært forestående udløbsdato, mens Talibanbevægelsen synes stærkere dag for dag. Når de vestlige styrker trækkes ud af Afghanistan, starter nedtællingen til et afghansk ragnarok, i form af en intensiveret offensiv fra Talibans side eller en borgerkrig af olympiske dimensioner, da det givetvis blot er et spørgsmål om tid før den massive pengestrøm fra Vesten til Afghanistan ophører eller som minimum mindskes. Denne pengestrøm, som er selve eksistensgrundlaget for det, vi i dag kender som det afghanske system, har dog også haft en afgørende rolle i, at Afghanistan befinder sig i den situation, vi har i dag. Systemet har aldrig været en langtidsholdbar løsning og kan bedst betegnes som et kunstigt system, der blev etableret på et fundament af gode intentioner, men er endt op med at blive en af de væsentligste drivkræfter i krigen.
De enorme bistandsmidler, der er blevet kanaliseret til styret i Kabul har skabt et kunstigt samfundssystem med institutioner og sektorer, som den afghanske økonomi aldrig nogensinde vil kunne understøtte uden ekstern finansiering
_______
Det kunstige system
Afghanistan blev af det vestlige engagement fra starten et omfattende genopbygningsprojekt, hvor alle vestlige stater fandt den store tegnebog frem og lod pengene flyde i en lind strøm mod den afghanske hovedstad Kabul. Logikken var – som den oftest er i Vesten – at jo flere penge, der blev brugt i Afghanistan, desto mere demokrati og fred ville man få. Denne tankegang er ikke kun begrænset til indsatsen i Afghanistan, men er dybt forankret i måden, hvorpå Vesten generelt – herunder Danmark – tænker stabilisering. Koalitionen skabte et system i Afghanistan baseret på ekstern finansiering.
Det kan umiddelbart lyde en smule mere ufarligt, end det i virkeligheden er, men det paradoksale er, at netop denne finansiering har været med til at holde konflikten i gang. Der bliver ofte talt om, at den militære indsats har fyldt for meget og været for dominerende, men i dette tilfælde er det i høj grad den civile indsats, der har vist sig at være kontraproduktiv. De enorme bistandsmidler, der er blevet kanaliseret til styret i Kabul har skabt et kunstigt samfundssystem med institutioner og sektorer, som den afghanske økonomi aldrig nogensinde vil kunne understøtte uden ekstern finansiering.
På den positive side blev der skabt en række institutioner i systemet, som ret hurtigt fik skabt markante ændringer for afghanerne. Særligt på uddannelses– og sundhedsområdet, men også i forhold til adgang til information og internationalt samarbejde. Dette kan på den lange bane vise sig at være bæredygtige resultater, der blev skabt via vestligt engagement. Det store problem er dog, at systemet fra starten havde en udløbsdato, fordi det er grundlæggende afhængig af vestlige donorlandes velvilje til at investere i Afghanistan. Det sekund pengestrømmen ophører, er tæppet dermed trukket væk under systemet. Man kunne rykke denne dato ved at fortsætte pengestrømmen, men fordi Afghanistan aldrig selv vil kunne mobilisere midlerne, forblev konstruktionen kunstig.
Endvidere havde det også den uheldige bivirkning, at centrale institutioner og individer i systemet var klar over dette faktum, og en uheldig incitamentsstruktur blev skabt, hvor fortsat konflikt sikrede fortsat finasiering. Incitamentet til at indgå politiske kompromisser var derfor ikke-eksisterende. Dette har medført en urealistisk forventning fra store dele af den afghanske befolkning – særligt i byerne – til den afghansk samfundsmodel. Derudover har den enorme pengestrøm også stimuleret korruption, da de massive beløb ikke kunne absorberes af det afghanske samfund i et sådan tempo på legitim vis. Pengestrømmen over de seneste to årtier skal regnes i firecifrede milliardbeløb, hvilket dækker over både sikkerhed og civilgenopbygning og på begge områder er store dele af pengene gået til institutionsopbygning i den offentlige sektor.
Pengestrømmen skal fortsætte, hvis sikkerhedsstyrkerne fortsat skal bestå. Sådan er det med sikkerhedssektoren og med hele systemet generelt. Det står og falder med vestlige penge
_______
Hertil skal naturligvis tillægges, at en betydelig del af støtten er blevet opslugt af enten korruption eller et kunstigt højt prisniveau – begge dele en logisk udvikling af, at vi i Vesten har pumpet for mange penge ind i Afghanistan for hurtigt. Ministerier, skolevæsen, sundhedsvæsen, sikkerhedsstyrkerne etc. er følgelig bygget på en præmis om fortsat vestlig støttet i al fremtid – deraf betegnelsen et kunstigt system. Præmissen for at holde dette system oven vande var naturligvis sikkerhed, og i sikkerhedssektoren anvendte man samme model: Jo mere, jo bedre. Kvantitet – altså antallet af soldater i sikkerhedsstyrkerne – blev et mål i sig selv, og denne del har været særligt markant siden 2010, hvor kapacitetsopbygningen af den afghanske hær har været omdrejningspunktet for NATO’s (og herigennem også Danmarks) engagement. Det har vi været ret succesfulde med, og Afghanistan står i dag med en hær i omegnen af 150.000 soldater og hertil skal lægges et tilsvarende antal i politistyrken.
Det er i sig selv ganske fint, men problemet skal igen findes ved finansieringen. Mere end 90 pct. af sikkerhedsstyrkernes samlede budget dækkes fra Vesten og særligt af USA. Med andre ord er heller ikke sikkerhedsstyrkerne – den helt afgørende komponent i at holde Taliban stangen – tilpasset den afghanske samfundsmodel. Trods antallet af tropper taber den afghanske hær stadig terræn dag for dag til Talibanbevægelsen, og denne situation bliver næppe bedre efter en vestlig tilbagetrækning. Selv hvis de afghanske sikkerhedsstyrker skulle formå at standse udviklingen ved at koncentrere indsatsen om de 4-5 største byer (som den formentlig vil gøre), står de stadig tilbage med en kæmpe udfordring: Hvor kommer pengene fra? Pengestrømmen skal fortsætte, hvis sikkerhedsstyrkerne fortsat skal bestå. Sådan er det med sikkerhedssektoren og med hele systemet generelt. Det står og falder med vestlige penge.
Det skal være mit argument, at når vestlige soldater trækkes hjem, vil pengestrømmen også blive mindre, hvilket allerede er sket. Endvidere vil tilbagetrækningen også betyde, at det bliver svære at holde øje med, hvad pengene bruges til. Det vil betyde dårligere kontrol med ekstern støtte – vel at mærke til et af verdens mest korrupte systemer. Yderligere vil man i takt med en forværret sikkerhedssituation bliver endnu mere udfordret i forhold til, om man rent faktisk får noget for pengene (eller bare en del af dem). Hertil skal så lægges, at rekrutteringen til eksempelvis den afghanske hær længe har været udfordret og alt andet lige må påregnes kun at blive yderligere udfordret med tilbagetrækningen.
Konstruktionen af sikkerhedssektoren medfører også yderligere og mere dystre problematikker end bare opløsning – men mere om det senere.
Baggrunden for tilbagetrækningen skal findes i den aftale, der blev indgået i februar 2020 mellem Talibanbevægelsen og USA. Aftalen fik hurtigt et prædikat som værende en fredsaftale, hvilket den på ingen måde var
_______
Tilbagetrækningsaftale
Baggrunden for tilbagetrækningen skal findes i den aftale, der blev indgået i februar 2020 mellem Talibanbevægelsen og USA. Aftalen fik hurtigt et prædikat som værende en fredsaftale, hvilket den på ingen måde var. Præmisserne for aftalen omhandlede primært, at den amerikanske og Talibans hovedprioritet havde udviklet sig til at et punkt, hvor den var identisk: At få amerikanske styrker ud af Afghanistan. De få elementer, som ellers indgik i aftalen (såsom et brud med al-Qeada og opstart af forhandlinger mellem Taliban og regeringen) var kunstigt fyld, således at man fra amerikansk side kunne hævde, at man havde opnået noget. De efterfølgende forhandlinger mellem Taliban og den afghanske regering (som stadig formelt set er i gang) var udsigtsløse fra start, da mulighederne er ikke-eksisterende for et kompromis mellem en republik med præsident Ashraf Ghani i spidsen og et emirat uden en rolle til Ghani overhovedet.
Endvidere lader det til, at en del politikere – mere eller mindre bevidst – ikke har gennemtænkt grundlaget for magtdeling i Afghanistan. Var der virkelig nogen, der havde forestillet sig, at Taliban eksempelvis ville stille op til et demokratisk valg? Eller indgå et regeringssamarbejde med demokratisk valgte politikere? Begge dele ville være i direkte modstrid med bevægelsens DNA, og hvis ledelsen havde indgået et kompromis, ville bevægelsen splitte i flere grene.
De interne afghanske forhandlinger, der har været i gang siden aftalen mellem USA og Taliban, er derfor heller ikke kommet videre end til at diskutere, hvad der skal være på agendaen ved den første egentlige forhandling. Det er der blevet brugt 15 måneder på, og i øjeblikket har man så sat forhandlingerne på pause, da Taliban har meldt ud, at forhandlingerne ikke kommer videre før de udenlandske styrker er helt ude, altså den 11. september i år. Dette tegner et krystalklart billede af, at man fra Talibans side har opnået, hvad man ville med disse forhandlinger: at sikre fremdrift i den amerikanske tilbagetrækning. Hertil indikerer det også meget klart, at man fra Talibans side nu ser en militær sejr som realistisk.
Taliban kan ret hurtigt komme til at befinde sig i den samme situation som den afghanske regering befinder sig i nu: I kamp med flere forskellige oprørsbevægelserr
_______
Taliban kan sejre sig selv ihjel
At en talibansk magtovertagelse er rykket tættere på, er der efterhånden ikke mange analytikere, der betvivler. Men alt er ikke positivt for Taliban i tilfælde af en magtovertagelse. Første store udfordring bliver at holde sammen på bevægelsen, når der ikke længere er en fælles fjende, da dette har været et afgørende, samlende element i bevægelsen. Hvorledes man fra bevægelsens side vil fastholde og tilfredsstille de undergrupperinger, der lever af konflikten (eksempelvis via opiumshandel) vides ikke. Hvordan ’mellemledernes’ magt og status vil blive håndteret, udestår også. En del af disse ledere opretholder deres magt, status og privilegier ved at have våbenføre mænd under deres kommando, finansieret via illegale midler eller konfliktbetonede sponsorater. Fred vil være en trussel mod deres eksistensgrundlag, som de har oparbejdet gennem to årtier. Hvis man dertil lægger en høj arbejdsløshed, faldende udenlandske investeringer og vanskeligere illegale finansieringsmuligheder oveni ligningen, så bliver det pludselig uinteressant for disse grupper og ikke mindst deres ledere at nedlægge våbnene.
Problemet med den kunstigt store sikkerhedssektor, som blev skabt gennem vestlig støtte, spøger endnu. Hvis Taliban overtager magten i Afghanistan, overtager de også de nuværende problemer. Særligt budgetudfordringerne er ikke så ligetil. Hvis vi antager, at Taliban formår at overtage magten, hvad vil de så stille op med 100.000-200.000 soldater og politifolk, som de ikke kan aflønne? De vil sandsynligvis opløse størstedelen af styrkerne, og ligesom tilfældet med nogle af undergrupperingerne af Taliban, har det afghanske jobmarked ikke meget at tilbyde. Da disse våbenføre mænd stadig har familier at forsørge og let adgang til våben, vil de sandsynligvis søge arbejdsgivere, der kan tilbyde dem et job. Dette job vil tage udgangspunkt i deres uddannelse som soldater og de våben, de har i hånden. Arbejdsgiverne vil spænde bredt fra krigsherrer over kriminelle netværk til fremmede staters efterretningstjenester, der er på udkig efter folk, der kan varetage deres interesser fremadrettet.
Denne udvikling vil langt fra være fremmed for afghanerne og på mange måder vil det blot være en fortsættelse af det nuværende setup, hvor pakistanske, iranske, russiske og vestlige efterretningstjenester samarbejder med væbnede grupperinger, der kan promovere forskellige sikkerhedspolitiske interesser. Sådan har spillet i Afghanistan været siden 1979 og sådan vil det fortsætte. Hertil skal så lægges, at man sandsynligvis vil se nogle af de etablerede krigsherrer, som General Dostum og Mohammed Atta Noor bevæge sig væk fra Kabul for at mobilisere og forankre deres magt i deres traditionelle kerneområder, hvor de historisk har haft deres geografiske magtbase.
Taliban kan derfor ret hurtigt komme til at befinde sig i den samme situation som den afghanske regering befinder sig i nu: I kamp med flere forskellige oprørsbevægelser.
Når systemet så endeligt bryder sammen, vil landet kastes ud i endnu en borgerkrig – et blodigt ragnarok med alle-mod-alle, der indgår ad-hoc samarbejder, når det er opportunt
_______
Fremtiden – emirat eller borgerkrig
Afghanistan går endnu engang unægteligt mod gennemgribende forandringer af deres samfund. Og endnu engang er det med et særdeles negativt fortegn. Den nuværende regering, som jeg har valgt at betegne som repræsentant for systemet, har altid haft en udløbsdato, men denne er nu rykket betydeligt nærmere. På den korte bane (6-18 måneder) kan det meget vel medføre en magtovertagelse fra Talibans side, sideløbende med et decideret systemsammenbrud, hvilket vil medføre oprettelsen af et nyt Emirat., da Talibans militære fremrykning i høj grad minder om tiden forud for bevægelsens seneste magtovertagelse tilbage i 1994-96, hvor de større byers indfaldsveje afskæres bid for bid.
Dette forudsætter dog, at Taliban er stærke nok til at erobre minimum en af de større byer i landet. Om de er det, er i virkeligheden den største ubekendte i øjeblikket. Får de først fat i en af byerne, kan udviklingen gå meget hurtig. Er Taliban ikke stærke nok til det, vil systemsammenbruddet fortsætte langsommere, mens diverse politiske fraktioner, krigsherrer, kriminelle netværk og eksterne stater vil forberede sig på systemsammenbruddet ved at mobilisere våbenføre mænd i deres foretrukne grupperinger. Når systemet så endeligt bryder sammen, vil landet kastes ud i endnu en borgerkrig – et blodigt ragnarok med alle-mod-alle, der indgår ad-hoc samarbejder, når det er opportunt. Dette skal ikke forstås som, at den afghanske befolkning søger krigen, men derimod handler det om overlevelse. I den forbindelse spiller det ikke den store rolle lokalt, hvem der sidder på magten i Kabul. Det afgørende på lokalt niveau er at sikre egen sikkerhed i morgen, og alliancepartnere vælges af denne grund, og af denne grund kan alliancer skifte på nærmest daglig basis.
Skulle Taliban vise sig stærke nok til at lede landet i starten, vil det på den lange bane – ifølge min analyse – også føre til en borgerkrig, fordi bevægelsen ikke kan nedkæmpe alle modstandere og fordi den ikke kan holde sammen på sig selv. Med andre ord fører alle veje lige nu til en borgerkrig.
Man kunne med fordel have benyttet de seneste år til at demobilisere de afghanske styrker og reformeret de afghanske institutioner i en retning, der havde snerten af bæredygtighed
_______
Der er naturligvis mange årsager til, at vi er havnet et sted, hvor borgerkrigen synes uundgåelig. Det ændrer dog ikke ved, at der var alternativer til en tidsdefineret amerikansk tilbagetrækning. Man kunne med fordel have benyttet de seneste år til at demobilisere de afghanske styrker og reformeret de afghanske institutioner i en retning, der havde snerten af bæredygtighed. Denne udvikling forudsætter naturligvis, at der havde været en fortsat amerikansk sikkerhedsgaranti i form af et fortsat engagement.
Man har i stedet valgt at trække splitten, hvilket vil medføre en eksplosion på den ene eller den anden måde. I iveren efter at fremme institutioner i et vestligt forbillede har man stirret sig blind på demokratiske rettigheder, børns skolegang og alt for ambitiøse genopbygningsprojekter, uden at skele til bæredygtigheden i indsatsen i forhold til, hvad der ville fungere – ikke kun uden vestlig tilstedeværelse, men også uden vestlige penge. Fokus skulle have været på en institutionsopbygning, der kunne eksistere i en afghansk økonomisk kontekst, og her er et samlet antal sikkerhedstyrker på 300-400.0000 ikke bare urealistisk, men også decideret kontraproduktivt, da det i sig selv har været et incitament fra systemets side i at fortsætte konflikten.
Lysene i mørket er små og næsten ikke til at skimte lige nu, men på en længere bane (5-10 år) vil de positive effekter af det vestlige engagement vise sig. Engagementet har præget flere generationer af afghanere, der med engagementet har fået et markant uddannelsesløft og adgang til information om verdenen udenfor. Disse generationer vil blive et problem for Talibans konservative tilgang til magtforvaltning, og når bevægelsens ledere med et mindset præget af jihad-kampen mod det ateistiske Sovjetunionen og senere vestlige soldater skal skiftes ud, vil de nye folk befinde sig i en krig mod muslimske afghanere, der har begreb om kombinationen af religion, rettigheder og international interaktion.
Endvidere har de fået en idé om, hvordan et samfund med rettigheder for en civilbefolkning kan se ud. Skulle Taliban formå at bevare magten og undgå en borgerkrig, vil de til denne tid stå med et nyt problem. En stor yngre generation af afghanere, der har ganske andre ideer om samfundsindretningen, end dem selv, og dette vil vende tingene på hovedet, og Taliban vil pludselig være dem, der har urene, men de yngre generationer vil have tiden. Vejen dertil går dog enten gennem et Emirat, en borgerkrig eller begge dele, hvilket allerede kan udfolde sig i løbet af 2021.
Endnu engang må freden vente, endnu engang må Afghanistan berede sig på en samfundsændring og endnu engang må den afghanske befolkning berede sig på en ny konflikt med nye fronter. ■
Skulle Taliban formå at bevare magten og undgå en borgerkrig, vil de til denne tid stå med et nyt problem. En stor yngre generation af afghanere, der har ganske andre ideer om samfundsindretningen, end dem selv
_______
David Vestenskov (f.1983) er uddannet historiker og ansat som Chefkonsulent ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser. Han har siden 2012 været engageret i den sikkerhedspolitiske situation i Afghanistan og de omkringliggende regioner via forskning og implementering af stabiliseringsprojekter i regionen. I forbindelse med sine projekter rejser han jævnligt i både Afghanistan og Pakistan. ILLUSTRATION: To olietankere er eksploderet i Kabul, Afghanistan, 2. maj 2021. [FOTO: Aa/Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
