David Rischel: Vi må se ud over katastroferne, hvis vi skal tackle klimakrisen
21.07.2021
Vores valgcykler på fire år passer dårligt sammen med klimakrisens langsomt rullende forskydninger af jordens økosystemer. Derfor er der brug for, at vi reformerer vores demokratiske institutioner.
Af David Rischel
Når man skriver om klimaet, forfalder man let til en art narrativ ’katastrofisme’. Vi skriver om klimaet, når katastrofen rammer og forsøger at koble klimaet op på katastrofen. Det er blevet lettere, delvist pga. de snart konstante skovbrande, hedebølger og oversvømmelser, vi er vidner til.
Det er på den måde også blevet lettere at reproducere den samme katastrofiske horisont, hvor klimakrisen kun kan begribes i enkeltbegivenheder, i bibelske oversvømmelser og hedebølger i Tyskland og Nordamerika. Og de er da også i høj grad en del af klimakrisen, i hvert fald ifølge en lang række klimaforskere, som har koblet den ekstreme hedebølge i det vestlige Nordamerika i juni 2021 til menneskeskabte klimaforandringer. Det giver også mening, rent økonomisk. Omkostningerne ved klimakrisen kommer i høj grad til at skulle måles i vildere udsving i vejret: ved orkaner, hedebølger, og skybrud, som kommer til at have langt større ødelæggelseskraft pga. den øgede energitilførsel fra en varmere troposfære.
Men det er ikke alt, denne fremstilling fanger. For det første handler klimakrisen også rent videnskabeligt om grundlæggende men mindre pludselige forskydninger i økosystemer: forsuringen af verdenshavene, som følge af det øgede CO2-optag, ændringer i migrationsmønstre, regnsystemer, osv. Kausalt set følger naturkatastroferne fra disse forandringer, men det er en indirekte og fjern kausalitet, som kan være svær at begribe. Det andet problem er, at det er tvivlsomt, om den narrative katastrofisme tillader os at forstå klimapolitikken, især den demokratiske.
Hvor coronakrisen handlede om at afværge et akut sundhedskollaps, så handler klimakrisen allerede nu om skadesreduktion og risikominimering. Der er altså grundlæggende forskel på de to krisers temporalitet
_______
Coronakrisen er en dårlig guide til klimakrisen
Fra tid til anden hører man den analyse, at coronakrisen har vist os, at vi som samfund er i stand til at gennemføre radikale forandringer i vores hverdag for det fælles bedste. Men analogien fungerer ikke. De restriktioner og begrænsninger af vores frihed, som er blevet indført i stort set alle vestlige lande, har nydt stor opbakning og legitimitet. Men coronakrisen og klimakrisen er to radikalt forskellige størrelser. Med COVID-19 stod vi overfor en modstander, som havde potentialet til akut at overvælde vores sundhedssystemer. Konsekvensen ved ikke at indføre de restriktioner og nedlukninger, vi har levet under, ville have været mangel på ilt og pleje til dødssyge patienter. Staten ville have svigtet en af dens absolutte kerneopgaver, nemlig at sørge for borgernes liv og sikkerhed.
Klimakrisens følelsesregister er anderledes. Man kan frygte klimakrisen, men det er svært at oparbejde en akut dødsangst overfor den. Det er en anden slags frygt, en på nogle måder mere eksistentiel frygt, der ikke knytter sig til direkte til forestillinger om død og ødelæggelse – selvom det selvfølgelig også kan blive konsekvenserne – men til en forandring af rammerne for ens levevis; forandringen af det landskab og det naturmiljø, man lever i. Når jeg selv tænker på klimakrisen, tænker jeg ikke som det første på forbrændte ørkenlandskaber, hvor folk kæmper for at finde vand, men på et gråt og sneløst dansk vinterlandskab. Det er ikke klimafrygt, man føler, men klimasorg. Og hvor dødsangsten kan være handlingsmobiliserende for både stater og mennesker, så er sorgen apatisk, demobiliserende.
Generelt set stemmer ældre vælgergrupper også oftere og engagerer sig mere i traditionel partipolitik. Vi skal derfor forvente, at generationskampen- og konflikten skærpes over de næste par årtier
_______
Der er dem, der vil modsætte sig denne fremstilling med henvisning til de nylige katastrofale oversvømmelser i Tyskland. Er det ikke netop den slags begivenhed som har potentialet til at mobilisere til handling? Det kan bestemt være, at det vil få betydning i den tyske valgkamp – og på den tyske klimapolitik. Men det er værd at se nærmere på sammenligningen af corona- og klimakrisen. Med coronakrisen stod vi med en akut krise, hvor vores hospitalsvæsener risikerede at blive overvældet med syge patienter. Man stod midt i katastrofen.
Man står også midt i katastrofen i Tyskland, men i modsætning til coronakrisen, hvor man med forholdsvis stumpe instrumenter (nedlukninger, maskepåbud osv.) kunne begrænse katastrofens umiddelbare omfang, så er tidsrammen for klimakrisen helt anderledes. Den naturkatastrofe, som har ramt Tyskland er – i det omfang oversvømmelserne er et resultat af klimaforandringer – et produkt af vores atmosfæres sammensætning, som den ser ud i dag. Ethvert forsøg på at begrænse klimakrisens omfang kommer ikke til at afværge naturkatastrofer som den i Tyskland. Det kommer kun til at sikre, at fremtidige naturkatastrofer bliver mindre omfangsrige og ødelæggende, end de ellers ville være.
Det er en fundamental politisk forskel. Hvor coronakrisen handlede om at afværge et akut sundhedskollaps, så handler klimakrisen allerede nu om skadesreduktion og risikominimering. Der er altså grundlæggende forskel på de to krisers temporalitet.
Det peger på et grundlæggende problem: Selvom klimaet er vokset frem på den politiske dagsorden, så mangler klimaet at blive politiseret. Med dette mener jeg selvfølgelig ikke, at klimaforskningen skal politiseres, men at klimapolitikken skal det
_______
En anden, mere prosaisk, forskel er de to krisers politiske demografi. Risikoen ved at blive smittet med COVID-19 som ungt menneske er til at overse, og vi har i vidt omfang lukket ned for stort set al samfundsaktivitet for de ældstes skyld. Til sammenligning har vi en opfattelse af, at vi først vil mærke konsekvenserne af klimakrisen om adskillige årtier. Som allerede beskrevet er denne opfattelse forkert – for vi kan allerede koble ekstreme vejrbegivenheder til klimaforandringerne i dag. Uanset hvad, så er den ældre del af befolkningen beviseligt mindre optaget af klimaspørgsmål, særligt de årgange, der er født i 1960’erne og 70’erne. Og det er netop den vælgergruppe, som de næste par år vil være klart den største og som derfor vil have størst politisk betydning. Generelt set stemmer ældre vælgergrupper også oftere og engagerer sig mere i traditionel partipolitik. Vi skal derfor forvente, at generationskampen- og konflikten skærpes over de næste par årtier.
Klimaet skal politiseres
Dette står i modstrid til fortællingen om, at valget i 2019 var et klimavalg. Og det er da også rigtigt, at klimaet stod øverst på de fleste vælgeres dagsorden. Samtidig har det dog vist sig, at det ikke var klimaet, der flyttede stemmer fra blå til rød blok, men derimod velfærden. Det peger på et grundlæggende problem: Selvom klimaet er vokset frem på den politiske dagsorden, så mangler klimaet at blive politiseret. Med dette mener jeg selvfølgelig ikke, at klimaforskningen skal politiseres, men at klimapolitikken skal det. Hvis klimakrisen skal løses tilnærmelsesvis demokratisk, så skal klimaet kunne flytte stemmer mellem regeringsalternativer. Det har det ikke været i stand til endnu.
Problemet er, at demokratier – især aldrende demokratier – er exceptionelt dårlige til at gøre ting, der gør ondt på dem selv
_______
Der er selvfølgelig blevet handlet – til en vis og utilstrækkelig grad. I løbet af 2020 indgik regeringen først en bred klimaaftale om energiøer, kulstoflagring, udbygning af vindenergi mv. og senere en mere specifik aftale om indførsel af en CO2-afgift i en eller anden form fra 2023. Men klimapolitikken må, i modsætning til andre politikområder, ikke gøre ondt på nogen. Alle skal med. Det kan bare ikke lade sig gøre. Vi har indtil videre plukket de lavthængende frugter i klimapolitikken. Vindenergi og solenergi er billigere end de fleste konkurrerende energikilder, og i 2030 vil stort set alle solgte biler være elbiler. Men landbruget, fly- og skibstransporten og bygningsindustrien er langt, langt sværere at omstille. Cement udgør fx 8 pct. af de samlede globale drivhusgasudledninger. Reduktioner på disse områder kommer til at være dyre, og det kommer til at gøre ondt.
Problemet er, at demokratier – især aldrende demokratier – er exceptionelt dårlige til at gøre ting, der gør ondt på dem selv. Der skal kunne udmåles en tilstrækkelig fordel, som opvejer smerten, eller der skal være et konkurrerende onde, som får befolkningen til at kræve handling.
Det er derfor nærliggende at konkludere, at der ikke blot er brug for, at vi reformerer vores klimapolitik, men også de demokratiske institutioner, vi lever under. For det første fordi klimakrisens temporalitet – som allerede beskrevet – står i modsætning til vores politiske system. Vores valgcykler på fire år passer dårligt sammen med klimakrisens i politisk forstand langsomt rullende forskydninger af jordens økosystemer. Vores politiske bevidsthed tunet ind på klimakrisens pludselige udsving: naturkatastroferne. Men for at tage livtag med klimakrisen, bliver vi nødt til at forholde os til udsvingenes grundlæggende årsag, som har en anden tidsskala.
Et potentielt løsningsforslag er at vælge eller udpege et råd, en ombudsmand eller ligefrem lovgivende forsamling på linje med Folketinget, hvis opgave er at repræsentere fremtidige generationers interesser
_______
Det moderate løsningsforslag
Hvordan kan vi reformere vores demokratiske institutioner, så de bliver bragt i sync med klimakrisens tidsperspektiv? Problemet er jo, at der er god ræson i at vælge politikere for fire år ad gangen. Et potentielt løsningsforslag, som ville kunne give fremtiden en stemme i nutidens politik, er at vælge eller udpege et råd, en ombudsmand eller ligefrem lovgivende forsamling på linje med Folketinget, hvis opgave er at repræsentere fremtidige generationers interesser (et sådant ombudsmandskontor blev fx oprettet i 2007 i Ungarn). En kritiker vil måske indvende, at en sådan konstruktion er absurd: Det er umuligt at repræsentere ikkeeksisterende individers interesser. For hvordan skulle vi vide, hvad de interesser var? I modsætning til nutidige generationer, kan de ikke give udtryk for deres utilfredshed med, hvordan de repræsenteres ved at protestere eller ved at stemme på nogle andre politikere.
For det første er det værd at bemærke, at vores normale politikere også repræsenterer deres vælgere ganske uperfekt. Selvom vi har et flerpartisystem, så er valget af en politiker eller en anden oftere et fravalg af andre end et tilvalg. Derudover kan man spørge sig selv: Er det ikke ligeså absurd, at vores politikere repræsenterer de titusindvis af vælgere, som har givet dem deres mandat? Hvordan aggregerer man 10.000 individers interesser? Det vil altid være politikerens fornemmelse for, hvad der er vigtigt for de individer, der er udslagsgivende. Repræsentativitet er blot en politisk fiktion, men en meget brugbar politisk fiktion.
Et andet – mere radikalt forslag – er at udvide stemmeretten. Det har tidligere hjulpet, når vores demokratier er gået i stå. Spørgsmålet er bare: Hvem skal vi inkludere? Svaret er selvfølgelig: børnene!
_______
Det skøre løsningsforslag
Et andet – mere radikalt forslag – er at udvide stemmeretten. Det har tidligere hjulpet, når vores demokratier er gået i stå. Spørgsmålet er bare: Hvem skal vi inkludere? Svaret er selvfølgelig: børnene! Vi kunne fx sænke valgretsalderen til seks eller otte år, som den engelske politolog David Runciman for nyligt har foreslået. De fleste vil tænke, at jeg er sindssyg, og at børnene bare vil stemme, hvad deres forældre beder dem om (eller måske mere sandsynligt: At de vil stemme på det modsatte af, hvad deres forældre beder dem om), at deres stemme vil være uoplyst, uforstandig.
Men kære læser, forestil dem deres hadepolitiker og så tænk på den politikers vælgere. Er du virkelig tryg ved, at de fortsat har stemmeretten? Eller er de netop også uoplyste, uforstandige, ja, barnlige? At de bare stemmer på, hvad medierne fortæller dem (eller i trods, mod hvad medierne fortæller dem)? Hvis man tror på politisk lighed, så mener man, at selv uoplyste mennesker skal have stemmeretten. Det er en god idé bl.a. fordi, folks stemme er et signal til politikerne – fx om grundlæggende utilfredshed med tingenes tilstand.
Der er mange gode argumenter mod dette – indrømmet – skøre forslag. Værdien i forslaget er, at det er svært at vide præcis, hvad der ville ske. Det ville være et eksperiment. Pludselig ville politikere skulle forklare og retfærdiggøre deres forslag overfor vælgere, som måske ville være mere godtroende, men måske også mere kompromisløse. Vi forestiller os, at børn ikke er i stand til at forholde sig til komplekse politiske spørgsmål. Men har vi nogensinde forsøgt at forklare dem, hvad de handler om? Ville en politiker have sværere ved at forsvare overfor et barn, at de fx venter med at indføre en CO2-afgift til efter, spørgsmålet har været igennem en ekspertkommission? Er det barnlige – og rigtige – spørgsmål ikke: Hvorfor gør I det ikke bare?
Måske er det at gå et skridt for langt. Måske er det for skørt. Uanset hvad er det værd at tænke over, hvordan vi sørger for, at politikerne bliver gjort ansvarlige overfor de individer, som deres klimapolitik kommer til at have (mest) indflydelse på – de umyndige og de ufødte. Men man kan videre stille spørgsmålet: Hvad er der at være bange for? Det er jo deres fremtid, det handler om. ■
Men har vi nogensinde forsøgt at forklare dem, hvad de handler om? Ville en politiker have sværere ved at forsvare overfor et barn, at de fx venter med at indføre en CO2-afgift til efter, spørgsmålet har været igennem en ekspertkommission? Er det barnlige – og rigtige – spørgsmål ikke: Hvorfor gør I det ikke bare?
_______
David Rischel (f. 1994) er PhD-studerende i politisk teori ved University of Warwick i Storbritannien.
ILLUSTRATION: Biler dækket i træ og murbrokker i Altenahr, Rhineland-Palatinate, i det vestlige Tyskland efter oversvømmelserne. 19. juli, 2021 [Foto: Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
