06.10.2021

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, der har titlen: „Efter Afghanistan“

Af David Rischel

Det er en kendsgerning, at visse traumer er så dybtliggende, at forsøget på at gøre sig bevidst om dem er for smertefuldt til, at vores selvforståelse kan holde til det. Vi går alle rundt med en fortælling om os selv, en kognitiv genvej, som vi griber til, når vi forstår os selv i forhold til verden, og når vi handler i den. Alle handlinger, alle ræsonnementer tolkes ind i dette metanarrativ. Og vi ville ikke være i stand til at opretholde en stabil selvfortælling, hvis vi i mødet med verden hver gang skulle tage vores selvfortælling op til overvejelse. Det ville kræve af os, at vi konstant opretholdt en kognitiv afstand til os selv, at vi konstant spurgte os selv: Hvorfor handler jeg, som jeg gør nu?

Dette er værd at holde sig for øje, når man forsøger at forstå Vestens nederlag i Afghanistan. Særligt i nederlagets stund kan det være fristende at undertrykke de erkendelser, som kan undergrave vores selvfortælling. Men det er netop nu, vi har brug for at stille os selv spørgsmålet: Hvad handlede den utroligt langvarige krig i Afghanistan – vi var der i 20 år – egentlig om?

Blandt politikerne, der besluttede sig for krigen, eksisterer groft sagt to fortællinger. Både danske og internationale politikere påstår nu, at det aldrig handlede om nation building – vi var der blot for at bekæmpe terrorister. Dette er den civilisatoriske forklaring på Vestens engagement. Vi var der for at beskytte os selv og vores værdier. Den anden forklaring er den, som amerikanerne brugte som en del af den oprindelige legitimation. Vi var der for at udbrede Vestens idealer: Inde i alle mennesker gemte der sig en vestlig liberal demokrat, som bare ventede på at blive befriet.

Kritikere vil – som siden 1950’erne – svare, at USA har en stor hær, som mange har en interesse i at opretholde. Hvis man ikke går i krig fra tid til anden, kan det være, at nogen kunne få den ide, at hæren kunne have et lidt mindre omfang. I den britiske komedieserie Blackadder (Den Sorte Snog) bliver hovedpersonen spurgt, hvordan Første Verdenskrig startede. Blackadder svarer: ”Tja, det krævede for stor en indsats ikke at gå i krig”.

Det spørgsmål, jeg vil stille, er: Hvad er det, vi egentlig mener, når vi taler om Vesten og vestlige værdier – og hvad konstituerer det vestlige ’vi’? Jeg benægter ikke, at der eksisterer en gruppe stater i verden, som groft sagt og i mere eller mindre grad bekender sig til nogle af de samme politiske idealer, og som for en dels vedkommende også deler en vis kulturel affinitet. Socialkonstruktivistens påpegning af, at et fænomen ikke eksisterer som andet end en diskurs eller et narrativ, indebærer ikke en benægtelse af fænomenets betydning eller forankring i verden.

 

Det er netop nu, vi har brug for at stille os selv spørgsmålet: Hvad handlede den utroligt langvarige krig i Afghanistan – vi var der i 20 år – egentlig om?
_______

 

Det er i stedet en opfordring til at forsøge at forstå Vestens historiografi. Det vil sige at undersøge historieskrivningen om Vesten for derved bedre at forstå vores egen plads i verden.

Der eksisterer i vores del af verden to betydende grundfortællinger om Vesten siden afslutningen på Den Kolde Krig: civilisationernes sammenstød og historiens slutning. (Det er muligt at tilføje en tredje fortælling: den postkoloniale. Men det er på mange måder en ekstern fortælling om Vesten – et forsøg på at decentralisere Vestens betydning – og det giver derfor mening at holde sig til de to første narrativer).

Civilisationernes sammenstød
Samuel Huntington (1927-2008) lancerede tesen om civilisationernes sammenstød i sommeren 1993, og den var i høj grad et svar på Fukuyamas tese om historiens afslutning (som vi vender tilbage til). Det er dog værd at dvæle lidt ved tesens idehistorie. Ideen om at forstå historien som en kamp mellem opstigende og kollapsende civilisationer er ikke ny, men går tilbage til i hvert fald den tyske historiefilosof Oswald Spengler, som i 1920’erne publicerede tobindsværket Der Untergang des Abendlandes (hvor ’Aftenlandet’ refererer til Vesten).



På østsiden af WTC-grunden ved Hudsonfloden ses glastaget over the Winter Garden, der var et offentligt rum med rigtige palmetræer i fuld størrelse, 17. september 2001. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Eric J. Tilford/Everett Collection/Shutterstock/Ritzau Scanpix]


Her beskriver han historien som en cyklisk bevægelse, hvor civilisationer fødes, modnes og dør.

Spenglers terminologi er meget specifik. En opadgående civilisation betegnes som en kultur, og for Spengler at se varede Vestens fødsel og modning fra den tidlige middelalder og frem til år 1900. Det 20. århundrede, derimod, indvarsler vinterens og faldets komme. Spengler ser tegnene på Vestens forfald i det tidlige 20. århundredes dekadence, pengeøkonomien, fornuftens og rationalitetens sejr over naturen samt kunstens for Spengler at se begyndende forfald. Kunsten producerede ingen ny indsigt, den var – som Walter Benjamin udtrykte det omtrent samtidig – blevet til ren mekanisk reproduktion. Dette forfald er, bør man forstå på Spengler, fuldkommen uafvendeligt. Der er ingen vej tilbage for Vesten. Hans historiefilosofi er karakteriseret ved en hård determinisme – en opfattelse af civilisationer som indehavende en indre morfologi, et organisk hele, som determinerer en kulturs udkomme. Med andre ord: Alle kulturer fødes og dør. Dette er en lovmæssighed hos Spengler. Og vores handlinger er absolut sekundære i forhold til den lovmæssighed.

Når Spengler taler om Vestens organiske hele, lader han dog i høj grad til at tale om tysk højkultur. Goethe står for Spengler som Vestens historiske højdepunkt, mens rationalismens udbredelse udgør kimen til dens undergang.

Der er klare forskelle fra Huntington. Spengler afviser Vestens parlamentariske demokrati, mens Huntington eksplicit forsvarer det som en central vestlig værdi. Ydermere er Huntington ikke overbevist om, at Vestens forfald er uafvendeligt, men ser en mulighed for, at Vesten kan forsvare sine interesser via klog og rationel politik. Huntington deler dog Spenglers opfattelse af Vesten som et unikt og historisk dybt forankret kulturfællesskab. Hos Huntington er Goethe og romantikken dog skiftet ud med netop oplysningens og liberalismens idealer: individualisme, frihed, retsstat, demokrati, frie markeder, opdelingen af kirke og stat. Samtidig er det dog klart, at grundlaget for Huntingtons tese – som hos Spengler – er kulturalistisk. Forskellene mellem civilisationer er langt dybere end politiske forskelle; de er skabt igennem århundreder. Det handler for Huntington om historie, kultur, traditioner og religion. Tesens kulturalisme ses også i Huntingtons klare skelnen mellem vestlig og japansk kultur. Huntington forudsiger da også, at kulturelle forskelle kommer til at øge den økonomiske konflikt mellem USA og Japan. Og selvom der også eksisterer økonomiske konfliktflader mellem USA og Europa, er de langt mindre betydningsfulde, mener Huntington, pga. den kulturelle nærhed.

Der er også et klart deterministisk element i Huntingtons tese. De civilisatoriske kulturtræk slår ud i konflikter og kommer ifølge Huntington til at fortsætte med at gøre det.

Spørgsmålet er så, hvad disse vestlige kulturtræk faktisk består af. Få vil benægte, at Japan er et både stabilt og forholdsvis velfungerende liberalt demokrati, så hvorfor ikke inkludere det i ’Vesten’? På samme måde kan man spørge sig selv, hvad oprøret på Tiananmen-pladsen i 1989 eller de sidste par års massedemonstrationer i Hongkong var udtryk for, hvis ikke en søgen efter netop de idealer, som Huntington både gør til Vestens adelsmærke og samtidig frakender betydningen af ved at gøre dem geografisk partikulære.

Men man bør også spørge: Hvorfor udvælge netop det arbitrære øjeblik i Vestens idehistorie, hvor de liberale idealer er blevet dominerende? Hvorfor ikke gøre romantikken til udgangspunktet – som Spengler gør?

Enhver seriøs behandling af Vestens idehistorie vil afsløre, at den tradition, vi ser som Vestens, netop er en ”tradition af traditioner”, som den politiske filosof Judith Shklar skrev i 1964 (i bogen Legalism). Ifølge Shklar ligger det nært at forstå ”det bemærkelsesværdige fokus på Vesten som et svar på Den Kolde Krig samt den politiske organisering af ikkeeuropæiske ekskolonier, som nu udfordrer den europæiske verden … Resultatet er en søgen efter en identitet, en positiv og åbenlyst unik vestlig tradition”. Men dette, skriver Shklar, står i kontrast til historiens faktiske udvikling. Den vestlige tradition er derfor en ”tradition af traditioner. Politisk frihed har været en undtagelse, en sjældenhed, i Europas fortid, både den fjerne og den nylige”.

Uden denne erkendelse kommer vi til at få enormt svært ved at forstå vores omverden og os selv. I vores evige søgen efter Vesten og vestlige værdier udjævnes interne forskelle, og eksterne ligheder overses.

Og hvor dybt stikker de vestlige kulturelle rødder egentlig, når det kommer til stykket? Det er svært at se bort fra de ufattelige blodsudgydelser, som europæiske nationer udsatte hinanden for i starten af det 20. århundrede i troen på, at visse grupper, som vi i dag inkluderer i ’Vesten’ – slaverne og jøderne – tilhørte andre civilisationer. I det omfang der er noget, der hedder vestlig eller europæisk civilisation, så blev den født (eller måske snarere genfødt) på slagmarkerne rundtomkring i Europa.

Dette er ikke for at sætte lighedstegn mellem Vesten og totalitarismen eller for at sværte Huntington ved implicit at associere ham med fascismen (en helt urimelig anklage), men for at gøre opmærksom på, at hvis man påkalder sig oplysningstidens idealer i Vestens navn, må man starte med at erkende det historiske og geografiske udgangspunkt for ens påberåbelse.

Først efter at Europas politiske patologier – fascismen, nazismen og stalinismen – var blevet destrueret som betydende politiske bevægelser, kunne Vesten opstå som distinkt interessefællesskab med kulturelle og politiske særkender.

 

Revolutionernes tid er ovre i Vesten, ikke fordi vi ikke har lyst til at lave grundlæggende om på tingene, men fordi vi ikke orker. Man skal jo have hentet børnene, og så er der jo vejfesten, som skal planlægges
_______

 

I oplysningstidens idealer, særligt i Kants fornuftsbegreb, ligger en implicit fordring om at erkende grundlaget og omstændighederne for forståelsen af de værdier som ’vestlige’. Denne erkendelse vil immervæk være destabiliserende for den civilisatoriske eller geopolitiske ræson, som Huntington lægger for dagen, fordi de værdier er universelt gyldige – de gælder netop ikke kun for os. Det er hele pointen med dem.

Historiens afslutning
Hvor Huntington begår den fejl at forstå Vesten som en monolitisk og samtidig uformelig størrelse, havde han dog ret i, at konflikter mellem det interessefællesskab, vi betegner som Vesten (groft sagt: NATO plus/minus et par allierede) og resten af verden, ikke ville forsvinde eller blive mindre betydningsfulde. Historien er kort sagt ikke afsluttet, men er troligt fortsat med at trille videre. Francis Fukuyama tog altså fejl, da han i 1989 lagde historien i graven – det er i hvert fald den konsensus, der er opstået efter Brexit, valget af Trump, Ruslands fortsatte rejse tilbage i tiden og Kinas afvisning af kombinationen af frie markeder og frie mennesker. Der er da heller ingen tvivl om, at Fukuyama forekommer noget anakronistisk i dag.

Fukuyamas tese har på samme måde som Huntingtons en baghistorie, som er værd at beskæftige sig med. Fukuyama er hegelianer, og tesen er som sådan et udløb af den tyske idealisme. Hegel identificerer i historien en dialektisk bevægelse, hvor menneskets bevidsthed bevæger sig fra stade til stade – svarende til konkrete samfundsformer – op til en højere og mere oplyst bevidsthedstilstand. Hegel proklamerede allerede historiens afslutning i 1806 ved Napoleons sejr over Preussen ved Jena. Denne tese blev i det 20. århundrede først relanceret af den russisk-franske filosof Alexandre Kojève og siden altså af Fukuyama.

Kojève mente, at selvom den liberale bevidsthed endnu ikke havde materialiseret sig i det, som han og Fukuyama kalder ’den universelle homogene stat’, så havde bevidstheden nået det påkrævede stade. Det var bare et spørgsmål om tid, før de materielle forhold fulgte efter. Fukuyamas tese er subtilt anderledes. Han udtrykker det sådan, at den bevidsthed, som tillader fremvæksten af liberale forhold, kan stabiliseres af fremvæksten af en ’moderne fri markedsøkonomi’. Med andre ord har den historiske bevidsthed og de materielle forhold nået en slags ligevægtstilstand, hvor begge understøtter den anden.

Der er ingen tvivl om, at historien har været hård ved Fukuyamas konkrete forudsigelser: USA’s samfundsmodel repræsenterer realiseringen af det klasseløse samfund; alle steder vinder demokratiseringen frem; nationalismen er som betydende politisk bevægelse død; og politiske konflikter kommer for tid og evighed til at handle om den præcise organisering af forholdet mellem markedet og staten.

Men det er samtidig forkert at tro, at Fukuyamas tese er en triumferende fejring af Vestens fortræffeligheder. Som han skriver: ”Historiens afslutning vil blive en sørgelig tid. Kampen for anerkendelse, villigheden til at risikere sit liv for et helt og holdent abstrakt mål, den verdensomspændende ideologiske kamp, som kaldte på heltemod, fantasi og idealisme, vil blive erstattet med økonomiske udregninger, en endeløs teknisk problemløsning […]. I den posthistoriske [min fremhævning] æra vil der hverken være kunst eller filosofi, blot den evige varetagen af museet for menneskets historie”. Og videre: ”Måske vil netop denne udsigt til århundreders kedsomhed være i stand til at genstarte historien igen”.

Denne karakteristik er ikke helt gal. De vestlige samfund er hastigt aldrende samfund, og de er alle meget velhavende globalt set. Det folkelige grundlag for at forme tiders politiske massebevægelser eksisterer ikke længere, og selvom den ideologiske kampplads ikke er tømt for mening, er den voldsomt indsnævret. Revolutionernes tid er ovre i Vesten, ikke fordi vi ikke har lyst til at lave grundlæggende om på tingene, men fordi vi ikke orker. Man skal jo have hentet børnene, og så er der jo vejfesten, som skal planlægges.

Det er ikke for at sige, at alt er fryd og gammen i de vestlige samfund. Man kan bekymre sig for den radikaliserede del af Det Republikanske Parti i USA, jf. invasionen af Kongressen den 6. januar i år.

 

Francis Fukuyama tog altså fejl, da han i 1989 lagde historien i graven – det er i hvert fald den konsensus, der er opstået efter Brexit, valget af Trump, Ruslands fortsatte rejse tilbage i tiden og Kinas afvisning af kombinationen af frie markeder og frie mennesker
_______

 

Men grundlæggende kommer Det Republikanske Parti højst sandsynligt ikke til at omdanne USA til et grundlæggende autoritært eller ligefrem fascistisk samfund. De kommer til fortsat at kunne stikke en kæp i hjulet på Demokraternes reformforsøg samt gøre det sværere for Demokraternes vælgere at stemme. Men Republikanerne er et døende parti, helt bogstaveligt.

Det er altså ikke sådan, at den liberale bevidsthed endegyldigt har sejret. Man kan snildt forestille sig et USA, hvor Republikanerne beholder deres strukturelle fordel i Senatet, og hvor der i visse stater sker en form for demokratisk backsliding, bl.a. i form af at vælgere reelt (hvis ikke juridisk) fratages muligheden for at stemme. Man kan også forestille sig, at store dele af Centraleuropa vil adoptere Orbans illiberale demokrati, og herhjemme har indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad lanceret sin egen kritik af 1989’erne (uden sammenligning i øvrigt) – den generation, for hvem den liberale bevidsthed er det højeste stade.

Der er dog en fællesnævner, uanset om den fremherskende politiske kultur i det enkelte land er liberal, konservativ eller socialistisk, nemlig: en manglende dynamik i den politiske kultur.

Det største problem for USA er ikke, at store dele af Det Republikanske Parti er blevet radikaliseret (selvom det bestemt er bekymrende), men at det politiske system sidder fast. I modsætning til Fukuyamas tese er liberale, parlamentariske demokratier dårlige til at løse problemer, hvis de ligger uden for deres umiddelbare politiske komfortzone. Klimakrisen og den stigende ulighed i kapitalindkomster er problemkomplekser, som er enormt svære at løse for vestlige samfund, netop fordi de ikke bare kan løses ved et teknisk fix. Vi ved egentlig godt, hvad der virker, men der mangler vælgerkoalitioner, der kan gennemføre løsningerne. Tidligere er den slags kriser blevet løst ved, at parlamentariske demokratier blev udsat for et chok til systemet, eller ved, at der eksisterede politiske massebevægelser, som kunne agere fødselshjælper i omstillingsprocessen.

Der eksisterer med andre ord et scenarie, hvor Spengler får ret i sin oprindelige tese om aftenlandets undergang – ikke pga. vestlig dekadence, men fordi historien til en vis grad er kommet til sin afslutning i Vesten (det vil her sige: rige, industrialiserede, liberale demokratier). Ikke fordi, som Fukuyama mener, at liberalismen kommer til at sejre overalt, men fordi mere strukturelle faktorer gør Vestens politik tiltagende mere museal og udynamisk.

De store fortællingers utilstrækkelighed
For nu at sætte det hele lidt på spidsen: De grundfortællinger, vi fortæller os selv som vesterlændinge, er uholdbare.

For det første begrænser det monomane geopolitiske fokus på Vesten vores udsyn. For der er nogle af ’vores’ værdier, som faktisk nyder en form for universel tiltrækning. Det betyder ikke, at de alle steder materialiserer sig i konkrete samfundsformer, men som eksemplerne Tiananmen, Hongkong samt Det Arabiske Forår (før det blev til en vinter) tilsiger, så eksisterer der i stort set alle dele af verden mennesker, for hvem ideen om, at individet er et fornuftsvæsen, som er i stand til at give loven til sig selv, og som ikke har behov for en totalitær, indgribende magt, der former alle aspekter af dets liv, nyder en stor tiltrækningskraft. Et af de bedste paradoksale eksempler på dette er alle de autoritære lande i verden, som har ordet demokrati i deres navn.

Man bør til gengæld gå mindre op i, hvilke folkeslag eller områder man kan betegne som vestlige. En kendt anekdote om Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer, er, at han rullede gardinerne ned i sin togkupé og mumlede ”Så, nu kører vi ind i Asien igen”, når toget krydsede Elben. I århundreder nærede vesteuropæere udpræget racistiske forestillinger om de slaviske folkefærd, og den dag i dag vil visse tjekker, ungarere, slovakker og polakker rette på en, hvis man kalder dem for østeuropæere – de tilhører Centraleuropa.

For det andet rejser spørgsmålet sig: Hvilke vestlige værdier er der tale om? Som den engelske filosof John Gray for nylig bemærkede i The New Statesman, er Vesten ikke ved at dø – (nogle af) dets ideer lever videre i bedste velgående, i Kina og Rusland. Det er ganske vist korrekt, at Vesten som distinkt liberalt fællesskab er i vildrede, men liberalismen og oplysningstraditionen er ikke de eneste ideer, som blev avlet i Vesten. Netop nu er Kina i gang med at omdefinere sig selv som homogen, integreret nationalstat, og nationalismen er i lige så høj grad et produkt af Vesten som liberalismen. Nationalismens rødder ligger i romantikken, som i høj grad opstod som reaktion på oplysningstiden. Over for oplysningstidens fornuftsbegreb satte romantikken sin lid til digterens intuitive forestillingskraft. Den søgte det unikke, det fabelagtige og det originale – i modsætning til oplysningstidens universalisme og rationalitet. Nationalismen kan delvist forstås som et svar på den skepticisme, som oplysningstiden fordrede. I ideen om nationen finder man netop det uendelige, et metafysisk fællesskab, som kan give et svar på den fremmedgørelse, skepticismen fordrede.

Derfor er det også i vores egeninteresse at ophøre med at tænke i de noget fattige geopolitiske kategorier, som ’Vesten’, ’Østen’, ’Occidenten’ og ’Orienten’ udgør. Man risikerer at misforstå den udvikling, som fx finder sted i Kina.

Så altså: Vesten er i vildrede med sig selv. De fortællinger, vi har om os selv, passer ikke længere sammen. Dette er nok en del af baggrunden for de mange artikler, der skrives om den vestlige verdensordens kollaps.

Det betyder ikke, at man blot skal læne sig tilbage og lade stå til samt lade falde, hvad der ikke kan stå. Der kan være god ræson i at begrænse Kinas muligheder for at projicere magt ude omkring i verden. Der kan være god ræson i at støtte liberale bevægelser rundtomkring i verden samt tale oplysningens sag, når man har mulighed for det. Men begrundelsen for dette er ikke, at vi skal forsøge at beskytte en ’vestlig verdensorden’ eller med Huntington en ’vestlig civilisation’. Begrundelsen er, at liberale oplysningsidealer er gode og rigtige idealer, som det er værd at kere sig om – og/eller at en inddæmning af Kina vil begrænse risikoen for en fremtidig militær konflikt med landet. Men at gøre dette til et forsvar for ’vestlige’ idealer er at gøre os blinde for vores egen historie og vores egen utilstrækkelighed i vores forsvar for de idealer.

Der er altid en vis sandhed i de narrativer, vi lever med. En gennemsnitlig dansker vil minde mere om en gennemsnitlig amerikaner end en gennemsnitlig kineser. Og der eksisterer et overlap mellem visse grundholdninger til fx forholdet mellem staten og individet og det sikkerhedspolitiske interessefællesskab, vi betegner som ’Vesten’. På samme måde er der en sandhed i, at vestlige lande ER udfordrede på deres evne til at løse de problemkomplekser, de står over for, men på samme tid bibeholder liberale idealer en del af deres tiltrækningskraft. Ideen om Vesten er en kognitiv genvej. Men som kategori er Vesten ikke i stand til korrekt at rubricere de mangeartede historiske, politiske og moralske erfaringer, som den dækker over.

De store fortællinger om Vesten blev født ud af Den Kolde Krig. I denne periode var der et exceptionelt behov for, at vi så det interessefællesskab, vi befandt os i, som værende defineret ved at fælles værdifællesskab. De omstændigheder er ikke længere til stede. Måske er det på tide at komme videre. ■

 

Ideen om Vesten er en kognitiv genvej. Men som kategori er Vesten ikke i stand til korrekt at rubricere de mangeartede historiske, politiske og moralske erfaringer, som den dækker over

_______

Apropos denne artikel:

Jonatan Søgaard (KU): Danske borgerlige må sige fra overfor USA. For Trump er ikke konservativ

Simon S. Schultz: Trumps handelspolitik giver faktisk mening – og den åbner et historisk vindue for Europa

Lars Bangert Struwe om faldende oliepriser: Er Trumps toldkrig ved at bane vejen for fred i Ukraine?

Astrid Kjeldgaard-Pedersen: Trump og co. kan ikke egenhændigt afvikle den internationale retsorden

Jens Hjarsbech: Trumps handelskrig ændrer spillereglerne. Skal EU nu også de-riske mod USA?

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed