David Rischel efter Støjbergs dom: Vi bør vare os for en egentlig juridificering af dansk politik
16.12.2021
Inger Støjbergs dom er ikke politisk – rigsretsdommerne dømte Støjberg efter lovens forskrifter – men den er heller ikke et udtryk for, at ’retsstaten’ nu har vundet. For rigsretssagen var i sig selv politisk legitimeret. Det er i stedet et grundlæggende tegn på, at der er ved at ske en juridificering af dansk politik.
Analyse af David Rischel
MED DOMSAFSIGELSEN i rigsretssagen mod Inger Støjberg er der endelig blevet sat punktum i sagen om den ulovlige instruks om adskillelse af mindreårige par fra 2016. Men er dommen politisk, eller er den udtryk for en sejr for retsstaten?
Svaret er et hverken eller: Dommen er ikke politisk – rigsretsdommerne dømte Inger Støjberg efter lovens forskrifter – men den er heller ikke et udtryk for, at ’retsstaten’ nu har vundet, i hvert fald ikke på den måde, det normalt forstås. For rigsretten blev nedsat efter et politisk mandat. Hvis Inger Støjberg havde trådt af eller, hvis daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen eller det parlamentariske grundlag for regeringen havde trukket tæppet væk under Støjberg, så var hun aldrig blevet dømt.
Som Ditlev Tamm har udtrykt det, så dømmes kun tonedøve ministre ved rigsretssager. En mere forudseende minister burde have set, at det politiske flertal kunne skifte, og at en socialdemokratisk regering sandsynligvis ville nedsætte en undersøgelseskommission (under pres fra venstrefløjen) med det formål at undersøge Støjbergs ulovlige instruks. Støjberg kunne have undgået alt dette ved at have trådt af i tide.
Med andre ord er rigsretssager den politiske konsekvens for dumstædige ministre, og de er i vidt omfang politiske processer.
Derfor giver sagen også anledning til en mere generel overvejelse af, hvor dansk politik er på vej hen. Er der ved at ske en juridificering af dansk politik? Ikke forstået på den måde, at de politiske institutioner konkret er ved at blive juridificeret, altså at den politiske magt og autoritet begrænses juridisk (i hvert fald ikke endnu). Det er snarere en tendens til, at visse politiske konflikter – fx minkskandalen – udspiller sig som juridiske konflikter, samt at politisk magtudøvelse opfattes som noget entydigt negativt, noget der må og skal begrænses af medierne, af oppositionen, og af jurister.
Der er ingen tvivl om, at det er oppositionens, mediernes og juristernes opgave. Men man må ikke glemme, at magtudøvelsen skal komme et sted fra: Det er den politiske magts opgave at dømme mellem forskellige uforenelige interesser i samfundet. I Danmark er den proces repræsentativt demokratisk, og magtudøvelsen skal ske igennem lovgivning. Det er det, det vil sige at leve i en retsstat. Men man skal passe på med at ønske sig, at magtudøvelsen skal ske igennem øjensynligt mere objektive institutioner, fx domstolene eller embedsværket. For man kan ikke opnå interessefri magtudøvelse.
Støjberg og rigsretten
Et specifikt tegn på den tendens er bekymringen for, at det er for galt, at Støjberg kunne være undsluppet en dom, hvis blot hun var blevet fyret eller havde sagt undskyld. Er det virkelig et retssamfund værdigt, at ministre kan begå forsætlige lovbrud og undslippe strafansvar blot ved at spille det politiske spil?
Et svar er, at der bør oprettes en egentlig forfatningsdomstol, som i højere grad ville kunne stille politikerne til ansvar. Egentlige krav har man set fra Frie Grønne og Alternativet, mens andre politikere blot – som Sofie Carsten Nielsen og Rasmus Jarlov – tidligere har luftet idéen.
Det står ikke altid klart, præcis hvad en uafhængig forfatningsdomstol skulle have til opgave: Domstolene kan allerede i et vist omfang underkende den førte politik – de er blot ikke særligt tilbøjelige til at gøre det. Kun en gang – den historiske dom i Tvind-sagen – er en lov blevet underkendt som værende grundlovsstridig. Og det er ikke fordi, der bliver gennemført massevis af grundlovsstridig lovgivning, men fordi den danske grundlov er forholdsvis tandløs ift. fx den amerikanske eller den tyske.
Domstolene har også mulighed for retsligt at efterprøve administrative beslutninger, men overlader et meget vidt skøn til myndighederne. I øvrigt er det værd at hæfte sig ved, at administrationen blev lovliggjort både i sagen om Støjbergs ulovlige instruks og i sagen om minkkommissionen. Med andre ord er det svært at se behovet.
Tilbage står idéen om en forfatningsdomstol og måske en tilknyttet uafhængig anklagemyndighed, som på eget initiativ kan stævne ministre for at bryde loven.
Men udover Støjbergs dom har dansk politik været velsignet med en række juridiske undersøgelser af det øverste politiske beslutningsniveau de sidste par år: Minkkommissionen, FE-kommissionen, Instrukskommissionen, Irakkommissionen og Tibetkommissionen. De har alle haft deres begrundelser, og formålet her er ikke at tale imod deres brug. Særligt ift. minkskandalen har offentligheden været optaget af de specifikt juridiske aspekter, mens den politiske substans er blevet glemt.
Og det er ikke en entydigt positiv udvikling.
De, der ønsker en juridificering af det politiske niveau, og måden vi forholder os til politik, bør huske sig selv på, at dennes følgesvend er en politisering af loven
_______
Politik må aldrig blive til jura
Lad os tackle idéen om en forfatningsdomstol først. Den tanke er fx blevet forsvaret af en kronikør i Information, mens man på Twitter kan læse lignende overvejelser: Hvem beskytter politiske mindretal (fx asylansøgere, som bliver adskilt fra deres partnere), når politikerne bryder loven? Hvem stiller politikerne til ansvar?
Disse spørgsmål følges ofte af bekymrede miner, om at der er ved at ske et ’skred’ i Danmark mod Ungarn og Polens opgør med det liberale demokrati, mod ’Trumpske’ tilstande, populisme og det der er værre. Svaret er så, at vi bør indføre en forfatningsdomstol, som kan holde politikerne i skak; som kan sætte en stopper for deres (nærmest ubegrænsede må man forstå) magtudøvelse.
Det er en tiltalende tanke for opvakte liberale mennesker. Der er noget beroligende ved en instans, som følger et kodeks, som forholder sig til faktuelt, juridisk og seriøst til politiske kontroverser. Demokratisk politik, derimod, er grimt: Det er knive i ryggen, forførende miner til slet spil, underhåndsaftaler i tilrøgede lokaler, varetagelse af rå egeninteresse, magtbrynde og korruption.
Men for det første er det værd her at bemærke, at både USA og også fx Polen har forfatningsdomstole. I Polen er den blevet undermineret af politisk udpegede dommere; mens den i USA ikke ligefrem beskyttede mod Trumps opstigning. Faktisk har Trumps mest varige bedrift været udpegningen af tre konservative højesteretsdommere, som nu, ser det ud til, kan være grunden til, at retten til abort i USA kan blive afskaffet. Erfaringen er dermed ikke ligefrem ikke entydigt positiv.
De, der ønsker en juridificering af det politiske niveau, og måden vi forholder os til politik, bør huske sig selv på, at dennes følgesvend er en politisering af loven. Dette er nødvendigt forhold: Enhver form for magtudøvelse af statens institutioner skal i sidste ende kunne legitimeres, og hvis man ønsker sig, at den politiske magt begrænses af lovens magt (altså i højere grad, end det er tilfældet i dag), så skal man finde en måde at legitimere loven på. For i det tilfælde udøver loven – konkret jurister eller embedsmænd – selv magt over den førte politik.
Hvad er det, der gør politisk magtudøvelse legitim? Et kort svar er: Når visse procedurale og substantielle forhold gør sig gældende: at den er vedtaget på den rigtige måde, samt at den beskytter visse basale menneskelige interesser. I Danmark er de eneste instanser, der kan efterleve disse forhold, regeringen og Folketinget.
Det lyder langhåret, men grundlæggende betyder det følgende: Hvis man skal have en forfatningsdomstol, hvor en anklagemyndighed skal kunne rejse sager mod politikere, eller som kan underkende demokratisk vedtagne love på niveau med den tyske eller amerikanske forfatningsdomstol, så må disse dommere og anklagere nødvendigvis være politisk udpegede. Den naturlige konsekvens er, at den udpegningsproces bliver politisk. Alternativet er, at teknokrater udpeger andre teknokrater, og det vil konkret betyde et tilbageskridt for demokratiet i Danmark.
En anden forventelig konsekvens vil blive, at det politiske niveau lukker sig endnu mere om sig selv. Hvis man som minister risikerer at blive sat for en rigsret, fordi man fx har gået ’til grænserne’ af konventionerne, skabes der et incitament til at isolere sig selv juridisk fra den egentlige beslutningsproces, fx ved kun at kommunikere sine politiske ønsker mundtligt og ikke skriftligt til sine topembedsmænd. Ydermere vil det betyde en styrkelse af embedsstanden. Man vil som minister blive nødt til at læne sig langt mere op ad sine topjuristers vurderinger, da man jo ellers risikerer at blive sat i kachotten.
Mink og kommissioner
Så en forfatningsdomstol er en dårlig idé. Men dansk politik er allerede i et vist omfang blevet juridificeret. Det har minkskandalen vist. Lad mig med det samme sige, at en regering skal overholde loven, og der skal være konsekvenser, hvis den ikke gør. Og de konsekvenser skal være større, hvis lovbruddet er forsætligt. Men minkskandalen oplyser også farerne ved kun at opfatte den slags konflikter som juridiske konflikter, og ved at ønske sig, at de konsekvenser bliver juridiske. Ifølge med minkskandalen valgte en samlet opposition at stemme for at stille statsministeren for en rigsret før minkommissionen har afleveret dens arbejde. Dette er et tegn på en radikalisering: at der ved enhver lovovertrædelse fra regeringens side bør falde en hård juridisk konsekvens, uanset omstændighederne.
Minkskandalen er endt med at handle om, hvem der sagde hvad, hvornår; hvor mange telefoner, statsministeren har haft det sidste halvandet år; om journaliseringspligt af SMS’er; om præcis hvad der stod skrevet i et bilag, og om hvorvidt ministre i, hvad der bedst kan beskrives som en katastrofesituation, skulle have taget sig en læsepause for at få styr på hjemmelsgrundlaget. Den politiske substans er blevet glemt.
Her vil den oplyste liberale vægre sig: Lov er lov, og lov skal holdes. Men hvad der også betyder noget er den politiske substans: konkret, at der fx var bred politisk opbakning til indgrebet; at der lå en ekstremt alvorlig risikovurdering fra sundhedsmyndighederne til grund for indgrebet – en risikovurdering intet tænkende menneske kunne sidde overhørig; samt at indgrebet skete i den mest alvorlige krise, Danmark har befundet sig i, siden 2. Verdenskrig. At insistere på, at de politiske overvejelser selvfølgelig betyder noget i vurderingen af regeringens ansvar, er ikke at tale retsstaten imod.
Det er en pointering af, at retsstaten ikke kan stå alene. At leve i en retsstat betyder, at regeringen handler ved lov, og derfor er det skandaløst, når ministre og regeringer administrerer uden hjemmel. Men politik betyder også noget. Man kan udtrykke det således, at loven og demokratisk politik står i et tovejsforhold til hinanden, hvor de legitimeres af deres gensidige forhold.
Derfor er det også en smule hysterisk at udråbe minksagen til den største politiske skandale de sidste mange år i dansk politik, som den er blevet udråbt til af både Peter Kurrild-Klitgaard og Bent Winther. Den analyse kan kun opretholdes, hvis man udelukkende forholder sig juridisk – og ikke politisk – til sagen. (Og selv juridisk er det tvivlsomt: Der er ingen rygende pistol, og regeringen lader til at have handlet i god tro).
Magtfuldkommenhed
Systemet – i minksagen og sagen mod Støjberg – har fungeret udmærket: En ulovlig administration blev igangsat, siden bremset, og da der ikke kom nogle politiske konsekvenser for Støjberg, faldt den juridiske hammer. Men det havde været at foretrække, at sagen ikke var endt i rigsretten, at den politiske konsekvens var blevet draget, da det var muligt – at hun var blevet fyret. Ikke fordi, det er synd for Støjberg – hun er selv ude om den kattepine, hun er endt i – men fordi vi bør vare os for en egentlig juridificering af dansk politik.
I minksagen har der været politiske konsekvenser: En minister blev fyret, mediepresset har været massivt, alle de relevante ministre er blevet krydsafhørt, og det virker ikke umuligt, at minksagen var en delvis forklaring på Socialdemokraternes dårlige kommunalvalg. Det bedste værn mod en magtfuldkommen regering er, når det kommer til stykket, en oplyst offentlighed, som straffer regeringen i stemmeboksen.
Tendensen har også vist sig i kritikken af regeringens og Mette Frederiksens såkaldte ’magtfuldkommenhed’. Der kan ganske vist være en pointe i at kritisere samlingen af magten omkring statsministeren, men det må ikke glemmes, at magtudøvelsen sjældent forsvinder; den bliver bare udøvet af nogle andre. Det er ikke ubetinget positivt, at det er dommere, embedsmænd eller Finansministeriet, der udøver den magt i stedet for Statsministeriet. For alle har deres egne interesser: Der er ingen i politik, som udøver magt for deres blå øjnes skyld. Når det er den politiske ledelse i Statsministeriet, der er den primære autoritet, så har vi et klarere syn for præcis hvilke interesser, der ligger bag magtudøvelsen, end hvis dommere eller økonomiske embedsmænd er dem, der sætter kursen.
Det betyder ikke bare, at magtudøvelsen begrænses. Man risikerer også, at magtudøvelsen vil ske i dølgsmål af udvalgte embedsmænd. Politik er grimt, fordi magtudøvelse kan være grimt. Men det er bedre at have syn for sagen. ■
Det er ikke ubetinget positivt, at det er dommere, embedsmænd eller Finansministeriet, der udøver den magt i stedet for Statsministeriet
_______
David Rischel (f. 1994) er Ph.d.-studerende i politisk teori ved Warwick University i Storbritannien. ILLUSTRATION: Inger Støjberg svarer på spørgsmål fra pressen efter at have modtaget sin dom i Rigsretten, København, 13. december 2021. [FOTO: Arthur J. Cammelbeeck/Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
