David Rischel: Brexit har afsløret et land i identitetskrise – hvilken vej skal Storbritannien gå?
15.07.2021
.Brexit har stillet grundlæggende spørgsmål ved Storbritanniens rolle i verden, samt ved landets forfatningsorden. Det står endnu ikke klart, om britiske politikere er i stand til at svare på de spørgsmål. Derfor står spørgsmålet tilbage: Hvilken vej går Storbritannien efter Brexit?
RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Kommentar af David Rischel
”GET BREXIT DONE!” Sådan lød de britiske Konservatives (særdeles succesfulde) politiske slogan i valgkampen i december 2019, en valgkamp som udmundede i et fantastisk valg for det Konservative Parti og et katastrofevalg for centrumvenstrepartiet Labour. Forud var gået 3.5 års forvirring og kaos, kampe om Brexit-afstemningens legitimitet, valg i utide og utallige forfejlede forsøg i parlamentet på at bryde den politiske deadlock. Boris Johnsons løfte til befolkningen om politisk stabilitet viste sig at være overmådeligt populært, og nu regerer han med det største konservative flertal i parlamentet siden 1987.
Men et politisk slogans succes afhænger som bekendt ikke af, hvor meningsfuldt det faktisk er. For hvad betyder det egentlig, ”Get Brexit Done”? For befolkningen symboliserede det et opgør med politisk ustabilitet og kaos, men problemet er, at Brexit aldrig var en enkeltstående begivenhed, ikke blot en simpel flertalsbeslutning, som bare skulle implementeres af parlamentet. Brexit var både en konsekvens af, svar på, samt udløsende faktor for dybe spændinger i den britiske forfatningsorden. For at forstå, hvordan Brexit kan ”færdiggøres”, må man først stille spørgsmålet: Hvad handlede Brexit egentlig om?
Singapore på Themsen eller Build back better?
Indtil videre er der blevet præsenteret to betydende svar på, hvad Brexit skal betyde for det britiske samfund.
Det første svar er visse konservatives fixe idé om Storbritannien som et ”Singapore på Themsen”
_______
Det første svar er visse konservatives fixe idé om Storbritannien som et ”Singapore på Themsen”. Her skal Storbritannien bruge Brexit til at divergere fra EU’s regulatoriske standarder for at blive et dynamisk og konkurrencedygtigt lavskatteland. Dette var aldrig realistisk. For det første er det tvivlsomt, om de britiske politikere overhovedet troede på det selv, eller om det var et rent forhandlingsteknisk udspil, som skulle presse EU til større indrømmelser.
For det andet ville det være en torn i øjet på den konservative valgkoalition, der blandt andet består af tidligere Labour-vælgere – en vælgergruppe som ikke ligefrem er interesseret i skattesænkninger for millionærerne og bankerne i London. For det tredje er der Nordirland. Enhver divergens fra det europæiske indre marked indebærer, at det indre marked i Storbritannien sættes under yderligere pres. Dette er, fordi The Good Friday Agreement – aftalen fra 1998 mellem Irland og Storbritannien, der fastsætter rammerne for Nordirlands politiske og forfatningsmæssige status – forudsatte, at grænsen mellem Nordirland og Irland var fri og åben. Dette ville ikke have været muligt, hvis Storbritannien som helhed udtrådte af EU’s indre marked og toldunion.
EU vil fortsat være Storbritanniens største eksportmarked, og derfor er enhver betydende britisk regulatorisk divergens fra EU nu noget mindre attraktiv
_______
To ting har, i hvert fald for nu, begravet idéen om Singapore på Themsen: For det første er der skilsmisseaftalen mellem EU og Storbritannien fra 2019, som fastslår, at EU har ret til at påføre britiske eksportvarer straftold, hvis Storbritannien bruger deregulering til at opnå konkurrencefordele overfor EU. EU vil fortsat – på trods af alt, der er gået i forvejen – være Storbritanniens største eksportmarked, og derfor er enhver betydende britisk regulatorisk divergens fra EU nu noget mindre attraktiv. For det andet har de britiske konservative med deres forslag om at hæve selskabsskatten fra 19 til 25 pct. nu effektivt signaleret, at de er vågnet fra den singaporeanske feberfantasi.
Men hvilken vej skal Storbritannien så gå?
Boris Johnson har forfulgt en anden kurs under sloganet ”build back better!”. Det kan bedst beskrives som et socialkonservativt anti-austerity program: der skal investeres i sundhedsvæsenet, politiet og kontrollen med indvandringen skal strammes. Det kombineres med en levelling-up strategi for den økonomiske periferi i England. Storbritannien er et i særklasse centraliseret land, og den geografiske ulighed mellem London og yderregionerne er betydelig. Derfor skal den økonomiske aktivitet decentraliseres, der skal investeres i geografiske randområder, styrelser skal udflyttes, og unge skal have mulighed for at efteruddanne sig.
Storbritannien er et i særklasse centraliseret land, og den geografiske ulighed mellem London og yderregionerne er betydelig
_______
Men udover at den frie bevægelighed nu er ophørt mellem EU og Storbritannien – noget man bestemt ikke bør undervurdere betydningen af – kan man med rimelighed spørge: Hvad har alt dette med Brexit at gøre? Er der noget af dette, som ikke kunne være blevet gennemført før Brexit? Hvis analysen er, at Brexit var et udtryk for en underkuet periferis opgør med Londons økonomiske dominans, og at man derfor må tage denne periferis bekymringer – for faldende investeringer i sundhedsvæsenet, manglende økonomiske muligheder – seriøst, så giver denne strategi som sådan fin mening. Men det er ikke et svar på, hvilken rolle Storbritannien skal spille i verden, eller hvad Storbritanniens forhold til sig selv skal være efter Brexit. Og det er disse grundlæggende spørgsmål, som Storbritanniens udtræden af EU har rejst.
Som en lus mellem to negle
Det er lettere at svare på det første end det sidste spørgsmål – om ikke i praksis, så i teorien. Storbritannien skal ikke være et lukket, tilbageskuende land, nej det skal, ifølge den britiske regering, være et ”globalt” Storbritannien, et entreprenant og frihandlende ørige. Men også et ørige, som vender sin strategiske opmærksomhed mod Stillehavsregionen, og som fremmer demokrati og menneskerettigheder samtidig med at beskytte britiske interesser overfor Rusland og Kina.
Men når det kommer til stykket, er Storbritannien kun en mellemstor økonomi, og Kina kan fint leve med, at Storbritannien går sin egen vej
_______
Spørgsmålet er, hvordan alt dette skal forenes. Med Brexit er det blevet muligt for Storbritannien at spille en mere fri geopolitisk rolle, hvilket ses tydeligst i landets mere konfliktsøgende linje overfor Kina. Storbritannien valgte sidste sommer at tilbyde statsborgerskab til tre millioner Hongkong-kinesere som svar på Fastlandskinas indgreb i Hongkongs suverænitet. Også i 2020 kappede Storbritannien båndene til Huawei, som svar på firmaets forbindelser til det kinesiske kommunistparti, delvist under pres fra den amerikanske regering.
Men når det kommer til stykket, er Storbritannien kun en mellemstor økonomi, og Kina kan fint leve med, at Storbritannien går sin egen vej. Storbritannien har valgt at forlade EU på et tidspunkt, hvor 1990’ernes afpolitisering af den globale politiske økonomi er ved at ophøre. Forsyningskæder spiller pludselig en helt anden strategisk rolle, frihandelsaftaler aftales ikke kun med henblik på at øge samhandelen, men også på at positionere sig geostrategisk imellem Kina og USA (og Europa). International økonomi er blevet til sikkerhedspolitik, og derfor er valgene for Storbritannien sværere og mere entydige end tidligere: Skal man orientere sig mod USA eller Kina?
International økonomi er blevet til sikkerhedspolitik, og derfor er valgene for Storbritannien sværere og mere entydige end tidligere: Skal man orientere sig mod USA eller Kina?
_______
Sluttelig må man fremhæve fraværet af fremsynet tænkning ift. forholdet til EU. Storbritannien befinder sig netop nu i en handelskonflikt med EU om Nordirland. Ifølge med skilsmisseaftalen indgik EU og Storbritannien en aftale om den såkaldte nordirske protokol, som fastsætter Nordirlands politiske og økonomiske status efter Brexit. Den indebærer, at Nordirland forbliver en del af EU’s toldunion. Storbritannien har så til gengæld accepteret, at der opføres en toldgrænse i det Irske hav, sådan at import fra resten af Storbritannien til Nordirland er underlagt toldkontrol.
Men Storbritannien har allerede unilateralt tilsidesat visse af aftalens elementer til stor frustration for Bruxelles. Der spekuleres derfor i, om Boris Johnson alene tiltrådte aftalen for at komme ud af den umiddelbare politiske kattepine, han befandt sig i – med en plan om at forsøge at omgå aftalen, så snart det lod sig gøre. Uanset hvad, der er meningen med de britiske drillerier, så er det et klart tegn på, at man i London endnu ikke har besluttet sig for, hvordan det fremtidige forhold til EU skal se ud. Det er på mange måder det afgørende spørgsmål for Storbritannien, for samhandlen med EU udgør fortsat 43 pct. af den britiske eksport og 52 pct. af den britiske import.
Forfatningsuorden
Brexit stiller ikke bare grundlæggende spørgsmål ved Storbritanniens rolle i verden, men også ved Storbritanniens forhold til sin egen forfatningsorden. Storbritannien har som bekendt ikke en nedskreven forfatning. Forfatningsordenen udgøres i stedet af præcedens fastsat ved domstolsbeslutninger, lovgivning og parlamentskonventioner, samt juridiske og politiske traditioner. Det forekommer nu, at Storbritannien er grundforvirret over, hvad dette præcis indebærer og med god grund. Brexit har nemlig afsløret, at der eksisterer et voldsomt pres på den britiske forfatningsorden, et pres som ikke kan løses med smarte slogans og en optimistisk tro på, at alt nok skal ordne sig.
Problemet er, at presset på den britiske forfatning er stærkere end som så. Udmeldelsen af EU har muligvis løst et konstitutionelt dilemma for Storbritannien, men samtidig har det accentueret andre
_______
De grundlæggende spørgsmål vedrører den britiske stats suverænitet. I modsætning til fx USA, ligger den britiske stats suverænitet formelt set hos parlamentet, ikke befolkningen, og der er heller ikke nogen grundlov, der kan begrænse parlamentets beslutninger. Parlamentet kan groft sagt beslutte sig for, hvad det vil, og det kan altid tilsidesætte gamle parlamentsbeslutninger.
Men med Storbritanniens indlemmelse i EU i 1975 skete der to ting: Parlamentets suverænitet blev udhulet – den skulle nu deles med EU’s institutioner – og der skabtes et kodificeret lovsæt, som parlamentet i praksis ikke kunne underkende, i hvert fald ikke uden at melde sig ud af EU. Dette var altid en torn i siden på konservative EU-skeptikere, og man kan præsentere udmeldelsen af EU som et opgør med dette nybrud i den britiske forfatningsorden.
Problemet er, at presset på den britiske forfatning er stærkere end som så. Udmeldelsen af EU har muligvis løst et konstitutionelt dilemma for Storbritannien, men samtidig har det accentueret andre.
Unionens opbrud
For det første er der spørgsmålet om Unionens territorielle status. Storbritannien er ikke en enhedsstat som Danmark, men en multinational unionsstat med selvstyre for de enkelte lande. Nordirland har haft en grad af selvstyre med eget parlament siden 1921 (som dog var sat ud af kraft under the Troubles fra 1974-1998), mens Skotland og Wales har haft selvstyre og egne parlamenter siden det blev indført i 1998 af Tony Blairs Labour-regering.
Det skete på baggrund af 1) en voksende nationalistisk indstilling i de to lande og 2) 1980ernes centralisering af magten i London og Sydøstengland og afindustrialisering af Nordengland, Skotland og Wales. Denne afindustrialisering blev i Wales og Skotland i høj grad fortolket igennem en nationalistisk prisme. Vigtigere endnu, så kom selvstyret i de to lande ikke i hus på baggrund af principielle, forfatningsmæssige overvejelser i Labour-regeringen. Det var snarere udtryk for taktisk-politiske hensyn. Dette bidragede til Labours politiske dominans i særligt Skotland.
Spørgsmålet om Unionens fremtid er dermed blevet politiseret på en måde, som er særdeles uhensigtsmæssig for Storbritanniens sammenhængskraft
_______
Men ved valget i 2010 blev det Skotske Nationalistparti (SNP) pludselig den dominerende politiske kraft i landet. Det har skabt en enormt prekær politisk situation for Labour. For uden de skotske parlamentsmedlemmer er det stort set umuligt for Labour at danne en etpartiregering, som det er kutymen i Storbritannien. Partiet skulle indgå en formel eller uformel aftale med de skotske nationalister om at få regeringsmagten. Men et Labour, der er afhængigt af det skotske nationalistparti, er uspiseligt for engelske midtervælgere, hvilket bidrager til en fornemmelse af, at partiet ikke er en realistisk udfordrer for de Konservative. Dette bestyrker de skotske nationalisters position som primær opposition til de Konservative i Skotland. En anden effekt af dette er, at de Konservative kommer til at fremstå som de primære repræsentanter for en specifik britisk politik. Spørgsmålet om Unionens fremtid er dermed blevet politiseret på en måde, som er særdeles uhensigtsmæssig for Storbritanniens sammenhængskraft.
Alt dette har konsolideret en udvikling, hvor der i højere og højere grad skabes separate politiske offentligheder i de enkelte lande, mens Unionen – og forfatningen – er ved at briste. Og Brexit har bidraget til denne udvikling
_______
Alt dette har konsolideret en udvikling, hvor der i højere og højere grad skabes separate politiske offentligheder i de enkelte lande, mens Unionen – og forfatningen – er ved at briste. Og Brexit har bidraget til denne udvikling. Under valgkampen forud for folkeafstemningen om skotsk selvstændighed i 2014 blev der fra EU’s side skabt tvivl, om det ville have været muligt for Skotland at indtræde i EU efter at have forladt Storbritannien. Og flere britiske politikere argumenterede for, at skotsk selvstændighed var uklogt med henvisning til dette problem. Men med Brexit fjernede de britiske politikere dette rationale imod skotsk selvstændighed. Hvad værre var, at kun England stemte for Brexit; Nordirland, Skotland og Wales stemte imod. Man skabte en situation, hvor et fuldkommen centralt spørgsmål om Unionens fremtid blev politiseret langs med grænsedragningerne blandt de enkelte nationer. Dette har for især Skotland og Nordirland accentueret spørgsmålet om de to landes tilhørsforhold til den britiske union.
Denne situation kan ikke vare ved. På et tidspunkt må spørgsmålet om de enkelte landes forhold til den britiske union tages op til genovervejelse – om den britiske union skal genfødes som føderalstat med mere udstrakt selvstyre til de enkelte lande, om den helt skal opløses, eller om kan finde en løsning indenfor den aktuelle forfatningsorden, må tiden vise. Sikkert er det, at situationen ikke kan fortsætte som nu.
Folket vs. parlamentet
Det andet spørgsmål, der konfronterer den britiske union, handler om, hvilket politisk subjekt, som er indehaver af den britiske suverænitet: Er det folket eller parlamentet? Brexit kan anskues som et opgør med undergravningen af det britiske parlaments suverænitet. Men samtidig er parlamentets status som suveræn blevet udfordret af den stadigt mere udbredte brug af folkeafstemninger til at afgøre grundlæggende spørgsmål som forholdet til EU (som under de to folkeafstemninger om medlemskabet i 1975 og 2016), eller valgsystemet (som i 2011). Derudover har der været adskillige folkeafstemninger om selvstyre i Skotland, Wales og Nordirland. Sluttelig skal det bemærkes, at den britiske stat ifølge the Good Friday Agreement er forpligtet til at afholde en folkeafstemning om Nordirlands tilhørsforhold, hvis der opstår flertal for løsrivelse i Nordirland.
Det andet spørgsmål, der konfronterer den britiske union, handler om, hvilket politisk subjekt, som er indehaver af den britiske suverænitet: Er det folket eller parlamentet?
_______
Alle disse folkeafstemninger – som tidligere ville være blevet anset som forfatningsmæssige fremmedlegemer – peger hen imod, at det britiske parlament ikke længere anser sig selv for at være det eneste suveræne element i den britiske forfatningsorden. Som den britiske politolog Stuart White fra Oxford University har påpeget, så præsenterer der sig to scenarier for Storbritannien: et scenarie, hvor Storbritannien bliver et mere populistisk demokrati, hvor folkesuveræniteten kan beslutte sig for, hvad den vil uden at tage de store hensyn til politiske mindretal. I en alternativ fremtid får Storbritannien en nedskrevet forfatning, som i langt højere grad kodificerer udøvelsen af den politiske magt i landet.
Brexit stillede grundlæggende spørgsmål ved, hvad Storbritannien er for et land. Men det står endnu ikke klart, om der er er politikere, der er i stand til at svare på de spørgsmål. Og et land, der ikke ved, hvad det selv er, vil have svært ved at finde ud af, hvad det egentlig vil. Dette er det grundlæggende problem ved Brexit, og det står fortsat uløst. ■
Et land, der ikke ved, hvad det selv er, vil have svært ved at finde ud af, hvad det egentlig vil. Dette er det grundlæggende problem ved Brexit, og det står fortsat uløst
_______
David Rischel (f. 1994) er PhD-studerende i politisk teori ved University of Warwick i Storbritannien ILLUSTRATION: Johnson under Mays tale på det Konservative landsmøde i Manchester, 4. oktober 2017 [foto: Julie Edwards/Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
