Leila Stockmarr (EL): Dansk klimabistand bliver – lidt sat på spidsen – betalt af verdens fattigste lande

24.09.2021

Danmark finansierer sin klimabistand ved at tage fra de 0,7 pct. af BNP af det allerede eksisterende, konventionelle bistandsbudget, som burde gå til den langsigtede udviklingsindsats. Ved at skrue op for den grønne indsats, skruer regeringen dermed også ned for den øvrige udviklingsbistand.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Leila Stockmarr, Ph.d og folketingskandidat for Enhedslisten

I 2009 gav verdens 22 rigeste lande – heriblandt Danmark – et løfte til verdens fattigste lande om økonomisk støtte til disse landes grønne omstilling og tilpasning til klimakrisens ødelæggende konsekvenser. Støtten skulle stige til at udgøre 100 mia. USD om året fra 2020, hvoraf den danske andel lød på 5 mia. kr. om året. Midlerne skulle være nye midler oveni den eksisterende udviklingsbistand. Men det løfte overholder Danmark desværre ikke, og i stedet for at sikre nye midler, tager regeringen midlerne til klimabistand fra den konventionelle bistand.

Det vil sige, at Danmark finansierer sin klimabistand ved at tage fra de 0,7 pct. af BNP af det allerede eksisterende, konventionelle bistandsbudget, som burde gå til den langsigtede udviklingsindsats. Ved at skrue op for den grønne indsats, skruer regeringen dermed også ned for den øvrige udviklingsbistand. Sidste år tilførte regeringen efter pres fra støttepartierne 150 millioner kroner i nye midler. Et beløb, der må siges at være langt fra de 5 mia.

På den måde bliver dansk klimabistand – lidt sat på spidsen – betalt af verdens fattigste samtidig med, at Danmark de facto er med til at undergrave Paris-aftalen – desværre med risiko for at det vil inspirere andre. Også selvom det i Danmarks nye udviklingspolitiske strategi Fælles om Verden, som er funderet i et bredt politisk flertal stadfæstes, at ”vi vil leve op til vores internationale klimaforpligtelser herunder i forhold til klimafinansiering” (Fælles om Verden).

Regeringen kan imidlertid ikke rigtigt se problemet. Faktisk turnerer danske ministre, senest statsministeren ved FN’s Generalforsamling i New York, rundt og bryster sig af, at vi er et foregangsland, når det kommer til klimabistand. Danmark skal, som det hedder i Socialdemokratiets klima- og- miljøstrategi, ”igen være en grøn stormagt” .

Og for at gøre ondt værre, lægger regeringen op til frem mod 2025 at bruge 750 mio. kroner af udviklingsbistanden på en ny “migrations- og nærområde fond”, som bl.a. skal bruges på hjemsendelser af afviste asylansøgere, “grænseforvaltning”, Frontex, samarbejde med nordafrikanske lande om irregulær migration og kontrol med migrationsruter .

Helt uden ironi anerkender selvsamme strategi endda, at klimaforandringer er en af hovedårsagerne til fordrivelse.

Danmarks underminering af Paris-aftalen er rent ud sagt et historisk svigt og en politisk ugerning. Hvis regeringen var ærlig i stedet for systemisk at prale af egen, selvproklamerede formåen ville det være mere udholdeligt.

 

I yderste konsekvens er vores globale aftryk udtryk for en neokolonial klimapolitik, hvor vi betaler aflad for at minimere konsekvenserne af den katastrofe, som vores stadige adfærd er med til at accelerere og permanentliggøre
_______

 

Klimabistand som symptombehandling
Det er imidlertid alt for snævret, at vores globale ansvar for klimakrisen og dens afværgelse reduceres til et spørgsmål om kroner på et bistandsbudget. Det er utilstrækkelig symptombehandling al den stund, vi ikke gør mere for at tage globalt ansvar for vores klimaaftryk eller ændrer de strukturer, som forværrer krisen. Faktum er, at Danmarks globale klimaaftryk er 61 mio. ton om året, hvilket svarer til, at hver enkelt dansker udleder 11 ton CO2. . Derfor kan den danske klimaindsats ikke inddæmmes til et nationalt anliggende, som vi gør i dag hvor vi fokuserer på at reducere danskernes udledning i Danmark

I yderste konsekvens er vores globale aftryk udtryk for en neokolonial klimapolitik, hvor vi betaler aflad for at minimere konsekvenserne af den katastrofe, som vores stadige adfærd er med til at accelerere og permanentliggøre. Problemet er jo grundlæggende, at vi ikke kun lever over evne, vi lever også på økologisk bekostning af andre lande.

Der er behov for et mere systemisk opgør med rige lande og vækstøkonomiers økologiske rovdrift på udviklings- og klimaudsatte lande. Klimabistand kan og må ikke stå i stedet for en langt mere vidtgående begrænsning af Danmarks og danskernes globale CO2-aftryk.

Virkeligheden er den, at vores adgang til varer og dermed forbrug i vidt omfang beror på de industrialiserede landes udbytning af naturressourcer og skovrydning i udviklingslande. Danmark importerer sammen med resten af EU klimaskadelige varer som direkte foranlediger skovrydning – fx gennem sojaproduktion i Brasilien – på bekostning af regnskoven eller rejeproduktion i Thailand på bekostning af dyrebare mangrove-skove. Millioner af hektar skov er blevet ryddet bl.a. for at fodre europæiske munde – og det tæller ikke med i det danske klimaregnskab og CO2-aftryk.

Den økologiske rovdrift er med til at fastholde de fattige lande i et asymmetrisk jerngreb. Dertil kommer, at de knappe ressourcer alt for ofte er kilde til lokale, ofte voldelige konflikter, som yderligere destabiliserer disse områder.

I klimalovens kapitel fire står der, at klimaudfordringen er global, og at Danmark blandt andet skal sætte fokus på vores ”globale påvirkning af klimaet”. Derfor vil det være helt på sin plads, hvis vi bidrager til en langt mere bæredygtig produktion og nedbringer vores eget CO2-aftryk fx ved at begrænse flyrejser og betale for den klimabelastning vores reelle forbrug medfører.

Ligesom vi bør betale de fattige lande for den klimabelastning, vores økologiske rovdrift reelt koster på både den grønne og sorte bundlinje. Vi skal derudover sikre, at vi ikke importerer varer som er produceret under lavere økologiske standarder end vores egne. Måske kunne det i samme ombæring bidrage til at nedsætte vores overforbrug og til at skabe en mere bæredygtig produktion i udviklingslandene til gavn for dem selv.

Vi (Danmark) bør først og fremmest gøre op med vores egen lederskabsforståelse. Vi er som rigt, højindustrialiseret land medansvarlig for krisens omfang og for dens fortsættelse. Til trods for ambitiøse hjemlige mål, som giver anledning til at brande Danmark som et grønt udstillingsvindue, er vi uden systemiske forandringer med til at holde liv i den globale klima-kolonialisme. I stedet for at krone os selv som ledere, der gennem klimabistand skal anerkendes for hjælpen til den fattige verden, bør vi bruge et mere historisk korrekt narrativ.

Verdens fattigste skal ikke være taknemmelige over, at det rige Vesten hjælper dem at håndtere samtidens klimaudfordringer. Snarere er det rige Vesten selve årsagen til de klimasammenbrud, verdens fattigste i dag står ansigt til ansigt med. Som start bør vi som minimum italesætte de globale politisk-økonomiske hierarkier, som har været med til at skabe den utæmmede vækst, som har skabt den globale økologiske krise til at starte med. Her rækker klimabistand ikke.

Dernæst bør vi tage livtag med vores de facto outsourcing af vores klimaaftryk til andre lande, mens vi forsøger at tage æren for at have verdens højeste klimaambitioner.

Hvis vi skal bruge titlen som grønt foregangsland og ’grøn stormagt’ uden at falde igennem, bør vi som minimum se på vores reelle aftryk i stedet for at bedrive klimapolitik, som sker vores udledninger kun fra Danmarks eget areal. Skal vores klimapolitik være andet end kynisk kommunikation, må der indfinde sig en bevidsthed om, at klimakampen ikke handler om, hvordan Danmark tager sig ud i udlandet eller på arbitrært opgjorte rankingsystemer. Klimakampen vindes kun ved, at vi nedsætter verdens udledninger, at olien, kulen og gassen holdes i jorden, og at et rigt land som Danmark ikke eksporterer sin klima-skyld til verdens fattigste, men tager aktivt med-ejerskab over den enorme opgave, som den grønne omstilling er.

Kort sagt: Danmark bør sikre de minimum fem milliarder i klimabistand, tage livtag med den økologisk strukturelle ulighed, og tage seriøse skridt for at reducere vores eget globale CO2-aftryk. Vi skal vise vejen ved at tage ansvar – ikke ved at lade som om den neokoloniale klimavirkelighed ikke eksisterer. ■

 

Hvis vi skal bruge titlen som grønt foregangsland og ’grøn stormagt’ uden at falde igennem, bør vi som minimum se på vores reelle aftryk i stedet for at bedrive klimapolitik, som sker vores udledninger kun fra Danmarks eget areal
_______

 

Leila Stockmarr (f. 1982) Ph.d., udenrigspolitisk rådgiver og folketingskandidat for Enhedslisten.& LLUSTRATION: Skovbrand i Iboudraren, Tizi Ouzou, Algier, Algeriet, 12. august 2021. [FOTO: Abdelaziz Boumzar/Reuters/Ritzau Scanpix]em>