Claus Hjort Frederiksen om sagen om Peter Viggo Jakobsen: Han er en slagfærdig person, der kommer med friske udtalelser, og når man lige pludselig stopper med det, er der jo sket et eller andet

10.10.2021


”Det er altså også en ministers opgave at beskytte den institution eller det område, hun er minister for. Og der synes jeg, at hun [Trine Bramsen, red.] har været alt for optaget af at være handlekraftig. Og det koster dyrt i en organisation, når der opstår den opfattelse, at ministeren er mere på jagt efter personalet, end optaget af de opgaver hun skal løse.”

Interview af Markus Giessing

I de seneste uger har danske medier beskrevet kontroverser, der angiveligt har udspillet sig på Forsvarsakademiet. De kontroverser omhandler Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet. Det er sjældent, at ansættelsesforholdet for en lektor ved Forsvarsakademiet skaber overskrifter, men i dette tilfælde har der været særlig bevågenhed omkring Jakobsens ansættelse på akademiet, fordi der er oplysninger, der indikerer, at både han og Forsvarsakademiet er blevet presset til tavshed af forsvarsministeriet.

Historien begyndte den 23. august, da forsvarsmediet Olfi bragte nyheden om, at Peter Viggo Jakobsen var blevet fyret fra sin stilling på Forsvarsakademiet, angiveligt på grund af nogle udtalelser til Avisen Danmark. Her sagde Viggo Jakobsen, at “Pakistan er blevet rost lige lovligt meget taget i betragtning af, at det er Pakistans skyld, at Kabul er faldet. Det er Pakistans skyld, at Danmark har mistet 44 mand i Afghanistan. Havde det ikke været for Pakistan, så havde der ikke været noget Taliban”. Den udtalelse kom samtidig med, at den danske regering samarbejdede med Pakistan om at evakuere personel fra Afghanistan.

Men Olfi måtte trække historien tilbage og undskylde, eftersom Forsvarsakademiet kunne forsikre, at forskeren ikke var blevet fyret. Men den 23. september kom der nye oplysninger i sagen, da Weekendavisen kunne berette, at flere kilder med kendskab til forløbet havde fortalt dem, at både Peter Viggo Jakobsen og Forsvarsakademiet “har været udsat for pres” i dagene omkring lektorens udtalelser. Det pres skulle angiveligt have udmøntet sig i, at forskeren vil holde lav profil i den kommende tid. Endvidere oplyste Weekendavisen, at anonyme kilder i forsvarsministeriet havde oplevet, at forsvarsminister Trine Bramsen “udtalte sig så højlydt om Peter Viggo Jakobsen, at adskillige medarbejdere i ministeriet kunne høre det”.

Men det afviser ministeren i et svar til Folketinget. “Jeg stiller mig uforstående over for de anonyme kilder, der påstår, at jeg skulle have kommenteret de ovennævnte udtalelser om evakueringssituationen i Afghanistan. Jeg har først set disse udtalelser, da der blev stillet spørgsmål til mig om dem,” fremgår det af ministerens skriftlige svar.

Men ifølge den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, er der noget der tyder på, at Peter Viggo Jakobsen er blevet presset til tavshed. Det fortæller han i et interview med RÆSON. Samtidig tilkendegiver Hjort Frederiksen sin forbløffelse over historien. Han mener nemlig ikke, at der er noget kontroversielt i den udtalelse, som Peter Viggo Jakobsen gav om Pakistan.

RÆSON: Hvad tænker du om den måde, Forsvarsakademiet har håndteret sagen om Peter Viggo Jakobsen på?
HJORT: Det er jo en delikat sag for Akademiet, hvis en minister har blandet sig i medarbejdernes gøren og laden, og specielt deres udtalelser. Jeg har som sådan ingen kritik af Forsvarsakademiet, for det er en meget delikat situation for en institution.

Er det dit indtryk, at Peter Viggo Jakobsen er blevet presset til tavshed?
Det kan jeg jo – af gode grunde – ikke vide. Men der er jo i hvert fald noget, der tyder på det. Peter Viggo Jakobsen er jo normalt ikke en, der skyer pressen. Så et eller andet er der jo sket for ham. Jeg kender ham jo godt nok til at vide, at han er slagfærdig person, der kommer med friske udtalelser, og når man lige pludselig stopper med det, er der jo sket et eller andet.

Ifølge Weekendavisens kilder har forsvarsminister Trine Bramsen udtalt sig så højlydt om Peter Viggo Jakobsen, at adskillige medarbejdere i forsvarsministeriet kunne høre det. Er det sandsynligt, at der er sket en irettesættelse af Jakobsen som følge af, at Forsvarsministeriet havde henvendt sig?
For enhver institution er det en alvorlig sag, når en minister blander sig. Det er ikke let for en institution under et ministerium, når der kommer kritik fra ministeren, og derfor så skal man jo behandle den kritik. Som sagt kender jeg jo kun den her sag fra Weekendavisens artikler, men de tyder jo i hvert fald på, at ministeren har brokket sig vældig meget over det her. Og det må jeg jo sige er specielt ved en forskningsinstitution, hvor der jo er en frihed til folk for at komme med kritik af deres arbejde.

Er der forskningsfrihed på Forsvarsakademiet, eller er de underlagt nogle særlige omstændigheder, som indskrænker den frihed?
Det er jo en regulær forskningsinstitution, men det er klart at de får en del af deres finansiering fra Forsvarsministeriet, så der er den sammenhæng. Og så kan man selvfølgelig spekulere meget over, hvad en minister kan finde på. Men jeg vil stadig sige, at det er meget svært, når en minister bruser frem mod en institution under ministeriet. Det giver et særligt tryk på institutionen.

Hvordan vil du beskrive forholdet mellem Forsvarsministeriet og Forsvarsakademiet?
Der er normalt en stor respekt om, hvad Forsvarsakademiet kommer med af rapporter og udtalelser, så det er en højt estimeret forskningsinstitution. Og det tjener Forsvaret til ære, at man har en institution, der også tør at udtale sig kritisk om emner inden for ministeriets eget område.

Som du selv siger, er det jo ikke nyt, at Peter Viggo Jakobsen udtaler sig kritisk…
Nej, han er da en mester i provokation.

Hvad tænker du om det tidspunkt, hvor denne sag opstår? Er der noget der er anderledes end de andre gange, hvor han har udtalt sig kritisk?
Altså helt ærligt, så blev jeg forbløffet over, at der blev en sag ud af det her, fordi for mig var det jo oplagt sandheden, det Peter Viggo sagde omkring Pakistans rolle i forbindelse med Taliban. Man har jo vidst i årevis, at de har kørt dobbeltspil.

Så hvis du ikke mener er kontroversielt, det Jakobsen har sagt, og hvis det er rigtigt, at det har haft konsekvenser for ham, hvad tænker du så, at det siger om en forsvarsminister, hvis det er sådan, det er forløbet?
Jeg må bare generelt sige, at jeg længe har haft et horn i siden på ministeren, fordi jeg synes til dels ministeren bruger for mange kræfter på at profilere sig selv på bekostning af forsvaret. Hun har fyret chefer, hun har fyret departementschefer, hun har fyret chefen for efterretningstjenesten, og hun har kaldt forsvarschefen for en styrelseschef osv. Hele den måde at bruge ministeriet som platform til at profilere sig selv som handlekraftig, bryder jeg mig ikke om.

 

Man er altså nødt til engang mellem at lægge en dæmper på for ikke selv at puste problemerne op
_______

 

Selvfølgelig skal en minister sørge for, at ministeriet overholder landets love og løser de opgaver, som det bliver pålagt. Men det er altså også en ministers opgave at beskytte den institution eller det område, hun er minister for. Og der synes jeg, at hun har været alt for optaget af at være handlekraftig. Og det koster dyrt i en organisation, når der opstår den opfattelse, at ministeren er mere på jagt efter personalet, end optaget af de opgaver hun skal løse.

Har de problemer, der har været i forsvaret ikke også kaldt på handlekraft fra ministeren og ministeriet? De sager, der har været om nepotisme eller Ejendomsstyrelsen fx.
Det er selvfølgelig ulovligt, og det skal straffes. Men man er altså nødt til engang mellem at lægge en dæmper på for ikke selv at puste problemerne op. Jeg tror, de fleste virksomheder vil kunne risikere at en medarbejder svindler for nogle penge, det vil ingen kunne sige sig fri for, men man skal prøve at behandle det proportionelt med, hvor stor forseelsen er.

Peter Viggo Jakobsen udtalte sig jo netop i perioden omkring udtrækningen fra Afghanistan, hvor han kritiserede Pakistan for at støtte Taliban. Du siger, at der slet ikke er noget kontroversielt ved den udtalelse.
Jamen, jeg ved ikke, hvorfor det var kontroversielt for ministeren. Men sådan har kendsgerningen jo været. Det er et meget politisk område, den del af verden. Og derfor er der ting og sager, der går på kryds og tværs. Og det er jo ikke sort og hvidt. Men det har vi alle sammen vidst hele tiden, og har skulle tage højde for vores beslutninger.

Peter Viggo Jakobsen udtalte i 2017, at han “har haft både ministre, departementschefer, forsvarschefer og højtstående officerer på nakken.” Har du været en af de ministre, der har været på nakken af Peter Viggo Jakobsen?
Nej, jeg har aldrig talt med Peter Viggo om hans arbejde. Jeg har en gang imellem deltaget i nogle debatarrangementer, hvor jeg sammen med ham var i panelet, men der har jeg aldrig følt, at jeg skulle irettesætte ham, for det er nogle ret jordnære udtalelser, han kommer med. Men Peter Viggo skal jo heller ikke være en mimose, som man ikke må kritisere. Al forskning i dag er jo til debat, og det er Peter Viggos også. Og derfor kan der have været folk i forsvarsministeriet, der har været uenig med ham. Men det må han leve med. Det lever vi også med i det politiske – der er masser af folk, der er uenig med mig, og andre, så der skal han jo ikke være mimoseagtig.

Har der været andre i forsvarsministeriet under din tid som minister, der har været på nakken af Peter Viggo?
Nej, det er gået lidt ud af proportion. Det er jo ikke sådan, at man sidder og diskuterer, hvad Peter Viggo mener. Nok er han en vigtig person, men han er en forsker, og der må han tåle, at der kan være kritik, ligesom for andre forskere. Men jeg har ikke oplevet, at man personligt forfølger ham, men selvfølgelig kan folk da være uenig med ham, fordi han nu er provokerende i den måde, han siger tingene på en gang imellem.

Men nu er forholdet mellem Forsvarsministeriet og Forsvarsakademiet jo specielt. Er det slet ikke problematisk, hvis det er tilfældet, at nogle fra ministeriet går ud og presser en forsker på den måde?
Det er svært at sige på et abstrakt plan, men der er normalt en meget stor velvilje til det arbejde, Forsvarsakademiet udfører. Forsvarsakademiet har også den glæde at kunne konstatere, at deres forskere er meget benyttede i pressen. Vi ser jævnligt i fjernsynet, hører i radioen og læser i avisen, hvad deres forskere mener. Og det er helt afgørende i et demokrati, at vi kan have sådan en debat. Og så på et kvalificeret grundlag. Og jeg mener, at Forsvarsakademiet leverer kvalificeret forskning.

Hvad mener du helt overordnet om det forløb, som Weekendavisen har beskrevet om Forsvarsministeriet, Forsvarsakademiet og Peter Viggo Jakobsen?
Jeg synes det har været et uskønt forløb. Ikke mindst set fra min stol er det uskønt, fordi det Peter Viggo sagde ikke var specielt provokerende. Det kan jo kun være opfattet provokerende af ministeren, fordi regeringen på det tidspunkt forhandlede med Pakistan om evakueringen af folk fra Kabul. Det er jo den eneste forklaring, der kan være på det. Regering følte, at det var provokerende. ■

 

Jeg synes det har været et uskønt forløb. Ikke mindst set fra min stol er det uskønt, fordi det Peter Viggo sagde ikke var specielt provokerende
_______

 



Claus Hjort (f. 1947) er medlem af Folketinget for Venstre. Han var forsvarsminister fra 2016-2019. Han har desuden også været finansminister fra 2009-11 og 2015-16. ILLUSTRATION: Tidl. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen taler til de danske soldater, der skal sendes til Estland som en del af NATO’s enhanced Forward Presence (eFP), 10. januar 2018. [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]