Christopher Arzrouni: Fit for 55 – eller fedt for EU’s budget?

12.08.2021

Spørgsmålet er, om EU’s ”fit for 55” i sidste ende bliver mere til gavn for EU’s umættelige kasser end for klimaet. Samtidig vil klimapolitikken nu blive del af et fordelingsspil EU-landene imellem. De nordlige EU-lande er interesserede i klimaet. De sydlige er interesserede i at slippe for skrappe budgetkrav.

Analyse af Christopher Arzrouni, cand. scient. pol., tidligere særlig rådgiver i Finansministeriet

I GAMLE DAGE var det europæiske fællesskab (EF) til grin pga. sin landbrugspolitik, fordi den udviklede sig til et planøkonomisk mareridt. Overskudslagre af smør og kød, intensiv produktion på sårbare jorder, høje toldsatser og restriktioner i forhold til udenlandske fødevarer osv. Og det var alt sammen biproduktet af de europæiske forsøg på at afskaffe ”fødevaremangel”.

 

Klimaet skal reddes. Det er alle enige om – stort set. Men dermed er klimadebatten først lige gået ind i sin sværeste fase, og her vil to spørgsmål dominere: Hvor stor skal regningen være, og hvordan skal den fordeles?
_______

 

I vore dage risikerer det europæiske fællesskab, nu EU, at opbygge et tilsvarende planøkonomisk mareridt – bare på klimaområdet.

Europa-Kommissionen vil gøre Europa til ”verdens første klimaneutrale kontinent inden 2050”. Derfor har Kommissionen denne sommer fremlagt en pakke af forslag med henblik på at reducere nettoemissionerne af drivhusgasser med mindst 55 pct. senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet. Forslagene rummer de lovgivningsmæssige redskaber til at nå de mål, der er aftalt i den europæiske klimalov.

Klimaet skal reddes. Det er alle enige om – stort set. Men dermed er klimadebatten først lige gået ind i sin sværeste fase, og her vil to spørgsmål dominere: Hvor stor skal regningen være, og hvordan skal den fordeles? Det første spørgsmål burde handle om teknik, altså hvordan man gør regningen så lille som muligt, givet det fælles mål. Det andet spørgsmål – fordelingen af regningen – burde handle om politik (eller rettere: magtforhold). Men så enkelt er det ikke.

En overvejende del af økonomerne og bureaukraterne er i princippet enige om, at det bedste ville være, at al CO2-udledning koster det samme. Det er den mest logiske måde at reducere påvirkningen af klimaet, som er ligeglad med, om CO2-udledningen kommer fra biler, fra cementproduktion eller fra varme bade hjemme i privaten.

En mulighed kunne være en ensartet afgift på CO2-udledning, en pris på CO2, der er vedtaget politisk. Et alternativ kunne være et system af kvoter, som samlet set lægger et loft over udledningen. Det svarer til at fastsætte en form for ejendomsret til et gode. Kvoterne bliver herefter solgt frit, hvorved man opnår en markedspris på CO2. Prisen vil afhænge af, om der er billigere alternativer, og dermed er kvotesystemet født med en justeringsmekanisme.

Heldigvis har EU bygget meget af sin klimapolitik op på EU’s emissionshandelssystem (ETS), som i øvrigt hvert år sænker loftet for emissioner. De seneste 16 år er det på den måde lykkedes at nedbringe emissionerne fra elproduktion og energiintensive industrier med 42,8 pct. Kommissionen foreslår at sænke det samlede emissionsloft yderligere og øge den årlige reduktionssats. Kommissionen foreslår også en udfasning af de gratis emissionskvoter til luftfarten og en tilpasning til den globale ordning for CO2-kompensation og -reduktion (CORSIA), ligesom Kommissionen foreslår for første gang gradvist at medtage skibsfartens emissioner i ETS.

 

Det er helt åbenbart et forsøg på at undgå ”gule-veste-tilstande”, hvor utilfredse borgere protesterer voldsomt over klimatiltagenes økonomiske konsekvenser
_______

 

Politikere elsker at blande sig
Det er alt sammen logiske skridt, som vil reducere CO2-udledningen på den mest omkostningseffektive måde. Men derefter bliver EU-Kommissionens planer mere tvivlsomme, set fra et klimaperspektiv.

”For at supplere de betydelige klimaudgifter i EU-budgettet bør medlemsstaterne bruge alle deres indtægter fra emissionshandel på klima- og energirelaterede projekter,” skriver Kommissionen.   Men hvorfor egentlig det, hvis de første tiltag virkelig er tilstrækkelige? Når man åbner for tilskud, vil man samtidig tiltrække hærskarer af lobbyister.

Dernæst ønsker Kommissionen at reservere en særlig del af indtægterne ”til at afhjælpe de sociale konsekvenser for sårbare husholdninger, mikrovirksomheder og transportbrugere”. Det er helt åbenbart et forsøg på at undgå ”gule-veste-tilstande”, hvor utilfredse borgere protesterer voldsomt over klimatiltagenes økonomiske konsekvenser. Det kan fordelingspolitisk give mening – men kun hvis ”kompensationen” er uafhængig af forbruget. For igen: Klimaet er ligeglad med, om det bliver belastet af rige eller fattige. Det er resultatet, der tæller – ikke processen. Det interessante er CO2-reduktionen, ikke om den bliver opnået af Kong Salomon eller Jørgenhattemager eller ved hjælp af brint, vindmøller, energibesparelser eller andet.

Desværre er det politisk spændende altid processen. Politikere elsker at blande sig.

”Med direktivet om vedvarende energi fastsættes et højere mål om produktion af 40 % af vores energi fra vedvarende energikilder senest i 2030. Alle medlemsstater vil bidrage til dette mål, og der foreslås specifikke mål for anvendelsen af vedvarende energi inden for transport, opvarmning og køling, bygninger og industri,” skriver Kommissionen. ”Den offentlige sektor skal renovere 3 % af sine bygninger hvert år for at gennemføre renoveringsbølgen, skabe arbejdspladser og nedbringe energiforbruget og omkostningerne for skatteyderne,” fortsætter Kommissionen. Og helt præcist bliver det i målet om, at ”alle nye biler, der registreres fra og med 2035, vil (…) være nulemissionskøretøjer.” Hvorfor må biler fx ikke udlede CO2, mens cementproduktion gerne må? Måske fordi det politisk set virker nemmere at erstatte bilparken med elbiler. Reelt ved politikerne det ikke. Måske er det i virkeligheden sværere at reducere CO2-udledning fra biler på en omkostningseffektiv måde, givet at biltransport i forvejen er ekstremt højt beskattet. Og hvorfor skal offentlige bygninger lige præcis renoveres med 3 pct. om året? For at tilfredsstille producenter af byggematerialer? Kunne man ikke forestille sig, at der er store forskelle på bygningsmassernes tilstand fra land til land? Hvorfor så lige 3 pct.?

 

Det vil kunne ende i en omfattende handelskrig med store lande udenfor EU
_______

 

Hvis politikerne holdt sig til at fastsætte CO2-målene, ville de tage beslutninger om det vigtigste frem for at påtage sig at gætte på, hvad der bedst kan betale sig. Den slags kan jo ændre sig over tid. Og her er markedets forskellige aktører til enhver tid i besiddelse af mere information end politikere og embedsmænd.

EU’s umættelige kasser
Den helt store udfordring bliver at håndtere den nye, grønne EU-told, som er blevet lanceret under betegnelsen: ”CO2-grænsetilpasningsmekanisme”. Denne mekanisme skal sætte en kulstofpris på import af en række produkter, så det ikke kan betale sig at producere CO2-intensive produkter uden for EU for bagefter at sælge dem på det europæiske marked. Grænsetilpasningsmekanismen skal sikre, at EU’s klimaindsats ikke fører til en såkaldt ”kulstof-lækage”. EU vil sikre, at man ikke bare skubber kulstofintensiv produktion ud af Europa til andre lande med mere lempelige standarder, som dermed får en fribillet til at udlede klimagasser. Den nye mekanisme skal udligne kulstofprisen mellem indenlandske og importerede produkter og sikre, at EU’s klimamål ikke undermineres af, at produktionen flyttes til lande med mindre ambitiøse politikker.

Historisk har told været en måde at ”beskytte” hjemlig produktion på de hjemlige forbrugeres bekostning. Sådan risikerer en grænsetilpasningsmekanisme også at ende.

EU-kommissær Paolo Gentiloni, kommissær med ansvar for økonomi, er naturligvis optimistisk: „Vi foreslår (…) en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, som vil sikre overensstemmelse mellem kulstofprisen på import og prisen i EU. Under fuld overholdelse af vores WTO-forpligtelser vil dette sikre, at vores klimaambitioner ikke undermineres af udenlandske virksomheder, der er underlagt mere lempelige miljøkrav.‟ Vi har al mulig grund til at være varsomme i forhold til den nye mekanisme. Den minder i betænkelig grad om den såkaldte ”anti-dumping-told”, som EU gennem tiden har pålagt udenlandske virksomheder, som kunne udkonkurrere traditionelle EU-virksomheder.

EU-teknokraterne virker også, som om de er klar over farerne. I EU-Kommissionens udspil fremgår det, at grænsetilpasningsmekanismen vil blive indfaset gradvist ”for at give virksomheder og andre lande retssikkerhed og stabilitet”. I første omgang vil den nye told kun finde anvendelse på et udvalgt antal varer med høj risiko for kulstoflækage: jern og stål, cement, gødning, aluminium og elektricitet.

Problemet er, at Pandoras æske er åben. Nu risikerer systemet at blive misbrugt, ikke mindst fordi de kan blive en pengemaskine for EU-institutionerne. Det er gået lidt hen over hovedet på offentligheden, at  indtægter fra grænsetilpasningsmekanismen kan være ”en potentiel egen indtægt bidrage til EU’s budget som fastsat i den interinstitutionelle aftale om budget og egne indtægter fra december 2020”.  Kommissionen er særdeles ivrig efter at få sine egne indtægter – frem frem for at være afhængig af kontingentbetaling fra medlemslandene. Mon den vil være villig til at opgive en sådan ny indtægtskilde igen? Spørgsmålet er også, hvordan omverdenen vil reagere. Hvorfor ikke svare igen med klimatold på EU-varer, som slipper for kvoter eller afgifter? Det er tilfældet for navnligt landbrugsproduktionen. Det vil kunne ende i en omfattende handelskrig med store lande udenfor EU.

 

Spørgsmålet er, om EU’s ”fit for 55” i sidste ende bliver mere til gavn for EU’s umættelige kasser end for klimaet
_______

 

Et af løfterne i EU’s plan består i ny vækst. ”De økonomiske og beskæftigelsesmæssige virkninger af den grønne omstilling forventes overordnet set at være positive,” skriver Kommissionen. ”Hvis de ledsagende politikker er de rette, vil omstillingen kunne skabe ca. 1 mio. job i EU frem mod 2030 og 2 mio. job frem mod 2050, navnlig mellemindkomstjob til arbejdstagere med en mellemlang uddannelse, inden for byggeri og fremstilling.”

Bemærk de vigtige ord: ”Hvis de ledsagende politikker er de rette”. Omtalen af de potentielle nye jobs ser bort fra, at en tilsvarende mængde jobs vil blive destrueret. Det er ikke i sig selv skidt. Ingen jobs er for evigt. Men det vigtige er, hvad klimapolitikken betyder for velstanden i EU. Ret beset vil klimapolitikken gøre det dyrere at være europæer. Derfor er det pinedød nødvendigt at gennemføre tiltagene på en måde, der opnår CO2-reduktionerne på en så effektiv måde som muligt. Det ser ikke ud til at være tilfældet.

Spørgsmålet er, om EU’s ”fit for 55” i sidste ende bliver mere til gavn for EU’s umættelige kasser end for klimaet.

Samtidig vil klimapolitikken nu blive del af et fordelingsspil EU-landene imellem. De nordlige EU-lande er interesserede i klimaet. De sydlige er interesserede i at slippe for skrappe budgetkrav. Den samlede konsekvens kan blive en klodset klimapolitik kombineret med en fordelingsunion, hvor sydlige lande nok engang opnår økonomiske overførsler – kort sagt: Det værste af begge verdener.

Når det gælder Danmark, udstiller ”Fit for 55” yderligere vores problemer med national enegang i klimapolitikken. Hvis ”Fit for 55” bliver til noget, vil den danske enegang være endnu mere meningsløs. Vi vil kun kunne gå længere end resten af EU, hvis vi annullerer kvoter. Hvis de fleste udledninger (inkl. bygninger og transport) bliver kvoteomfattet, vil danske merreduktioner blive én-til-én modsvaret af øgede udledninger i resten af EU.

Det minder lidt om tåbelighederne ved de årlige, symbolske ”sluk lyset kampagner”. Deres eneste resultater er at flere farer vild i mørket, og at CO2-kvoterne bliver billigere. ■

 

Det minder lidt om tåbelighederne ved de årlige, symbolske ”sluk lyset kampagner”. Deres eneste resultater er at flere farer vild i mørket, og at CO2-kvoterne bliver billigere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland