15.07.2021

Sygeplejerskerne strejker, men løsningen på problemet skal imidlertid findes hos sygeplejerskende selv. De giver sig selv en svag forhandlingsposition, når de moralsk argumenterer for en højere løn. Samtidig modarbejder sygeplejersker kollektivt flere private hospitaler og dermed flere arbejdsgivere og større konkurrence om ens arbejdskraft. På den baggrund kan man ikke være overrasket over resultatet.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Christopher Arzrouni

I DISSE UGER oplever vi en klassisk konflikt på arbejdsmarkedet – som rejser det klassiske spørgsmål: Hvad er din indsats egentlig værd? Hvis man vækker mig om natten og spørger mig om, hvem der har det vigtigste job, vil  en sygeplejerske altid komme forud for en fodboldspiller, influencer eller tobakslobbyist (for den sags skyld). I øvrigt læser min ældste datter til sygeplejerske, så jeg er på forhånd velvilligt indstillet overfor den profession.

Og dog. For når jeg vågner rigtigt op og får gnedet søvnen ud af øjnene, vil svaret blive mere nøgternt: Det afhænger. Det afhænger fx af, hvor mange sygeplejersker, der i forvejen er til rådighed – og i hvilken sammenhæng. Et glas vand altid vil gøre større nytte i ørkenen end en diamant. Men til en fest i Monaco, vil diamanten være mere interessant end vandglasset.

Ens arbejde bedømmes ikke moralsk
Sygeplejerskernes store problem er, at de vil bedømmes moralsk. Men det er bare ikke sådan, arbejdsgivere uddeler lønkroner. Arbejsgivere uddeler lønkroner ud fra, hvad de har mest behov for – og lettest kan få fat i. Desværre insisterer sygeplejerskerne først og fremmest på, at de skal have flere penge, fordi de er gode mennesker og arbejder hårdt. ”Det var en idealistisk beslutning,” sagde Vibeke Frost til Information, da hun blev spurgt, hvorfor hun blev sygeplejerske. Den slags idealisme kommer man ikke langt med, navnlig ikke når man systematisk svækker sin egen forhandlingsposition.

Sygeplejerskernes store problem er, at de vil bedømmes moralsk. Men det er bare ikke sådan, arbejdsgivere uddeler lønkroner
_______

 

Kynisk set har sygeplejerskerne sat sig selv under større konkurrencepres. Ikke blot er de blevet flere ansatte på offentlige sygehuse – fra 33.000 i 2001 til 40.000  i 2020. De lægger også vægt på, at man uddanner flere sygeplejersker.

Samtidig sender sygeplejerskerne et noget blandet signal til arbejdsgiverne ved, at halvdelen af sygeplejerskerne er på deltid. Deltid trækker i begge retninger. Det begrænser selvfølgelig udbuddet af sygeplejersker, men det giver også en stor arbejdskraftreserve, som kan mobiliseres. Og det giver en indikation af, at sygeplejersker i praksis mener, at de kan have en ordentlig indkomst med færre arbejdstimer.

Med kun én altdominerende aftager af deres arbejdskraft – det offentlige – har sygeplejerskerne lagt deres skæbne i hænderne på politikerne. Velbekomme
_______

 

Sygeplejerskerne understøtter det monopol, der er kernen i deres problem
Men det væsentligste problem ligger i sygeplejerskernes naive kollektivisme. I årevis har de insisteret på, at det er bedst at have så få arbejdsgivere som muligt. Tag fx dette citat fra 2007 af Connie Kruckow, daværende formand for Dansk Sygeplejeråd:

“Dansk Sygeplejeråd har den grundholdning, at langt størstedelen af det danske sygehusvæsen skal være offentligt styret, finansieret, drevet og kontrolleret. Det er hele forudsætningen for åbenhed, sammenhæng i patientforløbet og langsigtet prioritering af ressourcerne, og det er også en forudsætning for at mindske den sociale ulighed i sundhed.”

Vidste sygeplejerskerne en lille smule om monopoler, burde de kunne regne ud, at en monopolist har lettere ved at styre priserne, i dette tilfælde prisen på arbejde
_______

 

Med den slags holdninger har sygeplejerskerne gjort forhandlingen lettere for deres modpart. Med kun én altdominerende aftager af deres arbejdskraft – det offentlige – har sygeplejerskerne lagt deres skæbne i hænderne på politikerne. Velbekomme. Vidste sygeplejerskerne en lille smule om monopoler, burde de kunne regne ud, at en monopolist har lettere ved at styre priserne, i dette tilfælde prisen på arbejde.

Nogle gange kan en monopolist selvfølgelig have en interesse i at være ”venlig” overfor sine medarbejdere, og bare vælte omkostningen ved en højere løn over på resten af samfundet. Det har man fx tidligere set i lufthavnsverdenen, hvor lufthavnsoperatører er den medarbejdergruppe blandt alle faglige uddannelser, der tjener mest – 200.000 mere om året end fx brødbagere. Man kan altid diskutere den moralske værdi i at få bagagen læsset på og af flyene – men højere løn blandt lufthavnsoperatører end blandt bagere skyldes nok først og fremmest muligheden for at få del i en monopolgevinst.

Det er bare sværere, når politikere også skal tilfredsstille andre faggrupper. Hvorfor skulle politikerne lige præcis lytte mere til sygeplejersker, fremfor SOSU’er, bioanalytikere, osv.?
_______

 

Hvis de ansatte skal have lønmæssigt gavn af et monopol, skal de samarbejde med monopolet om at sende regningen videre. Det kunne sygeplejerskerne i princippet også håbe på, når de forhandler med regionerne. Det er bare sværere, når politikere også skal tilfredsstille andre faggrupper. Hvorfor skulle politikerne lige præcis lytte mere til sygeplejersker, fremfor SOSU’er, bioanalytikere osv.?

Flere arbejdsgivere, flere indtægtsmuligheder
Givet, at sygeplejerskerne gerne vil have en højere indkomst, gætter jeg på, at de ville have gavn af at få nogle flere potentielle arbejdsgivere, som kunne konkurrere om at ansætte dem. I hvert fald de dygtigste sygeplejersker – ikke hende på Herlev sygehus, der lod min hustru vente tre timer på en briks med et åbent sår på benet natten mellem lørdag og søndag, mens sygeplejersken ledte efter sine briller. Den pågældende sygeplejerske fik sikkert et udmærket tillæg for natarbejde i weekenden, så hun skal i hvert fald ikke klage over lønnen.

For at få flere potentielle arbejdsgivere, ville sygeplejerskerne været nødt til at opgive deres aversion mod private hospitaler og mod konkurrence
_______

 

For at få flere potentielle arbejdsgivere, ville sygeplejerskerne været nødt til at opgive deres aversion mod private hospitaler og mod konkurrence. De ville også risikere, at arbejdsgiverne i højere grad bedømte dem på produktivitet, service m.m. – hvilket mange sygeplejersker utvivlsomt ville blive belønnet for. Flere private arbejdsgivere på sundhedsområdet ville også gøre det muligt at udvikle sundheden med nye tilbud, højere produktivitet og dermed også nye indtægtsmuligheder.

Men det ville også synliggøre, at løn i høj grad handler om personlige egenskaber og ikke bare tilhørsforhold til en bestemt faggruppe. Og den slags har fagforeninger ofte svært ved at håndtere.

Lige nu håber sygeplejerskerne på en politisk opbakning udefra med slet skjult skelen til deres høje popularitet i offentligheden. Sygeplejersker ligge konsekvent på top-tre over de mest troværdige professioner, sammen med jordemødre og læger. For at øge det politiske pres har sygeplejerskerne også henvist til en angiveligt forkert lønmæssig indplacering i den såkaldte Tjenestemandsreform af 1969.

Dette er der dog delte meninger om blandt eksperter, som peger på, at sygeplejerskerne selv er skyld i, hvor de står i dag pga. den måde de har forhandlet.

Uanset hvem der har ret i forhold til historieskrivningen, er det helt simple faktum, at sygeplejerskerne har gjort livet sværere for sig selv ved ikke at ønske konkurrence i sundhedsvæsenet. Når man hellere vil have en enkelt offentlig arbejdsgiver frem for mange private, skal man ikke blive overrasket over resultatet.

Sygeplejerskerne har gjort livet sværere for sig selv ved ikke at ønske konkurrence i sundhedsvæsenet. Når man hellere vil have en enkelt offentlig arbejdsgiver frem for mange private, skal man ikke blive overrasket over resultatet
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Apropos denne artikel:

Lars Bangert Struwe: Kritikken af Danmarks forsvarspolitik var helt fair. Nu er det pinedød nødvendigt at komme videre

Thomas Aastrup Rømer: 13 forslag til en humanistisk skærmpolitik

Hayley Stevenson i RÆSONs nye trykte nummer: Trump er en katastrofe for klimaet – men det var den eksisterende klimapolitik også

Peter Meedom i RÆSON SØNDAG: Putin går styrket til forhandlingsbordet i 2025. For Ukraine har stadig ingen troværdige sikkerhedsgarantier

Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Østasien forbereder sig på Trump

Lars Bangert Struwe om sabotage i Østersøen: Frygten for eskalation har gjort os impotente