Christian Friis Bach i RÆSON SØNDAG: Protektionismen er på vej – det vil ramme det internationale samarbejde hårdt

13.06.2021

Verdenshandelen har ganske vist klaret sig langt bedre under COVID-19, end mange havde frygtet. Men vi har de sidste 10 år set en langsom, men sikker svækkelse af frihandelen og WTO. Det vil skade det internationale samarbejde.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Christian Friis Bach om verdenshandlens udfordringer. SIDSTE SØNDAG: Jens Ladefoged Mortensen om Bidens Global Tax.

DER ER MINDST 18 virksomheder involveret, hver gang, du drikker en kop kaffe. Der er mere end 200 virksomheder fra hele verden, der leverer delene til din mobiltelefon. Verdenshandlen mellem lande er motoren, der driver det globale forbrug og din hverdag. Hver dag.

Men den frie verdenshandel er langt mere end det. Øget frihandel er nemlig motoren i det internationale samarbejde. Når det ikke er muligt at holde problemerne ude ved at lukke grænser og hæve toldsatser, tvinges verdens lande til at samarbejde. Dét er den politiske effekt af frihandel, og den har været helt afgørende for det internationale samarbejde gennem de sidste 50 år.

 

I tiden op til etableringen af WTO i 1995 var verden præget af bilaterale handelskrige, hvor den stærkeste nation stort set altid løb med sejren
_______

 

Men øget protektionisme er ved at få frihandelsmotoren til at gå i stå, og det ramme det internationale samarbejde hårdt.

Den politiske effekt af frihandel har været tydelig i EU. Etableringen af det indre marked i 1993 førte til et væld af nye, fælles regler og regulativer. Da forbrugere og virksomheder i EU opdagede, at virksomheder i andre EU-lande kunne producere uden at overholde samme standarder og regler, førte det til en storm af protester og en bølge af harmonisering. I Sydeuropa nægtede forbrugerne at spise pølser fra Nordeuropa med et højt indhold af nitrit. I Nordeuropa nægtede vi, at sydeuropæiske virksomheder kunne slippe afsted med lempelige miljøkrav. Derfor har det indre marked skabt et vidtgående samarbejde om alt fra dyretransport og kemikalier til krumme agurker og energiforbruget i køleskabe. Med en økonomisk union og frihandel fulgte automatisk en langt stærkere politisk union. Det er den politiske effekt af frihandel.

Den effekt var også tydelig i verden i 1990’erne. Den store frihandelsaftale, Uruguayrunden, og dens etablering af Verdenshandelsorganisationen (WTO) skabte fundamentet for markante fremskridt i talrige andre internationale aftaler i det, som kan kaldes multilateralismens årti. I slipstrømen på frihandelsaftalerne blev der forhandlet om alt fra fælles globale miljøregler og standarder til arbejdsforhold, investeringsaftaler og patentregler.

Handelskonflikter uden konsekvens
Derfor er der grund til bekymring over den stigende protektionisme i verden i dag. Verdenshandelen har ganske vist klaret sig langt bedre under COVID-19, end mange havde frygtet. En række af de handelsbarrierer, – over for fx salg og eksport af værnemidler og vacciner – som en lang række lande indførte i pandemiens start, er blevet fjernet igen. Men vi har de sidste 10 år set en langsom, men sikker svækkelse af frihandelen og WTO.

Særligt slemt blev det under præsident Trump, som indførte en stribe unilaterale handelssanktioner overfor Kina og en lang række andre lande. Derudover nægtede han at udpege dommere til appeldomstolen i WTO op til et punkt, hvor domstolen ikke længere kunne fungere. Uden mulighed for at få afgjort sager ved domstolene (tvistbilæggelsessystemet) i WTO er en række, med sikkerhed ulovlige handelsbarrierer skudt op. Vi er tilbage til handelskrige uden straf. Handelskonflikter uden konsekvens.

Verdenshandelsorganisationen har ellers været en enestående model for, hvordan det internationale samarbejde burde fungere. I tiden op til etableringen af WTO i 1995 var verden præget af bilaterale handelskrige, hvor den stærkeste nation stort set altid løb med sejren. Selv hvis et land anlagde sag ved GATT, forløberen til WTO, havde de ikke en chance. Reglen var nemlig, at alle lande skulle være enige for, at en afgørelse trådte i kraft, og da der altid var et land, der havde noget at tabe,  skete det stort set aldrig.

 

Siden 1995 er der blevet rejst over 600 handelsstridigheder ved WTO’s domstol og afsagt over 350 kendelser. Det har sikret en retstilstand og lighed for loven
_______

 

Med etableringen af WTO blev det princip vendt på hovedet. Nu blev reglen, at med mindre alle lande var enige om at afvise en kendelse ved domstolene, så trådte den automatisk i kraft. Det skete derfor stort set altid, da der jo altid var et land, der havde vundet sagen og stod og jublede oppe på mødebordet og ikke ønskede at afvise afgørelsen. Og når afgørelserne automatisk trådte i kraft, kom der sanktioner mod det land som havde forbrudt sig mod WTO-reglerne. Det land, der blev dømt, fik tre muligheder: lav reglerne om, betal kompensation eller bliv straffet med handelsbarrierer.

Det var et enestående system med bindende regler, domstole og sanktioner, og det har i det store og hele fungeret godt. Siden 1995 er der blevet rejst over 600 handelsstridigheder ved WTO’s domstol og afsagt over 350 kendelser. Det har sikret en retstilstand og lighed for loven, så selv små lande har kunnet vinde over stormagterne. En række mindre latinamerikanske lande har for eksempel lammetævet handels-giganten EU i den såkaldte ”banansag”, der handlede om favorisering af de tidligere kolonilande. Tilsvarende har USA tabt sager til mindre lande, og det er præcis det, som amerikanerne har haft så uendeligt svært ved at acceptere. Det er ikke populært i Kongressen når en international organisation afsiger bindende kendelser, som tvinger de amerikanske politikere til at ændre deres handelslovgivning. Slet ikke populært.

Det fik præsident Trump til at rase mod WTO og påstå, at USA “taber alle retssagerne, næsten alle retssagerne i WTO”. Det var dog ikke korrekt. Især ikke når det gjaldt Kina, som var i centrum for de amerikanske angreb. I perioden fra 2004 til november 2019 vandt USA 20 gange over Kina ved WTO-domstolene og tabte ikke en eneste sag, mens tre sager endnu ikke var afgjort. Kina førte omvendt i samme periode sag mod USA 16 gange og vandt kun fem, tabte én, fik uafgjort i tre og ventede på afgørelsen i syv sager.

Men de mange amerikanske sejre var glemt, da WTO’s domstol, efter min mening fuldt berettiget, sidste år afgjorde, at de høje toldsatser, som Præsident Trumps indførte på kinesisk import for 1250 milliarder kroner var ulovlige. Det fik Trump-administrationen til at lange hårdt ud efter WTO for at være ”helt utilstrækkelig når det gælder om at stoppe Kinas uretfærdige praksis”. Dommen fik ingen betydning, for USA ankede blot dommen til den appeldomstol, som ikke længere fungerede, fordi USA nægtede at udpege nye dommere. Derfor er der aldrig kommet en endelig og bindende afgørelse i sagen.

Motoren er gået i stå
WTO’s domstole har været et enestående system. Derfor er den nuværende situation en markant svækkelse af WTO, som i forvejen var svækket, fordi det aldrig er lykkedes at afslutte den store forhandlingsrunde om øget frihandel, der blev lanceret i Doha for 20 år siden. Os der er gamle nok til, at vi har fået en COVID-vaccine, kan huske, hvordan der i 80’erne og 90’erne blev afsluttet store forhandlingsrunder om øget frihandel og økonomisk integration med nogle års mellemrum. Den tid er slut.

 

For uden den politiske effekt af frihandel vil det internationale samarbejde gå i stå og nationalismen og protektionismen langsomt men sikkert brede sig
_______

 

Med andre ord: Motoren i frihandelssamarbejdet gået i stå. Og rattet – domstolen – er blevet afmonteret, så retningen er blevet langt mere usikker.

Det betyder ikke så meget på kort sigt. På forunderlig vis finder forbrugere og virksomheder ofte løsninger og klarer sig på trods af told og kvoter, bøvl og bureaukrati. Men på længere sigt kan konsekvenserne blive meget alvorlige. For uden den politiske effekt af frihandel vil det internationale samarbejde gå i stå og nationalismen og protektionismen langsomt men sikkert brede sig. Landene vil ty til hurtige og bekvemme handelsbarrierer, hvis de står overfor handelsproblemer og internt politisk pres i stedet for de tålmodige og langsigtede internationale forhandlinger for at løse problemerne i fællesskab. Det bliver til en ond cirkel, når andre lande svarer igen med toldsatser og sanktioner. De fælles løsninger forsvinder. 

Udvikling mod øget protektionisme var tydelig allerede inden COVID-19. I perioden fra oktober 2018 til oktober 2019 blev der indført 102 nye handelsbarrierer blandt WTO’s medlemslande, der påvirkede en samlet handelsværdi på over 4600 milliarder kroner. Der var tale om nye toldsatser, kvoter, procedurer, skatter og afgifter, der udgjorde en stigning på hele 27 pct. i forhold til året før. Resultatet var usikkerhed og handelskonflikter mellem WTO’s medlemslande. Ser man på alle de nye handelsbarrierer, der er indført over de sidste godt 10 år, rammer de nu omkring 8 pct. af den samlede verdenshandel. Der er, skal det siges, dog også tendenser, der går den modsatte vej. Der er stadig nogle få nye handelsaftaler og liberaliseringer. Men overordnet er der tegn på, at protektionismen er på vej frem.

Den tendens har været medvirkende til, at væksten i verdenshandelen stilnede af allerede før COVID-19, og dertil kommer et fald på godt 5 pct. i verdenshandlen som følge af pandemien. Det fald blev mindre end frygtet, og der forventes en solid stigning i verdenshandelen i 2021, hvilket i høj grad skyldes de gigantiske hjælpepakker, som ikke mindst USA og EU har etableret. Men protektionismen spirer og verdenshandlen påvirkes.

Biden fortsætter dele af Trumps WTO- skepsis
En del af den stigende protektionisme skyldtes præsident Trump, og de angreb han indledte på især Kina. Men det er kun én forklaring, og tendensen startede før Præsident Trump. Mens præsident Biden har lagt offensivt ud, når det gælder emner som klima og menneskerettigheder, har han lagt meget forsigtigt ud, når det gælder verdenshandel og WTO. Biden har ganske vist tilsluttet sig, at WTO får en ny leder i nigerianeren, Ngozi Okonjo-Iweala, som præsident Trump ellers havde blokeret. Men når det gælder udpegningen af de dommere, der igen kunne få WTO’s domstole til at fungere, har tonen været kritisk. Den nye amerikanske handelsrepræsentant, Katherine Tai, har krævet reformer af systemet, før hun vil godkende nye dommere. Det kan efterlade WTO handlingslammet i lang tid.

 

Uden øget frihandel og en regelbaseret verdenshandel vil vi se unilaterale aktioner og voksende mistillid, og motoren i det internationale samarbejde vil gå i stå
_______

 

Vi er meget langt fra 1930’ernes Europa, hvor protektionismen og nationalismen steg voldsomt, og hvor øgede handelsbarrerier forværrede den økonomiske krise, ødelagde det internationale samarbejde og banede vejen for Hitler, nazismen og Anden Verdenskrig. Men der er alligevel grund til bekymring. Uden øget frihandel og en regelbaseret verdenshandel vil vi se unilaterale aktioner og voksende mistillid, og motoren i det internationale samarbejde vil gå i stå. Tendensen var særlig tydelig med præsident Trump og Brexit, men der er også mere grundlæggende tegn på, at både FN og det multilaterale samarbejde svækkes.

Den måde som især USA og EU-landene har reageret på under både flygtningekrisen og COVID-19-pandemien har ikke gjort det bedre. Der er ikke længere langt fra politisk bekymring til lukning af grænser, hegn og mure, eksportforbud eller nye handelsbarrierer. Der er ikke langt til øget protektionisme. De klassiske forkæmpere for liberalisme og åbenhed har vanskelige kår.

Der er heller ikke mange globale ledere, der går i brechen for øget frihandel eller argumenterer for nye handelsaftaler. I 1990’erne var WTO og frihandelsforhandlingerne blandt de mest omtalte internationale forhandlinger med stor bevågenhed og folkelige protester i Seattle og Doha. Jeg deltog selv i den danske delegation i Seattle i 1999, der blev ledet af udenrigsminister Niels Helveg Pedersen og miljøminister Svend Auken og med en stærk repræsentation af folketingspolitikere. I dag er WTO en skygge af sig selv og bliver sjældent diskuteret i Udenrigspolitisk Nævn eller Udenrigsudvalget i Folketinget. WTO-ministerkonferencen i 2020 blev aflyst på grund af COVID-19, men det var der nok kun få, der opdagede. Når ministerkonferencen nu afholdes i december 2021 i Geneve, bliver det under ledelse af Kazakhstans handelsminister, Bakhyt Sultanov, og jeg tvivler på, at Jeppe Kofoed tager afsted. De internationale forhandlinger mod øget frihandel ses ikke længere som en politisk vindersag. WTO er en global organisation på vej mod forglemmelse.

EU-forhandlingerne om associeringsaftaler og udvidelse er tilsvarende gået stort set helt i stå, og det betyder mindre incitament til at finde fælles løsninger med EU’s nabolande. Der er meget få EU- nabolande, der ser stærkere EU-associering eller EU medlemskab som en realistisk mulighed inden for kort tid, og der er omvendt rigtig mange, EU nabolande, der har indset, at det nok aldrig bliver en mulighed. De vender deres opmærksomhed andre steder hen.

Det svækker tiltrækningskraften, sammenholdet og samarbejdet i Europa, og det svækker de visioner og værdier som det europæiske samarbejde bygger på. Vi risikerer et mere og mere indadvendt EU, og et EU, der ikke kan levere bud på bredere og bedre løsninger for hele Europa. Hvis ikke EU-samarbejdet bevæger sig fremad mod øget frihandel, udvidelse og økonomisk integration risikerer unionen at vælte som en cykel, der pludseligt holder stille.

Selv i liberalismens moderland, Storbritannien, hvor Adam Smith og David Ricardo for godt 200 år siden, lagde fundamentet for teorierne om frihandel og komparative fordele, spirer protektionismens frem. Med Brexit bliver grænsekontrollen til EU-landene genindført med alt det bøvl og bureaukrati, det medfører. Mens David Ricardo i 1820erne vandt diskussionen om de protektionistiske britiske kornlove, så tabte tilhængerne af frihandel og europæisk integration diskussionen om Brexit. Som konsekvens, vil med stor sandsynlighed se et langt mere indadvendt Storbritannien i de kommende år i stedet for de store visioner om ”Global Britain”. Drivkraften mod øget internationalt engagement vil blive svækket.

Det er de udfordringer, vi står overfor. Uden en fremadskridende proces mod øget frihandel får vi ikke fundet fælles løsninger på de grænseoverskridende problemer. Så længe vi bevarer illusionen om, at verdens problemer kan løses med indgreb langs tilfældige og historiske landegrænser, så mindsker vi presset på at indgå stærkere globale aftaler. Den politiske effekt af frihandel forsvinder.

Protektionisme er derfor ikke kun et problem for den internationale verdenshandel.

Det er et problem for hele verden. ■

 

Hvis ikke EU-samarbejdet bevæger sig fremad mod øget frihandel, udvidelse og økonomisk integration risikerer unionen at vælte som en cykel, der pludseligt holder stille
_______

Apropos denne artikel:

Jan Werner Mathiasen i RÆSON SØNDAG: Vejen til fred er mere et kompromis mellem USA og Europa end mellem Kyiv og Kreml

Benedikte Brincker: Det grønlandske valg kan markere et skifte i fokus fra Arktis og Nordamerika til Danmark og EU

Adriana Cavarero: Feminismen var hovedpersonen i den eneste succesfulde revolution i 1900-tallet. Nu handler det om at modstå forsøgene på at sende os tilbage til kødgryderne

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland