Christian Egander Skov i RÆSONs nye trykte nummer: Afghanistan viser os liberalismens nederlag. Nu bliver borgerligheden konservativ
24.09.2021
Det er oplagt, at De Konservative påtager sig det ideologiske lederskab for den borgerlige blok. For liberalismens globale krise er blevet Venstres.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som i den kommende uge rammer postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Afghanistan‟
Af Christian Egander Skov
Forholdet mellem liberalisme og konservatisme forskyder sig, og dét vil forandre det borgerlige Danmark: Førstnævnte bliver svagere, sidstnævnte stærkere. Men skellet mellem en formelt konservativ og en formelt liberal position er faktisk ikke det mest markante og definerende skel på den borgerlige fløj Det er derimod skellet mellem et institutionelt centrum-højre og et institutionskritisk populistisk højre.
Afghanistan og det postliberale tidehverv
Denne kronik er skrevet, mens verdenshistorien udspiller sig. Min iPad sender gennem Twitter løbende ildevarslende depecher fra Afghanistan – i en strøm, der begyndte, da Taliban gik frem gennem landet og rykkede ind i Kabul. Og det er umuligt for mig at begynde uden at starte netop her.
Det store eksperiment, vi indledte, da vi i 2001 invaderede landet og gjorde det til objekt for en art mere eller mindre helhjertet nation building, slår nu fejl for øjnene af os. Fiasko. Det er ikke så meget, at vi ikke fik opbygget noget i de 20 år, som er gået siden, men mere dette, at det hele krakelerer og falder fra hinanden med en hastighed, der vistnok har overrasket alle – undtagen de mest bagkloge, der som bekendt aldrig rigtig bliver overrasket.
Man kan strides de næste 20 år om, hvorfor det gik sådan, og ikke mindst om, hvorvidt det måtte gå sådan. Men én pointe er det svært at slippe uden om: Vestens tilbagetrækning er et nederlag, og de billeder, som vi har set og fortsat vil komme til at se fra Afghanistan, er et alvorligt prestigetab ikke bare for Vesten som sådan, men i særdeleshed for en specifik opfattelse af Vestens rolle i verden.
Nederlaget i Afghanistan er ganske enkelt det sidste søm i ligkisten for den liberale og civilisatoriske optimisme, som greb Vesten efter Den Kolde Krigs afslutning. Det er et nyt Vietnam. Måske et postliberalt tidehverv.
Uanset hvad man måtte mene om den vestlige interventionisme, var der altid et element af tro og missionsånd i den, som netop knyttede sig til en grundlæggende liberal fremskridtstro.
Før 2001 var den uproblematisk. Efter 2001 stod den i en kampsituation, men det var nogenlunde klart, hvem vi var, og hvem de var – og hvor vi alle sammen i sidste ende skulle hen. Nu er det hele uklart. Både fejringen og offensiven er forbi.
Tidsånden skifter
Det har ikke kun noget med ørkensandet at gøre. Det handler også om det vestlige hegemonis forvitring i samme 20-års periode. Den liberale verdensorden er måske ikke brudt sammen, som nogle ville hævde, men den har ikke længere samme mulighed for rent faktisk at ordne verden.
Ja, den kan ikke engang rigtig holde sammen længere. Kina rykker tættere på. USA og Europa rykker længere fra hinanden. Og der er meget andet på spil. Finanskrisen rystede tilliden til institutionerne, masseindvandringen ligeså. Siden har de vestlige samfund været karakteriseret ved en til tider afgrundsdyb splittelse.
Nederlaget i Afghanistan er ganske enkelt det sidste søm i ligkisten for den liberale og civilisatoriske optimisme, som greb Vesten efter Den Kolde Krigs afslutning
_______
Også i Danmark er det vanskeligt at se bort fra det faktum, at historiens bølger med rasende styrke bryder mod dæmningen. Og selvom dansk politik er noget andet, så mærker vi også her stormen, om ikke andet så som kuling.
Tidsånden er gået fra offensiv til defensiv. Eller sagt på en anden måde: Vi lever i krisernes tidsalder, og dette er en bagvedliggende årsag til liberalismens vanskeligheder.
Liberalismen er ikke en kriseideologi, men i sit inderste en tænkning, der præcist rummer en tiltro til tingenes naturlige gang. Og denne tiltro bliver det vanskeligere at opretholde i en tid som den, vi er stedt i.
Svækkelsen af de liberale partier
I det borgerlige Danmark ser det ud til, at magtforholdet mellem den nominelle liberalisme og den nominelle konservatisme er ved at forskyde sig. Det er helt konkret og en smule banalt: Et parti, der kalder sig konservativt, altså Det Konservative Folkeparti, har i en periode været større end et parti, der kalder sig liberalt, altså Venstre. Det er i sig selv noget. Selvom alle partikonservative uanset alder har en meget levende erindring om tiden under Poul Schlüter, er Venstre traditionelt det største af de to partier.
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og formand for det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen, 3. september 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix]
Siden midten af 1990’erne har det endda været markant større. Nok var det det konservative parti, der skabte omslaget og brød med socialdemokratismens magtmonopol i 1980’erne, men det blev det liberale parti, der inkarnerede efterkoldkrigens borgerlige ånd. Snart vidste ingen rigtig, hvorfor der var et parti, der kaldte sig konservativt. Sådan er det ikke længere.
Den nye virkelighed afspejler sig bl.a. i, at Jakob Ellemann-Jensen er holdt op med at omtale sig selv som ’det store dyr på savannen’. Da Venstre for nylig lancerede ti punkter, der skulle forene det borgerlige Danmark, slog han i stedet fast, at det ikke var afgørende, om han blev statsminister.
Billedet bliver endnu mere markant, hvis vi kigger på den samlede borgerlige blok. Her er Venstre og Liberal Alliance de nominelt liberale partier, mens De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige opfatter sig som konservative eller (national)konservative. Hertil kan vi med lidt god vilje lægge Kristendemokraterne. Og hvorfor ikke have god vilje?
Tager vi udgangspunkt i Berlingskes vægtede gennemsnit fra den 29. august 2021, får den konservative blok 28,2 pct. af stemmerne. Den liberale blok har 17,2 pct. Hertil kan vi så for sjovs skyld lægge det liberale parti på centrum-venstre, nemlig De Radikale, til, så vi kommer op på 22,9 pct. Tættere på, men stadig markant mindre. Ved 2019-valget kunne den konservative blok mønstre 17,7 pct. (idet vi ser bort fra Kristendemokraterne, der ikke kom ind). Den liberale blok kunne mønstre 25,7 pct. og 34,3 pct. med De Radikale.
Der kan rettes alle mulige indvendinger mod dette lille taleksperiment – først og fremmest findes ’blokkene’ her jo ikke i den parlamentariske virkelighed. Men opgørelsen anskueliggør alligevel, at der er en tydelig forskydning.
Én ting er i hvert fald klart: Efter et valg vil der være væsentligt færre, der opfatter sig selv som liberale. Ikke mindst i den borgerlige blok. Måske betyder det, at borgerligheden bliver mindre liberal?
89’erne
Hvis det forholder sig sådan, er det ikke kun borgerligheden, der er under forandring. Liberalisme er jo ikke blot en ideologi, der knytter sig til de eksplicit liberale partier. Det er også en tidsånd. Historikeren Michael Böss har i sin bog Liberalismens vildfarelser leveret en meget bred skildring af liberalismen historisk og aktuelt. En af pointerne er, at den også kom til udtryk i 1990’erne og 2000’ernes Socialdemokrati: Corydon var kulmination og afslutning.
Men siden 2015 har Socialdemokratiet bevæget sig fra en position, der kunne beskrives som en ’liberal socialdemokratisme’ til en ’konservativ socialdemokratisme’. Det er denne position, som Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, med en ikke ringe grad af skepsis har kaldt for ’nationalsocialdemokratisme’. Også i Pilestræde mærkes tidsåndens skifte.
Men ikke bare dér. Det er den samme ideologiske udvikling, der er årsag til, at erklærede nationalkonservative som fx klummeskribenten Rune Selsing og litteraten Kasper Støvring har givet udtryk for, at de foretrækker Mette Frederiksen frem for Jakob Ellemann.
De indre forskydninger mellem liberalisme og konservatisme forandrer ikke alene de indre forhold i den borgerlige blok, men udfordrer den politiske dynamik i det hele taget.
En af sommerens mest interessante ideologiske debatter blev indledt af indenrigsminister Kaare Dybvad Bek, da han gjorde op med den generation, han betegnede som 89’erne. Det var dem, der var unge, da Muren faldt i 1989, og som netop havde Vestens sejr og kommunismen som deres formative historiske og ideologiske oplevelse. Debatten har siden raset. Ikke mindst i Berlingske.
Jeg tror, at Dybvads kritik først og fremmest skal forstås som et tegn på to forhold. For det første at Socialdemokratiet selv har gjort op med det, der i Dybvads fremstilling bliver en slags naiv tiltro til frihed og globalisering. For det andet at den liberale tiltro til stadig mere frihed og globalisering er under pres. Dybvad har altså, som Socialdemokratiet i det hele taget, fanget noget afgørende i tiden.
Ligesom frihed og fremskridt internationalt viste sig at være langt mere problematiske begreber, end vi havde troet, er det også tilfældet i en snæver national kontekst. Mere præcist kan man sige, at der i ly af tidsånden har sneget sig en økonomisk, social og ikke mindst statusmæssig usikkerhed ind i samfundet for store dele af befolkningen.
Også dette er en krise. Som sagt undergraver kriser liberalismen, mens den styrker ideologiske positioner, der omfavner den politiske handlekrafts potentiale.
Liberalisme og det populistiske højre
Men der er et alvorligt hul i argumentet indtil videre. For når vi nu taler om Det Konservative Folkeparti og konservatisme, så taler vi jo i virkeligheden om en ideologisk position, som i praksis lægger sig meget tæt op ad liberalismen hos Venstre. Så tæt faktisk, at man tit har vanskeligt ved at se forskel.
Samtidig kan man rimeligvis pege på, at det store skel i den borgerlige blok netop ikke går mellem de to ’blokke’, jeg har defineret ovenfor, men mellem et centrum-højre bestående af Venstre og Konservative og så et populistisk højre bestående af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Siden 2015 har Socialdemokratiet bevæget sig fra en position, der kunne beskrives som en ’liberal socialdemokratisme’ til en ’konservativ socialdemokratisme’
_______
Den sidstnævnte populistiske position kan man så måske betegne som nationalkonservativ, fordi et centralt punkt i disse partiers ideologi netop er forsvaret for national suverænitet i forhold til internationale forpligtelser og en markeret modstand mod masseindvandringen.
Vi skal kort sagt holde tungen lige i munden, ikke mindst når vi taler om konservatisme. Når man i den politiske debat taler om en øget afstand mellem liberalisme og konservatisme, handler det mere præcis om en afstand mellem et borgerlig-liberalt centrum-højre og et nationalkonservativt højre. Det handler derimod ikke rigtig om forholdet mellem Venstre og Konservative.
Skellet mellem det institutionelle centrum-højre og det populistiske højre er til gengæld dybt. Det handler om vidt forskellige måder at se verden på. I virkeligheden kan man bedst forstå populismen som en reaktion på, og et oprør imod, den verden, som liberalismen i bred forstand har skabt.
Ligesom i Socialdemokratiets nye kurs er der et tydeligt element af klassekamp i de populistiske partier. De baserer netop deres retorik og tænkning på modsætningen mellem ’folk’ og ’elite’. Det borgerlig-liberale centrum-højre derimod anlægger enten et principielt individualistisk udgangspunkt eller et mere overordnet teknokratisk samfundsperspektiv – og i begge tilfælde opfattes klassemodsætninger som noget, der hører fortiden til.
Liberalismedebatten og populismen
Så hvordan forholder dette skel sig til det skel mellem konservatisme og liberalisme, som er denne overvejelses udgangspunkt. Ja, det er allerede konstateret, at der er tale om to forskellige ting. Men så simpelt er det måske ikke alligevel: Måske har forskydningen mellem centrum-højre og højrepopulismen også noget at sige i forhold til forskydningerne internt i centrum-højre?
Der er nemlig ikke kun afstand mellem centrum-højre og det populistiske højre, men også affinitet. Der sker en påvirkning af borgerlig-liberale positioner. Dette er ikke et nyt fænomen. Eksempelvis talte Claus Hjort Frederiksen i VKO-dagene om et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti (Politiken, 2006).
Ligeledes har man som bekendt politikere inden for både V og K, der markerer sig aktivt på de områder, hvor der netop er affinitet mellem centrum-højre og det populistiske højre, fx i forhold til stram indvandringspolitik, lov og orden, islamkritik og – i lidt mindre omfang – national værdipolitik.
Man kan også sige det på den måde, at det populistiske højre udgør en kreativ politisk og ideologisk kraft, som nogle i centrum-højre forsøger at appellere til ved at imitere eller måske mere præcist ved at integrere højrepopulismens kritik i et centrum-højre-projekt.
Og det er netop her, vi finder årsagerne til forskydningen mellem liberalisme og konservatisme inden for centrum-højre.
Sagen er kort og godt, at Det Konservative Folkeparti under Papes ledelse mere konsekvent end Venstre har arbejdet i retning af en sådan integration. Venstre har tumlet med voldsomme interne problemer netop pga. splittelsen mellem liberale dogmatikere og dem, der ville appellere til nationalkonservative værdier.
Det var ikke givet, at det skulle være sådan. I Lars Barfoeds tid som konservativ partileder forholdt det sig omvendt, og i 2000’erne fremstod De Konservative som et mere liberalt parti end Venstre. Nu fremstår Venstre mere liberalt, og De Konservative mere konservativt, samtidig med at det populistiske højre er blevet styrket.
Derfor er De Konservative bedre placeret i forhold til at påtage sig et ideologisk lederskab for den borgerlige blok. Drivkraften er forskydningen fra liberalisme til konservatisme.
Udfordringen bliver nu at sørge for, at alle de borgerlige positioner – herunder den udpræget liberale og den udpræget nationalkonservative – kan integreres i et overordnet bredt konservativt projekt. En sådan position vil have fremtiden for sig, selv i et postliberalt tidehverv. Ja, måske er den endda liberalismens bedste chance for politisk gennemslagskraft. ■
Det populistiske højre udgør en kreativ politisk og ideologisk kraft, som nogle i centrum-højre forsøger at appellere til ved at imitere eller måske mere præcist ved at integrere højrepopulismens kritik i et centrum-højre-projekt
_______
Christian Egander Skov (f. 1985), ph.d. i historie, tilknyttet forskningsprojektet Conservatism at the Crossroads ved NTNU i Trondhjem. Redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til Konservatisme i mellemkrigstiden (2016) og klummeskribent ved Berlingske, Altinget og Kontrast. ILLUSTRATION: Præsident Joe Biden holder pressemøde i Det Hvide Hus efter Hamid Karzai lufthavnen i Kabul er blevet ramt af flere eksplosioner, 26. august 2021 [FOTO: Walter/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
