Cheføkonom Morten Bruun Pedersen: Biden varsler store ændringer i den amerikanske konkurrencepolitik
14.10.2021
Der varsles en stor ændring i konkurrencepolitikken i USA. Især hvis ikke stærke repræsentanter og lobbyister for de virksomheder, der nyder godt af manglende konkurrence, får held til at dreje indsatsen i en anden retning, der styrker deres dominans på markedet yderligere.
Analyse af cheføkonom Morten Bruun Pedersen, Forbrugerrådet Tænk
Præsident Joe Biden lagde fornyelig dette ud på Twitter: “Let me be clear: Capitalism without competition isn’t capitalism. It’s exploitation.”
Tweetet er ikke tilfældigt og skal ses i kontekst af, at der i USA pt. er heftig diskussion om, at manglende konkurrence gennem årtier har forårsaget stagnerende lønninger, ineffektivitet, manglende innovation, manglende markedsdynamik, manglende vækst og stigende ulighed.
Anti-trust bevægelser håber på et nybrud i konkurrencepolitikken til gavn for samfundet og den brede befolkning. Et problem er imidlertid, at de der nyder godt af manglende konkurrence også har betydelige lobby-muskler og stor politisk indflydelse til at påvirke konkurrencepolitikken til egen fordel.
De senere år er der udkommet en lang række bøger og analyser om netop denne problemstilling. Nogle af bøgerne er mere holdningsprægede, mens andre er videnskabeligt funderet og godt underbygget både teoretisk og empirisk. Et af de seneste skud på stammen i den sidste kategori er ”The Profit Paradox – How Thriving Firms Threaten the Future of Work” af professor i økonomi Jan Eeckhout.
Jeg vender tilbage til nogle af bogens hovedpointer senere, men inden vil jeg belyse den kontekst og baggrunden bogen kan ses i. Nemlig den nyopståede diskussion om manglende konkurrence i amerikansk økonomi.
En gammel diskussion er genopstået
Diskussionen om de skadelige virkninger af monopoler og manglende konkurrence er slet ikke ny. Således sagde Zeno, kejser af det øst-romerske imperium i år 483 e.Kr: “No one may presume to exercise a monopoly of any kind … and if anyone shall presume to practice a monopoly, let his property be forfeited and himself condemned to perpetual exile”.
Debatten om antitrust (konkurrencepolitik) har også en lang tradition i USA. I 1890 kom den såkaldte Sherman Antitrust Act, som var begyndelsen på et opgør med monopoler og stor koncentration af økonomiske magt hos nogle få dominerende konglomerater og selskaber fx indenfor jernbanedrift og telegrafvirksomhed, de såkaldte ”Robberbarons” eller røverbaroner. Der var udbredt utilfredshed med monopolernes magt og ageren på markedet, og det resulterede i en længere periode med effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne og opsplitning af flere af konglomeraterne.
Selvfølgelig er big-tech i fokus i dagens amerikanske diskussion. Og ja, big-tech giver massive konkurrenceproblemer. Men undersøgelser viser, se fx David Wessel, 2018, Eeckhout 2021, at gennem de seneste tre årtier er konkurrenceproblemerne i et flertal af brancher i USA steget markant. Og antallet af nye virksomheder er styrtdykket siden slutningen af 1970’erne, hvilket går ud over den dynamik, der skaber konkurrence og vækst i en markedsøkonomi. Meget tyder på, at manglende konkurrence er bredt funderet i verdens største kapitalistiske økonomi.
Konkurrenceproblemerne kommer til udtryk på mange områder. Et væsentligt område er udviklingen i reallønnen. Store dele af den amerikanske befolkning har haft stagnerende reallønnen siden 1980’erne og den del af nationalindkomsten, der går til lønninger er faldet markant. Samtidig er lønmodtagerne blevet mere produktive og produktiviteten er steget. Så mange almindelige mennesker med mellemindkomster og derunder har i de sidste 30-40 år ikke har fået glæde af produktivitetsgevinsterne i de amerikanske virksomheder.
Dagens anti-trustbevægelse mener, at den grundlæggende årsag til denne udvikling er manglende konkurrence i brede dele af den amerikanske markedsøkonomi. Anti-trustbevægelsen peger på, at udviklingen skyldes, at håndhævelsen af konkurrencereglerne siden 1980’erne har manglet, og at myndighederne har set alt for snævert på konkurrencepolitikkens formål. Anti-trustbevægelsen mener fx at konkurrencemyndighederne har fokuseret alt for lidt på, at de eksisterende dominerende virksomheder har gjort det vanskeligt for nye aktører at komme ind på markedet og dermed bidrage til at skabe effektiv konkurrence.
Dagens anti-trust bevægelse tillægger den manglende håndhævelsen af konkurrencereglerne fremvæksten af den såkaldte Chicago-skole, der fik betydelig medvind under præsident Reagan. Reagans tilgang til regulering kan vel bedst illustreres ved citatet: „Government is not the solution to our problem, government is the problem”. Chicagoskolens tese er kort – og lidt firkantet – sagt, at store virksomheder netop er store, fordi de har stordriftsfordele, og dermed er effektive og succesfulde. Og man skal ikke regulere og straffe denne succes. Samtidig er udgangspunktet, at regulering er af det onde, og nærmest nyttesløst, fordi dem reguleringen retter sig imod har så stor magt og politisk indflydelse på reguleringen, at reguleringen bliver udformet til deres egen fordel som dominerende virksomhed. Så regulering af konkurrencen skal man undgå eller minimere mest muligt.
Så længe store virksomheder er effektive, priserne ikke stiger og det såkaldte forbrugeroverskud (summen af forbrugernes betalingsvillighed ud over markedsprisen) er rimeligt, ser skolen ingen grund til regulering. Chicagoskolens syn fik i 1980’erne og frem stor indflydelse på myndighedernes og domstolens tilgang til reguleringen af konkurrencen. Den nye antitrust-bevægelse peger på, at der i perioden har været alt for få konkurrencesager og for slap regulering.
Den nye antitrust-bevægelse, som næppe er en homogen gruppe, går helt overordnet under betegnelsen ”The New Brandeisian”. Opkaldt efter Louis Brandeis, som var højesteretsdommer og rådgiver for præsident Wilson. I dag er bevægelsens frontfigur ubetinget Lina Khan. Khan blev for få måneder siden udnævnt som chef for de amerikanske konkurrencemyndigheder af præsident Biden. Biden har hermed valgt at hoppet på Antitrust-vognen – eller er blevet presset til det. For bevægelsen har vind i sejlene. Og ud over udnævnelsen af Khan har Biden netop lanceret 72 nye indsatsområder i konkurrencepolitikken, som Khan skal stå i spidsen for at gennemføre for at styrke konkurrence og effektiviteten i den amerikanske økonomi. Dette varsler en stor ændring i konkurrencepolitikken i USA. Især hvis ikke stærke repræsentanter og lobbyister for de virksomheder, der nyder godt af manglende konkurrence, får held til at dreje indsatsen i en anden retning, der styrker deres dominans på markedet yderligere.
Tidligere Facebook-investor og PayPal-medstifter Peter Thiel, opsummerer sit syn på forretning og konkurrence således: “Competition is for losers”
_______
Hvordan ser ”The New Brandeisian” så på konkurrencepolitikken? Den primære forskel er, at konkurrencepolitikkens formål for anti-trustbevægelsen er langt bredere end Chicagoskolens. Chicagoskolen fokuserede primært snævert på at sikre forbrugeroverskuddet, mens The New Brandeisian argumenterer for, at manglende konkurrence har langt bredere negative effekter i økonomien og samfundslivet. Konkurrence har betydning for lønudvikling, effektivitet, innovation, markedsdynamik, vækst og indkomstfordeling. Selvfølgelig kan stordriftsfordele skabe effektiv produktion og lavere omkostninger. Der er imidlertid en anden bagside til medaljen. Nemlig, at stordriftsfordel, høje etableringsomkostninger, skifteomkostninger, netværkseffekter mv. også giver virksomhederne muligheder for at afskærme sig fra konkurrence i form af såkaldte ”moats” eller voldgrave.
Disse moats betyder, at det primært er de enkelte virksomheder, og i mindre grad det brede samfundet, der får glæde af stordriftsfordelene og effektiviseringer i form af endnu lavere priser, endnu mere innovation, endnu bedre produkter og endnu bedre kvalitet. Desuden er The New Brandeisian ligesom Chicago-skolen bekymret for den politiske magt, som dominerende virksomheder har på udformningen af reguleringen af dem selv. Dog er konklusionen i dag, modsat hos Chicago-skolen, at det er en stærk og uafhængig konkurrencemyndighed, der skal til. Chicago-skolens tilhængere mener, at på den helt lange bane vil moats blive nedbrud af markedskræfterne, og derfor er der ikke behov for regulering. Det er dog uklart, hvor lang tidshorisont Chicagoskolen ser for sig, og hvordan forbrugerne og samfundet skal forholde sig til velfærdstabet indtil markedet igen fungere effektivt på et tidspunkt langt ude i fremtiden
Jeg anser det for en iboende drift, at en virksomhed forsøger at afskærme sig fra konkurrence for at opnå større indtjening. Det er vel også netop det, der er kernen i strategien fra professor Michaels Porters ”5 – Forces Model”, som er fast pensum på alle business schools jorden rundt. Porteres 5 – forces model går ud på, hvordan virksomhederne placerer sig strategisk i markedet for at opbygger varige konkurrencefordele ved at afskærme sig mest muligt fra konkurrence. Eller som superkapitalist og storinvestor Warren Buffets udtrykker det: „In business, I look for economic castles protected by unbreachable ”moats””, The Street, nov. 2017. Her er “castle” en metafor for virksomhed og “moat” en metafor for beskyttelse mod konkurrence. Eller som den globale analysevirksomhed Morningstar skriver: “A great business is one that can fend off competition and earn high returns on capital for many years to come.” Tidligere Facebook-investor og PayPal-medstifter Peter Thiel, opsummerer sit syn på forretning og konkurrence således: „Competition is for losers‟. Spørgsmålet er så i hvilket omfang, og hvordan denne iboende drift til at afskærme virksomheden fra konkurrence bør tæmmes. For de fleste vil vel mene, at manglende konkurrence er lig velfærdstab for samfundet.
Der er som sagt de senere år kommet en del bøger om konkurrenceproblemerne i USA. Som økonom vil jeg fremhæve bøgerne ”The Great Reversal – How America Gave Up on Free Markets” af Thomas Philippon, “The antitrust Paradigm” af Jonathan B. Baker og som nævnt indledningsvis ”The Profit Paradox: How Thriving Firms Threaten the Future of Work” af Jan Eeckhout. Disse bøger er godt underbygget teoretisk og empirisk.
The Profit Paradox
The Profit Paradox er udkommet for nogle måneder siden, og bør læses, hvis man interesserer sig for konkurrence, vækst, arbejdsforhold og fordelingspolitik. Bogen har et særligt fokus på arbejdsmarkedet, som normalt ikke har en så central rolle, når der er tale om konkurrencepolitik. Dermed gør bogen et abstrakt emne som konkurrencepolitik nærværende for de fleste.
En af bogens hovedpointer er, at svag konkurrence får dominerende virksomheder til at producere mindre, og virksomhederne producerer mindre præcist for at opnå større overskud. For hvis de skulle øge produktionen, ville priserne falde, og deres overskud ville falde. Når de producerer mindre, beskæftiger de færre. Og når økonomien generelt er domineret af svag konkurrence, får det makroøkonomisk effekt og ligevægten i økonomien vil lande på et niveau, hvor det generelle lønniveau er faldet eller steget mindre end det ville, hvis konkurrencen var bedre.
En anden hovedpointer er, at den teknologiske udvikling har gjort det lettere at opbygge økonomisk magt og afskærme virksomheder fra konkurrence. Det betyder, at de økonomiske gevinster ved den teknologiske udvikling koncentreres på færre hænder. Eeckhout peger på, at dominerende virksomheder bruger teknologi på to måder: Den ene er at øge effektiviteten og sænke omkostningerne, hvilket er positivt. Den anden er, at de bruger teknologien til at bygge barriere og afskærme sig fra konkurrence derigennem.
En tredje hovedpointe er, at Eeckhout skelner mellem såkaldt ”Pro-market” og ”Pro-business”. Pro-market går ud på at sikre effektiv konkurrence og generel økonomisk velfærd. Pro-business fokuserer på at øge virksomhedernes indtjening og Shareholder Value (aktionær-værdier), fx ved opbygning af ”moats” og markedsdominans. Ifølge Eeckhout er Pro-market i USA ved at bukke under for Pro-business, fordi der er for stort et fokus på at maksimere aktionærernes værdi. Modsat vil mere fokus på Pro-market sikre skarpere konkurrence og lave priser, som kan medføre mindre overskud, hvilket kan være i modstrid med Pro-business.
Forskellen på Pro-Market og Pro-business viser sig også på aktiemarkedet. Hvis fx aktiemarkedet stiger med 10 pct. vil mange synes, det er fantastisk. Men det kan være negativt for samfundet. For aktier afspejler den fremtidig fortjeneste. Og stigningen betyder, at der forventes endnu mere overskud. På konkurrenceudsatte markeder vil overskuddet være lavere, og aktiekursen være lavere. At sidestille stigende aktiemarked og overskud med en sund samfundsøkonomi kan derfor være en fejlslutning. For det kan være præcis det modsatte, hvis kursstigningerne skyldes manglende konkurrence.
Når jeg læser The Profit Paradox er jeg ikke i tvivl om, at Eeckhout har stor sympati for den kapitalistiske markedsøkonomi. Han mener bare, at den burde fungere langt bedre. Med inspiration fra i den østrigske økonom Joseph Schumpeter understreger Eeckhout nemlig, at en kortvarig monopolagtig situation med midlertidig overprofit, som følge af innovation og nytænkning, er en meget vigtig og sund drivkraft i en kapitalistisk markedsøkonomi. Og den midlertidige overprofit afspejler den risiko, der er ved innovation.
Innovationer skaber ifølge Schumpeter såkaldt ”creativ destruction”, dvs. nedbrydning af eksisterende mindre effektive teknologier, organisationsformer og virksomheder. Schumpeters idé var, at efter et kortere tidsrum vil andre virksomheder have andel i overprofitten og nedbryde den monopolagtige situation, så priserne vil blive konkurreret ned til gavn for hele samfundet. Det forudsætter dog, at der ikke er adgangsbarrierer for, at de andre virksomheder kan komme ind på markedet fx i form af omkostningsfordele som nye konkurrencer ikke kan eller forhindres i at replikere, stærke brands, høje skifteomkostninger for kunderne etc. Vi har brug for den schumpeterianske dynamik. Men det, der foregår nu, er meget uschumpeteriansk, understreger Eeckhout, fordi de dominerende virksomheder med dagens teknologi er i stand til at bevarer deres monopol i det lange løb ved at opbygge moats som er vanskelig at nedbryde for nye konkurrenter. I den forstand vinder Pro-business pt. over Pro-market. For nok har de etablerede virksomheder det godt økonomisk, men der er ikke ensbetydende med, at markedet er effektivt og samfundets velstand så høj, som den kunne være.
Diskussionen i USA finder jeg er interessant og relevant, også i en europæisk og dansk sammenhæng. Konkurrence og effektive markeder virker for mange som et fjert emne, selvom markedernes effektivitet har stor betydning for manges hverdag og levevilkår. Hvis ikke den brede befolkning får gavn af virksomhedernes effektivitetsgevinster i form af lavere priser, bedre kvalitet, mere innovation eller højere lønninger er det et velfærdstab for den enkelte og samfundet. Derfor hilser jeg det velkomment når konkurrenceøkonomer som Jan Eeckhout hæver blikke fra de matematiske modeller og formidler emnet så flere får øjnene op for den store betydning, effektiv konkurrence har for vores tilværelse.
Meget tyder på, at der sker nybrud i konkurrencepolitikken i USA. Med Bidens udnævnelse af Lina Khan som chef for de amerikanske konkurrencemyndigheder og annonceringen af en strøm af nye indsatsområder på konkurrencerådet, kommer vi til at se en konkurrencepolitik, der vil favne bredere og en mere effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne. Samtidig har mange amerikanere ikke oplevet reallønsfremgang i årtier samtidig med, at store virksomheder høster stadig større overskud. Denne frustration vil kunne give en ny konkurrencepolitik luft under vingerne. Herudover ser vi også republikanere, der peger på, at der mangler konkurrence fx i relation til big-tech virksomhederne. En ”dark horse” er dog, at lobby, penge og donationer har meget stor indflydelse på amerikansk politik.
Mange amerikanere har ikke oplevet reallønsfremgang i årtier samtidig med, at store virksomheder høster stadig større overskud. Denne frustration vil kunne give en ny konkurrencepolitik luft under vingerne
_______
Morten Bruun Pedersen (f. 1958) er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk og cand.oecon. og HD i Informatik og Økonomistyring. Han har primært været ansat i finanssektoren og siden 2011 i Forbrugerrådet Tænk med arbejdsområdet Finanssektoren og konkurrencepolitik. Artiklen afspejler ikke nødvendigvis Forbrugerrådets Tænks holdninger. ILLUSTRATION: Præsident Joe Biden holder fortæller om den store hjælpepakke på 1,9 mia dollars i Rosenhaven ved Det Hvide Hus, dagen efter pakkens vedtagelse, 12. marts 2021[FOTO: Jim Lo Scalzo/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
