Charlie McPhillips om COP26: Vi har fået en aftale, der får mig, som ung klimaaktivist, til at miste troen på den internationale proces

16.11.2021

Klimapagten blev ikke udvandet i et kaotisk øjeblik af Indien. Klimakonferencen havde fra start svære vilkår, fordi den bygger på 25 klimatopmøder, hvor industrilandene langsomt, men sikkert, har undgået handling. De industrialiserede lande kan ikke kræve ambitiøs klimahandling af de nye økonomier, når vi ikke er villige til at betale vores andel af den omkostning klimakrisen medfører.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Charlie McPhillips

Vi fik en klimapagt i Glasgow – en aftale, der havde en hård fødsel med modstridende interesser, som naturligt udspringer af en voksende mistillid mellem særligt udviklingslandene og de industrialiserede lande.  

Sammen med andre unge klimaaktivister har vi brugt alle vores vågne timer de seneste 14 dage. Måbende så vi til, da aftalen langsomt blev udvandet i de mest centrale elementer. Aftalen kunne til sidst kun vedtages, fordi den var blevet tilpas tynd. Vi har nu fået en aftale, der får mig, som ung klimaaktivist, til at miste troen på den internationale proces. For det er et spil, hvor intet gives uden forbehold, og her bliver forhandlingerne låst, når udviklingslandene ikke har tillid til de industrialiserede lande. Det er en mistillid, som bygger på det svigt, de industrialiserede lande har begået overfor deres forpligtelser og deres ansvar. Nøglen til ambitiøs klimahandling ligger derfor hos lande som Danmark, der ikke er villige til at levere på sine forpligtelser over for udviklingslandene; og bidrage med deres andel af klimabistanden.  

Mistilliden har været den knurrende undertone under dette års klimakonference, og vi har nu næret den så meget, at det kan blive svært at levere en ambitiøs klimaaftale.
Klimatopmøderne har siden begyndelsen givet forsøg på at begrænse den menneskelige påvirkning af klimaet, og nu står vi efter snart 30 år og udsigten er, at indholdet af drivhusgasser i atmosfæren vil stige med 13,7 pct. frem mod 2030 ift. 2010.

Industrilandene har gentagende gange bekræftet deres svigt over for udviklingslandene, hvilket skaber en spænding i forhandlingslokalerne, hvor fordriverne skal se de fordrevne i øjnene. 

Udviklingslandene håbede på konkret handling og levering på aftaler, som allerede er vedtaget. På spørgsmålet om klimabistand håbede de, at verdens rigeste lande, som de seneste år har svigtet deres egen forpligtelse og deres historiske ansvar, ville betale. Verdens mest sårbare nationer udtrykte i kor følelsen af mistillid, der som en kløft er ved at knække verden midt over. 

Sidste år skulle der leveres på forpligtelsen fra 2009, der tilskrev, at de industrialiserede lande skulle give $100 mia. som nye og additionelle midler til de udsatte lande, der lige nu oplever klimakrisens konsekvenser. Cirka en femtedel af dette beløb har industrilandene kunne skrabe sammen. Der var derfor et dybtfølt håb for, at COP26 som minimum kunne levere en kortlægning mod realiseringen af de $100 mia.

Man skulle tro at de, der vedtog aftalen i 2009, ville have travlt med at få indfriet et mål, der havde deadline sidste år. Men industrilandene har derimod travlt med deres egen dagsorden. De står alle  i kø for at udtrykke bekymring om de stigende udledninger, så de kan tage noget med hjem til deres vælgere. Tynde vendinger er tilføjet i teksten, men der nævnes egentlig blot, at vi står i en krise. Intet i teksten forlanger handling. Industrilandene viser, at de har forstået alvoren ved at tilføje, at 2 graders temperaturstigning er værre end 1.5 grad (duh), og at man – hvis man vil holde sig under 1.5 grader – skal reducere med 45 pct. inden 2030. Konklusionerne fra basal og velkendt videnskab nævnes i aftalen, men de støttes ikke op af krav om handling, hvilket gør aftaleteksten lidt bizar – for hvorfor skal vi aftale videnskab?

 

Det kan ikke overraske os, at de nye økonomier ikke leverer klimahandling, når Vesten har svigtet sine forpligtelser. Det er blevet en farbar vej at svigte
_______

 

Mens de har travlt med det, kommer der ikke en aftale om klimabistanden. Og det er selvom, det akutte behov bliver understreget af udviklingslandene, som har forsøgt at brænde igennem med budskabet om, at der skal leveres penge til at afbøde fordrivelse af mennesker og genoprette efter oversvømmelser og skovbrande. Det vil vesten stadig ikke levere på. 

Nu står der i aftaleteksten, at landene – hvis de har lyst – kan fordoble deres bidrag til klimatilpasning. Fordoblede Danmark sit bidrag i additionelle midler, ville vi levere cirka 4 pct. af den andel, vi havde forpligtet os på tilbage i 2009 . Det betyder jo reelt en tilbagegang, når udviklingslandene havde udsigt til flere midler i 2009, end de har nu. Men hvad kan de industrialiserede lande kræve af andre, når de ikke selv er villige til at tage ansvaret på sig? 

Det kan ikke overraske os, at de nye økonomier ikke leverer klimahandling, når Vesten har svigtet sine forpligtelser. Det er blevet en farbar vej at svigte. Når de vestlige lande har ført an i tomme målsætninger, følger Indien i sidste øjeblik trop ved at kræve en væsentlig svækkelse af aftalen om at udfase subsidier til fossilindustrien og brugen af kul. 

Klimapagten blev ikke udvandet i et kaotisk øjeblik af Indien. Klimakonferencen havde fra start svære vilkår, fordi den bygger på 25 klimatopmøder, hvor industrilandene langsomt, men sikkert, har undgået handling. Indien kom med et krav en væsentlig forøgelse i klimabistanden, hvilket som nævnt reelt blev en forringelse af klimabistanden i stedet. 

Hvis Indien kunne se, at pengene de har fået stillet til udsigt, blev leveret, vil industrilandene kunne have krævet mere. Men i stedet havde landene så travlt med de relative gevinsters kunst, at handling udeblev, og dér bliver den største taber igen udviklingslandene, fordi de allerede i dag har tab af land, natur og mennesker. Men fortsættes denne hårdknude, vil ingen kunne se sig fri fra tørke, oversvømmelser, brand eller stormflod. 

Lande som Danmark har næret mistilliden, når vi ikke leverer på områder som for eksempel klimabistanden, og dermed har vi aktivt gjort kløften – og dermed vores egen grav – dybere. Den internationale proces er nødvendig for en vedholdende og dyb omstilling, men den er svær at stole på, så længe den ikke kan levere ambitiøs klimahandling. Hvis vi næste år skal sætte vores lid til klimakonferencen, skal der lægges kræfter i at genopbygge tilliden. Det kræver, at lande som Danmark leverer på tidligere forpligtelser og møder de krav, der stilles af udviklingslandene. Foruden dét kan ingen vinde, og alle vil tabe under en varmere planet. ■

 

Den internationale proces er nødvendig for en vedholdende og dyb omstilling, men den er svær at stole på, så længe den ikke kan levere ambitiøs klimahandling
_______

 

Charlie Hejlskov McPhillips (f. 1997) er studerende på Bioteknologi på Københavns Universitet og klimaaktivist i Den Grønne Studenterbevægelse, hvorigennem han deltog som ung observatør til COP26 i Glasgow. ILLUSTRATION: Storbritanniens premierminister Boris Johnson, Indiens premierminister Narendra Modi og Australiens premierminister Scott Morrison mødes på andendagen af COP26, Glasgow, 2. november 2021. [FOTO: Andrew Parsons/Ritzau Scanpix]