17.02.2021

.

Regeringens corona-håndtering har ført til en situation, hvori det danske samfund i stigende grad er polariseret.  Stigmatisering af ’de andre’, angiveri, dem-og-os-retorik og straf bliver normen. Vi bærer alle et ansvar for udviklingen, men regeringen og Folketinget bærer det største ansvar og har nøglen til at vende udviklingen i en mere positiv retning.

Kommentar af Carsten Rasmussen

NU KAN VI SNART fejre et år i pandemiens skygge. Et jubilæum de fleste af os nok godt ville have været foruden. For Danmarks vedkommende startede det godt. Statsminister Mette Frederiksen tog hånd om krisestyringen: Hun handlede resolut, lukkede landet og begrænsede aktivitetsniveauet i samfundet til et minimum. Mange danskere beundrede hendes handlekraft og støttede beslutningen.

Regeringens indledende krisestyring var lige efter bogen. Den var defensiv, hvilket var nødvendigt, indtil man havde udviklet en strategi for, hvordan landet kunne komme ud af krisen. Her begyndte krisestyringen at halte. Sundhedsmyndighederne, regeringen og Folketinget fik aldrig i fællesskab udviklet en strategi, og regeringen fortsatte med at handle reaktivt. Defensiven blev aldrig vendt til en offensiv.

Vi håbede, at de indførte tiltag ville virke, vi håbede, der snart kom en vaccine, og vi håbede, at virussen herefter på magisk vis ville forsvinde. Håb er dog ikke et anvendeligt krisestyringsværktøj, og derfor blev vi hængende og befinder os stadig i krisestyringens første defensive fase. Vaccinationsprogrammet er nok ved at blive udrullet. Men alt tyder på, at virussen er kommet for blive, og der er stadig ingen sammenhængende strategi for, hvordan vi lægger krisen bag os og lærer at leve med virussen. De kortsigtede tiltag og den manglende strategi har ført til frustrationer og mismod hos mange.

 

Fagligheden blev politikkens gidsel, og sandheden blev denne uskønne symbioses første offer
_______

 

PÅ ET ANDET OMRÅDE har krisestyringen været endnu mere mangelfuld: i kommunikationen. Åben kommunikation er en forudsætning for effektiv krisestyring. Regeringen har afholdt utallige pressemøder, og vi bliver dagligt bombarderet med myriader af tal. For hovedpartens vedkommende er det imidlertid ikke åben kommunikation, men blot relativt ligegyldig information krydret med vurderinger fra den første og den bedste ekspert, der gider stille op til et interview.

God kommunikation er mere end store mængder information; det er ærlig kommunikation. Regeringen opfandt forsigtighedsprincippet, som gik ud på at være endnu mere forsigtig, end myndighederne anbefalede. Hensigten var sikkert god, men det blev umuligt at kende forskel på politiske argumenter og sundhedsfaglige argumenter. Regeringen glemte nemlig den gyldne regel om, at hvis noget ikke kan forklares, kan det ikke forsvares. Når noget ikke kunne forklares i regeringens tilfælde, blev forsigtighedsprincippet hevet op af hatten. Fagligheden blev politikkens gidsel, og sandheden blev denne uskønne symbioses første offer.

Den dårlige kommunikation undergravede tilliden til både regeringen og sundhedsmyndighederne, og på flere forskellige måder bidrog den til en polarisering af det danske samfund.

Fx stolede en ganske betydelig del af befolkningen blindt på den socialdemokratiske linje. Polariseringen begyndte at udvikle sig mellem dem på den ene side, der havde stor tiltro til regeringen, og på den anden side de skeptiske. De ’tro’ blev uanset politisk ståsted udråbt som socialdemokratiske partisoldater og de ’utro’ som konspiratoriske sølvpapirshatte.

Regeringen kunne formentlig have undgået denne udvikling, hvis ministrene havde været bare lidt mere imødekommende over for pressen. De ansvarlige ministre stiller imidlertid meget sjældent op, når pressen kalder. De foretrækker at kommunikere på sociale medier direkte til deres støtter, og den kritiske presse må derfor nøjes med de socialdemokratiske løjtnanter.

 

Denne udpegning af ’de andre’, som de skyldige i virussens fortsatte spredning, var benzin på polariseringens bål
_______

 

’DEM OG OS’-MENTALITETEN, som i flere år har kendetegnet udlændingedebatten, blev hurtigt overført til corona-debatten. Mange – med statsministeren og adskillige politikere fra begge fløje i spidsen – bidrog til at udpege syndebukke. Flere grupper blev identificeret og skoset for deres uansvarlige opførsel. Det gjaldt det somaliske indvandrermiljø i Århus, senere de unge og atter senere folk, som af den ene eller anden grund havde haft et ærinde i udlandet, særligt Dubai.

Denne udpegning af ’de andre’, som de skyldige i virussens fortsatte spredning, var benzin på polariseringens bål. ’Dem og os’-mentaliteten har ført til tilfælde af angiveri – når de ikke overholder restriktionerne, må vi vise samfundssind og anmelde dem til myndighederne, så de kan få deres velfortjente straf.

Polariseringen kom også til udtryk i mink-sagen. Et godt stykke inde i krisen traf regeringen, uden at have lovgrundlaget på plads, nemlig beslutningen om at aflive alle landets mink og afvikle erhvervet. Dette var en menneskelig katastrofe for de berørte og en politisk katastrofe for regeringen.

I noget, der mindede om en panikreaktion, blev fødevarestyrelsen, politiet, beredskabsstyrelsen og forsvaret indsat i en storstilet aflivningsoperation af flere millioner dyr. Da de mange mink efterfølgende skulle graves ned, skete det uden, at de miljømæssige forhold blev ordentligt undersøgt og overholdt. Håndteringen af denne situation underminerede mange borgeres tiltro til noget helt fundamentalt i retsstaten – nemlig at loven kontrollerer magten. Minksagen har ført til stærk polarisering mellem på den ene side de, som mener, at beslutningen måske var både ulovlig og unødvendig, og på den anden side de, som mener, at det var både nødvendigt legitimt at handle, før lovgrundlaget var på plads.

Polariseringen er kun blevet forstærket af, at visse politiske kræfter under alle omstændigheder gerne ville af med minkerhvervet af dyreetiske årsager. Endelig har erstatningen til minkavlerne, som nogen synes kom for sent, og andre synes er alt for stor, pustet til ilden.

 

Denne polarisering er farlig for det danske velfærdssamfunds sammenhængskraft, som netop er baseret på tillid mellem borgere og myndigheder samt minimale skel i befolkningen
_______

 

Krisehåndteringen har også skabt yderligere polarisering mellem på den ene side folk på overførselsindkomst og offentligt ansatte, og på den anden selvstændigt erhvervsdrivende og ansatte i det private erhvervsliv. Folk på overførselsindkomst og offentligt ansatte er ikke i nævneværdig grad ramt på økonomien. Mange offentligt ansatte, undtagen pædagoger og sundhedspersonale, har kunnet arbejde hjemmefra, og de har kunnet tage sig af børnene, når skolerne var lukkede.

De privatansatte, særligt i produktionserhvervene, har for manges vedkommende måttet gå på arbejde hver dag uanset smittetryk og lukkede skoler. Værst ramt er dog de mange små erhvervsdrivende i serviceerhverv. Flere er på fallittens rand, og frustrationerne er store. Hjælpepakkerne har i nogen grad udlignet forskellene, men fortællingen om, at vi alle er i samme båd, lyder hul i manges ører.

KRISEHÅNDTERINGEN OG KOMMUNIKATIONEN har skabt en tillidskrise mellem borgere og myndigheder og et konfliktfyldt skel mellem befolkningsgrupper. Denne polarisering er farlig for det danske velfærdssamfunds sammenhængskraft, som netop er baseret på tillid mellem borgere og myndigheder samt minimale skel i befolkningen.

Hvordan kommer vi videre? Hvordan undgår vi, at krisehåndteringen fører til en varig, øget polarisering af det danske samfund? Efter min mening har politikerne og særligt regeringen nøglen hertil. Det første skridt må være at vende den defensive krisestyring til en offensiv krisestyring. Det er nødvendigt, og det haster med at få udarbejdet og offentliggjort en langsigtet og sammenhængende strategi for, hvordan vi åbner samfundet igen, og hvordan vi hurtigst muligt får økonomien op i højt gear, så vi ikke sender en kæmperegning videre til vore børn og børnebørn.

En offensiv krisestyring, som baseres på en langsigtet strategi med bredest mulige politiske støtte, vil give danskerne et nyt perspektiv – også på den lange bane – og fjerne de mange frustrationer. Vi vil kunne se lyset for enden af tunnelen, og vi vil turde tro på, at det vitterligt er enden af tunnelen og ikke et modkørende eksprestog. Perspektivet og den brede politiske støtte vil forhåbentligt kunne lægge en dæmper på polariseringstendenserne.

Strategien skal også give bud på, hvordan vi kan leve med virus i fremtiden. Samtidig er der behov for fuld transparens og kommunikation, hvor der skelnes klart mellem politik og faglighed. Begreber som forsigtighedsprincip, samfundssind og fuldstændig epidemikontrol er elastik i metermål og bør slettes fra krisestyringsordbogen. ■

 

En offensiv krisestyring, som baseres på en langsigtet strategi med bredest mulige politiske støtte, vil give danskerne et nyt perspektiv – også på den lange bane – og fjerne de mange frustrationer
_______

 

Carsten Rasmussen (f. 1960) er brigadegeneral i Hæren. Han var Danmarks første forsvarsattaché i Kina og har siden 2019 været forsvarsattaché på den danske ambassade i Moskva. ILLUSTRATION: Protestgruppen Men In Black demonstrerer mod regeringens coronarestriktioner i København, lørdag 23. januar 2021 [Foto: Kenneth Meyer/Ritzau Scanpix]