Camilla T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Kommunistpartiet fejrer 100 år med prompt og pragt, men under overfladen er relationen mellem Kommunistpartiet og det kinesiske samfund under pres
04.07.2021
I disse dage er der stor fest i Kina. Kommunistpartiet, som har siddet enerådigt på magten siden 1949, fejrer, at det er 100 år siden, at partiet blev grundlagt ved et hemmeligt møde i Shanghais franske bydel. Kommunistpartiet, Shanghai og Kina siden har været meget igennem og er i dag helt ugenkendeligt, og den store samfundsforandring har gjort befolkningen sværere at kontrollere.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Camilla T. N. Sørensen giver et status på Kommunistpartiet i anledning af 100-året for grundlæggelsen. Sidste Søndag: Hans Henrik Fafner om fremtiden for Israels nye regering.
KOMMUNISTPARTIET med dets i dag over 90 mio. medlemmer og ført an af generalsekretær Xi Jinping står på mange måder stærkere end nogensinde. Den kinesiske økonomi, der som den eneste kom ud af 2020 med positive væksttal, står inden for en overskuelig årrække til at blive verdens største. Kina har de senere år indgået store, vigtige frihandelsaftaler med nabolandene, etableret infrastrukturprojekter under det store silkevejsinitiativ, fået internationaliseret store kinesiske virksomheder og brands – se blot på antallet af reklamer for kinesiske virksomheder til det igangværende EM – uddelt kinesiske vacciner samt råd og vejledning om, hvordan andre lande kan lære af Kina i håndteringen af corona-pandemien. Der er genetableret ro og styring i Hong Kong, kontrollen er strammet i Xinjiang og Tibet, og det kinesiske militær begynder for alvor at kunne give det amerikanske et modspil i Kinas nærområde.
Den kinesiske befolkning skal mobiliseres bag partiet, der skal forberede sig på kamp – det fra kulturrevolution velkendte og berygtede fokus på “struggle” (douzheng) er tilbage med fuld kraft
_______
På hjemmefronten er partiet og Xi Jinping tilsyneladende også kommet styrket ud af de senere års prøvelser, især corona-pandemien, hvor fokus i Kina ikke er på virussens oprindelse og de første ugers rodede håndtering i Wuhan, men på den effektive inddæmning, da partiapparatet for alvor blev sat ind. Det fremhæves særligt i disse dages fejring, hvor modsætningen til de vestlige landes famlende og kaotiske håndtering understreges som bevis på Kommunistpartiets overlegenhed, når det kommer til krisehåndtering.
Der synes således at være meget at fejre disse dage, og den får også fuld gas i partipropagandaen, der beskriver partiet og dets historie som “great, glorious and correct.” De mindre strålende og vellykkede episoder i partiets historie som “Det Store Spring Fremad” (1958-61), “Kulturrevolutionen” (1966-76) eller “Tiananmen” (1989) nævnes ikke med et ord. Midt i alt dette er der dog samtidig en særegen krisestemning og nærmest paranoid frygt at spore i de mange taler og dokumenter, der kommer ud fra partiets top. Den kinesiske befolkning skal mobiliseres bag partiet, der skal forberede sig på kamp – det fra kulturrevolution velkendte og berygtede fokus på “struggle” (douzheng) er tilbage med fuld kraft.
Overvældet af egen succes
Kommunistpartiet står nemlig over for en voksende række komplekse udfordringer både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. Det erkendes i adskillige af Xi Jinpings nyere taler, hvor han taler om “dybe og komplicerede forandringer”, som spænder vidt. På mange måder er partiet nu ved at blive overvældet af dets egen succes.
Indenrigspolitisk har partiet siden slutningen af 1970’erne stået i spidsen for den økonomiske reformproces, der har løftet flere hundrede millioner af kinesere ud af fattigdom og resulteret i en voksende middelklasse, som nu konfronterer partiet med forventninger om ikke kun fortsat vækst og fremgang, men også bedre livsvilkår og -kvalitet fx i form af ren luft, vand, mad og medicin. Samtidig består mere traditionelle udviklingsudfordringer, eksempelvis at få de sidste par hundrede millioner, særligt i Kinas landområderne, omstillet og uddannet, så de kan begå sig i fremtidens kinesiske økonomi.
Der er daglige protester og demonstrationer i Kina. Det er en følge af de store spændinger og modsætninger, som er udviklet i det kinesiske samfund i takt med reformerne – det bunder således i den høje økonomiske ulighed, den enorme forskel på land-by, på det øst- og vestlige Kina osv. Relationen mellem Kommunistpartiet og det kinesiske samfund er under pres og undergår store forandringer. Udviklingerne i det kinesiske samfund er blevet meget komplicerede og vanskelige for partiet at håndtere og kontrollere. Og det paradoksale er, at det nærmest er en uundgåelig følge af reformernes succes.
Kommunistpartiet har gjort det klart, at det er slut med vækst for enhver pris, og den kinesiske økonomi har det seneste årti været i gang med en større omstrukturering og opgradering
_______
Kommunistpartiets insisteren – under Xi Jinping – på absolut kontrol med det nu helt anderledes ressourcestærke og forskelligartede kinesiske samfund medfører den krisetilstand, som også karakteriserer partiet i dag.
Kommunistpartiet har gjort det klart, at det er slut med vækst for enhver pris, og den kinesiske økonomi har det seneste årti været i gang med en større omstrukturering og opgradering. Allerede inden udbruddet af corona var den kinesiske økonomiske vækst mindsket til det laveste niveau i 30 år. Der er udpeget nye drivkræfter – der satses særligt på at sikre Kina en ledende rolle inden for innovation og ny teknologi. Det er udset til at løse adskillige af de strukturelle problemer, som den kinesiske økonomi står overfor – og styrke partiets evne til at overvåge og kontrollere samfundet. Det går rigtigt stærkt inden for innovation og ny teknologi med et væld af nye startupvirksomheder samtidig med statsstyrende og -finansierede tiltag. Intet får dog lov til at vokse sig for stort, uden at det kommer ind under partiets kontrol. Det peger imidlertid også på skismaet mellem partiets behov for at styre – men ikke hæmme – innovative tiltag og udvikling i den kinesiske økonomi og bredere i det kinesiske samfund.
Partiets leninistiske DNA
Kommunistpartiet kan i dag betegnes som post-totalitært eller autoritært, hvilket bl.a. betyder, at partiets overvågning og kontrol ikke længere trænger ind i samtlige hjørner af det kinesiske samfund. Mange af de totalitære overvågnings- og kontrolmekanismer er dog stadig på plads, og der bliver skruet op og ned for brugen af disse alt afhængigt af partitoppens vurdering af truslerne fra det kinesiske samfund.
Der er ingen tvivl om, at der generelt er blevet skruet op for dette under Xi Jinping. Det gælder især i Xinjiang, hvor den muslimske minoritet uighurerne udgør ca. halvdelen af provinsens 22 millioner indbyggere. Her er der opbygget en massiv tilstedeværelse af stærkt bevæbnede politi- og sikkerhedsstyrker med omfattende brug af nye teknologier til overvågning og kontrol. Ethvert udtryk for særlige religiøse og kulturelle tilhørsforhold og skikke er forbudt, og flere hundredetusinde uighurere er på ubestemt tid sendt i opdragelses- og interneringslejre uden forudgående retssag. Udviklingen i Xinjiang er det mest ekstreme udtryk for en generel intensiveret indsats mod religiøse retninger, bevægelser og lignende. De skal underlægges partiets øverste autoritet eller fjernes. Denne paranoide og udifferentierede håndtering af al potentiel opposition og anderledes tænkning, som er en del af Kommunistpartiets leninistiske DNA, er styrket under Xi Jinping. Det er ledsaget af en markant stramning af partiets ideologiske linje og greb om kunstnere og intellektuelle og generelt om uddannelsesinstitutioner i landet, hvor vestlige tænkere på pensum er erstattet af Xi Jinpings omfattende værker med fokus på fremme af loyalitet og patriotisme.
Centraliseringen af magten øverst i partiet omkring Xi Jinping og uklarheden om hans efterfølger bidrager også til usikkerheden og krisestemningen. Magtoverdragelser i autoritære politiske systemer som det kinesiske er ofte ledsaget af åbne magtkampe, kupforsøg, vold og ustabilitet. Det kendte Kina også til under Mao og Deng. Især som følge af praksisser indført under Deng Xiaoping har magtoverdragelserne i landet siden været karakteriseret af en højere grad af forudsigelighed og stabilitet. Det rykker Xi nu ved – han har fjernet tidsbegrænsningen i den kinesiske forfatning for, hvor længe en kinesisk præsident kan sidde, og han har ikke udpeget mulige efterfølgere til Politbureauet og dets stående komite. Det skaber modstand og spændinger internt i partiet. Der er imidlertid ingen, der åbent udfordrer Xi Jinping. De tilløb, der har været, er blevet slået hårdt ned – gerne i anti-korruptionens navn. Det er imidlertid en daglig udfordring for Xi Jinping at fastholde grebet. Det kræver, at han leverer.
Hvor Maos og Dengs æraer primært gik på at ændre forhold internt i Kina, indeholder Xis æra i høj grad også ambitioner om, at Kina som stormagt skal have ledende indflydelse og sætte præg på institutioner og praksisser i det internationale system
_______
Xis æra
Fokus for Xi og Kommunistpartiet er primært på den indenrigspolitiske dagsorden, men håndteringen af de store og komplekse indenrigspolitiske udfordringer hænger uløseligt sammen med Kinas forhold til omverden – med kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Sådan har det været siden starten på reformprocessen i slutningen af 1970’erne, men på mange måder er forbindelserne mellem kinesisk indenrigspolitik og udenrigs- og sikkerhedspolitikken blevet stærkere og mere komplekse, som Kina, især økonomisk, er blevet bundet mere og mere sammen med omverden.
Hvad er fokus for Kommunistpartiet under Xi Jinping – i Xis eller den tredje æra, som det ofte omtales i Kina? Den første æra (1949-1979) var Mao Zedongs; han samlede Kina, gjorde Kina kommunistisk og uafhængigt. Den anden æra (1979-2012) tilhørte Maos efterfølger – og hovedarkitekten bag Kinas reformproces – Deng Xiaoping; han gjorde Kina rigere. Økonomisk vækst forblev det øverste mål under Jiang Zemin, som tog over efter Deng, og derefter også under Hu Jintao, om end sidstnævnte havde mere fokus på behovet for bedre omfordeling og bæredygtig vækst. Hverken Jiang eller Hu havde stærk selvstændig pondus og visioner, og udfordringerne, de stod over for, var fortsat mulige at håndtere nogenlunde inden for den eksisterende ramme. Derfor startede den tredje æra først for alvor med Xi Jinping; han vil gøre Kina – og Kommunistpartiet – stærkt. Et stærkt kommunistparti i kontrol på alle områder er i Xis optik en afgørende forudsætning for realiseringen af de mange ambitioner og planer. Her henviser Xi ofte til “læren fra Sovjetunionens opløsning”, hvor ingen leder i Kommunistpartiet var dedikeret og stærk nok til at stå fast og kæmpe. Det er Xi i Kina.
Hvor Maos og Dengs æraer primært gik på at ændre forhold internt i Kina, indeholder Xis æra i høj grad også ambitioner om, at Kina som stormagt skal have ledende indflydelse og sætte præg på institutioner og praksisser i det internationale system. Der er en klar bevægelse væk fra Deng Xiaopings “hold lav profil” (tao guang yang hui) doktrin hen imod en proaktiv og mere selvsikker kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Igen er det nærmest en uundgåelig følge af reformernes succes. Kina er blevet en for stor og stærk økonomisk, politisk og militær aktør i det internationale system med for mange stærke interesser, kinesiske virksomheder og borgere rundt omkring i verden til, at Beijing kan fastholde en lav profil – Kina er vokset fra eller ud af den rolle. Til en vis grad er de stigende spændinger og konflikter mellem særligt Kina og USA – men også EU og adskillige af Kinas naboer – en forudsigelig følge af, at Kina nu for alvor træder i karakter som stormagt.
Stormagten – og nationalismen
Stormagter finder sig ikke i, at andre stormagter dominerer militært i deres nærområde – så snart de har de økonomiske, politiske og militære midler til at ændre dette, vil de forsøge, og det er det, som vi ser i Østasien i disse måneder og år. USA, som har været den dominerende militære og dagsordenssættende magt i Østasien siden Anden Verdenskrig udfordres nu for alvor af Kina. Det viser sig militært særligt i det Sydkinesiske Hav og i Taiwanstrædet, hvor både det kinesiske og det amerikanske militær skruer op for tilstedeværelse og aktiviteter. Uden for Østasien spiller den tiltagende konfrontation eller konkurrence mellem Kina og USA sig ud på et væld af områder. Kinas økonomiske udvikling og samarbejde med omverden, herunder inden for nye teknologier, er i høj grad også blevet fanget ind af denne Kina-USA stormagtskonkurrence de senere år. Derfor er der i Kina – som i USA – et voksende fokus på at mindske afhængighed og sikre selvforsyning i forhold til kritiske ressourcer og sektorer. De seneste ugers topmøder i regi af G7 og NATO samt USA-EU-topmødet i Bruxelles peger på, hvordan Biden-administrationen søger at mobilisere allierede og partnere, og det giver anledning til stor bekymring i partiets top i Beijing og puster yderligere til denne udbredte opfattelse af at være under pres.
Der er i Kina en udbredt stolthed over landets lange historie som den ældste og en af de største og mest udviklede civilisationer, men også en vrede over “de 100 års ydmygelser”
_______
Udviklingen af Kina som en mere selvhævdende stormagt følger imidlertid også af den måde, som Kommunistpartiet har brugt – og fortsat bruger – nationalisme til at mobilisere befolkningen bag partiet. Der er i Kina en udbredt stolthed over landets lange historie som den ældste og en af de største og mest udviklede civilisationer, men også en vrede over “de 100 års ydmygelser” (1839-1949), som er betegnelsen for perioden startende med opiumskrigene, hvor Kina blev opdelt mellem stormagterne efterfulgt af krigen mod Japan og borgerkrigen. Her har Kommunistpartiet slået sig op på, at hvis Kina skal genvinde landets retmæssige og naturlige stormagtsstatus og -respekt, så kan det kun ske med et stærkt og samlet Kommunistparti ved roret.
Det er effektfuldt, men det er imidlertid ikke uden risiko. Det medvirker til at øge befolkningens forventninger til, at partiet reagerer – fx ved at bringe Kinas nu stærkere økonomiske og militære styrke i anvendelse – hvis andre lande går imod eller blander sig i, hvad der i Kina anses som legitime kinesiske interesser og territorielle rettigheder. Det sidste gælder særligt Hong Kong, Xinjiang og Taiwan. Det er ikke sådan, at Kommunistpartiets beslutninger og ageren dikteres af hensyn til, hvad der vil være populært i befolkningen – og partiet har selvfølgelig fortsat helt særlig kapacitet og evner til at kontrollere informationer og påvirke befolkningen via fx censuren og de statsejede medier. Det ændrer imidlertid ikke på, at hensynet til ikke i en indenrigspolitisk kontekst at fremstå som svag og eftergivende, især i forholdet til andre stormagter, er en vigtig faktor i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Hvordan partiets fortsatte bestræbelser på at realisere stormagtsambitioner vil spille sig ud afhænger således særligt af graden, hvormed det fortsat kan levere indenrigspolitisk – dvs. omstrukturere og opgradere økonomien og fastholde stabilitet og opbakning til partiet, inkl. via nationalisme, fra befolkningen. Det synes også at være analysen i Beijing. At håndtere de indenrigspolitiske udfordringer anses som presserende, mens realisering af stormagtsambitionerne er mere langsigtet. Processen skal dog gå den rigtige vej. Det er vigtigt i forhold til at forstå partiets ageren i disse år, hvor det reagerer hårdt på enhver udfordring.
Kommunistpartiet fejrer således 100 år med prompt og pragt og fremstår stærkt og selvsikkert, men under overfladen er der også tale om et parti, der er i nærmest konstant højt beredskab. ■
At håndtere de indenrigspolitiske udfordringer anses som presserende, mens realisering af stormagtsambitionerne er mere langsigtet
_______
Camilla Tenna Nørup Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet, og en af Danmarks førende Kina forsker. ILLUSTRATION: Fejring af Kommunistpartiets 100 år, Beijing, 1. juli 2021. [FOTO: Pang Xinglei Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
