Bundalovic og Leonhart: Coronakrisen har kun gjort humaniora mere relevant. For alle mennesker, ikke blot akademikere

10.05.2021

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Humaniora opfordrer os til at tænke, stille spørgsmål ved verden og menneskets plads i den. Vi mener, at coronakrisen har skabt et stigende behov for netop de nuancer. Når overlevelsen er på spil, har opmærksomheden en tendens til at blive skarpt fokuseret på overlevelsesmuligheder, og frygten indtræffer. Men det er fejlagtigt at antage, at behovet for overlevelse kun har en fysisk karakter. Vi skal også redde vores menneskelighed, kunst og kultur.

Kronik af Jelena Bundalovic og Christina Leonhart

Humaniora er der, ethvert menneske går hen, når det reflekterer over sig selv, verden eller samfundet. Derfor er det misvisende, når man i den offentlige debat betragter humaniora som noget, vi som samfund blot har valgt til. Eller værst, som en særlig, navlepillende type viden, som kun de humanistisk uddannede har adgang til.

Humaniora er allemandseje og bør betragtes som sådan. Men det er til gengæld de humanistisk uddannede, der har til opgave at åbne humanioraen op og gøre den mere relaterbar. Det indebærer også, at man giver afkald på enhver defensiv positionering i debatten om humaniora. De problemstillinger, der har rejst sig i lyset af corona, er en oplagt mulighed for at sænke paraderne for humanisterne.

Hvad er humaniora?
Humaniora er læren om mennesket. Menneskets psyke, erkendelsesevne, dets mange udtryksformer, perspektiver og forhold til verden, som mennesket selv er en del af og lever i tæt samspil med. Humaniora beskæftiger sig også med mennesket som et kulturvæsen. Altså et væsen med skabende evner, en kultur og en historie, der ligger til grund for menneskelige handlinger og forståelser.

Martha Nussbaum, filosof og professor i Jura og Etik ved University of Chicago, er i den internationale debat om humaniora kendt for at argumentere for, at humaniora er videnskaben, der dyrker “medfølende medborgerskab”. Medfølende medborgerskab er en kerneværdi i Nussbaums tilgang til etik og samfund: Det er præmissen for, at vi kan give plads til mangfoldighed i samfundet og i vores perspektiver. Og det er netop humanioras brug af fortolkning, analyse og refleksion, der tillader vores fornuft og dømmekraft at overveje og sætte os ind i holdninger og synspunkter, der afviger fra vores egne.

 

Men én ting går igen: Når økonomiske kriser eller nye ideologiske strømninger rammer, diskuteres humanioras formål og relevans som regel på ny
_______

 

I offentlige sammenhænge nævnes ‘humaniora’ dog ofte som en mærkelig størrelse, som er svær at definere og forklare. Det kan også være meget svært at bedømme værdien af menneskelige oplevelser og perspektiver, som humaniora giver adgang til. Derfor kan det være svært at argumentere for den økonomiske og videnskabelige prioritering af humaniora.

Selve spørgsmålet om humanioras relevans er en del af en lang og international diskussion, som for alvor slog rødder i debatten om forholdet mellem videnskab og samfund i det forrige århundrede. Debatten om humanioras genstandsfelt og samfundsrelevans har siden med jævne mellemrum stået på i både medier og i universitetsverdenen. Men én ting går igen: Når økonomiske kriser eller nye ideologiske strømninger rammer, diskuteres humanioras formål og relevans som regel på ny. Et aktuelt eksempel er de nyliberale strømninger, som skaber øget årvågenhed i forhold til videnskabernes – især humanioras – grad af direkte anvendelighed for samfundet.

Debatten om humaniora er polemisk og misvisende
Ifølge Helen Small, der er professor i litteratur ved Oxford University og i 2013 udgav bogen The Value of Humanities, har forsvaret for humaniora været belærende, fyldt med overdreven følsomhed fra humanisternes side og med alt for karikerede udlægninger af det såkaldte “angreb” mod humaniora. Det har ikke tjent humaniora godt. Tværtimod.

Påstande som: “demokratiet har brug for humaniora” har virket afskrækkende, særligt over for politiske beslutningstagere, og har derfor potentielt stået i vejen for offentlig finansiering af humaniora. Ifølge Small skal der i stedet foretages en mere eksplicit, politisk upartisk og detaljeret redegørelse for humanioras værdi, der fokuserer på at beskrive og demonstrere den konkrete implementerbarhed og brug.

I Smalls perspektiv er det humanioras “undersøgelse af kulturens meningsdannende praksis” og dens fokus på “fortolkning og evaluering med øje for det subjektive”, som adskiller det fra andre discipliner. Det er altså ikke, fordi den kultiverer og bidrager til at bevare demokratiet som sådan – men fordi den viser subjektets afgørende rolle for vores verden og samfundsforståelse – at den har en særlig værdi. Small påpeger også, at færdigheder, som mange forbinder med humaniora såsom historisk fortolkning og retorisk analyse, i langt højere grad, end vi er klar over, anvendes i andre discipliner og ikke mindst af almindelige mennesker i deres hverdag.

 

De fagspecifikke forskningsområder kan være fokuseret på detaljer og ideer, der ikke umiddelbart virker udbredte eller direkte relevante. Alligevel kan disse ideer have potentiale for at ændre vores perspektiver på verden og mennesket
_______

 

Derudover mener vi ikke, at et fagområdes specificitet eller lave grad af udbredelse, nødvendigvis implicerer en lavere grad af relevans. Alligevel bliver niche-forskning fra humanioraen ofte beskyldt for at være irrelevant, fordi den er smal.

Det gælder fx forskning i kønsidentiteter og LGBTQIA-spørgsmålf såvel som mere genrespecifikke projekter i forskningen, der orienterer sig mod én tænker eller én forfatter, fx fra antikken eller middelalderen. De fagspecifikke forskningsområder kan være fokuseret på detaljer og ideer, der ikke umiddelbart virker udbredte eller direkte relevante. Alligevel kan disse ideer have potentiale for at ændre vores perspektiver på verden og mennesket, gøre os klogere på historien og endda afsløre dele af historien, som langsomt vil ændre vores opfattelse af den.

På den måde er humanioras område en særlig størrelse. Menneskets virkelighed afdækkes – endda områder mennesker ikke umiddelbart har adgang til. Samtidigt kan humaniora – hvis vi kaster et fastfrosset øjebliksbillede på dens genstandsfelt og opmærksomhed – klandres for at være irrelevant og niche-præget af selvsamme grund. Fordi den beskæftiger sig med fænomener og tænkning, vi ikke så nemt og hurtigt kan forstå implikationerne af.

Senest er debatten om angreb på forskningsfrihed i forhold til nogle af de nyere forskningsområder – særligt inden for kønsforskningen og forskningen i diskrimination og racialisering – taget til. Forskere står frem med defensive debatindlæg og kommentarer til den offentlige debat for at forsvare deres felt og ikke mindst forskningsfriheden. Som regel foregår debatten i det politiske og dernæst i det offentlige rum. Kritikken af forskningen kan også have tendens til at problematisere noget andet og mere end det, der egentlig undersøges i forskningsprojekterne.

Som når et projekt om tykaktivisme klandres for at være et angreb på ytringsfriheden, eller et projekt om racisme et forsøg på at dyrke en form for evigt krænkelsesparat, totalitaristisk antidiskrimination. Man kan sige, forskningen bliver en slags skydeskive for de politiske holdninger og for frygten i dele af befolkningen.

 

Diskussionen om humaniora bør ikke i sin helhed betragtes som et angreb på humaniora, som humanister skal forsvare sig imod. Vi vil gerne ud over den defensive retorik, fordi humaniora grundlæggende er ethvert menneskes perspektiv
_______

 

Omskifteligt samfund og manglende humanistisk selvtillid
Det er ikke uden udfordringer at udbrede de humanistiske videnskabers perspektiver, metoder og tænkemåder. Vores samfund udvikler sig hurtigere end nogensinde før, og nutidens tempo kan gøre det svært for humaniora og det humanistiske perspektiv på verden at følge med. Særligt når der er tale om fortolkningsprocesser. Spørgsmål om, hvordan vi bør forholde os til verdenssituationen og udviklingen inden for eksempelvis teknologien, tager tid at tænke sig frem til og erkende. Man kan sige, at humanioras brændstof er fornuft, dømmekraft og tænkning, hvor særligt tænkningen er tidskrævende.

Men ved siden af omgivelsernes omskiftelige karakter er der også en intern udfordring i humaniora som sådan. Den interne udfordring kommer særligt til udtryk blandt de humanistisk uddannede, der enten forholder sig til debatten om humaniora eller står i en situation, hvor de skal forklare deres videns relevans for nutidens arbejdsmarked.

Dér indtager humaniora og humanisten en slags forsvarsposition, hvor denne antager eller påstår, at samfundet ikke forstår den humanistiske viden. Det gælder særligt folk fra de “bløde” humanistiske discipliner som filosofi, kulturstudier og litteratur. De har en mere relativ tilgang til det, de undersøger, og beskæftiger sig (i højere grad end eksempelvis psykologi) med såkaldte “abstrakte” begreber og ideer.

I den defensive position er humanioras plads i samfundet noget, der hele tiden må tilkæmpes. Men problemet ved denne forsvarsposition er, at det sender et misvisende signal. Dels om en slags ‘pladsmangel’ og dels om, at de “bløde” discipliner rent faktisk mangler relevans. Det afslører dybest set en fordom om humaniora, der huserer i humaniora og blandt de humanistisk uddannede selv. Og måske er denne fordom medvirkende til det stigende frafald af studerende på de humanistiske uddannelser.

Diskussionen om humaniora bør ikke i sin helhed betragtes som et angreb på humaniora, som humanister skal forsvare sig imod. Vi vil gerne ud over den defensive retorik, fordi humaniora grundlæggende er ethvert menneskes perspektiv. Dét er på længere sigt også en mere inkluderende udlægning af humaniora, der muliggør, at flere kan bruge de humanistiske videnskabers tilgange i diskussionen af ting, som berører os alle og samfundet i dag.

 

Coronakrisen rejser store og svære spørgsmål. (…) Spørgsmål om prioriteringer og politiske strategier sætter vores samfund i en kompleks position, og for at imødegå spørgsmålene har vi brug for humaniora
_______

 

Duer, duer ikke
Introduktionen af ​​udtryk som ‘system-relevant job’ under coronakrisen viser, at særlige former for viden og bestemte færdigheder betragtes som mere relevante end andre, fordi de er mere ‘brugbare’ i en krisetid. Og selvom et system med ‘relevante job’ i fx sundhedsvæsenet egentligt har eksisteret længe, har coronakrisen sat fagligheders relevans på spidsen.

Hentydningen til en slags hierarki af relevans kan have haft indvirkning på fremtidsudsigterne hos de nyuddannede og arbejdsløse humanister, der allerede var en voksende gruppe. På den måde kan den defensive position være fristende.

Men vi humanister skal ikke gå i fælden. Coronakrisens prioritering af tekniske og medicinske uddannelser er kun et øjebliksbillede. Og et overfladisk et af slagsen. For det rummer ikke alle nuancerne i samfundets og menneskets behov, selv ikke nu i en krisesituation som denne, hvor overlevelse kan virke som alfa og omega.

Humanister er måske ikke ligefrem nødvendige for at redde liv, men der er stadig – og måske i endnu højere grad nu – brug for humanistisk funderet viden og humanioras tilgange. Et eksempel er debatten om, hvordan vi som mennesker nu og i fremtiden kan leve med den form for usikkerhed, som pandemien har givet os. Det er ikke nok at beskæftige os med at redde liv. Vi må også beskæftige os med, hvad pandemien gør ved vores samfund.

Coronakrisen rejser store og svære spørgsmål. Fx når den individuelle frihed må indskrænkes for at aflaste sundhedssystemet, eller når vigtigheden af ​​børns uddannelse og fysiske deltagelse i skoleliv skal afvejes mod værdien af menneskeliv. Spørgsmål om prioriteringer og politiske strategier sætter vores samfund i en kompleks position, og for at imødegå spørgsmålene har vi brug for humaniora.

Naturvidenskaben og teknologien kan hjælpe os med at forudse coronaepidemiens udvikling, mens humaniora hjælper os til at forstå hvilke værdier, der bør lede vores beslutninger, og hvordan vi kan forvente at reagere i forskellige situationer. Den hjælper os til både at forstå og forudse den måde, hvorpå omstændigheder påvirker os som mennesker. Netop denne kulturelle, psykologiske, sociale og eksistentielle viden om mennesket er vigtig, når vi skal vælge og implementere nye strategier. Alt fra nye, online arbejdsformer til det at afhjælpe de seriøse, mentale belastninger, som vi har set opstå ved tabet af kulturoplevelser og socialt samspil.

 

De beslutninger, vi som samfund skal tage [under coronakrisen], er nødvendigvis udledt af en etisk forståelse og bygger på særlige værdisætninger. Det peger tilbage på humaniora
_______

 

Etisk fordring
De beslutninger, vi som samfund skal tage, er nødvendigvis udledt af en etisk forståelse og bygger på særlige værdisætninger. Det peger tilbage på humaniora. Særligt vores etiske forståelse må vi være både opmærksomme på og tænke over forud for vores beslutninger, både som samfund og som individer. Ved at være opmærksom på, hvilke antagelser, forståelser og værdier, vores beslutninger bygger på, kan vi med større sikkerhed lykkes med at få overensstemmelse mellem vores værdiramme og de scenarier, vores strategier medfører.

Vores etik er udledt af en bestemt måde at værdisætte og give verden mening, og den meningsdannende praksis er en form for fortolkning, som studeres og forstås i humaniora. Mens selve humanioras perspektiv er allemandseje og rækker ud over humaniora som disciplin, er humaniora som disciplin det sted, hvor vi sørger for at bevare og værne om menneskets intelligente, forskelligartede og reflekterende tilgang til verden.

Et stigende behov for nuancer
Som humanistisk uddannet i dag kan det være svært og en langsommelig proces at udbrede viden fra sit felt. At nyhedsmedierne i høj grad er dikteret af den offentlige opmærksomhed, kan gøre det yderligere svært at stige med ombord på diskussionerne. De sociale medier kører desuden i et højere tempo end den egentlige tænkning, og der er rift om at blive hørt. Trods disse svære vilkår håber vi at se flere humanistisk uddannede i den offentlige samtale om, hvor vores samfund er på vej hen. 

Humaniora opfordrer os til at tænke, stille spørgsmål ved verden og menneskets plads i den, og vi mener, at coronakrisen har skabt et stigende behov for netop de nuancer. Når overlevelsen er på spil, har opmærksomheden en tendens til at blive skarpt fokuseret på overlevelsesmuligheder, og en frygt indtræffer i samfundet og hos den enkelte. Men det er fejlagtigt at antage, at behovet for overlevelse kun har denne – strengt taget – fysiske karakter. Der er meget mere i spørgsmålet om, hvordan vi kommer helskindede igennem denne tid. Her har humaniora en enorm rolle at spille ift. at sikre menneskeligheden, kulturen og etikken. ■

 

Mens selve humanioras perspektiv er allemandseje og rækker ud over humaniora som disciplin, er humaniora som disciplin det sted, hvor vi sørger for at bevare og værne om menneskets intelligente, forskelligartede og reflekterende tilgang til verden
_______

 

Jelena Bundalovic (f. 1992) er uddannet i filosofi fra Københavns Universitet. Christina Leonhart (f. 1994) er uddannet i ledelse, politik og filosofi fra CBS. ILLUSTRATION: Københavns Universitet i september 2016 [Foto: Flickr]

Redaktører: Peter Møller Thomsen og chefredaktionen