Britisk professor: Boris Johnsons løftebrud udstiller den ideologiske splittelse i Det Konservative Parti
17.09.2021
”Boris Johnson har gjort alt, hvad han kan, for at adskille sig fra forgængeren David Camerons politik, hvor alt handlede om stramninger og besparelser – senest med en skattestigning. Og på en måde er det en indikation af, at han er en anden slags konservativ. En som slår på tromme for, at andre konservative skal indse virkeligheden i, at der er stor efterspørgsel på sygesikring og pleje i den britiske befolkning.”
Af Markus Giessing
Den 8. september godkendte det britiske parlament en aftale, der skal tilføre sundheds- og plejesektoren flere penge ved at hæve skatten. Forslagsstilleren var den konservative premierminister Boris Johnson, der ellers havde lovet ikke at hæve skatten under sin valgkamp. 319 parlamentsmedlemmer stemte for, mens 248 stemte imod. Stemmerne fordelte sig næsten fuldkomment langs partilinjer, men fem konservative parlamentarikere stemte imod forslaget. Aftalen betyder, at det nationale forsikringsbidrag (National Insurance Tax) stiger med 1,25 pct. Det svarer til ca. 12 milliarder pund – eller 104 milliarder kroner – som særligt skal tilføres plejesektoren, der indebærer finansieringen af hjemmeplejen og plejehjem. Dét valgløftebrud er faldet mange konservative for brystet.
Der tegner sig derfor muligvis en splittelse i Det Konservative Parti over den ideologiske retning for partiet. Det mener den britiske professor i politik ved University of London, Tim Bale. Han påpeger, at Boris Johnson er en mere pragmatisk indstillet konservativ, der ønsker at bryde med forgængere som David Cameron, vis politik var præget af en mere rendyrket ideologi omkring lav beskatning og en lille stat. Bale har gennem sin karriere beskæftiget sig indgående med både britisk og europæisk politik, og han er blandt andet forfatter til bogen The Conservative Party: From Thatcher to Cameron, der gennemgår partiets udvikling fra jernladyens hårdhændede besparelsespolitik i 1980’erne til David Camerons valg om at udskrive en folkeafstemningen, der ledte til Storbritanniens exit fra EU.
Brexit har løbet med de fleste overskrifter om britisk politik i løbet af de seneste fem år, og det var hovedtemaet ved valget i 2019, hvor Boris Johnson vandt en jordskredssejr under bannerføringen af ‘Get Brexit Done’. Men hvordan går det egentlig med at gennemføre Brexit, og hvad kommer britisk politik til at handle om i den resterende tid af Johnson-regerings periode, nu hvor pandemien og Brexit ser ud til at fylde mindre i den offentlige debat? Det har RÆSON spurgt den britiske professor Tim Bale om, der tager temperaturen på britisk politik lige nu.
RÆSON: Hvad er det for et problem regeringen forsøger at løse ved at tilføre flere penge til plejesektoren?
TIM BALE: Plejesektoren i Storbritannien har været i en form for krise i løbet af de seneste 10 år eller deromkring – og nogle vil argumentere for at krisen har varet længere end det. Et af de største problemer har været finansieringen af hjemmepleje og plejehjem, der indebærer omsorg for ældre eller voksne med handicap. Regningen for den omsorg deles mellem brugeren og byrådene, ikke den centrale regering, så finansiering af denne sektor er anderledes end for sundhedsvæsenet (NHS).
Problemet, som Johnson-regeringen forsøger at løse, handler om udfordringerne, der hører til pleje for ældre på plejehjem eller i deres eget hjem. En af udfordringer er, at det er meget dyrt for brugeren, og i mange tilfælde har folk været nødt til at sælge deres huse for at kunne betale regningerne. Jeg kan give dig et personligt eksempel: Hver af mine forældre skulle betale 7.000 pund om måneden for at bo på plejehjem. Og de priser æder folks opsparinger. Når ens opsparing er væk, vil staten overtage betalingen af ens ophold, men mange må bruge flere titusinde eller hundredtusinde pund på at modtage pleje, før det sker.
Det nye system, som regeringen vil indføre, garanterer at man ikke skal betale mere end 86.000 pund af egen lomme for at modtage pleje.
_______
Mange af de folk stemmer tydeligvis konservativt, og de har enten værdi i deres huse eller på opsparingskontoen. Det er en af grundene til, at Det Konservative Parti har været bekymret for, at folk måtte sælge deres huse eller brænde opsparingen af, som dermed ikke kunne gå i arv til deres efterkommere på en konservativ måde. Det nye system, som regeringen vil indføre, garanterer at man ikke skal betale mere end 86.000 pund af egen lomme for at modtage pleje. Det er naturligvis stadig mange penge, men det er langt mindre end de hundredtusindvis af pund som nogle har måtte betale, og det er altså det problem, som De Konservative har forsøgt at gøre mindre.
Flere konservative parlamentsmedlemmer har kritiseret Johnsons politik, især fordi det er i strid med hans egne løfter. Hvordan forstår du den splittelse i Det Konservative Parti?
Problemet for Johnson er, hvordan han finansierer den nye tiltag. Han har valgt at finansiere det ved at øge en skat, som kaldes National Insurance Tax. Et af problemerne med at finansiere det gennem denne skat er, at den ikke er en progressiv beskatning som indkomstskat, selvom National Insurance Tax også beskatter indkomst. Det andet problem, som du rigtigt påpeger, er, at der var et løfte i De Konservatives manifest fra valget i 2019 om ikke at hæve den skat overhovedet.
Og det løfte er nu tydeligt blevet brudt. Johnson argumenterer for, at det er nødvendigt, fordi der er en krise i plejesektoren, men også fordi pengene i de første tre år af denne plan faktisk går til sundhedsvæsenet, for at hjælpe med det efterslæb som pandemien har medført. For nogle konservative er det er rimeligt argument: De kan sælge det politisk til deres vælgere, fordi mange anerkender, at der er et problem med både plejesektoren og sundhedsvæsenet, og de derfor er villige til at betale en smule mere National Insurance Tax.
Og det fortæller noget om en mere overordnet ideologisk splittelse i Det Konservative Parti mellem folk som Johnson, der på nogle måder er en mere pragmatisk indstillet konservativ, og dem der er mere ideologiske omkring lav beskatning, lavt statsligt forbrug og en lille stat
_______
Nogle konservative frygter til gengæld, at der er forskel på, hvad folk fortæller meningsmålingsinstitutter, når de siger, at de er villige til at betale mere i skat for at komme problemet til livs. Og så hvad de egentlig er villige til at betale, når skatten faktisk skal inddrives. Derfor frygter de, at dette løftebrud vil gøre det sværere at skabe pålidelighed omkring valgløfter i fremtiden, men også at vælgere vil blive utilfredse, når de oplever at de skal betale mere i skat.
Og det fortæller noget om en mere overordnet ideologisk splittelse i Det Konservative Parti mellem folk som Johnson, der på nogle måder er en mere pragmatisk indstillet konservativ, og dem der er mere ideologiske omkring lav beskatning, lavt statsligt forbrug og en lille stat – altså dem der har en mere thatcherite indstilling.
Hvordan stemmer dette politiske træk overens med Boris Johnsons overordnede politiske projekt?
Han har gjort alt, hvad han kan, for at adskille sig fra David Camerons politik, hvor alt handlede om stramninger og besparelser. På en måde er dette en indikation af, at han er en anden slag konservativ. Johnson vil nok også argumentere for, at konservative skal indse virkeligheden i, at der er stor efterspørgsel på sygesikring og pleje, da der er mange ældre i vores samfund, fordi vi lever længe.
Måske bliver det også kun midlertidig, at skatten hæves. Johnson har udtalt at han er ‘følelsesmæssigt dedikeret’ til lav skat. Så det er typisk Boris Johnson: Han vil både blæse og have mel i munden. Et af problemerne, som De Konservative har, er måden han har valgt at håndtere dette politiske udspil på, hvilket giver mulighed for, at man kan anklage ham for at bekymre sig mere om de rige end de unge med lavere indkomster. Det spiller derfor ind i kontroverserne omkring generationspolitik. Anken er, at De Konservative koncentrerer sig om dem over 65 år, som hjalp dem med at opnå flertal ved valget i 2019, og ignorerer de unge som i lavere grad stemmer, når der er valg.
Tror du, at regeringen forsøger at positionere sig på en måde, der gør Labour-partiet mere overflødigt ved at tage fat i et politisk område, der – i de seneste år – har været en af Labours centrale politikker?
Jeg mener, at De Konservative altid har været svage på deres politik omkring sundhedsvæsenet, men de har i mindre grad været svage omkring ældrepleje, fordi ingen af de to partier virker til at være særligt stærke på det område. Men når det kommer til NHS så har det altid været Labours hjertebarn, og De Konservative har altid skulle være påpasselige omkring ikke at udsulte sundhedsvæsenet fuldstændig. Man kan godt se dette udspil som et forsøg på at tage en del af Labours ejerskab over sundhedspolitikken, særligt fordi de første tre år af planen er fokuseret på øget finansiering af sundhedsvæsenet.
Jeg mener dog, at det er lettere sagt end gjort, for meningsmålinger viser, at folk stoler meget mere på Labour end De Konservative, når det kommer til sundhedspolitik
_______
Jeg mener dog, at det er lettere sagt end gjort, for meningsmålinger viser, at folk stoler meget mere på Labour end De Konservative, når det kommer til sundhedspolitik. Det er også derfor, at regeringens nye tiltag indebærer, at en del af pengene vil gå til NHS for at komme de lange ventelister på hospitalerne til livs og forbedre sundhedsvæsenets infrastruktur. Mere generelt viser Johnsons tiltag, eller i hvert fald hans retorik omkring det, at han bevæger sig i den retning og – som du påpeger – forsøger at vise vælgerne, at der ikke er grund til at stemme på Labour, når en konservativ regering er villig til at hæve skatten og øge forbruget på den offentlige sektor.
På grund af pandemien er Brexit blevet skubbet i baggrunden i det sidste halvandet år. Hvordan går det egentlig med at ‘get Brexit done’, hvilket var så vigtigt for Boris Johnson under valget i 2019?
Der er en udfordring i at skille pandemiens konsekvenser fra Brexits konsekvenser, som lige nu virker til at være sammenflettede. Der er fx en del historier for tiden om manglende vare på hylderne i supermarkederne. Men regeringen argumenterer for, at det skyldes en mangel på lastbilchauffører som følge af pandemien, i stedet for at det skyldes de tusindvis af chauffører fra EU-lande, som i dag er tilbage i deres respektive lande på grund af Brexit.
Sandheden er nok, at det skyldes en blanding af de to forklaringer. Man kan se på enkeltstående problemer, såsom problemet omkring Nordirland, hvor det er meget klart at selvom regeringen hævder at forhandle meget med EU, inklusiv aftalen vedrørende Nordirland, er der stadigvæk kæmpemæssige problemer, der skaber spændinger mellem Bruxelles og London. Så på den måde er Brexit ikke overstået med henhold til Nordirland.
Og det er heller ikke overstået ift. grænsekontrol mellem Storbritannien og EU. Vi har netop hørt, at regeringen endnu engang har udskudt datoen for, hvornår Storbritannien skal være i stand til at indføre kontrol over toldvarer, simpelthen fordi infrastrukturen ikke er på plads endnu.
Den konservative regering er næsten halvvejs gennem sin regeringsperiode. I løbet af denne periode har Labour valgt en ny leder, Keir Starmer, som er mere højreorienteret – eller centrumorienteret afhængigt af øjnene der ser – end sin forgænger Jeremy Corbyn. Hvordan prøver Starmer at differentiere sig fra Johnson-regeringen?
Han har haft udfordringer ved at adskille sig fra regeringen, delvist fordi han er valgt til at tage et ‘ansvarligt’ standpunkt ift. pandemien, og mere generelt har han ikke været særlig udtalt i sin kritik af regeringen. Det betyder, at han ikke har været i stand til at fungere som en normal oppositionsleder, særligt i dette land som har et meget todelt system, hvor man forventer at oppositionen indtager en meget kritisk indstilling over for det regeringsbærende parti. Men jeg tror alligevel at vi vil se politik vende tilbage til normalen, nu hvor pandemien ser ud til at aftage i styrke.
[Keir Starmer] lider også under, at han ikke er særlig karismatisk, og at han har svært ved at skabe en forbindelse til den britiske befolkning
_______
Keir Starmer har netop holdt en tale ved fagforeningers årlige kongres, hvor han foreslog nogle ret socialdemokratiske tiltag, som at øge mindstelønnen, ændre barselsregler, forbedre arbejdsforhold og øge satsen for sygedagpenge. De ting, man ville forvente af en centrum-venstrepolitiker. Og de ting, tror jeg, at De Konservative vil få svært ved at matche.
Men det er svært at vurdere, fordi politik i løbet af pandemien har været lagt på is, hvilket Keir Starmer har lidt under. Og han lider også under, at han ikke er særlig karismatisk, og at han har svært ved at skabe en forbindelse til den britiske befolkning. Han bliver også presset af de mere venstreorienterede Labour-medlemmer – de såkaldte corbinistas – der kritiserer Starmer for at gøre for lidt og han beskyldes for at være en blairite, den ultimative synd i de venstreorienterede øjne.
Hvilke emner forventer du vil være centrum for politisk uenighed mellem De Konservative og Labour, nu hvor pandemien og Brexit er genstand for færre politiske slagsmål i britisk politik?
Jeg tror, at beskatning vil være et af dem. Selvom Johnson nu har hævet skatten, så har han gjort det på en måde, der giver Labour-partiet mulighed for at hævde, at han har hævet skatten på en uretfærdig måde, fordi det går forholdsvis meget udover middelklassen og de unge, i stedet for at beskatte formuer. Derfor tror jeg, at de vil være uenige om, hvordan strukturen af beskatning skal indrettes. Hvis der vil ske besparelser af andre dele af den offentlige sektor, fordi regeringen er allergisk over for at tage lån, selvom renterne er lave for tiden, så vil Labour have mulighed for at argumentere for, at der ikke bliver brugt nok penge på fx transport eller uddannelse.
Ser man på valget i 2017, og i lidt mindre grad valget i 2019, så er De Konservative ret sårbare over for kritik af deres manglende vilje til at øge forbruget på uddannelse, hvilket mange vælgere lægger mærke til, fordi de enten har børn eller børnebørn, der er under uddannelse. Det tror jeg, at Labour vil gøre et stort nummer ud af. Nogle af de emner, som bliver interessante at følge, tror jeg også bliver klima og miljø, for selvom De Konservative nok vil fokusere på at nå til netto-nul udledninger af CO2 – især nu hvor de skal være vært for COP26-mødet i Glasgow – så er der mange medlemmer af Det Konservative Parti, som er skeptiske over for hvor meget af klimaforandringerne, vi rent faktisk kan forhindre. Og de vil hellere fokusere på, at USA, Kina eller Indien ikke gør nok for at bremse klimaforandringerne. Men det kan være, at det kommer til at ændre sig for De Konservative, når vi når tættere på COP26. Og det gælder også for Labour, fordi de gerne vil forhindre stemmetab til Det Grønne Parti.
Hvis der vil ske besparelser af andre dele af den offentlige sektor, fordi regeringen er allergisk over for at tage lån, selvom renterne er lave for tiden, så vil Labour have mulighed for at argumentere for, at der ikke bliver brugt nok penge på fx transport eller uddannelse
_______
Tim Bale (f. 1965) er professor i politik ved Queen Mary, University of London. Hans forskning er særligt fokuseret på britisk, europæisk og komparativ politik. Han er forfatter til en række bøger, såsom The Conservative Party: From Thatcher to Cameron (2016), ‘European Politics: A Comparative Introduction’ (2017), ‘Riding the Populist Wave’ (2021).
ILLUSTRATION: Premierminister Boris Johnson til det ugentlige ministermøde i Downing Street 10, 7. september 2021 [Foto: Andrew Parsons / No 10 Downing Street / Flickr]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
