Lone Loklindt (RV): Statsministerens straffeaktion mod indvandrerkvinder er ikke bare usmagelig, den er også ubrugelig

23.09.2021

Nyttejobs har længe været den pisk, der angiveligt skulle få kontanthjælpsmodtagere til at komme ud på arbejdsmarkedet. Men regner man på regeringens forslag om at påtvinge kvinder med indvandrerbaggrund 37-timers nyttejobs, vil vi med regeringens egne tal komme til at bruge 800.000 kroner per person, der kommer i beskæftigelse. Dette uhyggeligt uansvarlige regnestykke burde i sig selv være nok til at argumentere imod forslaget.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lone Loklindt, borgmesterkandidat for Radikale Venstre i Frederiksberg Kommune

MED REGERINGENS nye beskæftigelsesinitiativ ‘37 timer – en ny arbejdslogik’ viser Mette Frederiksen endnu engang, at symbolpolitikken er vigtigere end både anstændigheden og logikken. Ambitionen om at få flere kvinder med indvandrerbaggrund i beskæftigelse er der sådan set ikke noget galt med. Men fremgangsmåden med tvungne nyttejobs på 37 timer er både usmagelig og ubrugelig.

I Frederiksberg Kommune har vi siden 2018 arbejdet målrettet med at aktivere kvinder med anden etnisk baggrund i vores beskæftigelsesindsats ‘Kvinder i job’. Resultatet taler for sig selv: Med 57 pct. selvforsørgende er Frederiksberg den kommune med den højeste andel af kvinder med anden etnisk baggrund i beskæftigelse. Modsat budskabet i regeringens forslag skyldes succesen ikke tvungen aktivering, men er derimod et produkt af en forståelse for, at en lav beskæftigelsesgrad blandt kvinderne ikke skyldes uvilje til at arbejde.

Som mange eksperter, der arbejder med integration, også peger på, er ledighed blandt indvandrerkvinder oftest et resultat af andre faktorer såsom sprogbarrierer, manglende kompetencer eller familieforhold. Derfor har vi på Frederiksberg målrettet vores beskæftigelsesindsats på netop at give disse kvinder de kompetencer, der skal til for, at de kan få succes på det danske jobmarked. Samtidig har de 20 ugers forløb givet kvinderne et netværk med andre kvinder, som gør dem stærke og giver dem mere selvtillid. Vi investerer så at sige, der hvor evidens viser, at business-casen er god, fordi vi på sigt kan spare forsørgelsesydelse.

En del af den indsats går også ud på, at vi arbejder ud fra arbejdsgivernes efterspørgsel på arbejdskraft. På den måde imødekommer vi ikke kun ledighed men også branchespecifik mangel på arbejdskraft – og alle tal peger på, at det virker. Også andre steder i landet såsom i Bornholms Regionskommune og i Frederikshavn Kommune har man haft succes med lignende beskæftigelsesinitiativer. Der er derfor absolut ingen logik i, at regeringen ikke lader sig inspirere af den praksiserfaring og viden, vi har ude i kommunerne. Nyttejob kan give mening i visse tilfælde, men især for de målgrupper jobparate, som er tæt på arbejdsmarkedet. Men i en tid med stor efterspørgsel på arbejdskraft kan det også opnås med rigtige jobs. Og det er da bedre.

 

Vi investerer så at sige, der hvor evidens viser, at business-casen er god, fordi vi på sigt kan spare forsørgelsesydelse
_______

 

DENNE ‘NYE’ ARBEJDSLOGIK som regeringen har præsenteret i sit forslag er i virkeligheden hverken logisk eller særlig ny. Nyttejobs har længe været den pisk, der angiveligt skulle få kontanthjælpsmodtagere til at komme ud på arbejdsmarkedet. Hvorfor vil regeringen lægge endnu et proceskrav ind på jobcentrene i en tid med stor efterspørgsel, som alt andet lige bringer flere i rigtige jobs. Nyttejobs må ikke være rigtige jobs og de skal findes i det offentlige. Hvorfor skal vi ikke hellere gøre det, der virker?

Desværre viser erfaring, at udbyttet af sådanne indsatser i sidste ende er meget lille. Sagen er nemlig, at det ikke virker på dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. <
Ifølge regeringens egne beregninger ville det faktisk kun være 250 af den definerede målgruppe på 20.000 mennesker, der ville få komme i beskæftigelse via initiativet. Samtidig regner regeringen med, at ‘37 timer – en nye arbejdslogik’ kommer til at koste 200 millioner kroner. Det betyder, at vi altså ville bruge 800.000 kroner per person, der kommer i beskæftigelse. Hvis den nedværdigende tilgang til kvindernes liv, som er til stede i forslaget, ikke er nok til at argumentere imod det, bør dette uhyggeligt uansvarlige regnestykke kunne gøre det.

Det er klart, at beskæftigelsesinitiativer som det, vi kører her på Frederiksberg, kræver ressourcer, men investeringen tjenes hurtigt hjem, fordi mange kommer i varige jobs. Hvis regeringen reelt set var interesseret i at få flere kvinder med anden etnisk baggrund i job, kunne de passende bruge bare nogle af de 200 millioner kroner på kompetenceudvikling i stedet. Al erfaring peger på, at denne form for investering i langt højere grad ville komme både indvandrerkvinderne og samfundet til gode. Vi ved, hvad der virker, og vi ved også, hvad der ikke virker. Så hvordan i alverden kan man retfærdiggøre regeringens usmagelige og ubrugelige såkaldte ‘nye arbejdslogik’? ■

 

Hvorfor vil regeringen lægge endnu et proceskrav ind på jobcentrene i en tid med stor efterspørgsel, som alt andet lige bringer flere i rigtige jobs
_______

 

Lone Loklindt (f. 1960) er medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse for Radikale Venstre og stiller op til borgmesterposten ved kommunevalget i november. Hun er derudover formand for arbejdsmarkeds- og uddannelsesudvalget i selvsamme kommune. Lone Loklindt var i mange år virksomhedsejer og CSR-konsulent, og fra 2011-2015 var hun medlem af Folketinget (RV). ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun afholder pressemøde om COVID-19 i Danmark i Spejlsalen i Statsministeriet, d. 6. april 2020 [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]