Børnerettighedsjurist Claus Juul: Man får den tanke, at disse love og procedurer ikke kunne være vedtaget, hvis der ikke knyttede sig forestillinger om burka, niqab og islamisme til dem

15.05.2021

Det forlyder, at en dansk delegation forlod Syrien sidste lørdag efter at have besøgt de to lejre Al-Roj og Al-Hol – og formodentlig efter at have talt med de syv mødre til 19 børn med dansk tilknytning. Kunne vi så ikke – én gang for alle – droppe enhver diskussion om, hvorvidt den danske regering kan komme til at hente børnene og deres mødre i Syrien?

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Claus Juul, børnerettighedsjurist hos Red Barnet

Kunne vi ikke – for altid – slippe for regeringens efterhånden stærkt tyndslidte skinargument om, at Danmark ikke har jurisdiktion i Syrien og derfor ikke kan komme til at hente børnene og deres mødre hjem?

Danmark er snarere i den situation, at man har en stående invitation fra de kurdiske myndigheder til at komme og hente børnene og deres mødre. I stedet for at argumentere med, at regeringen ikke kan hente børnene og deres mødre, så bør de anstændigvis skrive, at regeringen ikke vil hente dem, så vi i det mindste ved, hvad det er, regeringen ser, når den ser sig i spejlet…

Jurisdiktion i  lejrene
Vi har nærmest til bevidstløshed hørt repræsentanter for regeringen forklare, at regeringen ikke kan hente de 19 børn og deres mødre til Danmark, fordi Danmark ikke har jurisdiktion i det område af Syrien, hvor de to lejre er placeret.

At have jurisdiktion i et område betyder, at man har myndighed til at fastsætte og håndhæve love og herunder løbende præcisere, hvad der er gældende ret i området (territoriet). Det betyder samtidig, at man har pligt til at beskytte borgerne i området.

 

Der er ingen juridisk begrundelse for at lade dem sidde. Hvis regeringen ikke henter børnene og deres mødre, kan man næsten kun se det som en manglende tilskyndelse til at gøre det medmenneskeligt set rigtige
_______

 

Danmark har ikke jurisdiktion i området – siger regeringen. Det er korrekt. Men Danmark har en invitation fra de kurdiske myndigheder, som har de facto jurisdiktion i området. Det vil sige: Som rent faktisk udøver myndighed i området og rent faktisk fastsætter, hvad der er gældende ret i området.

Og de kurdiske myndigheder har bedt den danske regering om at hente de danske børn og deres mødre hjem til Danmark. Der er ikke nogen hindringer i forhold til jurisdiktion, ingen høj og bred juridisk mur, som forhindrer den danske regering i at rejse til Al-Roj og Al-Hol og hente børnene og deres mødre. Der er ingen juridisk begrundelse for at lade dem sidde. Hvis regeringen ikke henter børnene og deres mødre, kan man næsten kun se det som en manglende tilskyndelse til at gøre det medmenneskeligt set rigtige.

”De har jo selv valgt at vende Danmark ryggen. ”
En anden hyppigt gentaget begrundelse for ikke at hente børnene og deres mødre er, at ”de jo har vendt Danmark ryggen. De er taget til Syrien, hvor de har giftet sig med en ISIL-mand og deltaget og støttet op ved at lave mad, føde børn og reparere tøj. De har vendt os ryggen og tilsluttet sig Islamisk Stat.”

Der er bare én ting: Vi ved det ikke.

Vi kan se, at der står ’Syrien’ på destinationen, men det er det eneste. Hvad de faktisk har lavet, om de bare har være naive og troet, at de skulle leve i et islamisk paradis: Vi ved det ikke.

Folketinget har vedtaget en lov, som gør det muligt at fratage personer deres danske statsborgerskab alene på en formodning om, at de har støttet Danmarks fjender – alene fordi de har opholdt sig i området – og at de derved har vendt Danmark ryggen. En formodning, som alene hviler på, at kvinderne er taget til Syrien. Nogen egentlig bevisførelse for deres ’aktiviteter’ forudsættes ikke.

Statsborgerskabet fratages ved en administrativ beslutning. Hvis de ikke er i landet, afgøres sagen administrativt og uden kontradiktion eller andre retsmidler for kvinden. Men – som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget – så kan kvinden klage og dermed opnå en egentlig retssag.

Kvinden har fire uger til at klage over den administrative fratagelse af hendes danske statsborgerskab. Hvordan hun skal vide, at det er sket? Ved at hun er synsk, eller ved at hun følger med i sin e-boks. Det fremgår ikke af loven, hvordan man konkret tænker sig, at kvinden skal få adgang til sin e-boks. Men det er altså sådan, det er beskrevet i bemærkningerne til loven.

 

Vi ved, at Danmark ikke i øvrigt har love, som hjemler så vidtgående indgreb uden en egentlig bevisførelse og uden forsvar og kontradiktion
_______

 

Når man læser loven og dens bemærkninger, får man den tanke, at disse love og procedurer ikke kunne være vedtaget, hvis der ikke knyttede sig alle mulige forestillinger om burka og niqab og islamisme til dem. Vi ved det ikke. Men vi ved, at Danmark ikke i øvrigt har love, som hjemler så vidtgående indgreb uden en egentlig bevisførelse og uden forsvar og kontradiktion.

Børnenes pris
Bortset fra den manglende jurisdiktion, den manglende domstolsprøvelse af afgørelser om fratagelse af danske statsborgerskaber og de manglende beviser for aktiv deltagelse i krigen for Islamisk Stat er vi i den situation, at den danske retsorden har opfundet en ny tilgang i svære sager: ”Det kan godt være, at det ikke er børnenes skyld. At de ikke har valgt at tage til Syrien eller lade sig føde dér. At de er uskyldige, og de har fortjent et bedre liv – men dét skulle deres mødre have tænkt på!”

Er det sådan en slags ”straf ved stedfortræder”? Måske handler det bare om, at man i virkeligheden godt ved, at vi skulle hente mødrene også – og retsforfølge dem her ved en rigtig retssag – men at det harmonerer så afsindigt dårligt med den stadig mere hårde retorik. Så er det nemmere at kortslutte det hele ved at sige, at dét skulle mødrene have tænkt på.

Hvad hvis man nu ændrede vores sociallovgivning efter samme tankegang: Ole klarer sig elendigt i skolen og trives generelt meget dårligt. Meget peger på, at det er forældrenes alkoholmisbrug, der er den primære årsag, og at Ole bør have en plejefamilie eller en venskabsfamilie for at komme på fode igen. Borgmesteren og kommunaldirektøren kigger på kommunens økonomi og konstaterer, at det vil blive dyrt at hjælpe Ole. Her kan vi let se, at det ville være meningsløst, hvis kommunen afslog at hjælpe Ole med den begrundelse, at dét skulle hans forældre have tænkt på, inden de blev så alkoholiserede og så fraværende i Oles liv.

Men når børnene er langt nok væk, geografisk og kulturelt, så går det åbenbart? ■

 

Måske handler det bare om, at man i virkeligheden godt ved, at vi skulle hente mødrene også – og retsforfølge dem her ved en rigtig retssag – men at det harmonerer så afsindigt dårligt med den stadig mere hårde retorik
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Claus Juul (f. 1960) er cand.jur fra Københavns Universitet og børnerettighedsjurist i Red Barnet. Han er tidligere embedsmand i Socialministeriet, Indenrigsministeriet og Justitsministeriet. Han har derudover været i både Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International som hhv. juridisk konsulent og seniorkonsulent. ILLUSTRATION: Kvinder og børn i den kurdisk-styrede Al-Roj-lejr i Syrien. [FOTO: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix]