10.04.2021

I RÆSONs nye artikelserie BOGAKTUEL spørger vi bogaktuelle forfattere ind til tankerne bag bogen, og vi lader dem folde deres inspiration og motivation ud for at skrive netop dén bog lige nu. Denne gang har vi talt med Bjarke Møller, der i dag udkommer med bogen: „Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt‟.  

Af Bjarke Møller

Interview af: Johannes Sartou

HVEM JEG ER
Bjarke Møller (f. 1966). Jeg er fhv. direktør for Tænketanken EUROPA (2014-2019) og fhv. chefredaktør for Ugebrevet Mandag Morgen (2008-2013).

AKTUEL MED
”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt.”  Udgives den 10. april 2021 af forlaget Future21.

KENDT FRA
Jeg er forfatter til bøgerne: ”Europas globale virkelighed. Europas historie fra 1945 til i dag.” (Gyldendal Undervisning, 1996), ”I hadets have. Baskerne, terrorismen og demokratiet.” (Informations forlag, 2003) og ”Atlantiske Afstande. Samfund, sikkerhed og samarbejde i bevægelse.” (Akademisk forlag, 2004 – bidragyder med kapitel om globaliseringen.)

HVAD SKAL LÆSEREN TÆNKE EFTER SIDSTE SIDE?
At der er håb, og at vi sammen kan forandre Europa og løse de mange kriser, der har skabt frygt.

HVOR LÆNGE HAR BOGEN VÆRET UNDERVEJS?
Jeg har skrevet på den i et par år, men den har været meget længere tid undervejs. Den er blevet til på ryggen af tre årtier, hvor jeg som journalist, redaktør, forfatter og tænketanksdirektør har dækket europæisk politik og økonomi.

DET FØRSTE I BOGEN, JEG SKREV, VAR:
”Vi kan forandre Europa sammen.” Jeg har i bogen bevidst brugt ordet vi, fordi der altid er mere til stede i øjeblikket end du og jeg. Den politiske tænker, Hannah Arendt, som jeg er meget inspireret af, sagde, at det, der forbinder os mennesker, er mellemrummet mellem os. Vi bliver til et vi gennem fælles politiske handlinger. Mange af de største globale kriser er så store og grænsesprængende, at de ikke kan løses af nationalstaten alene. EU har mulighed for at gøre en kæmpe forskel, fordi vi har verdens største indre marked og store muskler. Men det kræver, at vi får en bevidsthed om, hvad vi kan sammen.

TRE BØGER, JEG GERNE VILLE HAVE SKREVET:
”Totalitarismens oprindelse” af Hannah Arendt

”Fornuft og følelse” af Jane Austen

”Kapital og ideologi” af Thomas Piketty

RÆSON: Udgangspunktet for din bog er, at det seneste årtis kriser har været den styrende faktor for den politiske udvikling i Europa – en ”frygtens politik”. Kan du uddybe, hvad du mener med det?
MØLLER: Europa har i de sidste to årtier været ramt af en række store, globale megakriser, der har fået regeringerne til at mobilisere vælgere ved aktivt at spille på frygt. Det har været frygt for indvandrere, terrorisme, tab af national identitet, tab af social og økonomisk status, tab af kontrol, globaliseringen eller frygt for tab af arbejdspladser i den globale konkurrence.

Det er ikke bare en forestillet frygt, for den har været koblet op på begivenheder, som har været skelsættende, og som har chokeret og rystet os. Fra terrorangrebet den 11. september 2001, over anti-terrorkrigene, videre til den globale finanskrise i 2008, den europæiske migrationskrise i 2015 og senest under coronakrisen er vi i Europa blevet kastet fra den ene krise til den næste. Det har skabt øget frygt, mere usikkerhed om fremtiden og øget nostalgi efter de såkaldt gode gamle dage. Og politikerne har søgt at ride på denne bølge af frygt.

Jeg bilder mig ikke ind, at man kan slippe for frygten. Den er også til stede i det politiske spil.

Problemet er bare, når frygtens politik får overtaget i hjertet af demokratiet, og de store politiske kampe udkæmpes om, hvem der kan gøre os mest bange. Så kan det gå helt galt, fordi det fører til en kortsigtet og reaktiv politik, der fremkalder handlingslammelse blandt borgerne. Frygtens politik kan også stimulere længslen efter antidemokratiske og autoritære politikere, der skal få styr på tingene og kontrol over alt det, man mener, er årsagen til den ulidelige frygt, der ender med at gøre os deprimerede og nedtrykte.

 

Risikoen er, at frygtens politik fører os tilbage til den nationale stats protektionisme, hvor andre nationer og udefrakommende folk opfattes og italesættes som trusler mod den nationale identitet og kultur
_______

 

Frygten kan få det værste frem i mennesker. Vi kan blive aggressive og hævngerrige overfor de andre, der angiveligt har påført os denne smerte. Udviklingen i Ungarn og Polen er eksempler på, hvordan det liberale demokrati skridt for skridt risikerer at blive undergravet. Risikoen er, at frygtens politik fører os tilbage til den nationale stats protektionisme, hvor andre nationer og udefrakommende folk opfattes og italesættes som trusler mod den nationale identitet og kultur. Men de store grænseoverskridende kriser kan ikke løses af nationalstaten af alene. Jeg fremlægger i min bog en række forslag til, hvordan vi kan overvinde kriserne. Det kræver en anden form for politik.

RÆSON: “Håbets politik” er dit alternativ til frygtens politik. Helt konkret formulerer du dette gennem tre pagter, der skal hjælpe EU med at løse tidens store kriser. Hvad udgør de tre pagter, og hvilke redskaber giver det EU til at løse nuværende og fremtidige kriser?
MØLLER: I 2020’erne kan der udvikles et demokratisk, grønt, socialt og økonomisk bæredygtigt projekt for Europa, der giver borgerne mere sikkerhed i en verden præget af øget geopolitisk uorden, ureguleret hyperkapitalisme og ødelæggelse af miljøet. Det er mit forslag, som er konkretiseret gennem tre pagter:

Demokratipagten
En fundamental forudsætning for at genskabe den folkelige tillid er en ny demokratipagt, der knytter de europæiske borgere tættere til hinanden, så EU ikke bare opfattes som et topstyret eliteprojekt, der er sat i verden for styre relationerne mellem staterne, men også fremmer et stærkere demokratisk engagement fra neden. Jeg foreslår bl.a., at vi i EU opretter flere borgerting og borgerforsamlinger, hvor repræsentativt udvalgte borgere inviteres til at komme med forslag og løsninger på de svære og komplekse spørgsmål, som Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen har svært ved at nå til enighed om. Vi kunne også lejlighedsvis holde europæiske folkeafstemninger. Der kan være mange veje til Rom, men helt grundlæggende trænger demokratiet til at blive revitaliseret i EU.

 

Jeg foreslår bl.a., at EU´s Green Deal femdobles til 5000 mia. euro frem mod 2030. Det svarer stort set til det beløb, som staterne og EU har fremskaffet til coronahjælpepakker i løbet af det sidste år
_______

 

Den grønne pagt
Den anden forudsætning er en ny grøn pagt, der ikke bygger på fossil afbrænding og fortsat destruktion af miljøet og klimaet, men sikrer grøn omstilling i stor skala til gavn for klimaet og biodiversiteten. Jeg foreslår bl.a., at EU’s Green Deal femdobles til 5000 mia. euro frem mod 2030. Det svarer stort set til det beløb, som staterne og EU har fremskaffet til coronahjælpepakker i løbet af det sidste år. Under finanskrisen var EU-landenes regeringer også villige til at lave bankpakker og lånegarantier for 5000 mia. euro.

Så hvis regeringerne kan gøre det i forhold til COVID-19 og finanskrisen, bør vi også kunne gøre det i forhold til den langt større klimakrise. Det vil være rettidig omhu, for hvis de globale temperaturer stiger med 2-3 grader celsius over det førindustrielle niveau – hvad der er meget stor risiko for med de nuværende planer – kan det koste omkring 5 pct. af vores BNP hvert år at lappe på skaderne. Det vil koste lidt over 5000 mia. euro, hvis vi i Europa i 2035 skal udvikle et nyt energisystem, der bygger på 100 pct. vedvarende energi. Det vil være en win-win-win-løsning, der kan gøre os uafhængige af den årlige import af fossile brændsler fra autoritære regimer for 300 mia. euro. Det vil skabe millioner af nye grønne arbejdspladser. Og det vil redde mange af de 400.000 menneskeliv, der hvert år dør for tidligt i Europa i høj grad på grund af forurening fra fossile brændsler.

Jeg foreslår, at EU forvandles til en grøn supermagt, der bliver verdens førende klimakontinent. Vi kan godt nå at blive helt CO2-neutrale i 2040-45, hvis vi lægger en ambitiøs og realistisk plan for at nå disse mål. I bogen skitserer jeg også en fuldt finansiereret europæisk skattereform, der kan finansiere en sådan grøn omstilling. Jeg foreslår bl.a., at EU kan opkræve en CO2-importafgift for at undgå carbonlækage, indføre en fælles selskabsskat på 25 pct., lave en finansiel transaktionsafgift på finansiel spekulation og opkræve en marginal formueskat på de allerrigeste. På den måde kan EU få egne ressourcer, der kan erstatte de hidtidige medlemsbidrag fra medlemsstaterne og sikre EU et provenu på cirka 3-4 pct. af BNP.

Den nye sociale pagt
Den tredje forudsætning i mit forslag til et styrket Europa er en ny social pagt, der giver europæerne social tryghed, supplerer de nationale velfærdsmodeller og sikrer borgerne gode og solide arbejdspladser. I stedet for de gamle, stramme økonomiske sparedoktriner og mere finansialisering [begreb for den udvikling, hvor finanssektoren får stigende betydning og udgør øget andel af BNP ift. realøkonomien, red.] skal vi lave langsigtede, bæredygtige og offensive investeringer i den fremtid, som vi ønsker, vores børn og børnebørn skal leve i. Vi skal investere meget mere i forskning, uddannelse og bæredygtig infrastruktur, så Europa kan bevare sin konkurrencedygtighed og genvinde sin teknologiske autonomi.

 

I min bog viser jeg, hvordan EU’s historie har vist, at store kriser også har født vigtige fremskridt i den europæiske integration. Det sker ikke altid, men muligheden for et vendepunkt er til stede
_______

 

RÆSON: For at føre de tre pagter ud i livet, kræver det villighed fra medlemslandene. Men du nævner bl.a. Brexit og Ungarn som åbenlyse eksempler på frygtens politik og på, at nationalstaten er begyndt at fylde mere og bruges som en aktiv identitetsmarkør i opposition til EU. Hvordan får man lande som Ungarn og Polen – og sparebanden Danmark, Holland, Sverige og Østrig for den sags skyld – med på en så omfattende omorganisering af EU, som dine pagter indbefatter?
MØLLER: Ja, det er en udfordring, og det kan blive svært. Det anerkender jeg. Men alle medlemslande oplever i disse år, hvordan de store megakriser udfordrer deres nationale suverænitet, og hvordan det er blevet sværere at finde effektive nationale modsvar på de komplekse og sammensatte globale kriser. Vi er blevet mere sårbare, og vi har brug for et stærkere EU. Hver eneste megakrise er en påmindelse om det.

Vi har under coronakrisen set, hvordan medlemslandene trods alle odds og modstand fra sparebanden alligevel endte med at lave et historisk kompromis om oprettelsen af Next Generation fonden ved at optage fælles lån for 750 mia. euro. Det var som en kopernikansk revolution i hjertet af EU, når man sammenligner med den ordoliberale nedskæringspolitik, som man førte under finanskrisen. Og man vedtog en fælles vaccinestrategi, der trods nogle startvanskeligheder har potentiale til at være begyndelsen på et meget stærkere sundhedssamarbejde i EU.

I min bog illustrerer jeg, hvordan EU’s historie har vist, at store kriser også har født vigtige fremskridt i den europæiske integration. Det sker ikke altid, men muligheden for et vendepunkt er til stede. Opgaven er at lave et stort europæisk kompromis om de tre pagter, så alle medlemslande oplever, at aftalen adresserer nogle bekymringer, som optager befolkningen, og som kan være i disse nationers interesse at få løst. Jeg forslår fx, at EU’s grænseværn ved de ydre europæiske grænser, Frontex, skal øges fra i dag omkring 1700 til 50.000 mand, så vi kan få genskabt den fri bevægelighed i det indre marked og fjernet den nationale grænsekontrol.

Et sådant forslag er kun et element i en bredere nytænkning af EU’s asyl- og migrationspolitik, hvor man skal spille på mange forskellige strenge. Men et sådant forslag om at mangedoble Frontex-værnet ved de ydre grænser, kan appellere til de regeringsledere, der som Sebastian Kurz, Mette Frederiksen og Viktor Orbán er bekymret for ukontrolleret indvandring fra tredjelande. Jeg foreslår ikke, at vi skal bygge et fort Europa, for vi skal modtage vores fair andel af verdens kvoteflygtninge, og der skal sikres legal indvandring af kvalificeret arbejdskraft, som vi får brug for i de kommende år.

I 2035 vil der mangle op imod 55 mio. mennesker i den arbejdsdygtige alder i EU-landene, viser de demografiske prognoser. Det er en tikkende bombe, som vi snart må tage seriøst. Den hidtidige udlændingedebat har været domineret af frygtens politik og kortsigtede panikreaktioner på akutte kriser, men vi er altså snart nødt til at løfte blikket og kigge på, hvordan vi skal klare os i fremtiden. Jeg anerkender samtidig de aktuelle bekymringer, der er i befolkningen, for folk ønsker lov og orden, og at der er styr på indvandringen, så den sker under ordnede forhold.

 

De økonomiske uligheder i EU er voksende, og den sociale sammenhængskraft er truet, fordi gabet mellem nord og syd er vokset kraftigt under først den globale finanskrise og senest under coronakrisen
_______

 

Mit forslag om 50.000 mand i Frontex er en måde at adressere den bekymring på. Det er ambitiøst, men det kræver blot, at vi flytter halvdelen af de over 100.000 nationale grænsebetjente og toldere til et fælles ydre værn, hvilket vil være meget mere effektivt. Det store flertal af europæiske borgere ønsker fri bevægelighed i det indre marked, men de vil også gerne have en stærkere fælles europæisk politik ift. den fælles asyl- og migrationspolitik. Så hvornår gør politikerne noget ved det?

RÆSON: Nogle af bogens mere markante forslag tæller bl.a. et fælles europæisk minimum for selskabsskatten på 25 pct. og en femdobling af den europæiske Green Deal til 5000 milliarder. I lyset af de sidste års diskussioner om EU overfor nationalstaten, hvordan ser du så mulighederne for et mere omfattende EU-samarbejde?
MØLLER: De økonomiske uligheder i EU er voksende, og den sociale sammenhængskraft er truet, fordi gabet mellem nord og syd er vokset kraftigt under først den globale finanskrise og senest under coronakrisen. Også internt i medlemslandene er ulighederne øget. Før coronakrisen begyndte det at lysne lidt, men nu er ulighederne igen blevet meget større.

Den sociale kontrakt i EU og i medlemslandene er dybt udfordret, og derfor er der hårdt brug for en ny social pagt. EU-landene har oplevet et stort velstandsløft efter etableringen af det indre marked, men den er fordelt på en ulige og uretfærdig måde. Lønmodtagerne i EU-landene har fået en faldende andel af den samlede værdiskabelse i samfundet siden årtusindskiftet. De øverste samfundslag og den økonomiske elite er sluppet bedst ud af kriserne, og middelklassens indkomster er ikke fulgt med. De fattigste indkomstgrupper har ikke fået del i samfundets velstandsfremgang, men oplever nedskæringer i velfærden og mere prekære arbejdsvilkår. Den udvikling må vendes. Uden lighed i muligheder og social retfærdighed i fællesskabet er der risiko for store politiske modreaktioner med flere gule veste og flere autoritære populistpartier, som kan blokere for forandringerne.

Vi har brug for et paradigmeskifte i den økonomiske politik. Thomas Pikettys analyser har vist, at der var meget mere robust vækst, flere aktive investeringer og mere innovation i de gyldne år fra 1950-1990, hvor velfærden blev udbygget i Europa, og hvor der blev ført en mere aktiv keynesiansk finanspolitik. Ja, den nationale variant af keynesianismen kom i krise i 1970’erne efter Vietnam-krigen og de store energikriser, hvor vi blev ramt af den dobbelte trussel fra stagflation [når den økonomiske vækst stagnerer samtidig med inflation, red.].

Under finanskrisen førte EU-landene en stram ordoliberal sparepolitik, men det var en gigantisk fejltagelse, der gjorde det sværere og mere smertefuldt for Europa at kravle ud af krisen. Obama i USA førte en mere ekspansiv finanspolitik, og det samme har Biden tænkt sig at gøre med store nationale investeringsplaner i vejen ud af coronakrisen. Vi bør gøre det samme i Europa. Vi skal lave en euro-keynesianisme og investere os ud af krisen. Og vi skal investere grønt og i det, vi skal leve af i fremtiden, i stedet for at spare os til større lidelser og mere polarisering i fremtiden, der kan få det europæiske fællesskab til at gå helt op i limningen.

Mit budskab er, at de nationale velfærdsmodeller kun kan reddes og gøres mere robuste i forhold til det hårde krydspres fra globaliseringen og de mange muterende megakriser, hvis EU kommer til at spille en stærkere rolle som et supplement til den nationale velfærd. EU behøver ikke at være problematisk for den nationale velfærdsmodel, men kan være en del af løsningen, som gør velfærden mere robust i fremtiden, styrker vores evne til at håndtere pludselige kriser og investere i en fremsynet erhvervs- og forskningspolitik – ”Made in Europe” – så vores økonomier bliver meget mere konkurrencedygtige indenfor de kritiske nøgleteknologier. Min bog er en bog om, hvordan EU kan gøre en kæmpe forskel og hjælpe de trængte velfærdsmodeller og kriseplagede samfund. Vi bliver stærkere ved at handle sammen i fællesskab end at gå hver for sig.

 

Vi skal kunne gå på egne ben i Europa i stedet for at opføre os som en delstat af USA
_______

 

Jeg har studeret en stribe meningsmålinger, og de fortæller den opmuntrende – men oversete – historie, at europæerne er meget mere solidariske med hinanden, end den mainstream opfattelse tror. De nationale politikere, der klamrer sig til deres nationale magtapparater, hakker hele tiden på ideen om en social union i EU og advarer om, at EU er ved at blive en superstat. Kendsgerningen er, at der er ansat 750 gange så mange personer i de nationale centraladministrationer i medlemslandene, som der er ansat i EU. Unionen er ikke en trussel mod nationalstaten.

Når man faktisk lytter til, hvad borgerne siger, så har de et klart ønske om at bevare den særlige europæiske velfærdsmodel, hvor staten korrigerer og regulerer det frie marked. De ønsker ikke den angelsaksiske hyperkapitalisme, der er skyllet ind over den vestlige verden siden midten af 1980’erne og som på nogle punkter også har sat sine spor i EU-landene. Meningsmålingerne viser, at europæerne ønsker et mere socialt EU.

En supermajoritet på 80 pct. støtter, at EU laver økonomisk omfordeling mellem rige og fattige borgere i unionen, flertallet af borgerne vil gerne selv betale lidt ekstra i skat for at få en solidaritetsfond i EU, og flertallet er også tilhængere af en social genforsikringsordning i Europa, så de ledige – oveni de nationale dagpengeordninger – får ekstra støtte det første halve år af deres ledighed. Det er denne europæiske solidaritetsfølelse, der venter på at blive forløst med konkrete politiske reformer.

Men hvordan skaffer vi penge til det? Jeg kommer med et forslag til en europæisk skattereform, hvor EU får egne ressourcer og mulighed for at opkræve nogle få skatter, som allerede er ved at glide nationalstaterne af hænde. Jeg foreslår bl.a. at indføre en fælles europæisk selskabsskat på 25 pct. og at lukke alle skattehuller og stoppe flugten til skattely. Da jeg skrev det, var Biden endnu ikke valgt som præsident i USA. Jeg håber, at mit forslag kan få ekstra momentum i Europa nu, hvor Joe Biden og hans finansminister, Janet Yellen, i USA også har sat en højere selskabsskat på dagsordenen. Det er godt med en global aftale, hvis man kan blive enige i OECD. Men i Europa skal vi ikke deponere vores fremtidige selskabsskat i USA. Vi skal kunne gå på egne ben i Europa i stedet for at opføre os som en delstat af USA.

 

Hvert enkelt menneske får i kraft af sin fødsel muligheden for at formulere og skabe en ny begyndelse. Den erfaring er en kilde til håbets filosof
_______

 

Mit forslag til en europæisk skattereform skal gøres til en fair deal for alle parter i EU. Mit forslag vil give EU-landene et ekstra skatteprovenu og sikre fair konkurrence mellem store og små selskaber i Europa, hvor det i det seneste år har været de store transnationale selskaber, der har betalt mindst i selskabsskat, fordi de har en hær af dygtige rådgivere til at udnytte alle skattehullerne i det indre marked. Det gamle selskabsskattesystem er pilråddent, og det vil være meget bedre for alle, hvis vi kan få et moderne europæisk selskabssystem, der sikrer fair konkurrence i det indre marked og et større provenu til fællesskabet.

Jeg foreslår, at man som led i et kompromis betaler lavskattelandene, så de ikke mister noget ved at acceptere en fælles europæisk selskabsskat, så man også kan få Irland, Holland, Luxembourg, Cypern og andre lavskattelande med ombord. Halvdelen af indtægterne fra den nye fælles 25 pct. selskabsskat skal gå til medlemslandene og resten skal sendes direkte til EU-kassen, så vi får ekstra penge til at investere i den grønne omstilling, forskning og fælles infrastruktur.

RÆSON: Bogen er foruden den praktiske formulering af håbets politik en tour de force i europæisk idéhistorie. Du trækker på tænkere fra Fjodor Dostojevskij til Hannah Arendt. Hvilke indsigter har læsningen af de europæiske tænkere givet dig ift. dit håbefulde syn på det europæiske projekt?
MØLLER: Ja, Europas idehistorie er meget vigtig, for mange af de store forandringer i samfundet fødes i ideernes verden, inden de omsættes til politik. I min bog har jeg referencer til film, kulturlivet og litteraturen. Blandt giganterne er Shakespeare og Dostojevskij, som var klogere på den menneskelige psykologi end de fleste.

En anden af mine store helte er den politiske tænker Hannah Arendt, som mange sikkert kender for sit hovedværk om ”The Origins of Totalitarianism”, der udkom efter Anden Verdenskrig. Arendt minder os om, at det, der forbinder mennesker, er mellemrummet mellem os. Du og jeg bliver til et vi igennem ord og fælles handlinger. Frem for alt gennem politik. Arendt formulerede også en natalitetens filosofi, der vokser ud af den grunderfaring, som fødslen er. Vi er alle født forskellige, for pluralismen er helt afgørende i hendes tænkning, men alle er vi formet af den grunderfaring, at vi er født, ja kastet, ind i verden. Fra mørket til lyset. Hvert enkelt menneske får i kraft af sin fødsel muligheden for at formulere og skabe en ny begyndelse. Den erfaring er en kilde til håbets filosofi.

Det er ikke en lalleglad fremskridtsoptimisme, for jubeloptimisterne bilder sig jo ind, at de allerede har historien på deres side, og at de har vundet. Det troede mange liberale demokrater fx efter Berlinmurens fald. Det var en løgn. For i demokratiet og i de internationale magtkampe er historien aldrig slut. Håbet og troen på en anden fremtid opstår, når engagerede mennesker sætter sig i bevægelse sammen med andre mennesker – fx for at løse verdens klimaproblemer eller for at forandre EU. ■

 

Det er ikke en lalleglad fremskridtsoptimisme, for jubeloptimisterne bilder sig jo ind, at de allerede har historien på deres side, og at de har vundet
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden