Baltazar Dydensborg: Nu tilslutter Macron sig yderfløjenes forsøg på at lukke visse universiteter. Det er iliberalt og udemokratisk

14.04.2021

Desværre gør nogle politikere lukningen af et universitet til et publicity-stunt og forskningen til et element i deres politiske diskurs. At diverse fløjgrupper agiterer for en sådan udvikling, er måske til at forstå. Men når denne syge spredes og bliver mainstream i en sådan grad, at den smitter en selverklæret liberal som Macron, er der grund til oprigtig bekymring. De frie universiteter er nemlig en grundsøjle i det moderne demokrati og nødvendige for at have en kvalificeret debat.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Baltazar Dydensborg, studerende på Philosophy, Politics and Economics (PPE) på Oxford University

DA JEG FORLEDEN KUNNE LÆSE i nyhederne, at den franske præsident Emmanuel Macron har beordret lukningen af hans eget alma mater, den prestigefyldte École Nationale d’Administration (ENA), var jeg ved at få morgenkaffen galt i halsen. At diverse fløjkræfter ønsker at sindelagskontrollere universiteterne i et forsøg på både at få kritiske røster til at forstumme og at tilfredsstille deres egne støtter, er ikke noget nyt.

Og at det på det seneste tilsyneladende er blevet mainstream på tværs af det politiske centrum – fra grupper fra Dansk Folkeparti til centrale medlemmer af den danske centrum-venstrefløj som chefredaktør på Netavisen Pio Niels Jespersen i podcasten “Udestuen” – burde måske have forberedt mig på chokket. Ikke desto mindre føltes det alligevel som en daggert i ryggen, at en mand, jeg tidligere har set som et liberalt ikon, er sunket så dybt.

Macron begrunder selv lukningen med, at universitetet har et problem med dets optagelsesprocedurer, der leder til, at langt de fleste studerende kommer fra socialt velstillede baggrunde – noget, der er særligt problematisk, fordi uddannelse på skolen giver direkte adgang til eliteposter i det franske embedsværk. Jeg skal være den første til at anerkende validiteten af denne pointe og det beundringsværdige i hans iver efter at gøre noget ved det. Jeg kan bare ikke se nogen måde, hvorpå problemet hænger sammen med løsningen.

 

For mig virker det snarere, som om lukningen af ENA blot er endnu et kapitel i den historie, som Macrons regering og politikere på tværs af kontinentet forsøger at skrive om deres modstand mod “identitetspolitisk forskning”
_______

 

Hvis man lader tvivlen komme Macron til gode og accepterer præmissen om, at han er ærlig om sine motiver, må man spørge sig selv: Hvordan har han konkluderet, at en lukning af ENA er løsningen på problemet? For lukningen er at spille fallit og konkludere, at det er umuligt at gøre kvalitetsuddannelse tilgængeligt for alle. Det må kunne gøres bedre. Jeg går selv på en uddannelsesinstitution, der har og har haft lignende problemer, men i stedet for at beordre universitetet lukket, er der nu et øget fokus på en bredere og mere mangfoldig optagelse. Hvis Macron virkelig mente sine pointer om social arv alvorligt, skulle man tro, at han ville starte der.

For mig virker det snarere, som om lukningen af ENA blot er endnu et kapitel i den historie, som Macrons regering og politikere på tværs af kontinentet forsøger at skrive om deres modstand mod “identitetspolitisk forskning” – eller som Macrons egen minister for højere uddannelse kalder det: “islamo-gauchisme”. Det begreb dækker over en venstreorienteret tilgang til forskning, hvis store fokus på race og identitet gør den ude af stand til at forholde sig kritisk til islam.

Kort fortalt går den bredere kritik på overbevisningen, at nogle afdelinger på visse universiteter producerer studier og forskning, der i bedste fald er værdiløst og i værste fald er decideret “politisk” – hvad end det så betyder. Et eksempel, der ofte bringes op i den danske debat, stammer fra en artikel i Weekendavisen med titlen: “Hvidensproduktion”. Heri udlægges det, at en norsk Ph.d.-studerende til en konference skulle have beskrevet muslimske opdragelseslejre som “et eventyr” – hvad der af kritikere betragtes som tegn på en voldsom venstredrejning.

Weekendavisen var dog ikke til stede til denne Ph.d.-studerendes workshop på konferencen og har heller ikke interviewet forfatteren – og det viser sig, at deres udlægning er meget langt fra den faktiske forskning, der handler om muslimske kvinders flyttemønstre. Avisens kritik ramte så meget ved siden af, at videnskabssociolog og professor emeritus Heine Andersen skrev og klagede til redaktionen – men problemet er, at i sager som denne kommer sandhedsværdien i kritikken i anden række i forhold til dens evne til at forarge. Artiklen står stadig uændret og hives jævnligt frem i debatten om danske universiteter – den er endda indgået i et folketingsspørgsmål fra Morten Messerschmidt.

 

Flere af kritikerne er formentlig også opmærksomme på, at forskere disse steder forsker i de samme mekanismer, som de selv bruger til at spinne debatter til egen fordel – og den dobbelte gavnlighed, der altså kan være i at true dem til stilhed
_______

 

TIL SYVENDE OG SIDST leverer Henrik Dahl, Morten Messerschmidt, podcasten Udestuen og nu også Emmanuel Macron for mig at se ikke en reel eller fagligt funderet kritik af institutionerne og den forskning, der foregår der. Når man fortolker overfladisk på små uddrag eller nægter at bruge den korrekte faglige terminologi, fordi man mener, det er for akademisk til sine læsere, er det svært at bidrage med noget konstruktivt. Det forekommer snarere som en proxy for noget helt andet; nemlig at male et billede af et “dem”, som er virkelighedsfjerne tosser i elfenbenstårnene, og et “os”, der er almindelige mennesker. De planter alle sig selv solidt i den sidste gruppe ved at spille en smule dumme for at få den første gruppe til at virke mere absurd.

Budskabet, hvad end det er “stop identitetspolitisk forskning”, “brænd RUC ned til jorden og salt den bagefter” eller “luk ENA for at forbedre den sociale mobilitet”, svarer efter min bedste overbevisning grundlæggende til intet mere end at råbe: “Ned med de kloge mennesker”. Og selvom der stadig er et stykke vej til Victor Orbáns tvangslukning af det Centraleuropæiske Universitet, er essensen den samme: Der skabes en konflikt ud af ingenting for egen politiske vindings skyld.

For det er jo ikke, fordi kritikerne ikke ved, hvad de taler om. Det er mennesker med baggrunde i de selvsamme uddannelser – fx gik Henrik Dahl selv på det gamle sociologistudie på Københavns Universitet, som Bertel Haarder lukkede ned i 1986, fordi det var for marxistisk. Flere af kritikerne er formentlig også opmærksomme på, at forskere disse steder forsker i de samme mekanismer, som de selv bruger til at spinne debatter til egen fordel – og den dobbelte gavnlighed, der altså kan være i at true dem til stilhed.

I en verden, hvor debatter bliver mere og mere polariserede, og hvor sociale medier bidrager til en udtværing af grænserne mellem politiske budskaber og den oplevede virkelighed, har vi netop brug for kritiske humanister og samfundsvidenskabsfolk. Politikernes handlinger virker altså til at kunne koges ned til ren politisk opportunisme. Og det er en forbandet skam, for det drejer debatten væk fra det, der faktisk er relevant: at vi har gode uddannelser, der er tilgængelige for alle og bidrager med relevante inputs til samfundsdebatten.

 

Man bør derimod lufte sine bekymringer til de involverede uddannelsesinstitutioner, lytte til, hvad de har at sige, og forsøge at opnå en syntese af forståelse for både forskningsfrihed og offentlig kritik
_______

 

Det skal selvfølgelig også være muligt at kritisere den forskning og uddannelse, vi alle sammen bidrager til at betale for. Men skal det ske med forbedringer for øje, kræver det, at politikerne også er villige til at møde universiteterne der, hvor de er, i stedet for at nægte at sætte sig ind i deres felter eller smide om sig med trusler om kontrol og tvangslukning.

Man bør derimod lufte sine bekymringer til de involverede uddannelsesinstitutioner, lytte til, hvad de har at sige, og forsøge at opnå en syntese af forståelse for både forskningsfrihed og offentlig kritik. Det ved jeg, der vil være stor villighed til. Både blandt de studerende, blandt det akademiske personale og på ledelsesgangen. Problemet opstår, når visse politikere gør lukningen af en skole til et publicity-stunt og forskningen til et element i deres politiske diskurs, for der, er det næsten allerede for sent.

At diverse fløjgrupper agiterer for en sådan udvikling, er måske til at forstå. Men når denne syge spredes og bliver mainstream i en sådan grad, at den smitter en selverklæret liberal som Macron, er der grund til oprigtig bekymring. De frie universiteter er en grundsøjle i et moderne demokrati og nødvendigt for at have en kvalificeret debat. Politisk pres skader denne debat – både fordi det går imod grundlaget for det liberale demokrati, men også fordi det fordummer vores fælles samtale, når forskere får mundkurv på fra politisk side, hvis de kritiserer status quo. Det er en usund tendens, som man kun kan håbe på, snart bliver stoppet. ■

 

Det fordummer vores fælles samtale, når forskere får mundkurv på fra politisk side, hvis de kritiserer status quo. Det er en usund tendens, som man kun kan håbe på, snart bliver stoppet
_______

 

Baltazar Dydensborg (f. 2000) er studerende på første år af bacheloruddannelsen i Philosophy, Politics and Economics, Oriel College, University of Oxford. Derudover er han tidligere landsledelsesmedlem i Radikal Ungdom og medlem af Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Frankrigs præsident Macron til for-topmøde for Renew Europe-gruppen i EP, 17. oktober 2019 [foto: CC BY-NC-ND © ALDE Party/flickr]