Asger Sørensen i RÆSON LØRDAG: Den bedste forskning er både politisk og kritisk

03.07.2021

Værdifri og objektiv forskning er et utroværdigt ideal. Forskningen skal ikke kun beskæftige sig med beskrivelse af den empiriske virkelighed men kritisk og normativt bidrage til at gøre verden bedre.


RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. I dag med Asger Sørensen om politisk forskning. Sidste lørdag med Lars Tønder om det antropocæne.

Af Asger Sørensen, mag.art & Ph.D., lektor i pædagogisk filosofi, Aarhus Universitet

UANSET ANLEDNING og budbringernes motiver kan man som filosof kun glæde sig over den nuværende diskussion om videnskab og politik. Ikke siden Lomborg-affæren har den danske offentlighed diskuteret så engageret, hvad videnskab bør være, og jeg kan ikke mindes en tilsvarende diskussion om videnskab, pseudo-videnskab og aktivisme som den nuværende, ligesom jeg ikke tror, forskningsfrihed nogensinde har stået så højt på politiske dagsorden, hverken i eller uden for Folketinget. Tilsyneladende er det gået op for mange, hvor afgørende sådanne spørgsmål kan være, og det må siges at være et stort skridt fremad i oplysningen af den brede befolkning.

Stadig er der dog sikkert en del, der ikke tænker over, at disse er klassiske filosofiske spørgsmål, og at sådanne diskussioner i snart et århundrede har haft deres helt egen akademiske disciplin, nemlig videnskabsteorien, hvor forskere, herunder en del filosoffer, har undersøgt og diskuteret disse spørgsmål med højt specialiserede kolleger, gennem forskningsartikler, lærerbøger og undervisning.

 

Påstanden er endda, at god videnskab – i hvert fald på humaniora og samfundsvidenskab – altid er politisk og også skal være det
_______

 

Når jeg nu vover pelsen og bidrager til den standende diskussion med en opbakning til overdreven aktivisme, så gør jeg det som fagperson og med en argumentation, der hævder at være forskningsbaseret. Som universitetsansat fagfilosof og videnskabsteoretiker vil jeg altså påstå, at jeg kan give forskningsmæssigt belæg for mine påstande, og at forskere, politikere og andet godtfolk derfor nemt begår fejl, hvis de betragter dette felt som et frirum for almindelig meningsudveksling.

Det betyder dog ikke, at mine påstande og deres belæg udgør de sidste ord om denne sag. Videnskabelig forskning er netop kendetegnet ved, at selvom eksperter med tiden bliver enige om mangt og meget på deres faglige felt, er der altid afgørende punkter, hvorom der ikke hersker konsensus, og det er en sådan kvalificeret uenighed, der tvinger den videnskabelige forskning frem mod nye erkendelser. I videnskabsteorien er der generel konsensus om, at videnskab aldrig er værdifri. Den faglige diskussion drejer sig om, hvad man som forsker skal gøre ved det. Videnskabsteori er således typisk en normativ disciplin, der diskuterer kriterierne for god videnskab, og her hører jeg så til den gruppe af videnskabsteoretikere, der argumenterer for, at videnskabelig forskning heller ikke bør være værdifri. Påstanden er endda, at god videnskab – i hvert fald på humaniora og samfundsvidenskab – altid er politisk og også skal være det. Heraf følger så, at videnskabelig forskning bør være aktivistisk og kritisk over for etablerede sandheder. Jeg vil endda gå så vidt, at jeg som nævnt vil støtte overdreven aktivisme – overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen – ligesom jeg også vil forsvare postmoderne ideer om kritik, selv om de typisk overdriver kritikken og distancerer sig fra klassiske idealer om sandhed og videnskabelig viden.

Kritik i videnskab
Lad mig derfor tage udgangspunkt i kritikken. Hvorfor skulle den nu også være så vigtig? Kan man som forsker ikke bare beskrive den undersøgte sag, som den er, diskutere eventuelle detaljer med kollegaer, og så præsentere konklusionen i forståelige ord for den brede offentlighed? Nej, er det korte svar, det kan man ikke. Pointen er, at lige så snart man bevæger sig ned under overfladen, er virkeligheden ufattelig kompliceret, og derfor er der sjældent endelige svar at finde, i hvert fald ikke på den korte bane. Det er derfor man traditionelt i videnskab hylder kritikken. Det er kritikken, der gør opmærksom på fejl og mangler. Det er den kritiske undersøgelse, der forhindrer, at vi bare tager forhastede førstehåndindtryk for givet. Uden kritik ingen videnskab.

Kritik har imidlertid forskellige niveauer, og der er også blandt forskere uenighed om, hvad kritik bør være. I mange lande har man universitetskurser i kritisk tænkning, hvor man underviser i argumentationsteori og logik. Ideen er, at en påstand altid forudsætter nogle præmisser, og at der derfor er en logik, der fører fra præmisser til konklusion. Begrundelsen for en påstand udgør et argument, som man kan undersøge, og med et kursus i kritisk tænkning lærer man om den logik, der gør det muligt at sondre mellem gode og dårlige argumenter.

 

Ingen vil påstå, at den eksisterende verden er perfekt, og pointen i kritisk teori er, at fagfolk svigter deres ansvar, hvis de kun beskriver en sag som den tilsyneladende er
_______

 

En sådan idé om kritik forekommer i første omgang helt uproblematisk. Det drejer sig om konsistens og sammenhæng, altså om konklusionen følger logisk af præmisserne, om det er en gyldig slutning eller ej. Problemet er, at gyldige slutninger ikke siger så meget om virkeligheden. Her vil vi gerne have et godt argument, der siger noget sandt, og det fører os fra logik til videnskabsteori og til ideen om kritisk rationalisme. Her er pointen, at kritik er vigtig, fordi sandheden er svært tilgængelig. I bedste fald kan vi håbe på, at kritikken tydeliggør vores fejlagtige erkendelser og på den måde peger på, hvordan vi skal komme videre; den fulde sandhed om en sag vil altid være uden for vores rækkevidde.

Med en sådan idé om kritik taler man om naiv realisme, når folk tror de blot kan gennemskue, hvordan virkeligheden er skruet sammen. Som kritisk rationalist er man skeptisk over for påstande om virkeligheden, der er uklare og kun svært lader sig kritisere. Der er altså tale om en videnskabsteori, der argumenterer normativt og værdiorienteret for, at videnskabelighed indebærer rationalitet, viden og sandhed.

Her er det så, at jeg vil gå et skridt videre som videnskabsteoretiker og forsvare en idé om kritisk teori, hvor man ikke blot hylder disse traditionelle idealer, men argumenterer for, at filosofi og samfundsvidenskab også skal bidrage til at gøre verden bedre. Ingen vil påstå, at den eksisterende verden er perfekt, og pointen i kritisk teori er, at fagfolk svigter deres ansvar, hvis de kun beskriver en sag som den tilsyneladende er. I første omgang skal de bruge deres viden og ekspertise på det pågældende område til også at undersøge, hvad der eventuelt kunne være galt med sagen, hvordan sagen ideelt bør være og hvordan dette ideal realiseres. En sådan forskning tager tydeligt stilling på et kvalificeret grundlag, og det betyder i anden omgang, at forskere bidrager aktivt til, at sandheden sker fyldest, altså at det sande ideal realiseres.

Tag fx demokrati. Her er der ingen tvivl om, at vi forskningsmæssigt kan beskrive processer, som de foregår aktuelt i forskellige lande på forskellige niveauer. Men det er ikke nok. Meget få forskere i statskundskab og politiske filosoffer vil påstå, at demokrati allerede eksisterer i den ideelle udgave. Til gengæld er der stor uenighed om, hvad demokrati bør være. Forskerne skal selvfølgelig ikke afgøre, hvilket demokrati et samfund skal have, men det vil være dumt ikke at lytte til anbefalinger fra folk, der har studeret en sag i årevis. Pointen er her, at en sådan anbefaling selvfølgelig er politisk og at det skal den være; hvis en demokratiforsker påstår at være værdifri og kun give neutralt objektive vurderinger, så er vedkommende utroværdig som forsker. Og det samme gælder spørgsmål om forhold mellem køn og racer, krig og fred, rigdom og fattigdom, forbrydelse og straf etc.

Troværdig forskning på sådanne områder skal derfor ikke blot beskrive den empiriske virkelighed. I sandhedens tjeneste skal forskningen aktivt kritisere virkeligheden for ikke at være perfekt. Demokratiforskere skal på den måde bidrage til at forbedre demokratiet, både teoretisk og i praksis. Teoretisk betyder det, at selve ideen og idealet om demokrati skal diskuteres og kritiseres, og det kræver både fornuft og fantasi. Man skal som samfundsforsker både kunne gennemskue modsigelser og forestille sig ideer, som går ud over den virkelighed, der allerede eksisterer. Praktisk betyder det, at man både diskuterer demokratidealer med videnskabelige fagfæller og bidrager til oplysning af offentligheden. At man arbejder for samfundets demokratiske fremskridt, ligesom man kritiserer demokratiske tilbageskridt.

 

Da det eksisterende samfund ikke er det perfekte samfund og i mange aspekter kan siges at være undertrykkende, så skal samfundsvidenskab bidrage til den nødvendige emancipation
_______

 

Kritisk teori lægger således endnu et lag til den klassiske idé om kritik, der tydeliggør, at videnskab skal være aktivt normativ i forhold til både sandhed og retfærdighed. Da det eksisterende samfund ikke er det perfekte samfund og i mange aspekter kan siges at være undertrykkende, så skal samfundsvidenskab bidrage til den nødvendige emancipation. Forskning skal altså bidrage aktivt til frigørelsen af fattige, kvinder, sorte og hvem der nu ellers kan siges at være undertrykte. I den forstand bør videnskabelig forskning altså være aktivistisk, både inden for egne rammer og i forhold til samfundet som helhed. Og denne aktivisme må gerne være overdreven, ganske som politisk aktivisme ofte er det, da skarpe pointer er med til at tydeliggøre, hvordan præmisser og konklusioner hænger sammen i videnskabelig erkendelse.

Kritikken i krise
Den klassiske idé om kritik er imidlertid i krise. I de sidste årtier har nogle forskere undersøgt kritik som et fænomen, altså som empirisk emne, og det har betydet en udbredt skepsis vedrørende den logiske sammenhæng mellem kritik og sandhed. Faktisk er hele den traditionelle idé om videnskab i sig selv blevet beskyldt for at være undertrykkende, fordi det er autoritært at erklære, at der kun er én mulig sandhed, og at al kritik ikke er legitim. Traditionelt ville man i forskningen hævde, at der er forskel på kritik, klynk og brok, og at selvom man kan have god grund til både at klynke og brokke sig, fordi man de facto har oplevet en krænkelse, så er det ikke altid legitimt at hæve egen personlig utilfredshed op på et alment niveau.

Med den postmoderne dekonstruktion af det klassiske ideal om kritik, så er det imidlertid langt vanskeligere klart at sondre mellem krænkelse og kritik, mobning og modargument, og det har i nogle tilfælde eskaleret konflikter, både mellem forskere indbyrdes og mellem ledelse og ansatte. Når kritik ikke længere anerkendes som en nødvendig del af den videnskabelige proces, kan uenighed forveksles med uvenskab eller fjendskab. Her er det så, at nogle taler om overdreven aktivisme i den forstand, at den nødvendige aktivisme ikke begrundes på klassisk vis i selve forskningsprocessens erkendelser.

Selv vil jeg stadig forsvare den klassiske idé om videnskab, der fastholder muligheden af erkendelse og hylder kritik. Netop derfor anerkender jeg også, at det er et videnskabeligt fremskridt, at traditionelle ideer om videnskab selv gøres til genstand for kritisk refleksion og ikke bare tages for givet. Og i den videnskabelige udforskning af den uperfekte samfundsmæssige virkelighed er det vigtigt at give stemme til forskere i strukturel ulighed og krænkelsesmønstre, der er solidariske med dem, der oplever disse ubehageligheder. I nogle tilfælde hævdes det godt nok, at de blotlagte strukturer og mønstre beskrives værdifrit, og selv om dette som nævnt er utroværdigt, så er grundige studier på sådanne områder værdifulde som forskning. Det er en klassisk pointe i kritisk teori, at social udsathed og marginalitet udgør en privilegeret position, når det drejer sig om erkendelser af samfundsmæssige fænomener som fx fremmedgørelse og uretfærdighed. Lidelsen forstås bedst, hvis man har været udsat for den. Vi har derfor brug for erkendelser fra perferien, hvis vi skal forstå det centrale.

Derimod er det et problem, når forskere selv oplever sig som krænkede, når de kritiseres af kollegaer, og ikke mindst, når de som krænkede klager til universitetsledere over disse kollegaer. I den situation har nogle universitetsledere nemlig følt sig kaldede til at skride ind over for de forskere, der kritiserede deres kollegaers forskning, og den form for ledelsesaktivisme er ødelæggende for videnskab. For sandhedens skyld skal vi derfor også beskytte de overdrevent aktivistiske forskere og i stedet kritisere den nuværende universitetspolitik, der gør forskning afhængig af private bidrag og forskere bange for at sige sandheden. Det er allerede fastslået, at den retslige beskyttelse af forskningsfriheden i Danmark er blandt de ringeste i Europa, og det gælder også trygheden i ansættelsen for forskere. Det er her fra truslen mod forskningsfriheden kommer, ikke fra overdreven aktivisme blandt forskere. ■

 

For sandhedens skyld skal vi derfor også beskytte de overdrevent aktivistiske forskere og i stedet kritisere den nuværende universitetspolitik, der gør forskning afhængig af private bidrag og forskere bange for at sige sandheden
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt