Asger Røjle Christensen i RÆSONs trykte nummer: Vil Japans nye premierminister vise sig at være due eller høg?

29.12.2021

Japans nye premierminister, Fumio Kishida, var i mange år landets udenrigsminister og er mere diplomat end ideolog. Men hans linje – og landets prekære balancegang mellem pragmatisme og stridbarhed over for Kina – vil blive udfordret ikke mindst af Taiwan-spørgsmålet.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, der har titlen: „Hvem tager ansvar for verden?‟

Af Asger Røjle Christensen

I sommer kom Japan gennem OL, vaccinationerne har mildnet landets coronakrise, og den verdenspolitiske dagsorden bevæger sig tilbage i retning af et fokus på rivaliseringen mellem USA og Kina samt klima. I oktober måned fik Japan en ny regering. Vil den ændre landets udenrigspolitik?

Vil landets nye premierminister, Fumio Kishida (LDP), vise sig at være den pragmatiske due i sikkerhedspolitikken, han lignede som udenrigsminister 2012-2017, og da han under den netop afviklede valgkamp totalt nedspillede forfatningsændringer? Eller vil han vise sig at være den principfaste forkæmper for demokrati og menneskerettigheder, han lignede, da han – pludselig – var med til at gøre forsvaret af Taiwan til et tema i valgkampen?

Den første afgørende test: Forholdet til Sydkorea
Den tidligere topdiplomat Kazuhiko Togo, som i dag er gæsteprofessor ved Global Centre for Asian and Regional Research ved Shizuoka University, vurderer i en artikel i East Asia Forum, at Kishida af instinkt er betydelig mere dueagtig end sine forgængere, og han mener, at forholdet til nabolandet Sydkorea bliver den afgørende lakmusprøve: ”For at blive en succesfuld due-premierminister er det afgørende, at Kishida finder en måde, hvorpå han kan bygge tillid og identificere områder, hvor de to landes nationale interesser er sammenfaldende”, skriver Kazuhiko Togo. ”Hvis han vil være en stor due-premierminister, bør Kishida søge ind på den kurs, så snart hans magtbase er stabiliseret, også selvom det vil skabe spændinger i forhold til høgene inden for LDP”.

I Washington vil man utvivlsomt være enige med Togo. Den udenrigspolitiske hovedopgave for Kishida vil være at få repareret det ramponerede forhold til Sydkorea så hurtigt som muligt. For USA er det både et dilemma og en irritation, at de to vigtigste amerikanske allierede i Østasien i årevis ikke har forsømt nogen anledning til at være nederdrægtige over for hinanden og gang på gang har ladet historiske og territoriale stridigheder skygge for aktuelle sikkerhedspolitiske behov.

Trump interesserede sig som præsident måske mindre for problemstillingen, end andre præsidenter har gjort, men som sine øvrige forgængere er Biden meget optaget af at få signaleret oprigtighed i forhold til sine asiatiske alliancer – og af at få Japan og Sydkorea til at samarbejde i stedet for at lade den indbyrdes mistillid dominere relationen totalt. De to allierede har i lange perioder i de senere år dårligt været på talefod på øverste niveau.

I sin første telefonsamtale med Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, var Kishida mere fremkommelig end sine forgængere. Det var ham, der som udenrigsminister var en af arkitekterne bag den omstridte aftale mellem de to lande i 2015 om undskyldning og erstatning til de såkaldte ’trøstekvinder’, unge koreanske kvinder, der blev tvangsprostitueret for japanske soldater ved fronten under Anden Verdenskrig, til gengæld for en sydkoreansk accept af, at det emne dermed var et afsluttet kapitel. I dag er aftalen meget ildeset i begge lande – og undsagt af præsident Moon, som på det tidspunkt var i opposition.

Det er en kendt sag, at man i Japan for længst har opgivet Moon – der opfattes som antijapansk – og venter på, at en ny præsident bliver valgt i foråret, før man for alvor gør et nyt forsøg på at komme på talefod.



Kobe, Japan: Den nye 84-meter lange ubåd, Hakugei, der forventes at blive søsat i 2023, fremvises under en større lanceringsceremoni, 14. oktober 2021 [foto: AP/Ritzau Scanpix]

Fra højre til venstre i den japanske offentlighed fremstilles Sydkorea i dag som et land, man ikke kan lave seriøse aftaler med, fordi de alligevel ikke bliver overholdt.

Af de mange uløste konfliktpunkter mellem de to lande er den mest akutte nok, at Sydkoreas højesteret ad flere omgange har dømt store japanske firmaer til at betale erstatninger til koreanske tvangsarbejdere, der under krigen arbejdede i de pågældende firmaers fabrikker i Japan, eller disses efterkommere.

 

Kan Kishida og hans regering sammen med en ny sydkoreansk regering efter præsidentvalget i foråret 2022 finde en formel, så problemet ikke længere er så blokerende for dialogen mellem de to lande?
_______

 

Andre domstole i Sydkorea har ellers underkendt andre erstatningskrav med henvisning til 1964-aftalen om normalisering af forholdet mellem de to lande, hvor Japan betalte et stort beløb i krigsskadeerstatning én gang for alle. Sydkoreas regering fastholder troskyldigt, at domstolene er uafhængige, og at man ikke politisk kan bestemme udfaldet af disse retssager.

Fra japansk side holder man stadig fast i 1964-aftalen i afvisningen af alle den slags krav fra sydkoreansk side, vel vidende at det var en problematisk og meget ulige traktat, og at den blev indgået med en diktatorisk sydkoreansk præsident, Park Chung-hee, som selv havde været officer i den japanske hær under krigen, da Korea officielt var indlemmet i Japan.

Det er en kendt sag, at mange af de involverede japanske virksomheder egentlig gerne ville betale et beløb for at slippe ud af bøvlet, men den japanske regering afviser den ide af frygt for en syndflod af yderligere krav.

Kan Kishida og hans regering sammen med en ny sydkoreansk regering efter præsidentvalget i foråret 2022 finde en formel, så problemet ikke længere er så blokerende for dialogen mellem de to lande? I givet fald vil han i hvert fald på de indre diplomatiske linjer have opnået at blive den ’store due-premierminister’, som Kazuhiko Togo skriver om.

Balancen over for Kina
Når det er så vigtigt for USA at få Japan og Sydkorea til at enes bedre, skyldes det naturligvis, at det i stigende grad er rivaliseringen om magt og indflydelse med Kina, som definerer USA’s diplomatiske indsats i regionen. Her skulle USA’s venner i regionen gerne i højere grad end i dag fremstå som en enig front.

Japan støtter officielt helhjertet USA, men kan ikke løbe fra sin geografiske placering og er reelt betydelig tættere på Kina, end Joe Biden og hans med- og modspillere i amerikansk udenrigspolitik er ovre på den anden side af Stillehavet.

For japanske diplomater af alle generationer er Kina dermed ikke kun et stort og stærkt naboland, man må forholde sig til. Kina er et vilkår.



Andersen Air Force Base, Guam: Amerikanske og japanske soldater springer under en fælles træningsmission i faldskærm, 30. juli 2021 [foto: Staff sgt. Anthony Bryant/Zuma/Ritzau Scanpix]

Et grundvilkår, som aldrig vil gå væk. Samtidig er Kinas mere selvhævdende profil og militære oprustning under præsident Xi Jinping den afgørende faktor – endnu mere end Nordkoreas udvikling af atomvåben og missiler – for, at man år efter år i hvidbøger fra Japans forsvarsministerium kan læse dybt bekymrede ord om Japans stedse ’forværrede sikkerhedspolitiske position’ i regionen.

Japan deltager aktivt og er udfarende i ethvert forsøg i regionen på at afbalancere Kinas aggressive politik – ikke inddæmme den, for det mener man heller ikke i Tokyo er muligt – med afbalancere den. Man kan ikke undgå, at Kina bliver stærkere, men man kan sørge for selv at stå stærkere over for et styrket Kina.

Til tider er Japan nærmest demonstrativt aktivt i at række diplomatisk og militært ud mod lande som Australien, Vietnam og Indien for at skabe et samarbejde, der kan fungere som en tung og synlig modvægt til Kina.

Men samtidig skal man ikke tage fejl af, at der fortsættes en indsats bag linjerne for at opnå en pragmatisk forståelse i det daglige med Kina. En kontinuerlig indsats, som har fundet sted i årevis, uanset hvem der har været premierminister.

 

Om den ret dramatiske udvikling i retning af et forsvarspolitisk parløb, der har fundet sted i løbet af 2021, vil få lov til at fortsætte, eller om man vil vende tilbage til nogle mere forsigtige udmeldinger af hensyn til forholdet til det store Kina, det bliver den anden store test af Kishida og hans rådgiveres diplomatiske evner, både udadtil og indadtil
_______

 

Når tonerne i den vestlige debat bliver alt for Kina-fjendtlige, hører man ikke noget fra officielt hold fra Japan. Ingen ville nogensinde drømme om at provokere Kina ved fx at flirte med ideen om at boykotte de kommende olympiske vinterlege i Beijing, sådan som det sker i Vesten.

Det nye stridspunkt: Taiwan
Efter i mange år at have været tiet ihjel er striden om Taiwan på det seneste i Japan blevet en slags voodoo-dukke for den bredere debat om, hvad man skal stille op med det vanskelige forhold til Kina. Støtte til Taiwan er blevet et tema, som der kan scores point på blandt vælgerne, og det har ændret tonen.

Der er en lang række gamle bånd mellem Japan og Taiwan, der – på en diskret måde – har været holdt ved lige årti efter årti af generationer af politikere, erhvervsfolk og diplomater – men det har lige så længe været set som en hemmelig affære, et storpolitisk sidespring. Først nu er især politikere på den konservative fløj begyndt at berømme disse gamle bånd i offentligheden, i en grad som man ikke har gjort i årtier. Det provokerer naturligvis Kina – og er i stor udstrækning netop beregnet på at provokere Kina.

Samtidig er Taiwan på en politisk meget følsom måde blevet en del af den forsvarspolitiske debat i selve Japan. Der spørges, om det vil være muligt for Japan at deltage i et forsvar for Taiwan i tilfælde af en militær konfrontation i Taiwan-strædet ved en eller anden tilfældig misforståelse.

Der er i år holdt seriøse onlinemøder mellem ekstraordinært venligtsindede parlamentsmedlemmer fra de to landes regeringspartier om det emne. Møder, hvor muligheden for fælles operationer mellem de to landes kystvagter bl.a. har været drøftet i fuld offentlighed – trods øjeblikkelige protester fra Beijing. Den slags samtaler har fundet sted i årevis. Forskellen er, at nu fortæller man omverdenen om dem.

Denne offentlige japanske opbakning til Taiwan afspejler en styrket konsensus i Tokyo om, at Taiwans sikkerhed har direkte indflydelse på Japans position, og at Japan i fremtiden aktivt bør inddrage Taiwan i sine sikkerhedspolitiske forberedelser.

Om den ret dramatiske udvikling i retning af et forsvarspolitisk parløb, der har fundet sted i løbet af 2021, vil få lov til at fortsætte, eller om man vil vende tilbage til nogle mere forsigtige udmeldinger af hensyn til forholdet til det store Kina, det bliver den anden store test af Kishida og hans rådgiveres diplomatiske evner, både udadtil og indadtil.

Regeringspartiet LDP rummer både fraktioner med nær tilknytning til Taiwan og fraktioner, for hvem et venskabeligt forhold til Kina altid har været et kernepunkt. Og Kishidas familie har selv en stærk tilknytning til Taiwan. Hans oldefar drev et handelsfirma i den taiwanske provinsby Keelung.

”Japan-Taiwan-renæssancen, som vi har set i 2021, vil måske ikke vare ved, men et element ved den vil være varigt, nemlig den offentlige erkendelse af, at Taiwans og Japans sikkerhed er forbundne med hinanden”, skriver Pamela Kennedy, der er forskningsassistent ved Østasien-programmet ved det amerikanske Stimson-center, i netmediet The Diplomat. ”Hvor tæt Tokyo og Taipei beslutter sig for at samarbejde i forsvaret for regionens stabilitet, afhænger af fremtidige politiske cyklusser og vil uundgåeligt ændre sig fra tid til anden”, fortsætter hun.

En arv fra en fjern fortid
Ved siden af Taiwan er Nordkorea naturligvis stadig et evigt ulmende brændpunkt i regionen, som Kishidas regering skal finde ud af at forholde sig til. Han har, som sine forgængere, erklæret, at han er villig til at rejse til Nordkorea for at møde landets hersker, Kim Jong-un, og at en af hans øverste prioriteter er at løse den gamle bortførelsesstrid om unge japanere, der i 1970’erne og 1980’erne blev bortført til Nordkorea.

Men reelt er forholdet mellem Japan og Nordkorea – og bortførelsesstriden i sig selv – blevet til fastlåste og urokkelige problemer, hvor ingen ny udvikling er sket i mange år. Ingen har for alvor turdet vippe båden.

Efter at Kim Jong-un havde brændt sig på en række sentimentale, men resultatløse topmøder med den uforudsigelige præsident Trump i 2018 og 2019, er Nordkorea blevet endnu mindre tilbøjelig til at vove at lave internationale aftaler. Nordkorea har brugt coronakrisen til næsten at tømme landet for de få udlændinge, der befandt sig der. For Japan synes afstanden til det geografisk set nærmeste naboland meget lang.

I bestræbelserne på at skabe en modvægt til Kina i regionen retter fokus sig især mod samarbejde med et land som Vietnam, der i højere grad end dets nabolande i Sydøstasien har vist sig villigt til at sige Kina imod for alvor.



Tokyo: den tyske forsvarschef, general Eberhard Zorn (tv.), mødes med den japanske ditto, general Kōji Yamazaki, 5. november 2021 [foto: Hiro Komae/AP/Ritzau Scanpix]

I forhold til alle disse udfordringer og udenrigspolitikken generelt er den japanske sikkerhedsaftale med USA dog stadig grundlaget. Dét er ikke kun noget, man siger ved højtidelige lejligheder. Det er – som balancegangen over for Kina – et vilkår, som det er umuligt at se, hvordan man kan komme uden om.

Men samtidig er man jo egentlig godt klar over, at sikkerhedsaftalen på mange måneder er en politisk dinosaur, en arv fra fortiden, skabt i en helt anden verdenspolitisk situation. Ingenting varer evigt, heller ikke sikkerhedsaftaler. Men det perspektiv skubbes ind under gulvtæppet lidt endnu.

Regeringspartiets løfte i valgkampen om at hæve Japans forsvarsbudget til 2 pct. af bruttonationalproduktet, hvilket af alle analytikere opfattes som urealistisk, ses i dette lys. Og hele forfatningsdebatten om Japans pacifistiske fredsforfatning og striden om de såkaldte ’krigslove’ i 2015 og 2016, der skulle gøre det muligt for Japan at spille en lidt større og mere aktiv rolle i den regionale sikkerhedspolitik, afspejler det samme dilemma. Man er totalt afhængige af USA i nutiden – og totalt usikre på, hvad der skal ske i fremtiden, når man ikke længere er det.

Forholdet til USA er langt mindre anspændt og uforudsigeligt under Biden end under Trump, men Biden fører jo også sin egen version af en ’America First’-politik, og der forhandles stadig om øgede japanske bidrag til de amerikanske baser i Japan.

I den sammenhæng er det måske interessant, måske ligegyldigt, at det netop afviklede japanske underhusvalg endnu en gang skabte to tredjedeles flertal i underhuset for partier, der i princippet går ind for en forfatningsændring.

 

Men samtidig er man jo egentlig godt klar over, at sikkerhedsaftalen på mange måneder er en politisk dinosaur, en arv fra fortiden, skabt i en helt anden verdenspolitisk situation.
_______

 

Hidtil har det vist sig at være umuligt at enes om detaljerne i et forslag om en revision af de mest pacifistiske og militærfjendtlige passager i forfatningen, selv under en stærk premierminister som Shinzo Abe, der sad på posten fra 2012 til 2020, og for hvem en forfatningsændring var hjerteblod. Når ikke engang han for alvor kunne skabe en bevægelse i retning af en forfatningsændring, sker det næppe for Kishida, for hvem den sag slet ikke står lige så højt på den politiske dagsorden, som den gjorde for Abe.

Bag linjerne i regeringspartiet LDP er Abes indflydelse stadig stor, men den er mindre, end den ville have været, hvis hans tætte allierede Akira Amari havde fået posten som partiets generalsekretær som oprindeligt planlagt. Men et ydmygende valgnederlag i hans egen kreds ved underhusvalget tvang Amari til at trække sig fra posten – selvom han bliver siddende i parlamentet på et mandat vundet ved det forholdstalsvalg, der afvikles parallelt med valget i enkeltmandskredsene.

Det gør alt andet lige Kishidas manøvremuligheder større. I hvor stor udstrækning han vil benytte dette råderum til at gå i nye retninger, det får vi at se i de kommende måneder.
”Jeg vil arbejde hårdt for forfatningsmæssige reformer. Det er en væsentlig politik for vores parti”, har han lovet: ”Jeg vil tage initiativ til dybere diskussioner for at skabe opbakning fra to tredjedele eller flere af parlamentsmedlemmerne i begge parlamentets kamre og flytte grænserne mellem regeringspartier og opposition i den sag”.

Men det har mange af hans forgængere også sagt, uden at der er kommet noget ud af det.
Hvis der sker noget i den debat i de kommende måneder og år, bliver det næppe på hans initiativ. Måske snarere fra dele af oppositionen. Nippon Ishin, et populistisk oppositionsparti med base i storbyen Osaka, som var valgets store vinder med en firedobling af sit mandattal, og som går varmt ind for at ændre forfatningen, forventes at fremlægge forslag i den retning i kommende parlamentssamlinger.

Et godt gæt er imidlertid, at forfatningen ikke vil blive rørt, men at der til gengæld vil blive stor debat om den revision af Japans ’nationale sikkerhedsstrategi’, der rummer retningslinjer for det japanske forsvar på mellemlangt og langt sigt, som LDP-regeringen allerede inden Kishidas tiltræden har bebudet til ikrafttræden i slutningen af næste år.

Den nye strategi vil lægge stor vægt på at øge Japans ’økonomiske sikkerhed’ i forhold til især Kina ved at afkoble de to store landes økonomiske afhængighed af hinanden i udvalgte industrisektorer af militær betydning, og den vil måske også formulere et mål om, at Japan skal erhverve sig missilkapacitet til at kunne ramme baser i fjendtlige nabolande. Det sidste gjorde Kishida sig til talsmand for under valgkampen, men det lille parti i regeringskoalitionen, det buddhistiske centrumparti Komeito, vender sig imod den ide, og her kan LDP få brug for Nippon Ishin – hvilket i givet fald vil indvarsle nye alliancer i japansk politik. De parlamentariske forhold påvirker på den måde udenrigspolitikken meget, og hele denne proces bliver utvivlsomt først sat i gang for alvor på en synlig måde efter overhusvalget i sommeren 2022, idet LDP har brug for koalitionen med Komeito i overhusvalgkampen. ”Det vil være meget vanskeligt at gennemføre revisioner af den nationale sikkerhedsstrategi før efter overhusvalget”, siger en anonym højtstående embedsmand i premierministerens kontor til nyhedsbureauet Jiji.

Mens alle disse overvejelser foregår, venter alle parter på tiden efter corona. I øjeblikket er de fleste grænser i Asien stadig lukkede, der genåbnes kun gradvist, og der foregår kun et meget begrænset fysisk diplomati. Hvad der åbenbarer sig, når tingene bliver mere normale, ved vi ikke. Det vil imidlertid være overraskende, hvis Kishida så pludselig markerer sig som rendyrket høg eller due. En fortsat balancegang er mest sandsynlig – men på en stadig mere halsbrækkende manér. ■

 

Hvad der åbenbarer sig, når tingene bliver mere normale, ved vi ikke. Det vil imidlertid være overraskende, hvis Kishida så pludselig markerer sig som rendyrket høg eller due
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland