Asger Røjle Christensen om Japan i RÆSON SØNDAG: Fra olympisk eufori til politisk kaos

05.09.2021

OL-arrangørerne i Tokyo undgik katastrofen, da de samlede 79.000 mennesker midt under corona – men det gav ikke premierministeren den mindste medvind inden efterårets valgkamp. Tværtimod har den politisk handlingslammede leder nu måttet trække sig.

Af Asger Røjle Christensen



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Asger Røjle om Japans premierministers politiske fald i kølvandet på landets OL-succes.

PÅ TRODS AF anklager om grov uansvarlighed ved overhovedet at afholde legene midt under en pandemi og stor frygt for nye smitteudbrud, slap de japanske arrangører igennem OL uden katastrofer. Smitten steg og steg ude i samfundet, men forblev meget begrænset i den isolerede olympiske boble, hvor atleter, trænere, ledere og mediefolk færdedes. Ikke fordi boblen var tæt – daglige nyheder viste det modsatte– men formentlig fordi størstedelen af dem i boblen, var grundigt færdig-vaccinerede.

Dagen efter afslutningsceremonien lykønskede Joe Biden, i en erklæring fra Det Hvide Hus den japanske premierminister, Yoshihide Suga, med den ”succesfulde gennemførelse” af legene, og lederen af den danske OL-mission, Søren Simonsen, konstaterede, at ”det, der er gået galt, gik galt på grund af den globale pandemi”. ”Men Japan steppede op og gav alligevel verdenssamfundet nogle lege, vi aldrig vil glemme. Jeg synes, at vi skal være Japan dybt taknemmelige for, at det lykkedes at gennemføre legene med alle de vanskeligheder, der har været undervejs, og alle de økonomiske problemer, det vil give”, udtalte han.

Det var den fortælling, som den japanske regering gerne ville høre: At de ved sej beslutsomhed havde gennemført, hvad mange andre ville have opgivet på forhånd. De sportsfolk, som havde forberedt sig i fem år, og de TV-seere rundt om i verden, som havde glædet sig lige så længe, skulle ikke skuffes. I den sidste fase op til legene, hvor Delta-varianten sendte smittetallene i Tokyo uden for OL-byen højere op end på noget tidligere tidspunkt under pandemien, var det netop den fortælling, som ikke kun Tokyo som by, men også den internationale olympiske komite, IOC, klyngede sig til.

Men en anden dominerende fortælling i både ind- og udland var ikke nær så appellerende. Fortællingen om, at det fra begyndelsen var fuldstændig uansvarligt at afholde så stor en international begivenhed midt under en pandemi, med 79.000 tilrejsende fra hele verden. At legene ikke i sig selv blev afsæt for en forværring af smittesituationen, var mere lykke end forstand – og man burde, ifølge dette synspunkt, aldrig have løbet risikoen.

Allerede længe inden legene havde den japanske regering mødt stor kritik for dens håndtering af smittespredningen og den langsommelige vaccineudrulning, som man kun var omtrent en tredjedel igennem, da legene begyndte. Alting ville have været meget nemmere, hvis man havde nået længere inden åbningsceremonien.

Ikke desto regnede Suga-regeringen med, at OL ville give den en vis støtte fra befolkningen – især hvis japanske atleter tog guldmedaljer med hjem og skabte en jubelstemning i landet. Derfor udskød man bevidst så meget som muligt det underhusvalg, der skal holdes allersenest i november.

Medaljerne blev vundet – legene var, især i den første uge, en kæmpestor succes for japanske sportsudøvere – og det skabte bestemt interesse og begejstring i store dele af samfundet. Men det viste sig i praksis at være umuligt for premierministeren og hans regering at gøre sig synlige og få del i den succes. Kort inden legene blev arrangørerne ovenikøbet nødsaget til – meget modstræbende – at beslutte, at der med meget få undtagelser slet ikke skulle være tilskuere ved konkurrencerne. Regeringen havde til det sidste håbet på at kunne vinde popularitet ved at påstå, at der nu var så meget styr på smitten, at det var forsvarligt at lukke et begrænset antal tilskuere ind – men med de stigende smittetal, man oplevede i ugerne op til åbningsceremonien, blev beslutningen om at forbyde tilskuere – og dermed fratage mange den oplevelse, som de var blevet lovet – politisk uundgåelig.

 

I en måling offentliggjort af avisen Mainichi Shimbun 30. august var opbakningen til Sugas regering helt nede på 26 pct.– sammenlignet med 70 pct. da han tiltrådte for kun et år siden
_______

 

Suga forsøgte at vinde tid
OL kunne ikke bremse det fald i opbakning, som Yoshihide Sugas regering i mange måneder havde lidt. I en måling offentliggjort af avisen Mainichi Shimbun 30. august var opbakningen til Sugas regering helt nede på 26 pct.– sammenlignet med 70 pct. da han tiltrådte for kun et år siden.

Derfor forsøgte Suga at vinde så meget tid som muligt ved at udskyde underhusvalget til oktober – måske helt til november. At undlade at opløse underhuset og lade det være i samling på den dag, hvor dets valgperiode udløber, giver ifølge gældende parlamentariske spilleregler en måneds ekstrafrist. Men det vil være en omstridt manøvre, idet den kun er foretaget én gang tidligere i landets politiske historie.

I sidste ende rodede den upopulære og handlingslammede regeringschef sig ud i et taktisk spil omkring timing af underhusvalg og partiledervalg, som han i sin svage position slet ikke kunne styre. Det politiske kaos voksede ham over hovedet, og pludselig meddelte han fredag, at han opgav at blive genvalgt til partileder og dermed premierminister. Regeringspartiet vil være nødt til at gå til valg med et nyt ansigt i spidsen efter en kort og heftig intern valgkamp. ”Uansvarligt midt i en pandemi”, lyder det fra oppositionen.

Men det er reelt ikke sandsynligt, at den regerende koalition mellem det konservative regeringsparti LDP (Det Liberal-Demokratiske Parti) og det buddhistiske parti Komeito vil miste regeringsmagten. Dertil er oppositionen for svag og splittet. Den nuværende opposition var under partinavnet Det Demokratiske Parti ved magten i tre år fra 2009 til 2012, men den mistede så megen tillid hos vælgerne for blandt andet sin usikre håndtering af tsunami- og atom-katastrofen i det nordøstlige Japan i 2011, at den trods mange nye partidannelser og forsøg på at samle modstanden mod LDP endnu ikke har formået at skabe et alternativ.

Men den store tilbagegang for LDP, der er sandsynlig, vil immervæk svække regeringen betydeligt og efterlade den langt mindre manøvrerum. Det vil gøre det endnu vanskeligere at gennemføre de reformer af arbejdsmarkedet og landbruget, som er på tegnebrættet, og komme igennem med den gennemgribende digitalisering af det offentlige apparat, som Suga har gjort til sin personlige kæphest. Det vil også gøre det så godt som umuligt at ændre på forfatningen. Dette til trods for, at pandemien har fået mange nye røster til at argumentere for forfatningsændringer, som vil give regeringen langt større magt til ved undtagelsestilstande at gennemtvinge nedlukninger og restriktioner med lov og straf, end den har i dag.

Suga blev oprindeligt valgt som regeringschef, fordi han som loyal kabinetsminister gennem otte år havde været tæt forbundet med den stærke forgænger Shinzo Abe, og fordi hans valg var et signal om stabilitet. Men han har ikke formået at skabe sin egen dagsorden ud over det øgede eftertryk på behovet for digitalisering, som egentlig kun har fremmet hans image af at være en tør og kedelig bureaukrat. I de senere måneder har han set decideret handlingslammet ud, efterhånden som smittesituationen gang på gang har tvunget ham til at tage de modsatte beslutninger af dem, han få uger forinden havde kalkuleret med.

Det japanske samfund har jo – måske bortset fra nogle få uger under den første undtagelsestilstand i forsommeren 2020 – aldrig været nedlukket for alvor. Erhvervsliv og arbejdsmarked har kørt videre, også når der senere i flere omgange er blevet erklæret nye undtagelsestilstande, bortset fra rejse-, underholdnings- og restaurationssektorerne, som har været og stadig er meget hårdt ramte. Den almindelige holdning er blevet, at regeringens og lokale borgmestres tiltag ikke nytter noget, og at det efterhånden er lige meget, om man selv som borger følger de mange indtrængende henstillinger eller ej. Det har fået Suga og hans regering til at se håbløst magtesløse ud, mens smittetallene er steget og faldet.

 

I de senere måneder har [Suga] set decideret handlingslammet ud, efterhånden som smittesituationen gang på gang har tvunget ham til at tage de modsatte beslutninger af dem, han få uger forinden havde kalkuleret med
_______

 

Ved valget er og bliver det den generelt rådvilde og tøvende håndtering af COVID-19-pandemien og vaccinationsprogrammet, som er LDP’s akilleshæl. Det har olympiske medaljer og rosende ord fra udlandet efter afviklingen af OL ikke kunnet rette op på. ”I sidste ende har de olympiske lege haft en negativ indvirkning for Suga”, siger Iwao Osaka, der er lektor i politisk kommunikation ved Komazawa-universitetet, til nyhedsbureauet Kyodo i forbindelse med afslutningsceremonien på de olympiske lege..

Han tilføjer, at hvis valget blev udskrevet på det tidspunkt, ville Suga’s LDP være sikker på at tabe stort. ”Den kendsgerning, at antallet af tilfælde af den nye corona-virus steg under de olympiske lege [ude i samfundet, red.], er politisk en fiasko for hans regering, da han havde set for sig, at man inden valget ville kunne holde legene med virus under kontrol og folk vaccineret. At det ikke lykkedes, er en fiasko for regeringens krisehåndtering”, forklarer Osaka.

Rent udenrigspolitisk var det naturligvis meningen, at legene skulle generere goodwill hos venligtsindede lande, som Bidens lykønskning bestemt også er udtryk for. Ingen uden for de forskellige landes regeringskontorer ved imidlertid, hvor meget diplomatisk knofedt, det har krævet at få de udtalelser hentet hjem, og præcis hvor langtidsholdbar den goodwill er, får vi at se.

Den anledning til ’OL-diplomati’ i randen af konkurrencerne mellem besøgende notabiliteter, som olympiske lege normalt giver, var der ikke ret meget af, eftersom meget få politikere af betydning vovede sig til Tokyo. Og det var en decideret diplomatisk fiasko for Suga-regeringen, at Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, aflyste sin deltagelse i åbningsceremonien med få dages varsel.

Til gengæld blev der mulighed for at praktisere en del intern olympisk diplomati mellem alle de tilrejsende topfolk fra IOC. Her blev der ifølge rygter opnået en uformel enighed om, at den nordjapanske by Sapporo, som ansøger om at blive værtsby for de olympiske vinterlege i år 2030, kan være mere eller mindre sikker på at blive valgt ved et kommende IOC-møde. Blandt mødedeltagerne synes der at være enighed om, at de opofrende japanere – oven på denne sommers modsætningsfulde begivenhed i Tokyo, som jo under alle omstændigheder ikke vil gå over i historien som nogen entydig euforisk succeshistorie – fortjener at få lov til at arrangere et mere normalt og mere festligt OL. ■

 

Ved valget er og bliver det den generelt rådvilde og tøvende håndtering af COVID-19-pandemien og vaccinationsprogrammet, som er LDP’s akilleshæl. Det har olympiske medaljer og rosende ord fra udlandet efter afviklingen af OL ikke kunnet rette op på
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden