Anne Sofie Allarp i RÆSON Opinion: Vreden på Rådhuspladsen viser risikoen ved at politikerne taler frygten op

Anne Sofie Allarp i RÆSON Opinion: Vreden på Rådhuspladsen viser risikoen ved at politikerne taler frygten op

10.01.2021

.

Når statsministeren i sin nytårstale sammenligner COVID19 med den spanske syge, der i 1918-20 slog et sted mellem 17 og 50 millioner mennesker ihjel i en verdensbefolkning på 1,8 milliard, så er det ikke bare faktuelt misvisende, det skaber også en fremmedgørelse i den del af befolkningen, der afkoder, at der er et misforhold mellem udsagn og fakta. Det er en fremmedgørelse, som risikerer at skubbe befolkningen over på alternative nyhedskanaler. Og så har man kimen til en dyb splittelse.

RÆSON Opinion af Anne Sofie Allarp


En af de ting, vi beboere i Københavns Indre by virkelig kan takke Statsministeren for, er at kunne sove i weekenderne. Hun fik effektivt lukket det udadreagerende skørlevned, som har forvandlet Danmarks største turistattraktion til en hensygnende kontorpark om dagen og en narko-propelleret Night of the Walking Dead efter mørkets frembrud. Mette Frederiksen og corona-pandemien har leveret ro og en styrtdykkende voldskriminalitetsrate til os københavnere.

Lige indtil lørdag aften, hvor brag og sirener fyldte stilheden i området. En gruppe kaldet ‚Men in Black‛ demonstrerede omkring Rådhuspladsen og strøget og også i flere andre danske byer. I Aalborg blev fem personer anholdt for overtrædelse af fyrværkeriloven, og efter tumult blev fire anholdt i København. Der blev kastet med både fyrværkeri og flasker og billederne fra begivenhederne bringer mindelser om Nørrebro i 1990erne. Demonstranterne, hvis formål det er at vise utilfredshed, gennem ”fredelig, men højlydt tilstedeværelse,” protesterede over regeringens corona-restriktioner med råb som: ”Frihed for Danmark, vi har fået nok”.

Og i en forklaring fra Men in Black på nettet lyder det: ”De spørger, hvem vi er – det folk, der nu gentagne gange er troppet gennem Københavns gader. De har forsøgt at sætte deres prædikater på os. De har kaldt os hooligans. Men vi har hverken søgt eller skabt konfrontation.” ”Vi er gået forrest for at vise den utilfredshed, der ulmer derude. Med Folketingets måde at spille med befolkningens liv som et spil. Med regeringens måde at behandle os i befolkningen som små børn.”

Men in Black protesterer blandt andet imod ”grundlovsbrud uden reelle konsekvenser,” ”nedlukning af et helt land og tvangsindførelse af mundbind, uden tilstrækkelig sundhedsvidenskabelig dokumentation,” og senest også ”den fuldstændige latterliggørelse af sundhedspersonalet med honninghjerter som belønning”. Og de slutter med en opsang til et Danmark, som vist ikke er det land, samtlige politikere besynger i deres henvendelser til offentligheden: ”Det er nu, vi skal vise vores modstand mod et system, der er blevet så bundkorrupt, at det ikke længere tjener folkets interesser. Det er nu, vi skal vise, at VI HAR FÅET NOK, inden de i ly af coronakrisen stripper os for endnu flere rettigheder. DERFOR STÅR VI SAMMEN FOR FRIHED, FOR VI HAR FÅET NOK. FUCK HØJREFLØJEN, FUCK VENSTREFLØJEN. VI ER FOLKET”.

 

På de sociale medier møder både meningsdannere og politikere ofte tvivlen og indvendingerne efter devisen: Grib et synspunkt, fordrej og eller misforstå det, og led så masserne ud på et moralsk korstog med det formål at skamme synspunktet og alle relaterede positioner ud af det offentlige rum
_______

 

„MEN IN BLACK‟ er – mildt sagt – klare i deres budskab. Men de er ikke ene om oprøret, som bobler mange steder i befolkningen, i form af alternative medier, vaccineskepsis, og en holdning til, at restriktionerne skyder langt over målet for, hvad der er rimeligt at bede befolkningen om at ofre. Med det sidste højdepunkt værende, at en rask dansker nu ikke kan forvente at kunne gå ombord i et fly til Danmark, hvis der ikke er en spritny negativ corona-test i tasken.


På de sociale medier møder både meningsdannere og politikere ofte tvivlen og indvendingerne efter devisen: Grib et synspunkt, fordrej og eller misforstå det, og led så masserne ud på et moralsk korstog med det formål at skamme synspunktet og alle relaterede positioner ud af det offentlige rum. Der er få nuancer tilbage i det Trump-rally, som debatten om corona-håndteringen på de sociale medier er begyndt at ligne.

Men præcis den øvelse er i bedste fald forgæves anstrengelse. Og det er det af flere grunde.


For det første er det forventeligt at opstand og oprør imod vilkår eller autoriteter følger af større pandemier. Det mønster reproducerer sig igennem historien.
Måske er det påmindelsen om, at vi er forgængelige, der ansporer til det oprør, måske er det tabet af aktivitet og økonomi, der følger med. Økonomiske kriser er et perfekt trinbræt for radikalisering og ekstremisme (se fx denne artikel og denne artikel).

Det er afgørende, at myndighederne forstår, at dette er sandsynlige følger af en periode, som den vi er midt i, og tager højde for det i deres ageren og kommunikation. Stabilitet og sammenhængskraft er værdifuldt for et samfund. Ikke mindst i en tid, hvor en virusinfektion løber gennem befolkningen. Og hvor man i første omgang har ladet en del af befolkningen i den private sektor betale regningen for de offentlige tiltag ud af egen lomme.

 

I det hele taget ville det klæde regeringen med en større grad af ydmyghed i relation til de ofre, enkeltpersoner bringer
_______

 

HVORDAN skal situationen så håndteres? I et klima som det danske, skal man for det første sikre, at staten og politikerne anerkender det offer, den kræver af den private sektor. Det var ikke præcis det indtryk, regeringen efterlod i befolkningen i minksagen. Man har i selvrosende vendinger talt om den hånd, man – sprogligt ukorrekt – mener at have holdt under store dele af Danmark. I stedet burde regeringen have brugt tiden på at sikre sig, at hjælpe-pakkerne faktisk er tilgængelige, og ikke kun findes på papiret.

Og i det hele taget ville det klæde regeringen med en større grad af ydmyghed i relation til de ofre, enkeltpersoner bringer – fx ved grundigt at undersøge om de aktuelle hjælpepakker nu også tjener som en fyldestgørende kompensation til den private sektor jf. grundlovens beskyttelse af den private ejendomsret.


For det andet skal staten ikke tiltage sig unødvendige beføjelser. Det klædte støttepartier og opposition at man før jul pillede regeringens overbuds-forslag til ny epidemilov fra hinanden. Men samtidig er det vigtigt, at regeringen anerkender, at de ekstra beføjelser den har fået under denne pandemi, er til låns. Og at den vil give dem tilbage i samme øjeblik, det er forsvarligt.

Og endelig så er det afgørende, at regering og myndighederne ikke retorisk blæser frygten op. Når statsministeren i sin nytårstale sammenligner COVID19 med den spanske syge, der i 1918-20 slog et sted mellem 17 og 50 millioner mennesker ihjel i en verdensbefolkning på 1,8 milliard, så er det ikke bare faktuelt misvisende, det skaber også en fremmedgørelse i den del af befolkningen, der afkoder at der er et misforhold mellem udsagn og fakta (færre end to millioner mennesker er foreløbigt døde med COVID19, ud af 7,8 milliarder mennesker). Det er en fremmedgørelse, som risikerer at skubbe befolkningen over på alternative nyhedskanaler. Og så har man kimen til en dyb splittelse.

Demonstranter som ”Men in Black” skal derfor mødes med ikke bare knippelsuppe og harme, men også med en seriøsitet, der viser, at myndigheder og regering godt ved, hvad der er på spil. ■

 

Det er en fremmedgørelse, som risikerer at skubbe befolkningen over på alternative nyhedskanaler. Og så har man kimen til en dyb splittelse
_______

 

ILLUSTRATION: Statsministerens nytårstale på Marienborg i Kongens Lyngby, fredag den 1. januar 2021 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]