Anne Sofie Allarp: Hvad skal vi lære af det ydmygende nederlag i Afghanistan?

20.07.2021

Amerikanerne trækker sig fra Afghanistan d. 11. september i år efter endnu en fejlslåen militær intervention. Det ulykkelige var, at krigen på forhånd var tabt, og det må alle have vidst – inklusive USA.  

Af Anne Sofie Allarp

Amerikanerne er på vej ud af Afghanistan, og det efterlader et magt-tomrum, som Taleban forventes at udnytte til at tage magten over landet igen. Indtil videre spiller de imidlertid spillet. I den forgangne weekend, efter to dages samtaler i Doha enedes delegationer fra den afghanske regering og Taleban om, at de vil mødes igen. De to sider forpligtede sig til ”at fortsætte forhandlingerne på et højt niveau, indtil en løsning er nået‟. 

Og det er selvfølgelig bedre end ingenting, men ikke så opløftende, givet at USA har sat en absolut og symbolsk deadline for fuld tilbagetrækning til den 11. september i år, og at disse forhandlinger har stået meget stille i knap halvandet år. Dette selvfølgelig mens kampene står på mellem Taliban, der nu kontrollerer det største territorie siden 2001, og den afghanske regerings militær. 

20 år efter 9/11
Dette er status knap 20 år efter USA og allierede invaderede Afghanistan. Afghanske civile i titusindvis er døde. Måske er det 45.000, måske mere end 70.000. Vi ved det ikke, for det var ikke en prioritet for USA og Storbritannien at tælle dem, da de påbegyndte Operation Enduring Freedom i oktober 2001 som led i Præsident George W. Bushs ”krig mod terror”. Det var den operation, der senere fik tilslutning fra NATO-allierede, heriblandt Danmark, der har noteret 43 tabte liv dernede. 

For at sætte det på spidsen er der alene nuanceforskelle mellem den måde amerikanerne forlod den koreanske halvø på i 1950’erne, og så den måde de nu spæner ud af Afghanistan på i dag
_______

 

Antallet af dræbte afghanere er derfor alene løse skøn, baseret på undersøgelser foretaget af FN og lokale grupper næsten et årti efter invasionen. Landet har gennem de to årtier været præget af fattigdom, væbnede kampe, en udsultet befolkning, mangel på udvikling og general stagnation. Og således, oven på tyve års forgæves anstrengelse og to billioner dollars fattigere, tager USA og allierede nu halen mellem benene.

For at sætte det på spidsen er der alene nuanceforskelle mellem den måde amerikanerne forlod den koreanske halvø på i 1950’erne, og så den måde de nu spæner ud af Afghanistan på i dag.

Landet sendes tilbage til tiden før invasionen, og regeringen, den afghanske hær, pigeskolerne, oversætterne, og alle andre, der måtte have været lidt for tætte med den vestlige tilstedeværelse, er kastet for løverne i form af det Taleban, der har været umulig at bekæmpe. De hævder i skrivende stund at have kontrol over det meste af Afghanistan, nærmere bestemt 85%. 

USA har tabt en krig, der på forhånd var tabt
Alle ved, hvad der vil ske, når USA trækker de sidste tropper ud. USA inviterede som bekendt ikke den afghanske regering med til de oprindelige forhandlinger om tilbagetrækning, da disse blev påbegyndt under Trump. USA vidste nemlig godt, at vilkårene for tilbagetrækning skulle forhandles med sejrherren.

USA har med andre ord trukket en streg i sandet, erkendt nederlaget og kapituleret. Krigen i Afghanistan er den længste krig, USA har været i, og USA ved godt, at de ikke kommer nogen vegne. Præsidenten i Afghanistan har gennem det meste af dette århundrede reelt været borgmester i Kabul, mens Taleban i særligt det sidste årti har domineret store territorier uden for hovedstaden.

Demokrati, kvinders rettigheder og menneskerettigheder blev efter invasionen hevet op af hatten af de vestlige magter, for det var nemt at kommunikere til de hjemlige vælgere
_______

 

Bag sig efterlader USA et hovedkvarter i Kabul med 1500 borde og 800 sengepladser. Og en relativt tåget mission. Missionen efter terrorangrebet mod New York og Washington den 11. september 2001 var at besejre al-Qaida, som stod bag terroren, og fordrive Taliban, som havde ladet al-Qaida have baser i landet. Det var årsagen til, at USA og allierede lande invaderede Afghanistan. Men hvad så bagefter? Hvad, der skulle ske med landet, var ganske uklart.

Det eneste, vi vidste forud, var, at den røde hær havde lidt et ydmygende og historisk signifikant nederlag i landet, og at USA selv havde forsynet forskellige radikaliserede militser med træning og ammunition. Demokrati, kvinders rettigheder og menneskerettigheder blev efter invasionen hevet op af hatten af de vestlige magter, for det var nemt at kommunikere til de hjemlige vælgere. Men det var aldrig det, der var missionen fra starten. Og der var ikke nogen realistisk plan for, hvordan en vestlig invaderende militær tilstedeværelse skulle stabilisere landet, og hvad vi i øvrigt skulle stille op med det.

Og situationen i dag er præcis, hvad jeg selv og mange andre forudså ved invasionen i 2001: At vi ville rulle tiden tilbage til et sted i starten af 1990’erne, og efter en masse væbnet konflikt frem og tilbage ville Taleban eller en lignende traditionspropaganderende fundamentalistisk bevægelse sætte sig tungt på magten igen. 

Jeg er naturligvis ikke Afghanistan-ekspert, hverken dengang eller nu. Og det er ligesom pointen. At det var en dødfødt mission, vidste alle, der havde læst halvanden bog om Afghanistan på tidspunktet for invasionen.

Ja, det tyder på, at vores evner som beslutningstagere af vidtgående skæbnesvangre beslutninger i denne del af verden ikke er særligt veludviklede
_______

 

Så hvorfor invaderede vi landet?
Ja, det tyder på, at vores evner som beslutningstagere af vidtgående skæbnesvangre beslutninger i denne del af verden ikke er særligt veludviklede. Vores samfundsledelse virker ikke i stand til at tage modne beslutninger baseret på grundige overvejelser.

Det var helt åbenbart ved invasionen af Afghanistan, men også ved den efterfølgende invasion af Irak og interventionen i Libyen og senest ved USA’s mangelfulde strategi i Syrien og det absolut pinlige exit forrige vinter.

Alle militære aktioner tegner et billede af, at voldsomt indgribende beslutninger med vidtrækkende konsekvenser tages på et i bedste fald optimistisk grundlag og i værste fald naivt grundlag. Og problemet med dårlige beslutningsgrundlag er naturligvis, at processen og resultatet lider under dem. 

Så hvad skal vi lære af vores nederlag og ydmygende exit i Afghanistan? Først og fremmest skal vi lære, erkende og sige højt, at vi har en systemfejl, når det kommer til de vestlige staters vurdering af en militær intervention og dennes chancer for succes. Derpå bør vi tænke over måder at optimere vores beslutningsprocesser på. Måske skal forskere drages ind mere strategisk, og parlamenter må påtage sig en langt mere kritisk rolle.

De overvejelser skylder vi både os selv og afghanerne. ■
 

Først og fremmest skal vi lære, erkende og sige højt, at vi har en systemfejl, når det kommer til de vestlige staters vurdering af en militær intervention og dennes chancer for succes. Derpå bør vi tænke over måder at optimere vores beslutningsprocesser på. Måske skal forskere drages ind mere strategisk, og parlamenter må påtage sig en langt mere kritisk rolle
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland