Anders Wivel i RÆSONs trykte forårsnummer: Joe Biden er fortidens mand, det er heldigt for Europa
20.03.2021
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts.
Vesten er i opbrud, Europa i vildrede. De seneste fire års verbale overgreb fra den amerikanske præsident har skabt en ny normal, hvor europæerne skiftevis beklager sig over manglende respekt og tigger om fortsat opmærksomhed og beskyttelse. Det transatlantiske forhold bliver aldrig, hvad det var engang.
Af Anders Wivel
”America is back. America is back. Diplomacy is back at the center of our foreign policy”. Det var det enkle budskab, den nytiltrådte præsident, Joe Biden, ønskede, at verden skulle høre, da han den 4. februar holdt sin første store udenrigspolitiske tale. Det amerikanske udenrigsministerium var scenen for talen – den første regeringsinstitution, han aflagde et officielt besøg efter indsættelsen. Udenrigsministeriet var et yndlingshadeobjekt for forgængeren, Donald Trump, der med en mindst lige så tung symbolik aflagde sit første præsidentbesøg hos CIA.
Valget af Biden har affødt lettelse blandt europæiske statsog regeringsledere efter fire års nærmest permanent krise i forholdet mellem USA og Europa. Ganske sigende endte Trumps præsidentperiode med, at den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, i januar aflyste sit sidste besøg i Europa, efter at Luxembourgs udenrigsminister havde karakteriseret præsidenten som ’en politisk pyroman’, mens NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, fordømte angrebet på den amerikanske kongres og understregede behovet for at respektere det valgresultat, som Donald Trump ikke ville anerkende.
Præsidenten nåede i løbet af sin embedsperiode både at udråbe Europa til en af USA’s fjender, skabe usikkerhed om den amerikanske sikkerhedsgaranti i NATO samt at håne enhver, der formastede sig til at påpege de uhensigtsmæssige konsekvenser af hans politik. Den tyske kansler, Angela Merkel, understregede på den europæiske side af Atlanten, at Europa må tage skæbnen i egne hænder, når vi ikke længere kan stole fuldt og fast på USA, mens den franske præsident, Emmanuel Macron, vakte opsigt med sin udtalelse om NATO’s hjernedød: Kroppen (de militære forsvarsenheder) og hjertet (NATO’s musketéred i Atlantpagtens artikel 5) er fortsat på plads, men evnen og viljen til at tænke i fælles svar på nye og fremtidige udfordringer, tage fælles ansvar eller blot informere hinanden om nye tiltag var ifølge Macrons provokerende analyse forsvundet.
Det er dog ikke kun en udvikling, der handler om Trump eller USA. Den amerikanske debat om NATO’s fortsatte relevans rækker tilbage til Den Kolde Krigs afslutning. Den fik en fornyet styrke med Kinas opstigning og Obamas reorientering af udenrigspolitikken mod Østasien og Stillehavsområdet.
Den amerikanske debat om NATO’s fortsatte relevans rækker tilbage til Den Kolde Krigs afslutning
_______
Og i Europa er tanken om, at EU bør kunne agere selvstændigt i udenrigsog sikkerhedspolitikken, sammenfattet i begrebet ’strategisk autonomi’, der har fået stadig mere opmærksomhed de senere år. Det handler om at mindske EU’s afhængighed af andre – ikke mindst USA – både i den traditionelle sikkerhedspolitik og på områder som infrastruktur, kritiske råmaterialer, fødevarer og teknologi. På det økonomiske område har Europa længe været i gang med en frigørelsesproces, der rækker helt tilbage til vedtagelsen af en målsætning om en økonomisk union i slutningen af 1980’erne. Kort før jul indgik EU efter syv års forhandlinger en investeringsaftale med Kina. EU-Kommissionen præsenterede næsten samtidig en plan for at styrke euroen på bekostning af dollaren som international handelsvaluta.
Udviklingen vidner ikke alene om et transatlantisk forhold i krise, men også om et Vesten i opbrud og et Europa i vildrede. Som i andre gamle, trætte parforhold har begge parter de senere år været langtfra den bedste version af sig selv. De seneste fire års verbale overgreb fra den amerikanske præsident har skabt en ny normal, hvor europæerne skiftevis beklager sig over manglende respekt og tigger om fortsat opmærksomhed og beskyttelse. Det transatlantiske forhold bliver aldrig, hvad det var engang, men indsættelsen af Joe Biden giver en mulighed for at tænke forholdet under nye betingelser.
Hvor dyb er den transatlantiske krise?
Det transatlantiske forhold fremstår på mange måder fortsat stærkt på trods af de senere års krise. Ingen regioner er så tæt forbundne – politisk, økonomisk og militært – som Europa og Nordamerika. Fra Den Kolde Krigs begyndelse støttede USA et tættere europæisk samarbejde og opbyggede, hvad den norske historiker Geir Lundestad har kaldt et ’inviteret imperium’. Og på trods af dystre forudsigelser om NATO’s snarlige død og en amerikansk tilbagetrækning fra Europa formåede europæere og amerikanere efter 1989 i fællesskab at tilpasse alliancen til en ny sikkerhedsorden, hvor den fortsatte som garant for medlemmernes sikkerhed og samtidig kunne spille en aktiv rolle som fredsskaber uden for Europa, ofte på vegne af FN.
Under samarbejdets overflade har magtpolitikkens tektoniske plader imidlertid længe været i bevægelse. Den Kolde Krigs afslutning var en følge af Sovjetunionens svækkelse og efterfølgende kollaps og dermed tabet af den fælles fjende, der i mere end fire årtier gav USA og de vesteuropæiske lande et stærkt incitament til samarbejde. Den kommunistiske supermagt var en konstant og nyttig påmindelse om de værdier, som deles på tværs af Atlanten, og det sovjetiske styres anvendelse af militærmagt over for allierede mindede europæerne om de betydelige frihedsgrader, som de nød i den amerikanske interessesfære – både når det gjaldt Middelhavslande med ondt i demokratiet og små skandinaviske velfærdsstater med et kritisk blik på amerikansk udenrigspolitik.
Mens Sovjetunionen samlede de allierede i fælles transatlantisk front, forholder det sig helt omvendt med de seneste årtiers opstigende magt i international politik: Kina. Præsident Obama omtalte sig selv som USA’s første ’Pacific’ præsident (frem for ’Atlantic’) og flyttede – til fortrydelse for de europæiske allierede – fokus fra den traditionelle interessesfære i Europa og Mellemøsten mod Østasien og Stillehavsområdet.
Som Trump vil Biden anse Kina for at være førsteudfordrer af USA’s værdier og interesser. Det er et problem for europæernes interesse i at fastholde et omfattende amerikansk engagement i Europa, og det risikerer at indsnævre europæernes eget handlerum i forhold til Kina. For er vores vens fjende også vores fjende?
Mens Sovjetunionen samlede de allierede i fælles transatlantisk front, forholder det sig helt omvendt med de seneste årtiers opstigende magt i international politik: Kina
_______
Denne grundlæggende ændring i betingelserne for transatlantisk samarbejde har samtidig givet plads til en indenrigspolitisk udvikling, der ikke alene udfordrer det transatlantiske forhold, men den liberale orden, som forholdet har været indlejret i siden Den Kolde Krig.
USA’s demografi har siden 1960’erne været under kraftig forvandling. I 1970 kom 60 pct. af USA’s immigranter fra Europa, der indtil da leverede langt den største gruppe tilflyttere. Tallet var allerede nede på 15 pct. i år 2000. I dag kommer langt de fleste immigranter fra Asien og Latinamerika. Som konsekvens er USA i dag langt mindre europæisk, end det var for 50 eller bare 20 år siden. En langt mindre del af vælgerbefolkningen end tidligere kigger mod Europa som det naturlige tyngdepunkt for amerikansk udenrigspolitik. Den udenrigspolitiske elite bliver langsomt, men sikkert, mindre europæisk i sit syn på både verdens problemer, og hvordan de bør løses.
Men også amerikanernes syn på deres globale rolle har undergået forandringer. Den fremtrædende amerikanske kommentator Fareed Zakaria pegede for nylig på, at Trumps ’America First’ var konklusionen på en udvikling i amerikanernes syn på verden og ikke mindst deres egen rolle og ansvar, der begyndte for mere end 50 år siden. Den amerikanske fiasko i Vietnamkrigen i sidste halvdel af 1960’erne var et chok for Det Demokratiske Partis establishment, der dominerede den udenrigspolitiske planlægning og beslutningsproces i det meste af efterkrigstiden. Tilsvarende knækkede den internationalt orienterede del af Det Republikanske Parti som følge af fiaskoen i Irakkrigen i midten af 2000’erne. I begge partier skiftede magtbalancen væk fra dem, der anså USA som ’den uundværlige nation’, der kunne redde verden fra de gamle stormagters magtpolitik, og i retning af dem, der satte USA’s interesser over mere abstrakte idealer som at bekæmpe kommunisme (under Den Kolde Krig) eller skabe diktaturer om til demokratier (efter Den Kolde Krig). Og den skiftede væk fra dem, der så stærke institutioner og forpligtende aftaler med samarbejdspartnere og allierede som uundværlige instrumenter for amerikansk interessevaretagelse, og i retning af dem, der anså disse forpligtelser som snærende bånd. De to fiaskoer betød tilsammen – trods 40 års mellemrum – et skred i de to store amerikanske partiers syn på verden og ikke mindst i den opbakning til en liberal, internationalt orienteret politik, som de kunne samle støtte til blandt deres vælgere. Amerikansk internationalt engagement er ikke længere – heller ikke i USA’s egen optik – det selvfølgelige svar på verdens krige, kriser og konflikter.
Hvad er Europas problem?
Tilsammen udgør denne udvikling en massiv udfordring for de europæiske lande. Vores sikkerhed er afhængig af en supermagt, som i stigende grad vender blikket væk, i mindre grad end tidligere tager ansvar for det internationale samfunds stabilitet og udvikling, og som samtidig ser sin unikke magtposition eroderet af Kinas opstigning. Europæisk velstand er afhængig af en fastholdelse og udvikling af de internationale institutioner, som USA tog ansvar for at opbygge, men nu i stigende grad ser som en spændetrøje, der skader amerikanske interesser.
En militær konfrontation mellem USA og Kina ville umuliggøre den nuværende europæiske linedans over for Kina og indebære store risici for både sikkerhed og økonomi
_______
Den opmærksomhed, som Biden-administrationen allerede i sin første tid har ofret på Kina, tyder på, at USA’s opmærksomhed i endnu højere grad end under Trump vil være rettet mod den rivaliserende supermagt. Det understreger risikoen for den dynamik, som Harvard-professoren Graham Allison har kaldt ’Thukydids fælde’, navngivet efter den oldgræske historiker og strateg, der med fokus på rivaliseringen mellem Sparta og Athen i 400-tallet før vores tidsregning identificerede en af de væsentligste årsager til stormagtkrig gennem historien: en ny opstigende magts udfordring af den hidtidige nummer et.
En militær konfrontation mellem USA og Kina ville umuliggøre den nuværende europæiske linedans over for Kina og indebære store risici for både sikkerhed og økonomi. Heldigvis synes en egentlig stormagtskrig usandsynlig på nuværende tidspunkt.
Derimod peger en anden Harvard-professor, Joseph Nye, på en lige så farlig dynamik, som mere præcist karakteriserer den nuværende verdensorden. Den såkaldte ’Kindlebergers fælde’ – navngivet efter en af Marshallhjælpens fædre, Charles P. Kindleberger – betegner det kaos, som opstår, når ingen stormagt tager ansvar for det internationale samfunds stabilitet og udvikling. Mens ’Thukydids fælde’ har påkaldt sig betydelig international opmærksomhed, er verden i dag langt tættere på at falde i ’Kindlebergers’. USA har – med den amerikanske diplomat Richard Haass’ ord – valgt at ’abdicere’: frivilligt at afgive international indflydelse og ansvar og mindske sit engagement i opretholdelsen og udviklingen af det internationale samfunds normer og institutioner. ’Abdiceringen’ forbindes især med Trumps præsidentperiode, hvor USA både trak sig fra Parisaftalen og atomaftalen med Iran og understregede, at nu var det
’America First’, men Obama-administrationen tog allerede et skridt tilbage og forsøgte at få sine allierede til at tage et større internationalt ansvar.
Europæerne har imidlertid hverken evnen eller viljen til at erstatte det amerikanske engagement. Det amerikanske bidrag til de europæiske landes sikkerhed gennem NATO har en værdi i omegnen af 350 mia. amerikanske dollars. Selv med gode viljer og uproblematisk implementering ville det tage de europæiske lande i omegnen af 20 år at erstatte det. Og skulle det mod al forventning lykkes, ville europæerne næppe være enige om hverken trusselsbilledet, eller hvordan de skulle reagere på det.
Europa kan hverken forhindre USA i at ’abdicere’ eller vende blikket mod andre regioner, men valget af Joe Biden til USA’s præsident rummer muligheden for en genstart, som næppe kommer igen, når en ny generation tager over. Biden er på godt og ondt fortidens mand: en midtsøgende repræsentant for den liberale internationalisme, der udgjorde det ideologiske grundlag for opbygning af den amerikanske verdensorden under og efter Den Kolde Krig. Han vægter multilateralisme, har særligt fokus på demokrati og understreger betydningen af, at USA igen bliver en troværdig samarbejdspartner.
Bidens alder og hans egen antydning af, at han formentlig kun kommer til at sidde en enkelt præsidentperiode, gør dog tiden knap. Opbakningen til Trump og Sanders i 2016 og 2020 demonstrerer en rodfæstet skepsis mod USA’s traditionelle rolle i den amerikanske befolkning. Og snart begynder kampen om, hvem der skal repræsentere de to store partier ved næste præsidentvalg. En ny generation på den Demokratiske venstrefløj og den Republikanske højrefløj står klar til at bære fanen videre fra Trump og Sanders. Så billedet er klart: Biden vil med stor sandsynlighed være Europas bedste ven i Det Hvide Hus siden Bill Clinton, men hvis de kommende fire år skal blive mere end blot en second honeymoon, der hurtigt er glemt, når hverdagen melder sig, og nye kræfter kommer til, må europæerne hjælpe Biden til succes – både ved at vise, at hans internationale engagement kan betale sig for USA, og ved at demonstrere, at Europa er nøglen til fortsat succes.
Hvordan kan Europa Hjælpe Biden?
Hvis Bidens succes er afgørende for Europa, hvordan hjælper vi ham så bedst? Som udgangspunkt må vi erkende, at den tid, hvor Europa var verdens centrum og USA’s særligt udvalgte, er forbi. Biden understregede ganske vist i sin tale den 4. februar, at USA igen var klar til at stå skulder ved skulder med sine venner og allierede. Men vennelisten er lang. Biden prioriterede i den første tid efter indsættelsen at tale med både Canada, Mexico, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, NATO, Japan, Sydkorea og Australien. Europa er vigtig, men ikke vigtigere end så meget andet.
Frem for en udsigtsløs kamp for at minde amerikanerne om vores fælles fortid[…]bør europæerne spille aktivt og operationelt ind i fire amerikanske dagsordener: sikkerhed, handel, klima og demokratifremme
_______
Der bliver hård konkurrence om amerikanernes opmærksomhed, og hvis europæerne skal have en chance, må de blive bedre til at forklare USA, hvad de bibringer verden og det transatlantiske forhold – og helst i et sprog, der forstås af andre end en i forvejen proeuropæisk Washington-elite. Europæerne, herunder EU, mangler fortsat at formulere den gode oneliner, der forklarer, hvorfor USA har brug for Europa – her tre årtier efter Den Kolde Krigs afslutning og trods fire år, hvor den amerikanske præsident uden omsvøb forsøgte at provokere sig til et svar.
Frem for en udsigtsløs kamp for at minde amerikanerne om vores fælles fortid og alt det, som binder os sammen, bør europæerne spille aktivt og operationelt ind i fire amerikanske dagsordener: sikkerhed, handel, klima og demokratifremme.
Sikkerhed
Spørgsmålene om, hvorvidt europæerne på den ene side kan stole på den amerikanske sikkerhedsgaranti, og om de på den anden side overhovedet har fortjent den, har i de seneste år fyldt uforholdsmæssigt meget i den transatlantiske debat. Trumps krav om øgede europæiske forsvarsbudgetter affødte europæisk irritation, men resultatet er, at NATO’s budgetter er vokset med 130 mia. amerikanske dollars, og at de europæiske alliancemedlemmer står styrket. Europæerne har nu chancen for at vise, at det er et udtryk for en ny ansvarlighed for både egen sikkerhed og det europæiske nærområde.
Et første skridt i den retning er i ord og handling at bekræfte intentionen om at anvende 2 pct. af BNP på forsvarsbudgettet og 20 pct. af forsvarsbudgettet på nyanskaffelser – det vil Biden kræve, som både Trump og Obama gjorde før ham. I Europa kommer vi under alle omstændigheder til selv at betale en større del af vores sikkerhed i fremtiden, så vi kan lige så godt købe en god portion politisk goodwill for pengene nu, hvor vi har chancen.
Dernæst bør europæerne udnytte, at den nye præsident har en langt mere positiv tilgang til EU. Mens Trump anså EU for en modstander, spørger Biden, hvad EU kan bruges til. Her bør det europæiske svar være operationelt, realistisk og bygge på de initiativer, som europæerne allerede selv har igangsat, og områder, hvor de står stærkt. Det gælder fx klimasikkerhed, som er et emne, der vil få stigende betydning for den internationale sikkerhedsdagsorden, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus.
Debatten om europæisk ’strategisk autonomi’ har primært været indadskuende og
defensiv med fokus på, hvordan europæerne kunne mindske deres afhængighed af andre. Den strategiske autonomi risikerer derfor hurtigt at fremstå som et (ganske vist logisk) forsøg på at sikre egne interesser i en tid med usikkert amerikansk engagement. Europæerne bør tværtimod vise, at den strategiske autonomi ikke er et mål i sig selv, men snarere et middel til at styrke transatlantisk sikkerhed. Den kan anvendes offensivt til at give EU en mere aktivt bidragende rolle, der kan komplementere NATO, fx i nærområderne mod syd og øst. På den måde vinder europæerne tid til at udbygge kompetencer og kapabiliteter, samtidig med at de fastholder det amerikanske engagement og bidrager til en stabilisering af nærområdet.
Handel
Biden har her markeret sig som en økonomisk nationalist, der bygger på arven fra Trump i form af ønsket om at beskytte amerikanske lønmodtagere og sårbare amerikanske erhverv. I modsætning til Trump ser han dog fordelene i en regelbaseret international orden, og hvordan denne kan anvendes til at fremme amerikanske interesser. Europæisk stabilitet og økonomisk velstand bygger i høj grad på at bevare og udvikle det multilaterale økonomiske system, men hvis denne interesse skal fremtidssikres, må europæerne være villige til at indtænke amerikanske interesser – og forstå den betydelige skepsis mod frihandel i den amerikanske befolkning, som Trump bragte op til overfladen. Også når det gælder handel, må europæerne tænke i geopolitik og interesser, hvis de skal lykkes med at genstarte og fremtidssikre det transatlantiske forhold.
En uperfekt aftale under Biden er bedre end ingen aftale, når han om fire år kan være erstattet af en mere protektionistisk præsident
_______
Begge sider af Atlanten har interesse i en ny handelsaftale, men hvis det skal blive til virkelighed, bør man satse på en begrænset aftale med en klar tidsplan, der på forhånd udelukker de mest kontroversielle emner. I den proces kan europæerne med fordel lære af deres egen fortid i forbindelse med grundlæggelsen og udviklingen af EU. Markedsadgang må undertiden indgå i et bytteforhold med subsidier og beskyttelse af sårbare erhverv. Og de bør tænke på fremtiden: En uperfekt aftale under Biden er bedre end ingen aftale, når han om fire år kan være erstattet af en mere protektionistisk præsident.
Samtidig bør man erkende, at handelspolitik ikke kun føres for økonomisk vækst, men også mod internationale rivaler. Det euro-atlantiske område har en kolossal økonomisk styrke. For Biden-administrationen vil det være et væsentligt incitament, hvis USA sammen med europæerne kan opbygge fælles praksisser for fx statsstøtte og teknologianvendelse, der kan anvendes til at presse bl.a. Kina i den udenrigsøkonomiske politik.
Klima
På sin første arbejdsdag genindmeldte Biden USA i FN’s Paris-aftale fra 2015. Han ønsker, at klimapolitikken skal integreres i hele administrationens politik snarere end at være en selvstændig søjle og reservat for de allerede omvendte. Han står samtidig over for magtfulde indenrigspolitiske interesser: Hans første tilløb til konkrete politiske tiltag har været pragmatiske og understreget, hvordan grøn politik kan skabe økonomisk udvikling og amerikanske jobs.
Men klimadagsordenen vil i de kommende år få betydning for både økonomi og sikkerhed, og et tæt samarbejde med USA er afgørende for europæernes evne til både at fastholde et stærkt transatlantisk forhold og påvirke klimaudviklingen og dermed deres egen sikkerhed og økonomi positivt. Det er i den forbindelse oplagt med et tæt samarbejde mellem USA og Europa om både resiliens og forsøg på at forudsige udviklingen – generelt og når det gælder potentielle katastrofer. Her vil det være oplagt at knytte fx NATO’s partnerskabslande tættere til alliancen gennem klimapolitikken i et forsøg på at balancere Ruslands og Kinas indflydelse i nærområdet. Samtidig betyder den fælles økonomiske vægt af USA og EU, at man med fordel kan samarbejde om at stille klimakrav som en integreret del af fremtidige handelsaftaler med tredjelande.
Demokrati
Biden har gjort sig til talsmand for en ’demokratiernes alliance’– et globalt samarbejde mellem demokratier, der under USA’s lederskab søger at forsvare demokrati, hvor det allerede findes, og fremme demokrati, hvor det endnu ikke har slået rod – og varslet et topmøde om emnet allerede i 2021. Indholdet er endnu uklart, men initiativet rummer – trods den fælles euro-atlantiske tilslutning til liberal-demokratiske principper – både muligheder og væsentlige udfordringer.
Trumps rummelighed over for autokratiske værdier og rosende omtale af eksempelvis Ruslands Vladimir Putin, Ungarns Viktor Orbán og Polens Andrzej Duda udfordrede europæisk sikkerhed og svækkede EU og NATO, hvor der nu var større handlerum for illiberale kræfter. At USA igen vil være fanebærer for den liberal-demokratiske dagsorden, er alt andet lige godt nyt og en tilbagevenden til udgangspunktet for den multilaterale orden, der blev opbygget i Vesten under Den Kolde Krig og udvidet til det meste af verden efter Sovjetunionens kollaps. For Europa har en klar interesse i respekt for de grundlæggende liberal-demokratiske normer, der ligger til grund for det netværk af internationale normer, institutioner og aftaler, som understøtter vores sikkerhedspolitiske stabilitet og økonomiske velstand.
Samtidig er demokrati dog et begreb med en betydelig elasticitet, og kriterierne for medlemskab af demokratiernes alliance er uklare – et historisk blik på amerikansk udenrigspolitik giver begrundet formodning om, at de vil variere med supermagtens geopolitiske interesser. Det amerikanske fokus på Kina giver på én og samme tid en risiko for, at Bidens initiativ vil være en alliance mod Kina snarere end for demokrati.
For Europa må målet være et samarbejde om demokrati i en bred kreds af lande, der nedtoner allianceaspektet og i stedet prioriterer demokratifremme, hvor det er praktisk muligt. Netop i dét arbejde kan Europa og USA have glæde af hinanden, ligesom de har en fælles interesse i at dele erfaringer og best practice, når det kommer til trusler mod demokratiet i deres egne lande, inklusive de udfordringer, der anspores af Rusland eller andre magter – et område, Biden har betonet.
At hjælpe Biden til succes ved at vise værdien af det transatlantiske forhold er europæisk hjælp til selvhjælp. Europa har brug for Biden – både til at fremtidssikre grundelementer i det transatlantiske forhold og til at forberede europæerne på de forandringer, som forholdet under alle omstændigheder vil undergå, når nye generationer kommer til. Det betyder ikke, at Europa skal følge USA blindt i alt. Tværtimod kan Europa gennem aktivt engagement påvirke USA, når det fx gælder Kina, klima og international handel. Det transatlantiske forhold er ude over den stormende forelskelse, men et solidt venskab er heller ikke at foragte. ◼
Det transatlantiske forhold er ude over den stormende forelskelse, men et solidt venskab er heller ikke at foragte
_______
Anders Wivel (f. 1970) er professor i international politik ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. [ILLUSTRAION: Delaware: Joe Biden erklæres som vinder af det amerikanske præsidentvalg, 7. november 2020 [foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
