Anders Puck Nielsen: Hvem tager magten på verdenshavene? Stormagtskonkurrencen presser Europa til større maritimt ansvar
21.09.2021
Stormagtskonkurrencen tager til på verdenshavene, og især Kina udfordrer Vesten. Men hvordan er magtbalancen stormagterne imellem, og hvilken reaktion er passende fra de europæiske lande, som generelt har reduceret flåderne over de seneste årtier?
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Afghanistan‟
Af Anders Puck Nielsen
Ligesom inden for andre dele af international politik oplever vi på havet en intensiveret modstilling mellem USA, Kina og Rusland. Særligt Kina udfordrer de eksisterende spilleregler, og alle involverede nationer opruster med flere krigsskibe og missiler. Det giver nye udfordringer for Europa, som døjer med at finde sin rolle, samtidig med at listen over opgaver bliver længere.
En afgørende udvikling i disse år er, at en ældgammel diskussion er dukket op til overfladen igen: Spørgsmålet om, hvorvidt man kan eje havet. Den nuværende verdensorden er i vid udstrækning bundet op på et princip om, at stater kan eje landjorden, men at havet er åbent for alle. Kun ganske tæt på kysten kan stater således påkalde sig retten til et søterritorium. Denne formodning om ’det åbne hav’ er etableret på baggrund af en lang række stormagtskrige siden 1500-tallet, og i dag er den kodificeret i FN’s Havretskonvention.
Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Kina i disse år udfordrer verdenssamfundet på principperne om, hvordan havet skal reguleres. Det gør kineserne ved åbenlyst at undergrave Havretskonventionen og tryne mindre stater til at afgive adgangen til havets ressourcer – det, som man med et mindre pænt udtryk ville kalde at stjæle.
Når man skal vurdere styrkeforholdet på verdenshavene, er der således to grundlæggende ting at tage højde for. På den ene side er der den klassiske forestilling om krig til søs mellem flåder. Denne problemstilling er stadig aktuel og handler om, hvem der er stærkest i en stormagtskrig. Her er det oplagt at sammenligne flåderne fra USA, Rusland og Kina, og man kan få et relativt godt indtryk af styrkeforholdet ved at tælle antallet af enheder og våben.
På den anden side er det også nødvendigt at vurdere de nye udfordringer mod det maritime system, som Kina har introduceret.
MAJ 2021: Et officielt foto viser – ifølge USA’s flåde – et stort antal russiske og kinesiske våben på dækket af USS Monterey. Våbnene blev beslaglagt fra et statsløst skib i internationalt farvand, som Monterey, der er en del af USA’s Fifth Fleet med base i Bahrain, undersøgte rutinemæssigt. Klik for at se billedet i større udgave [foto: US Navy/AFP/Ritzau Scanpix]
Det er en kamp, som ikke udelukkende kæmpes med krigsskibe. I stedet finder vi i Kina tre nøgleaktører: kystvagten, en hjemmeværnslignende maritim milits og en gigantisk militariseret fiskeflåde. Disse aktører er mobiliseret i det, som kan kaldes en maritim hybridkrig. Og de udgør et enormt problem for andre landes flåde.
USA: En halveret flåde
USA er verdens største flådemagt, og sådan har det været, siden de overtog føringen fra Storbritannien omkring Første Verdenskrig. Den geografiske position – uden landmilitære trusler, men med maritime interesser i både Atlanterhavet og Stillehavet – har givet generationer af amerikanske politikere incitament til at prioritere flåden.
Under Den Kolde Krig var den vigtigste opgave for U.S. Navy at kunne sikre amerikanske forstærkninger til Europa i tilfælde af en krig med Warszawapagten. Det betød, at Atlanterhavet var amerikanernes primære bekymring, og at flåden havde et stærkt fokus på forbindelseslinjerne i vores del af verden.
I amerikansk flådestrategi taler man normalt om flådens styrke ud fra antallet af skrog. Det er en regnemetode, som ikke giver mening i andre lande, fordi flåder normalt har en blanding af store og små skibe, og dem kan man ikke bare sidestille. Men i en amerikansk kontekst giver det nogenlunde mening, fordi de har så mange store skibe.
Den amerikanske flådestyrke kulminerede i slutningen af 1980’erne, hvor man opererede med målsætningen om en ’600-ship Navy’. Det faktiske højdepunkt var i 1987, hvor antallet af krigsskibe nåede 594. Siden da er antallet faldet drastisk. I dag taler man om en ’300-ship Navy’, men det er målsætningen, at det tal skal vokse til omkring 350 i 2030’erne.
I runde tal er der altså sket en halvering af den amerikanske flådemagt siden 1980’erne. I samme periode har vi oplevet det amerikanske ’pivot to Asia’, som har flyttet fokus fra Atlanterhavet til Stillehavet. Tilsammen giver det en meget stor reduktion i de amerikanske flåderessourcer omkring Europa, og det må forventes, at amerikanerne også fremover vil prioritere The Indo-Pacific i opbygningen af deres flåde.
Rusland: En udfordring for naboerne
Den russiske flåde er en interessant størrelse, fordi både styrke og strategi har fluktueret som et pendul gennem historien. I modsætning til USA har Rusland en geografi med en overflod af landmilitære udfordringer, og det har gjort flåden til noget, som russiske politikere i perioder har interesseret sig for, og som de i andre perioder har negligeret.
I den sidste del af Den Kolde Krig var ambitionerne høje. Sovjetunionen ønskede at have verdens næststørste flåde, som kunne konkurrere med USA’s om at dominere verdenshavene. Det betød, at kommunismen brød sammen, på et tidspunkt hvor den russiske flåde var historisk stærk. Derefter fulgte 20 år, hvor flåden kom i en elendig forfatning. Først inden for det seneste årti har vi set, at der igen produceres nye skibe til den russiske flåde.
Samtidig er der i Rusland sket et flådestrategisk paradigmeskifte. Langt hen ad vejen har man droppet ambitionen om at kunne dominere verdenshavene, og nu fokuserer man i stedet på at forsvare de russiske kyster mod maritime trusler.
Den russiske version af kystforsvar er naturligvis større, end en lille stat ville formå. Den indebærer bl.a. at have atomdrevne angrebsubåde til at afskære NATO’s sejlruter over Atlanterhavet, og at man vil dominere lokale områder som Østersøen, Barentshavet og Sortehavet. Den indebærer formentlig også en russisk ambition om at kunne lukke de danske farvande med søminer, således at der er sat en prop i Østersøen. Men sammenlignet med ambitionerne fra 1970’erne og 1980’erne er det meget beskedne mål.
Det betyder, at den russiske flåde i dag har en pudsig profil. Den er en spøjs blanding mellem meget gamle og meget nye skibe. Dertil kommer, at det ændrede strategiske fokus skinner igennem. Rusland har fokuseret på at bygge moderne ubåde og missilkorvetter, som er gode til at forsvare kysterne mod amerikanske angreb. Det betyder, at de store overfladeskibe ikke er blevet fornyet, og at Rusland gradvist mister kapacitet til at projicere magt på tværs af oceanerne. Til gengæld må man i en lokal europæisk kontekst sige, at Ruslands flåde er i en opadgående kurve og udgør en stigende udfordring for NATO.
Kina: Nytænkende og ambitiøs
Blandt de tre maritime stormagter er Kina på flere måder den sværeste at indramme. Kina har ikke siden 1700-tallet været en egentlig flådemagt, men på rekordtid har de nu bygget det, der numerisk set er verdens største flåde. I år 2000 bestod den kinesiske flåde af bare 110 skibe, mens det tal i 2020 var vokset til 360 skibe. Det er en helt utrolig vækst, som det ville være umuligt for Vesten at matche, fordi verdens skibsværfter i dag i vid udstrækning ligger i Kina. I forhold til den amerikanske flåde er de kinesiske skibe i gennemsnit mindre, men de råder i stigende grad også over store kampenheder som fregatter, destroyere, helikopterlandgangsskibe, hangarskibe og atomubåde.
Udviklingen i Kinas flåde skal ses i sammenhæng med en tilsvarende udvikling i våbenteknologi. I særdeleshed har landet opbygget en høj kapacitet af langtrækkende missiler. Det gør, at Kina på regionalt plan i Østasien kan udfordre U.S. Navy med det, som i militær jargon kaldes en anti-access/area denial paraply (A2/AD). Perspektivet er, at amerikanerne i fremtiden kan være nødt til at operere fra så stor afstand i Stillehavet, at det vil være umuligt at ramme militære mål på det kinesiske fastland eller at operere sikkert i Det Sydkinesiske Hav og Taiwanstrædet. En sådan udvikling ville på afgørende vis ændre den militære balance til Kinas fordel.
En anden årsag til, at Kinas maritime ambitioner er svære at overskue, er, at landet aktivt inddrager både civile og paramilitære strukturer til at opnå geopolitiske mål. Dette dækker over maritime aktiviteter, som falder under sikkerhedspolitiske betegnelser som ’aktiviteter i den grå zone’ eller ’hybridkrig’.
Kina har ikke siden 1700-tallet været en egentlig flådemagt, men på rekordtid har de nu bygget det, der numerisk set er verdens største flåde
_______
Ud over at have verdens numerisk set største flåde har Kina således også verdens største kystvagt. Den består af over 130 større skibe, heriblandt den gigantiske Zhatou-klasse, som med et deplacement (vægt) på imponerende 12.000 tons er verdens største kystvagtskibe.
Konflikten i Det Sydkinesiske Hav viser tydeligt, hvordan Kina anvender sin kystvagt til at opnå geopolitiske mål. En kystvagts opgave er at håndhæve lov og orden på havet, hvilket indebærer at beskytte landets maritime zoner mod ulovlig indtrængen og tyveri af havets ressourcer. En af kystvagtens hovedopgaver er således at forhindre ulovligt fiskeri i den eksklusive økonomiske zone. Sagen er bare, at Kina ikke er enig om grænsedragningen i Det Sydkinesiske Hav.
Frankrigs præsident Emmanuel Macron (nummer to fra venstre) og Australiens premierminister Malcom Turnbull (i midten) på dækket af den australske Hmas Waller, en ubåd i Collins-klassen, i Sydney 2. maj 2018. Under et sjældent besøg i landet diskuterede den franske præsident bl.a. øget samarbejde i Stillehavet. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Brendan Esposito/AFP/Ritzau Scanpix]
Alle andre lande i regionen henholder sig til FN’s Havretskonvention, hvorimod Kina henviser til en såkaldt ’nine-dash line’, som de mener viser udstrækningen af kinesisk farvand. Denne stiplede linje blev første gang præsenteret af Kina efter Anden Verdenskrig, og angiveligt viser den Kinas historiske rettigheder på havet. De kinesiske krav dækker nærmest alle de andre landes økonomiske zoner i Det Sydkinesiske Hav.
Denne tvist om grænsedragningen giver Kina et grundlag for at indsætte sin kystvagt over for nabostaterne. Kinesiske kystvagtskibe henholder sig til at håndhæve kinesisk lov, men ud fra alle andres perspektiv har de slet og ret stjålet fiskerirettighederne fra Vietnam, Filippinerne, Malaysia og andre lande ud til Det Sydkinesiske Hav. Konflikten har kostet menneskeliv, i forbindelse med at Kinas kystvagt har sænket fiskeskibe fra nabolandene.
Yderligere bliver billedet mudret af, at Kina også har verdens største hjemmeværnslignende maritime milits. Den består af hundredvis af mere eller mindre militariserede fiskeskibe, som kan mobiliseres efter behov. Det er en uløselig udfordring for nabostaternes kystvagt, når der pludselig dukker hundredvis af skibe op og sætter sig på et omstridt område. Dertil kommer, at den maritime milits giver Kina muligheden for at benægte indblanding, når der sker kontroversielle ting. Fx har Kina anvendt disse ’fiskeskibe’ til at chikanere de amerikanske flådeskibe USNS Impeccable i 2009 og USNS Howard O. Lorenzen i 2014. Logikken er, at dækhistorien om at være et fiskeskib gør det svært for modstanderen at svare igen, fordi skylden for en ulykke i offentlighedens bevidsthed vil tilfalde krigsskibet.
Endelig er det værd at nævne Kinas gigantiske fiskeflåde. Den består af over 100.000 skibe, som den kinesiske stat i større eller mindre udstrækning kan kontrollere. Alene antallet af fiskeskibe gør det svært for andre stater at overskue de kinesiske aktiviteter, og man taler om, at ulovligt fiskeri i fremtiden kan blive en kilde til krig. Fiskerikonflikter med kinesiske skibe har ført til væbnede konfrontationer ud for lande i Asien og Sydamerika, og eksempelvis oplevede Ecuador i 2020 at stå over for en flåde på omkring 340 kinesiske trawlere, som fiskede ved Galapagos. Det er en helt uoverskuelig opgave for en lille kystvagt at håndtere, og i stigende grad taler man også fra amerikansk side om, at man må engagere sig i at håndtere den kinesiske fiskeflåde på globalt plan.
Stormagternes interne styrkeforhold
Sammenholdt giver gennemgangen af de tre stormagter et broget billede. Det første, man kan sige, er, at de alle sammen i disse år er i færd med en udbygning af flåden bl.a. ved at øge antallet af skibe. Men der er en række forskelle på, hvordan de griber det an.
Rusland er den nemmeste at beskrive. De er klart den svageste stormagt på havet, og det er en rolle, som de har affundet sig med. Rusland har fravalgt at have en stærk global maritim tilstedeværelse, og de fokuserer i stedet på at kunne dominere i deres eget nærområde. Det er en rimelig maritim strategi for en stormagt, som primært har landmilitære interesser, og det er realistiske mål i forhold til Ruslands midler.
Kina fremstår derimod som den ambitiøse og nyskabende entreprenør. De er militært stærke, og de producerer nye krigsskibe i et tempo, hvor ingen andre kan følge med. Derudover har Kina som vist ovenfor opfundet en helt ny spilleplade, hvor de med paramilitære midler er ved at undergrave det internationale maritime system.
Det er en udvikling, som Kina indtil videre ser ud til at have succes med. Stille og roligt overtager de kontrollen med de maritime zoner i deres nærområde, og amerikanerne har hidtil ikke fundet et godt modsvar.
Hvis USA ønsker at bevare sin status som den dominerende flådemagt i verden, er det altså Kina, de skal fokusere på. Derfor fortsætter den amerikanske nyorientering mod Indo-Pacific, samtidig med at man tilstræber at øge antallet af skibe samlet set. Desuden har amerikanerne efterhånden erkendt, at de er nødt til at tænke bredere end bare militær tilstedeværelse for at konkurrere med Kinas metoder. Derfor vil vi se, at andre myndigheder, som fx U.S. Coast Guard, vil blive en aktør i Østasien.
Hvor efterlader det Europa?
For Europa er der ikke rigtig nogen gode nyheder i den maritime stormagtskonkurrence. Europæiske lande har siden afslutningen af Den Kolde Krig skåret hårdt i flåderne. Selv traditionelle flådemagter som Storbritannien, Frankrig og Italien er i dag nede på omtrent en tredjedel af det antal skibe, som de havde i 1990. Det har europæerne gjort, i den forventning at der ikke var nogen nævneværdige maritime trusler, og at U.S. Navy havde styr på resten.
De seneste år er reduktionerne vendt til en svag stigning for Europas flåder, men det går langsomt. Derfor står europæerne med et svagt udgangspunkt for den øgede stormagtskonkurrence, hvor USA, Rusland og Kina hæver barren for at kunne være med.
På den korte bane vil europæerne tydeligt kunne mærke det amerikanske ’pivot to Asia’. Amerikanerne har nemlig en forventning om, at Europa selv kan håndtere Rusland, således at de kan bruge flere ressourcer på Kina.
Derudover vil der være en forventning om, at europæerne engagerer sig mere direkte i Indo-Pacific. Europa har store økonomiske interesser i den maritime transport i området. Dette ser man direkte ved, at Maersk Line er verdens største containerrederi, men i endnu højere grad handler den økonomiske afhængighed af, at varetransporten fungerer. I foråret fik verden en smagsprøve på, hvor sårbart det moderne samfund er, da containerskibet Ever Given blokerede Suez-kanalen i seks dage og skabte månedlange forstyrrelser i vareleverancerne til Europa. En eskaleret konflikt i Det Sydkinesiske Hav eller Taiwanstrædet kan sende de europæiske økonomier helt til tælling ved at ramme livsnødvendige forsyningskæder.
Derfor har europæiske lande som Storbritannien, Frankrig, Holland og Tyskland for nylig haft krigsskibe i Det Sydkinesiske Hav og andre brændpunkter i Østasien. Det har de for at sende signaler til Kina om at respektere de internationale normer på havet og for at opbygge erfaring med at operere i området. Desuden opbygger de relationer til lande som Malaysia, Indonesien, Sydkorea og Japan, hvilket giver indflydelse i regionen. Det er således oplagt, at også Danmark på et tidspunkt skal tage stilling til, om vi vil støtte arbejdet ved at sende en fregat til Fjernøsten.
Dertil kommer at USA stadig udgør europæernes vigtigste sikkerhedsgaranti over for Rusland. Korrigeret for købekraft er Ruslands forsvarsbudget uden sammenligning det største i Europa, og Rusland er ubetinget den stærkeste regionale magt. Derfor er europæiske flåder også i fremtiden nødt til at opsøge samarbejde med USA for at opbygge relationer og for at træne sammen. Det betyder helt lavpraktisk, at hvis amerikanernes opmærksomhed er i Stillehavet, er vi nødt til også at være der. Det giver en kapacitetsudfordring, at vi både skal være til stede ved Kina og samtidig varetage en større rolle i den militære afskrækkelse over for Rusland i Europa.
Endelig må europæerne indstille sig på i højere grad at vægte mellem høj- og lavintensive operationer. Højintensive operationer er dem, som handler om kamp mod en ligeværdig modstander, og i fredstid har de ofte karakter af øvelser eller deltagelse i flådegrupper, som understøtter den militære afskrækkelse. Lavintensive operationer er fx indsættelsen af en fregat til at bekæmpe pirateri i Guinea-bugten.
I Danmark har der i perioden for den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik udviklet sig en opfattelse af, at soldater gør størst gavn, når de er indsat i skarpe operationer. Det er et paradigme, som favoriserer de lavintensive operationer, fordi de er ’skarpe’, i den forstand at de ikke ligner en øvelse. I en tid med øget stormagtskonkurrence på verdenshavene vil der være behov for en anden måde at italesætte de højintensive operationer på, som understreger, at militær afskrækkelse også er en reel opgave for forsvaret.
Den tiltagende konkurrence mellem USA, Rusland og Kina har altså medført, at der over hele linjen bygges flere krigsskibe, og at der er flere maritime opgaver. Tendensen peger imod, at europæerne må engagere sig mere, fordi USA hverken kan eller vil løse alle opgaverne på egen hånd. ■
I en tid med øget stormagtskonkurrence på verdenshavene vil der være behov for en anden måde at italesætte de højintensive operationer på, som understreger, at militær afskrækkelse også er en reel opgave for forsvaret
_______
Anders Puck Nielsen (f. 1979) er militæranalytiker ved Center for Maritime Operationer på Forsvarsakademiet. ILLUSTRATION: den kinesiske ubåd Changzheng 231 under flådefremvisning i Qingdao, 23. april 2019 [FOTO: Kyodo via AP Images/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
