Anders Aaselund Høier i RÆSON SØNDAG: Suverænitet handler i den nye verdensorden om teknologisk autonomi – og både Danmark og Europa er under pres

02.10.2021

På overfladen virker det som en selvfølge, at Danmark og Europa er autonome – at vi kan træffe vores egne selvstændige valg og politik. Men dansk og europæisk autonomi er under massivt pres. Selvfølgelig kan vi håndhæve vores forsvarsmæssige suverænitet, men i kraft af nye teknologier og Kinas og USA’s aggressive techno-nationalisme rykker de tektoniske plader under os – og vi kan ikke følge med.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Anders Aaselund Høier

VERDEN ER BLEVET spændt for det amerikansk-kinesiske altopslugende teknologi- og magtkapløb. Det resulterer i hastig udvikling af en uendelig mængde af nye teknologier, der i sig selv former vores politiske rum. De nye teknologier er kendetegnet ved, at de fulde anvendelsesmuligheder er ukendte, at de derfor har både civil og militær anvendelse, og at de har potentialet til at disruptere både det civile samfund som de militære slagmarker. Kunstig intelligens, autonome systemer, robotteknologi, kvanteteknologi (computere og radar) og laserteknologi er få eksempler ud af mange.

Det har (naturligvis) resulteret i voldsomt stigende global sikkerhedsliggørelse af nye teknologier, værdikæder og handels- og sanktionspolitik – de er blevet spørgsmål ikke kun om erhvervspolitik men også om national sikkerhed. Perspektiverne er bekymrende, når teknologierne ikke blot er en salgsvare, hvor de eksport- og importmæssige hegnspæle hurtigt kan flyttes, men er en afgørende faktor for at udvikle og bevare moderne demokratiske samfund.

USA har flyttet det geopolitiske blik fra Europa i retning mod Stillehavet. Fra et amerikansk perspektiv handler det om Kina, Kina og Kina. Også EU har, nødtvunget, anerkendt områdets betydning for Europas sikkerhed og velstand – bl.a. når det kommer til teknologiernes DNA: de avancerede halvledere, som driver alle elektroniske apparater og maskiner – kort sagt: ingen halvledere, ingen teknologi. Verdens største producenter af avancerede halvledere er placeret i Taiwan, og med Kinas syn på Taiwan, giver det store risici for Europas forsyningssikkerhed. Dette er en af hovedårsagerne til EU’s nye strategi for Stillehavsregionen, og til at EU har som mål at fordoble EU’s andel af den globale halvlederproduktion i 2030.

De potente nye teknologier er en geopolitisk tektonisk plade, der skubber til national sikkerhed, handel, sanktionspolitik og erhvervs- og innovationspolitik. Derfor skal vi tage rækken af kinesiske dominansstrategiske planer (som fx ”Made in China 2025”, ”China Standards 2035”og Militær-Civil Fusion), der har til formål henholdsvis placere Kina som dominerende inden for produktion af højteknologi, at kontrollere udviklingen af teknologier ved at være globalt førende inden for fastsættelse af tekniske standarder samt at kanalisere civil kinesisk og udenlandsk forskning og teknologi i retning af det kinesiske militær, meget alvorligt.

Desværre har digitalisering af arbejdspladser, arbejdsmiljø, arbejdsgange og processer af det offentlige kapret dagsordenen, når vi herhjemme taler om nye teknologier. Men vi skal til at stille os selv spørgsmål som, hvor de nye teknologier kommer fra, om vi fortsat kan have adgang til teknologierne, hvilken samfundsudvikling disse teknologier driver, og om den teknologiske udvikling og dens afledte konsekvenser medfører suverænitetsafgivelse til dem, der udvikler teknologierne.

Danske love er fløjet under radaren
Herhjemme har de techno-strategiske problemstillinger fundet vej til erhvervslovgivningen. Fx i en lov om leverandørsikkerhed i den kritiske teleinfrastruktur, hvor Center for Cybersikkerhed bl.a. kan forbyde en erhvervsmæssig udbyder at indgå eller opretholde en indgået aftale, der vedrører kritiske netkomponenter, systemer og værktøjer, hvis aftalen vil udgøre en væsentlig trussel mod statens sikkerhed.

Et andet eksempel er investeringsscreeningsloven, der har til formål at sikre, at udenlandske direkte investeringer ikke udgør en trussel mod den nationale sikkerhed. Loven indfører en tilladelsesordning til investeringer indenfor særligt følsomme sektorer. En udenlandsk investor, der tænker på at erhverve mindst 10 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne indenfor særligt følsomme sektorer, skal på forhånd ansøge Erhvervsstyrelsen om tilladelse til investeringen. Loven skal også gælde for aftaler, hvis de vil medføre, at den udenlandske erhverver opnår økonomisk kontrol eller betydelig indflydelse på forhold i virksomheden, der kan udgøre en trussel mod national sikkerhed.

 

Desværre har digitalisering af arbejdspladser, arbejdsmiljø, arbejdsgange og processer af det offentlige kapret dagsordenen, når vi herhjemme taler om nye teknologier
_______

 

Lovene er meget indgribende og får direkte betydning for danske virksomheder og deres muligheder for bl.a. at agere med udenlandske samarbejdspartnere og at tiltrække udenlandske investeringer, men de har fået lov til at flyve under radaren i den danske offentlighed. Det er overraskende, for lovene understreger, at dansk erhvervsliv har betydning for dansk autonomi. Hvis danske virksomheder eller leverandørkontrakter med betydning for kritiske sektorer kommer på udenlandske hænder, begrænser det simpelthen statens handlemuligheder i den pågældende sektor.

Det viser, at det er nødvendigt at beskytte danske virksomheder mod overtagelse eller bestemmende indflydelse fra udenlandske aktører.

Autonomibegreber i EU
I EU fandt begrebet ”strategisk autonomi” i 2016 vej ind i den globale strategi. Hvis man i dag spørger chefen for Den Fælles Udenrigstjeneste, Josep Borrell, er ”strategisk autonomi” en sindstilstand, der begynder med, at EU skal se på verden gennem EU’s egen prisme. Den bruger Borrell imidlertid stadig rigtig, rigtig mange ord på at forsøge at hegne ind. Igennem EU’s prisme, eller ”Tredje Vej” som prismen også kaldes, skal EU kunne agere autonomt ved hjælp af multilateralisme og en regelbaseret international orden.

EU skulle derved også blive bedre til at spille sine politiske kort og tale magtens sprog. Men det var dog alt sammen før Borrells katastrofale tur til Moskva, hvor EU’s ”strategiske autonomi” blev kørt eftertrykkeligt over af russerne. På et fælles pressemøde i forbindelse med et officielt besøg hos den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov reagerede Borrell med tavshed og afslørede dermed EU’s magtesløshed, mens Lavrov afviste og affærdigede EU som en ”upålidelig partner”..

I von der Leyen’s state of the union-tale i 2020 blev Kina karakteriseret som ”en forhandlingspartner, økonomisk konkurrent og en systemisk rival”. Den melding var overraskende og gav massiv genlyd i mange sammenhænge, herunder også i forhold til relationen med USA. Derfor kunne det selvsagt heller ikke i længden stå af sig selv, og handelsstrategien blev da også efterfølgende stivet af og opdateret med et nyt autonomibegreb: ”åben strategisk autonomi”.

Den nye strategi har til formål at etablere en ny konsensus for handelspolitik baseret på åbenhed, bæredygtighed og selvhævdelse. Det skulle styrke EU’s position som en global forkæmper for en åben, regelbaseret handel, der er fair og bæredygtig, men altså som det vigtigste signalere den ”Tredje Vej” i geopolitikken og med den ”åbenhed” over for Kina.

”Åben strategisk autonomi” er siden blevet anvendt i strategier, initiativer, kommunikation fra Kommissionen osv. og har endeligt fortrængt den forsvarsrelaterede ”strategiske autonomi”, som EU indtil da anvendte som suverænitetsbegreb.

”Åben strategisk autonomi” fungerer nu som både geopolitisk prisme og mål for EU. EU har i årevis ledt efter et nyt europæisk projekt, der for sine borgere retfærdiggør den stadigt voksende Union. Som sådan har EU fundet et potentiale i konceptet om den ”åbne strategiske autonomi”. Konceptet er imidlertid så tilstrækkeligt vagt, at det kan anvendes på områder lige fra handel over klima og bæredygtighed til udenrigs- og sikkerhedspolitik. Således kan EU med ganske lidt tilpasset argumentation altid hævde at have strategisk autonomi.

Både USA og Kina ser bevarelse af føringen inden for teknologisk innovation som nøglen til at opretholde militær dominans. Det sker gennem beskyttelse af innovations- og produktionskapaciteter (som de førnævnte danske love også er udtryk for), udgående som indgående investeringsbegrænsende tiltag, beskyttelse af nationale teknologier gennem eksport- og import begrænsende tiltag osv.

Denne techno-nationalistiske tilgang til geopolitisk og strategisk autonomi er også ved at fange an i Europa.

EU’s kvanteteknologiflagskib, industrialliancer om processorer og halvlederteknologier og den europæiske alliance om industrielle data-, edge- og cloudteknologier er eksempler på, at EU også ser nødvendigheden af at være teknologisk og industrielt selvforsynende. Det er et skridt på vejen til at opnå større ”digital suverænitet” – endnu et europæisk autonomibegreb der bl.a. begrundes ud fra afhængighed af ikke-europæiske teknologier og konsekvenserne af desinformation for Europas demokratiske samfund.

 

”Åben strategisk autonomi” fungerer nu som både geopolitisk prisme og mål for EU. EU har i årevis ledt efter et nyt europæisk projekt, der for sine borgere retfærdiggør den stadigt voksende Union
_______

 

Kan vi have politisk suverænitet uden teknologisk uafhængighed?
De nye teknologiers potentiale til at disruptere samfund og være udslagsgivende på slagmarken kan ikke undervurderes. Teknologierne er et strategisk afgørende parameter, og betydningen af dette i et suverænitetsperspektiv er selvsagt enormt. Nye disruptive teknologier udvikles af private virksomheder, men ifølge tal fra EU’s SRIP (Science, Research and Innovation performance) 2020-rapport halter europæiske virksomheder langt bagefter amerikanske og kinesiske, når det kommer til forskning og udvikling (R&D).

Fx tegner kinesiske virksomheder sig nu for mere end 25 pct. af de globale samlede udgifter til virksomheds-R&D, mens EU’s andel fortsætter nedgangen fra 21 til 16 pct. Ift. virksomhedernes R&D-intensitet (den procentdel af omsætningen der geninvesteres i R&D) ligger EU også markant efter både Kina og USA.

I den sammenhæng er det væsentligt at holde sig for øje, at Kinas indførelse af innovations-merkantilistiske politikker såsom tyveri af intellektuel ejendomsret, svag IP-beskyttelse, indkøb af udenlandske teknologivirksomheder med statsstøtter og meget mere ligefrem reducerer den globale innovation. Med sådanne midler tages der markedsandele og indtægter fra mere innovative udenlandske konkurrenter, og derved reduceres de ressourcer, konkurrenterne kan investere i R&D til yderligere innovation.

De nationale og europæiske sikkerhedsreguleringer vil vokse – især hvis Danmark og Europa ser ind i en udvikling, hvor der udvikles færre teknologier og hvor højteknologiske start-ups forsvinder til udlandet eller simpelthen ikke når at blive opskaleret, som tal fra EU’s opdaterede industrielle strategi viser. I den konkluderes også, at EU står over for særlige udfordringer i sammenligning med sine globale konkurrenter, når det gælder teknologier inden for digitale økosystemer såsom cloud og mikroelektronik.

Det kan synes højtragende at stille spørgsmålet om, i hvilket omfang at Danmark og Europa er autonome – på overfladen virker det som en selvfølge. Men dansk og europæisk autonomi er under massivt pres. Ikke i forhold til den forsvarsmæssige suverænitetshåndhævelse men i kraft af Kinas aggressive techno-strategiske ageren og merkantilistiske politikker, USA’s fortsatte løsrivelse fra Europa og fokus på Stillehavsområdet og den teknologiske udvikling, hvor EU’s strategiske afhængigheder og svagheder blotlægges. ■

 

De nye teknologiers potentiale til at disruptere samfund og være udslagsgivende på slagmarken kan ikke undervurderes. Teknologierne er et strategisk afgørende parameter, og betydningen af dette i et suverænitetsperspektiv er selvsagt enormt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland