12.02.2021

.

Radikale Venstre har fuldstændig mistet grebet om, hvad der reelt er politik, og hvad der er et reklamestunt. Men der er håb, hvis vi kigger på de 22 medlemmer af Radikal Ungdom, som på velfunderet og nærmest gammeldags vis har forfattet en klumme i Altinget, hvori de appellerer til, at moderpartiet vender tilbage til sin fornuftige, indflydelsessøgende midterpolitik. Udnævnelsen af Martin Lidegaard til næstformand viser, at Sofie Carsten Nielsen lytter.

Kommentar af Ali Aminali

NÅR JEG TÆNKER på De Radikale, så tænker jeg på et centrum-venstre parti, der arbejder på begge sider af den politiske midte. Et parti, der er borgerlig-økonomisk ansvarligt og har stærke følelser, når det kommer til uddannelsespolitik, integration og ligestilling. Selvom følelser og værdier er vigtige hos Det Radikale Venstre, så er rationalitet, faglighed og kompromis også altid noget, de har værdsat højere: Det er Radikale, der maner til ro, skaber overblik og stiller sig i midten, når der skal findes løsninger – eller i hvert fald forsøger på det.

Men den tid er ovre. De Radikale er gået fra at være et midtsøgende parti til at være mere venstreorienteret end Enhedslisten på visse områder. Fx er De Radikales udlændinge- og integrationspolitik rykket gevaldigt, siden Morten Østergaard indtog tronen i partiet. Deres holdning til ghettopakken og asylpolitikken er decideret gået fra at være midtsøgende til at være identisk med Enhedslistens.

Mange husker Radikale Venstre med Margrethe Vestager i spidsen: Det var et parti, der sad tungt ved forhandlingsbordet. Hver gang, der blev landet en politisk aftale, stod Margrethe smilende bag mikrofonen og talte kompromiserne op. I dag er partiet et helt andet sted. Et sted, hvor likes på sociale medier og små, fanatiske slogans fylder mere end ønsket om konkret politisk indflydelse.

 

De Radikale er gået fra at være et midtsøgende parti til at være mere venstreorienteret end Enhedslisten på visse områder
_______

 

Som Jens Rohde, tidligere folketingsmedlem for De Radikale, fortalte i News & Co. på TV2, så er De Radikale blevet en topstyret spinmaskine, hvor al kommunikation udadtil har været igennem et reklamefilter for at optimere sproget og den visuelle effekt. Som Rohde selv formulerede det, så var han træt af hele tiden at skulle stå og lave hjerter med hænderne.

Det er lidt hårdt sat op. Men det er ærlig talt der, vi er på nuværende tidspunkt. De Radikale har udviklet sig fra at være et parti, der kunne samle til at være et marketingsfikseret reklamebureau, hvor hjerte-håndtegn, svømning over Øresund – ja, ingen har glemt det stunt – og slogans som “hvad er meningen?” er vigtigere end det politiske indhold.

Det er vigtigt at sige, at jeg faktisk ikke mener, det er Sofie Carsten Nielsens skyld, at partiet har gennemgået denne udvikling — i hvert fald ikke det hele. Hun overtog et meget følelsesladet og yderliggående venstrefløjstænkende parti, som ikke bare kan ændres på én dag.

Og lad mig være fair. Ikke alle Radikale Venstres folketingsmedlemmer er faldet for marketings one-trick-pony-strategien. Men størstedelen er. Og ikke nok med det, så er de også faldet pladask ned i den identitetspolitiske gryde, hvor nærmest alle holdninger lige skal have en tand mere, så grænsen mellem små-fanatisme og normalitet for længst er krydset. Deres måde at håndtere Metoo på, deres appel til woke-segmentet på universiteterne og hele deres “ghettopakken er racistisk” tapper således direkte ned i den yderste venstrefløjs identitetspolitiske splittende retorik, der siger: “Enten er du med os, eller også er du inhuman”.

HER NÅR VI FREM TIL, hvor De Radikale står på nuværende tidspunkt. Partiet har mistet grebet om, hvad der reelt er politik, og hvad der er et reklamestunt. Men der er håb, hvis vi kigger på ungdommen — eller i hvert fald de 22 medlemmer af Radikal Ungdom, som på velfunderet og nærmest gammeldags vis har forfattet en klumme i Altinget. I klummen ønsker de 22 unge en ny udlændingepolitisk rolle, som får partiet tilbage til midten, hvor det hører til.

 

Den yngre generation efterspørger reel politisk indflydelse frem for megafonråberi, provokerende tweets og jagt på Facebook-likes
_______

 

Argumentet er, at kursen på det seneste har været præget af konflikt og symbolpolitik frem for seriøse politiske drømme. Du ved, ghetto-safari-ture og “hjerte politik”. Den yngre generation efterspørger reel politisk indflydelse frem for megafonråberi, provokerende tweets og jagt på Facebook-likes. Og de har vel ret?

De Radikales akilleshæl er nemlig problemer vedrørende etniske minoriteter. For hver eneste gang de kommer i fokus, så løber man væk og gemmer sig bag symbolpolitiske hjerter og halvtomme løfter i stedet for at stå fast og erkende det hårde arbejde, De Radikale faktisk kan fremvise. Det sås klart og tydeligt, da man i sommers havde fuld fokus på muslimske ægteskabskontrakter, beretninger om social kontrol osv. Mens de stod på, var der stille hos De Radikale.

Det ses også ift. ghettopakken. For mens den Radikale folketingsgruppe skælder ud på ghettopakken, så stemmer De Radikale for nedrivninger og løsninger på lokalt plan. Det beviser, at partiet lokalt gør, hvad der skal til for at løse problemerne. Hvis partiet helhjertet ønsker ligestilling, bedre integration, fornuftig økonomisk politik og en central rolle i national politik, kunne de starte med åbent at anerkende, de problemer, der eksisterer i de minoritetsetniske miljøer. Selv SF og Enhedslisten er begyndt at italesætte problemerne i disse miljøer.

 

[De 22 unge fra Radikal Ungdoms] håb er, at man rykker tilbage til midten ift. udlændinge- og integrationspolitikken, at man går efter kompromisser, og at man forlader den aktivistisk tilgang til politik, hvor alt handler om at pege på højrefløjen
_______

 

Men der er håb for De Radikale. Håbet er i det opråb, der kommer fra 22 unge fra Radikal Ungdom. De efterspørger ikke en ny linje, men beder pænt moderpartiet om at vende tilbage til det, partiet før stod for. Sofie Carsten Nielsen har, som de unge nævner, åbnet op for denne udvikling. Deres håb er, at man rykker tilbage til midten ift. udlændinge- og integrationspolitikken, at man går efter kompromisser, og at man forlader den aktivistisk tilgang til politik, hvor alt handler om at pege på højrefløjen.

Ja, Carsten Nielsen har overtaget et følelsesladet og kompromisløst parti, men jeg tror på, hun kan forandre det. Især nu hvor hun åbner op og har givet Martin Lidegaard næstformandsposten på bekostning af Andreas Steenberg. En klog beslutning, hvis du spørger mig. For der er netop brug for mere sund fornuft og mindre “marketings youtube’isme” og identitetspolitisk makværk.

Martin Lidegaard har både formatet og den politiske kyndighed til at støtte Sofie i at trække De Radikale væk fra det yderliggående hul, de har kastet sig ud i. For hvis Sofie ikke trækker De Radikale ud af det hul, så vil Radikale Venstre – ligegyldigt hvor dygtig en politiker Sofie Carsten Nielsen er – færdigudvikle sig til at blive et identitetspolitisk parti, hvor hovedformålet er konstant at distancere sig fra højrefløjen, skrive vovede tweets og lyde mere radikale end den yderste venstrefløj.

Der er alligevel et stykke vej endnu. Første punkt på dagsordenen må være at invitere de 22 unge ind, kigge dem i øjnene og love dem at trække Radikale Venstre ud af det identitetspolitiske cirkusshow og tilbage til virkeligheden. ■

 

Martin Lidegaard har både formatet og den politiske kyndighed til at støtte Sofie i at trække De Radikale væk fra det yderliggående hul, de har kastet sig ud i
_______

 

Ali Aminali (f. 1982) er radiovært, klummeskribent, anmelder og forfatter til Alis Danmarkshistorie hos Gads forlag. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede