Aleks Szczerbiak: EU er i dag tættere på den politik Polen førte i 2015
23.11.2021
„EU’s hovedbudskab er solidaritet med den polske regering for at forsvare EU’s ydre grænse. Selv EU’s modvilje omkring at finansiere en grænsemur er ved at forsvinde, og der er en chance for, at EU vil bidrage med økonomiske midler til en grænsemur i Polen.‟
Interview af Emilie Boysen
I Bruxelles har EU’s 27 udenrigsministre erklæret, at de vil vise fælles front imod Belarus og støtte Polen, der de sidste par uger har beskyttet sin egen og EU’s ydre grænse. I grænselandet mellem de polske og belarussiske grænsevagter befinder sig tusindvis af migranter og flygtninge, som Lukasjenko har forsøgt at sende over. Støtten fra EU står i skarp kontrast til EU’s kritik af den polske og ungarske regeringers håndtering af flygtningekrisen i 2015 og afspejler en tendens i retning af styrkede europæiske grænser.
RÆSON tegner et kort over grænsekonflikten, der bliver kaldt et hybrid angreb og en fabrikeret humanitær krise på baggrund af en samtale med Aleks Szczerbiak, som er professor i politik ved Sussex University og ekspert i polsk politik.
RÆSON: Hvordan har situationen mellem Belarus og Polen udviklet sig den seneste tid?
SZCZERBIAK: De seneste to uger har der været en signifikant eskalering af krisen, hvor store grupper af migranter er blevet skubbet ind i grænseområdet af de belarussiske myndigheder. Det er en måde at lægge pres og afprøve grænsen og de polske grænsevagter. Det er en anspændt situation.
Håndterer Polen lige nu situationen i overensstemmelse med EU’s præferencer?
Mere eller mindre. EU’s politiske system og primære organer står bag Polens regering. De er uenige på meget få punkter. EU vil gerne involvere Frontex for at internationalisere håndteringen. Derudover, er der betænkelighed ved de såkaldte push-backs, der udføres af den polske grænsevagt, hvor migranter tvinges tilbage til den belarussiske side efter at have krydset grænsen. Det er dog en halvhjertet betænkelighed, fordi i virkeligheden er EU meget forstående over for Polens situation.
Lige nu er der en erklæret undtagelsestilstand ved grænsen, hvilket betyder, at medier og NGO’er ikke har adgang til området. Det er et af de punkter, som den polske opposition i særdeleshed kritiserer, men EU anerkender i høj grad Polens håndtering. I en konfliktsituation er det mere forståeligt at indskrænke medier og NGO’ers adgang.
Situationen illustrerer lige nu, at EU har lært af, hvad der skete i 2015, da et højt antal af flygtninge og migranter passerede EU’s grænser gennem Italien og Grækenland. Det påbegyndte en krise, der havde konsekvenser for hele kontinentet, der oplevede, at det var svært at håndtere de store bølger af migranter og flygtninge. Det resulterede i et Emergency Relocation Scheme, hvor migranter og flygtninge blev placeret i forskellige medlemslande. Det forårsagede en voldsom modreaktion og øgede skepsis overfor EU i betydelig grad. EU vil gerne undgå en gentagelse af 2015, og derfor er det ifølge EU vigtigt, at den polske grænse ikke brydes.
At EU ikke er klar til at lukke et stort antal migranter og flygtninge ind over Polens grænse til EU illustrerer, at EU er tættere på at være i overensstemmelse med den politik, som Polen førte i 2015
_______
Har EU bevæget sig tættere på Polens migrationspolitik?
At EU ikke er klar til at lukke et stort antal migranter og flygtninge ind over Polens grænse til EU illustrerer, at EU er tættere på at være i overensstemmelse med den politik, som Polen førte i 2015. I 2015 støttede den polske regering den ungarske grænsemur, der blev kritiseret kraftigt af EU.
Men den polske regering havde særligt et problem med migranter og flygtninge fra Nordafrika og Mellemøsten. Lov og Retfærdigheds-regeringen i Polen fokuserede deres kritik på vestlig multikulturalisme. Den polske Lov og Retfærdigheds-regering er egentlig ikke en anti-immigration regering. Der er kommet omkring en million immigranter til Polen gennem de sidste fem år. Men det er en form for kontrolleret migration og migration fra steder, der minder mere om Polen. Det er også en migration, der udfylder en specifik mangel på arbejdskraft.
Men den polske regering er imod ukontrolleret migration og multikulturalisme. Lov og Retfærdigheds-regeringen argumenterer for, at den form for migration producerer fællesskaber, der er svære at integrere og assimilere og potentielt kan medføre vold, ekstremisme eller terrorisme. På dette område adskiller den polske regering sig fortsat fra EU og det meste af Vesteuropa. Jeg mener ikke, at EU har samme syn på multikulturalisme, som den polske regering. Store dele af det vestlige Europa er allerede multikulturelle i modsætning til Polen og Østeuropa.
Under flygtningekrisen i 2015 blev både Ungarn og Polen kritiseret for deres brutale håndtering af flygtninge. Er EU’s og EU-landenes retorik imod Polen blevet mindre kritisk denne gang?
Vedrørende denne specifikke problemstilling er EU blevet mindre kritisk. Selv på de punkter, hvor EU har nogle betænkeligheder over for Polens regerings håndtering, har de skruet ned for kritikken. EU’s hovedbudskab er solidaritet med den polske regering for at forsvare EU’s ydre grænse. Selv EU’s modvilje omkring at finansiere en grænsemur er ved at forsvinde, og der er en chance for, at EU vil bidrage med økonomiske midler til en grænsemur i Polen.
Derudover er EU’s kritik blevet meget mere lavmælt, når det handler om andre aspekter såsom, at Polen burde involvere Frontex.
Hvorfor er Polen modvillige overfor at involvere Frontex?
Den polske regering er modvillige over for at internationalisere deres håndtering af grænser. Polen vil gerne kunne kontrollere situationen ved sine grænser og have en klar kommandolinje og ansvarsfordeling. Det handler endvidere om, at den polske regering ikke er overbevist om, at Frontex har en særlig ekspertise i forhold til at håndtere de udfordringer, Polen står overfor lige nu.
Den polske regering er mere interesseret i støtte fra andre militære organisationer, fordi situationen ved den polske grænse på mange måder er militariseret lige nu. Det handler om at håndtere en situation, hvor der er bevæbnede grænsevagter på begge sider og forhindre den situation i at eskalere.
Den britiske forsvarsminister var i Polen sidste uge og diskuterede samarbejde mellem det britiske forsvarsministerium og Polen. Frontex er i sidste ende en administrativ, bureaukratisk organisation, og det er ikke det, der er behov for i Polen lige nu. Den polske regerings kritikere mener, at Polen militariserer situationen ved grænsen for meget, og at det ville give mening at involvere civile og administrative organisationer og Frontex. Når et land står overfor en ekstern militær trussel, er der en tendens til at støtte op om regeringen, så regeringens kritikere mener, at der er et bevidst aspekt af militariseringen af konflikten, fordi det øger støtten til Lov og Retfærdigheds-regeringen. Endelig vidner det, at Polens regering ikke vil involvere Frontex, om, at det er en militariseret situation, og at hybridkonflikten potentielt kan eskalere til en væbnet konflikt.
Hvordan påvirker krisen ved Polens grænse militariseringen af EU’s grænser og idéen om et Fort Europa?
Det er så farligt i området ved Polens grænse, fordi det er en hybridkrig, der kan eskalere til en væbnet konflikt. Det er en farlig situation, fordi Polen er medlem af NATO, og Belarus er allieret med Rusland. Der er ingen lignende situation ved nogle af EU’s andre ydre grænser. Ved Italien og Grækenland i 2015 – og fortsat – opererer organiseret kriminalitet og menneskesmuglere. På grænsen mellem Polen og Belarus er det de bevæbnede grænsevagter, der skaber spændingerne.
Lige nu er der ikke fremtidsudsigter for militariseringen af EU’s grænser. Dog har EU efter 2015 konkluderet, at grænserne må blive styrket. EU kan ikke tillade endnu en flygtningekrise og den politiske krise, der fulgte derefter. Der er en bevægelse i retning af et Fort Europa til at styrke grænserne, men ikke til en militarisering, fordi det ved de fleste af EU’s grænser handler om organiseret kriminalitet og menneskesmuglere snarere end bevæbnede grænsevagter som i Belarus.
Hvilke implikationer vil den nuværende krise have for EU og EU’s migrationspolitik fremover?
Hvis den belarussiske regering oplever, at de ikke har succes med at bryde grænsen, så vil deres eneste resultat være at have transporteret tusindvis af migranter ind i deres eget land, og Lukasjenko vil bare have skabt et problem for sig selv. Der er allerede nogle beviser på, at det belarussiske styre er begyndt at sende migranter tilbage. Situationen kan stadig nedtrappe, og så vil vi vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt uden nogen varige forandringer.
Der er en generel tendens i EU til at ville undgå en gentagelse af 2015 flygtningekrisen. Krisen på grænsen til Belarus har fremhævet denne tendens, fordi der nu er en situation med bevæbnede grænsevagter på hver sin side af migranter. Den største indflydelse på EU vil være, hvis den polske grænse brydes. Hvis tusindvis af migranter kommer igennem Polens grænse vil det igangsætte en politisk krise i EU, fordi migranterne ikke vil blive i Polen.
Hvad er så Polens interesse i at lave push-backs? Er det et tegn på europæisk solidaritet?
Det er til dels solidaritet med EU, men der er også specifikke grunde for den nuværende polske regering og en snæver polsk interesse i at forsvare den polske grænse. Det er en EU-grænse, men det er også en polsk grænse. Lov og Retfærdigheds-regeringen argumenterer for, at hvis man ikke kan forsvare sin ydre grænse, så er man ikke længere en suveræn stat.
Det vil have politiske implikationer for den polske regering, særligt denne regering, der prioriterer sikkerhed, hvis de ikke er i stand til at forsvare deres internationale grænser.
Derudover handler det også om, at der potentielt vil være en gruppe migranter, som ikke når længere end til Polen og derfor må håndteres af den polske regering. Fra et endnu bredere perspektiv er Belarus allieret med Rusland, så hvis Belarus helt ustraffet kunne bryde Polens grænser, så ville Rusland i teorien kunne gøre det samme.
Der har været tegn på nedtrapning af konflikten med migranter, der bliver flyttet til modtagelsescentre i Belarus eller helt tilbage. Betyder det en afslutning på krisen?
Ikke endnu. Konflikten viser, at den polske håndtering fungerer. Der er endnu ikke et højt antal af migranter og flygtninge, der har formået at krydse grænsen. Situationen lige nu illustrerer også implikationerne af at transportere en masse mennesker ind i Belarus, som nu potentielt sidder fast der. Konflikten vil slutte, hvis Lukasjenko oplever, at hans taktik ikke fungerer, og at den i sidste ende viser sig at være kontraproduktiv. Omvendt vil konflikten eskalere, hvis Polen åbner sine grænser.
Hvis Lukasjenko oplever, at hans taktik er vellykket, vil der bare komme endnu flere migranter og flygtninge til grænsen. At migranter begynder at blive flyttet til modtagelsescentre i Belarus er en indikation på, at Lukasjenkos taktik ikke fungerer, og at han potentielt vil opgive taktikken i den nærmeste fremtid – måske inden for de næste par uger. ■
Der er en bevægelse i retning af et Fort Europa til at styrke grænserne, men ikke til en militarisering
_______
Aleks Szczerbiak er professor i politik ved Sussex University og ekspert i polsk politik. Han er ph.d.-skoleleder i Jura, Politik og Sociologi, og var meddirektør for Sussex European Institute fra 2006-2014. ILLUSTRATION: Polsk militær står bag pigtrådshegn ved den belarussisk/polske grænse, mens de ser på migranter i deres lejr på den belarussiske side, Grodnoregionen, Belarus, 14. november 2021. [FOTO: Oksana Manchuk/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
