Alberte Bové Rud: Er coronavaccinen en borgerpligt eller et diktatorisk, ekskluderende magtredskab?

06.08.2021

Modstanden mod udvidelsen af det italienske coronapas er højlydt. Kort efter premierminister Mario Draghi præsenterede det nye udspil, organiserede demonstranter sig for at imødegå, hvad de betegner som regeringens frygtsomme politik. Og flere steder har det ført til sammenstød med politiet. Men hvad protesterer demonstranterne egentlig imod, hvis det koges ind til sin grundessens?

Analyse af Alberte Bové Rud

MENS DET DANSKE CORONAPAS gradvist udfases, implementeres et tilsvarende initiativ i Italien. Fra den 6. august skal man være i besiddelse af et såkaldt “certificazione verde,” et grønt certifikat, for at kunne benytte sig af kultur- og underholdningstilbud. Det vil sige, at man skal kunne påvise negativ coronatest, påbegyndt vaccinationsforløb eller veloverstået smitteforløb for at få adgang til eksempelvis restauranters indendørsområde, sportsarrangementer og museer. Tidligere har det italienske coronapas kun været i brug ved internationale rejser.

 

De allermest forargede klandrer regeringens initiativ for at være diktatorisk eller sågar at have reminiscenser af nazisme, idet det vil udelukke ikke-vaccinerede (der heller ikke er blevet testede) fra visse dele af samfundet
_______

 

Langt mere restriktive tiltag har været på bordet hen over sommeren, hvor regeringspartierne i den brede samlingsregering har bestræbt sig på at håndtere, at Deltavarianten bringer smittetallene i vejret, samtidig med at øget vaccinationstilslutning holder indlæggelses- og dødstallene nede. En vaccinationsstrategi prioriteres nu i stedet for en nedlukningsstrategi. Eksempelvis var der længe tale om at gøre den italienske version af coronapasset obligatorisk for offentlig transport og adgang til skoler, og disse tiltag kan meget vel blive taget i brug senere på året, hvis det vurderes nødvendigt. Det er ikke uden grund, at italienerne tager skrappe midler i brug for at komme coronavirussen til livs. Italien har den sørgelige europarekord i flest coronadødsfald. Dette, kombineret med en økonomisk sårbar situation, der potentielt kan påvirke sundhedssituationen og vice versa, bevirker, at et politisk flertal er rede til fortsat at bruge hårde metoder for, at landet kan komme ud af pandemien med skindet på næsen.

Modstanden mod udvidelsen af det italienske coronapas er til gengæld højlydt. Kort efter premierminister Mario Draghi præsenterede det nye udspil, organiserede demonstranter sig for at imødegå, hvad de betegnede som regeringens frygtsomme politik. Og flere steder førte det til sammenstød med politiet. Tusindvis af mennesker i byer over hele landet udtrykker nu ved jævnlige demonstrationer foragt for den indirekte vaccinetvang og diskrimination af ikke-vaccinerede, som de mener, coronapasset er udtryk for. De allermest forargede klandrer regeringens initiativ for at være diktatorisk eller sågar at have reminiscenser af nazisme, idet det vil udelukke ikke-vaccinerede (der heller ikke er blevet testede) fra visse dele af samfundet. “Ikke- vaccinerede = jøder” stod der på skilte til demonstrationer i både Milano og Rom i slutningen af juli, og i tillæg dertil havde flere taget davidsstjerner på. Flere af demonstranterne identificerer sig med den yderste venstrefløj, men størstedelen af denne brogede gruppe af coronapassets modstandere tilhører højrefløjen. Andre igen er ikke umiddelbart politisk motiverede, men er eksempelvis bekymrede restaurantejere, der frygter, at coronapasset vil begrænse deres personlige indtjening.

Politisk uenighed om vaccinestrategi
Demonstranterne møder ikke stor sympati blandt politikerne. Draghi har udtalt, at dét ikke at lade sig vaccinere er en invitation til at dø eller til at lade andre dø. Lidt mindre bombastisk men dog i samme ånd, har Italiens aldrende præsident, Sergio Mattarella, appelleret til italienernes medmenneskelighed ved at sige, at vaccination er en borgerpligt og et moralsk anliggende. Øjensynligt lader mange italienerne til at være blevet overbevist af Draghi og Mattarellas alvor. Vaccinationsstederne oplevede op til 200 pct. flere vaccinetilmeldinger i timerne efter Draghis offentliggørelse af udvidelsen af coronapasset.

 

Coronapasset er på ingen måde en idé, der er groet i Salvinis have, men alligevel må han optræde loyalt overfor den regering, hans parti trods alt støtter, og dermed ikke tage afstand fra coronapasset
_______

 

De frustrerede vaccineskeptikere har dog allierede blandt parlamentarikerne. I en kaotisk scene udvandrede medlemmer fra det yderligtgående, højreorienterede parti, Fratelli d’Italia, med skilte, hvor de tog afstand fra det italienske coronapas. At netop dette parti istemmer sig demonstranternes kritik er ikke overraskende. Fratelli d’Italia er det eneste større parti i parlamentet, der ikke er en del af regeringen, og partiet gør derfor sædvanligvis en dyd ud af at være i opposition til regeringens politik. Partiets leder, den fremadstormende Giorgia Meloni, er udadtil det eneste politiske ansigt på den meget diverse gruppe af mennesker, der betragter coronapasset som et forbryderisk tvangstiltag. Det har været medvirkende til, at hun har cementeret sin føring i landets talrige meningsmålinger, hvor hendes parti nu er omtrent 0,5 procentpoint større end landets næststørste parti, det højreorienterede Lega. Begge partier opnår omkring 20 pct. i de daglige meningsmålinger.

Netop det indbyrdes magtforhold mellem disse to partier, Fratelli d’Italia og Lega, og ikke mindst partiernes ledere, henholdsvis Giorgia Meloni og den tidligere indenrigsminister Matteo Salvini, har i den seneste tid udviklet sig. Hvor Salvini for et år siden dominerede meningsmålingerne og kunne glæde sig til at indrette premierministerkontoret senest efter det planlagte valg i 2023, har han siden måtte se sig overgået af sin politiske slyngveninde, Meloni, der har overtaget en del af hans vælgere, hans position i meningsmålingerne, og dermed også hans drøm om premierministerembedet. Den udvikling kan i høj grad tilskrives det faktum, at Meloni ikke er en del af regeringen, mens Salvini er det. Meloni har en privilegeret plads i oppositionen og er det eneste egentlige alternativ til den førte politik, mens Salvini er blevet en del af en regering, hvor han skal indgå kompromisser med blandt andet venstreorienterede partier, som han dybest set ikke har én tanke til fælles med.

Coronapasset er på ingen måde en idé, der er groet i Salvinis have, men alligevel må han optræde loyalt overfor den regering, hans parti trods alt støtter, og dermed ikke tage afstand fra coronapasset. I hans egne rækker pipper enkelte medlemmer ikke desto mindre om utilfredshed med coronapasset og med Legas støtte til regeringen. Mestendels er hans taktik at tie det ihjel og i stedet henlede opmærksomheden på Italiens bedrifter til OL eller det italienske sommerland. Direkte adspurgt om hans mening om coronapasset mumler han, at Legas medlemmer jo er frie til at mene, hvad de vil, og at coronapasset i hvert fald ikke foreløbig skal gælde for at komme i skole, da skolerne stadig er på sommerferie. Alt imens ligner han en mand, der på få måneder er blevet 10 år ældre.

 

De syner af mange, demonstranterne mod coronapassets udvidelse, når de står på Italiens torve, bogstaveligt talt med fakkel og høtyv i hånden. Deres politiske mandat er dog næppe så stærkt, som man skulle tro
_______

 

Vaccinenægtere eller minimalstatselskere?
De syner af mange, demonstranterne mod coronapassets udvidelse, når de står på Italiens torve, bogstaveligt talt med fakkel og høtyv i hånden. Deres politiske mandat er dog næppe så stærkt, som man skulle tro, eller som de ønsker. Hvis man gransker den italienske vaccineopbakning, overdøver den kampråbene fra demonstranterne. Siden efteråret har italienerne fulgt den internationale tendens og stadig flere udtrykker et ønske om at blive vaccineret. Samtidig er antallet af italienere, der ikke vil tage vaccinen faldet. Blot 8 pct. procent ville i slutningen af juli ikke tage imod vaccinen, mens endnu 7 pct. er i tvivl. Over halvdelen af befolkningen er færdigvaccineret, men der er stadig lang vej til, at italienerne kan søge læ under en flokimmunitet. Det er eksempelvis fortsat Draghi og hans regerings hovedpine, at over 200.000 skolelærere stadig er uvaccinerede forud for skolestart til september, og at over to millioner borgere over 60 år ikke har påbegyndt vaccination til trods for at have fået tilbuddet. Med coronapasset ønsker regeringen at give italienerne yderligere incitament til at opsøge deres lokale vaccinationssted.

Men hvad protesterer demonstranterne egentlig imod, hvis det koges ind tilsin grundessens? Raser de mod vaccineudrulningen i sin helhed eller specifikt mod coronapasset? Det står hen i det uvisse, men er ikke helt ligegyldigt. Handler det om en mistillid konkret rettet mod vaccinen, vil demonstranterne formentlig forblive et fåtal og få stadig mindre opmærksomhed, i takt med at befolkningen omkring dem bliver vaccinerede. Er dette tilfældet, vil Giorgia Meloni næppe høste mange stemmer blandt de op mod 15 pct. vaccineskeptiske italienere. Snarere kan hun risikere at sætte sin føring i meningsmålingerne over styr, hvis hun associeres for kraftigt med anti-vaccinationsbevægelsen. Protesterer demonstranterne derimod principielt imod coronapasset som en krænkelse af den enkeltes frihed, er det langt mere sandsynligt, at bevægelsen fortsat vil få ørenlyd, og at Meloni herigennem kan få held til at argumentere for, at staten ikke tvangsmæssigt bør blande sig i den enkeltes liv. Den tendens vil blive understreget yderligere, hvis regeringen vælger at gøre coronapasset gældende i endnu flere situationer. I særdeleshed vil frihedsfølelsen virke knægtet for Meloni og hendes tilhængere, hvis der fremover kræves coronapas for at gå i skole, på arbejde eller tage offentlig transport, hvilket ikke er et usandsynligt scenarie. 

Demonstranterne har formentlig adskillige, forskelligartede grunde til at demonstrere. Hvor mange vaccinenægtere og minimalstatselskere, der er blandt de protesterende, vil afgøre, ikke blot hvor længe bevægelsen vil være relevant for den offentlige debat, men også hvordan de politiske meningsmålinger vil arte sig, og hvor hurtigt vaccineudrulningen kan gennemføres. ■

 

Raser de mod vaccineudrulningen i sin helhed eller specifikt mod coronapasset? Det står hen i det uvisse, men er ikke helt ligegyldigt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland