Aaja Chemnitz Larsen, Inuit Ataqatigiit: Grønland kan ikke stå neutralt på sidelinjen

16.06.2021

Grønlands placering i den arktiske region, forekomsten af mineraler og sjældne jordarter og nærheden til USA og Canada vil uvægerligt trække Grønland ind i fremtidige konflikter, skulle disse opstå. Og den grønlandske befolkning kan hverken i antal, i kundskab eller i økonomisk og teknologisk kapacitet sikre egne grænser.

Alt for længe har forsvaret udelukkende haft folk fra Danmark i korte ansættelser til at løse opgaverne i Arktisk Kommando. Det er ikke samfundsmæssigt holdbart
_______

 

Derudover har Danmark brug for både at demonstrere en konkret vilje overfor Grønland og til Rigsfællesskabet – og Danmark har desuden et behov for at vise NATO-partnerne, og ikke mindst USA, at man tager aktivt del i territorialforsvaret. Derfor var den Arktiske Kapacitetspakke også central i drøftelserne med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, som udtrykte glæde over initiativerne.

Så der er, efter min mening, ingen grund til at begræde, at debatten om den Arktiske Kapacitetspakke er kommet op til overfladen igen. Behovet for kvalificeret stillingtagen er reelt i alle dele af Rigsfællesskabet – både i befolkningerne og på politisk niveau.

Kampen for selvstændighed
Kort fortalt er den Arktiske Kapacitetspakke en pose penge, som den danske stat lægger i forskellige initiativer på Færøerne og i Grønland, og pengene skal bidrage til at styrke suverænitetshåndhævelsen, overvågningen i regionen samt den forsvarspolitiske kapacitet i Arktis og Nordatlanten.

Konkret manifesterer ”pakken” sig i blandt andet droner, en radar på Færøerne, satellitovervågning  og en ny forsvarsuddannelse samt militærøvelser i Grønland. Dette iværksættes kun efter godkendelse af det grønlandske og færøske styre. Den Arktiske Kapacitetspakke er et element i det seneste forsvarsforlig, og pengeposen udgør omkring 1,5 mia. kr. i indfasningsperioden, og derefter 300 mio. kr. årligt til videreførelse og udvikling.

Jeg har længe selv plæderet for en sådan kapacitetspakke  og var derfor også glad for og stolt over, som grønlandsk folketingsmedlem, at være med til at forhandle pakken og dens indhold på plads. Processen har også vist de indlysende fordele i, at vi sidder direkte med i forsvarsforligsforhandlingerne, og det kan der næppe være nogen tvivl om, at vi også bør fremadrettet.

Der er for mig at se er der en række indlysende behov i Grønland, som pakken kan være med til at indfri – uanset om Grønland på lidt længere sigt skulle være selvstændigt eller ej.

Det sidste er vigtigt. For en del af modstanden mod den Arktiske Kapacitetspakke fremføres hyppigst af dem, der har mest travlt med løsrivelse fra Danmark. Og lad os her huske, at et flertal af den grønlandske befolkning ønsker selvstændig under forudsætning af, at vi fastholder det velfærdsniveau, vi har i dag. Kun et mindretal ønsker det i morgen og med de massive velfærdskonsekvenser, som det naturligt vil have.

Manglende kendskab til forsvarets opgaveløsning i Grønland i det grønlandske samfund er en hindring for en konstruktiv debat. Alt for længe har forsvaret udelukkende haft folk fra Danmark i korte ansættelser til at løse opgaverne i Arktisk Kommando. Det er ikke samfundsmæssigt holdbart og giver sig til udtryk nu i den debat vi ser. Vi taler ud fra et forskellig vidensgrundlag, og dermed bliver kløften større.

For kritikerne repræsenterer den Arktiske Kapacitetspakke ikke alene en øget udenlandsk drevet militarisering af Grønland, men også et dansk forsøg på øget magt i Grønland, og en øget grønlandsk afhængighed.

 

Fronterne skærpes og behovet for at vælge side stiger. Den diskussion er nødvendig – uanset om man er selvstændig eller ej. Og der er ikke plads til naivitet
_______

 

Jeg ser det anderledes. For mig repræsenterer den Arktiske Kapacitetspakke primært følgende:

For det første vil et selvstændigt Grønland aldrig kunne håndhæve sin suverænitet alene. Grønland er enormt. Og befolkningen er meget beskeden i antal. Klimaet, geografien og geologien er ekstrem. I en fremtid med selvstændighed, vil Grønland under alle omstændigheder skulle indgå i én eller anden form for militær alliance – og der vil være et behov for, at også nogle i den grønlandske befolkning har en rimelig idé om opgaverne og størrelsen på udfordringerne.

For det andet: Det er ikke mange år siden, at Rusland placerede et flag på Nordpolen og et juridisk territorial-slagsmål har udspillet sig lige siden, mens de russiske militærøvelser i Arktis kun er taget til i antal. I årevis har også Kina optrappet tilstedeværelsen i Arktis, og kalder sig en ”nær-arktisk stat”. Kina har fået fast sæde som observatør i Arktisk Råd, samt bygget deres første isbryder.
Grønland må og skal forholde sig til, om man er tættest med de nordiske og vestlige demokratier eller med lande som Kina og Rusland. Fronterne skærpes og behovet for at vælge side stiger. Den diskussion er nødvendig – uanset om man er selvstændig eller ej. Og der er ikke plads til naivitet.

For det tredje: Danmark har, efter min mening, i årevis forsømt at inddrage Grønland i mangt og meget –også på forsvarsområdet. Danmark og Grønland har listet om den varme grød i alt for mange spørgsmål i alt for mange år. Men med skyldig hensyntagen til magtforholdene i økonomi og befolkningstal, finder jeg det kun rimeligt, at Danmark bidrager til at styrke indsatsen og kapaciteten i Grønland, herunder med et bidrag til uddannelse af grønlændere. Og med kapacitetspakken sker det omsider.

Der er i dag flere grønlændere, der har aftjent værnepligt og har været udsendt som danske soldater, men de har været frivillige. Og deres uddannelse, træning og indsats er foregået med udgangspunkt i Danmark og overvejende med danske militære behov for øje. I fremtiden vil man kunne give muligheder for, at unge grønlændere, i Grønland – og med Grønland og Arktis for øje – kan tjene deres eget land og Rigsfællesskabet. Det synes jeg er en stor gevinst.

Jeg vil sikker kunne komme med flere gode argumenter for den Arktiske kapacitetspakke, men lad mig for nu holde med ovenstående. For som nævnt, så er den seneste runde i debatten om kapacitetspakken for mig at se mere end velkommen. Også af grunde som er større og peger længere ud i fremtiden, end den konkrete pakke isoleret lægger op til.

Muligheden for afmilitarisering
Ret beset er der vel meget få lande i verden, der ser en øget militarisering som et mål i sig selv. Der er selvfølgelig lande, hvor militærindustrien og forsvaret udgør så stor en bestanddel af landets økonomi og beskæftigelse, at problemerne med en demilitarisering forekommer større end status quo eller oprustning. Men sådan er det ikke for mange, mange lande. Og selvsagt heller ikke for Grønland.

 

Det er efter min bedste overbevisning hverken en mulighed at hævde neutralitet eller blåøjet demilitarisering – og vel at mærke kunne opretholde det i praksis, når først Rusland eller Kina sætter sig i bevægelse
_______

 

For Grønland er der et naturligt ønske om ikke at blive en ufrivillig aktør i giganternes spil, en brik i spillet mellem Rusland, Kina og USA. Det ville være mærkeligt andet. Dér hvor der kan være en uenighed i spørgsmålet om militær i Grønland, handler mere – tror jeg – om realismen. Kan Grønland (i et scenarie hvor man er selvstændigt) stå neutralt og demilitariseret på sidelinjen?

Dét tror jeg ikke ét sekund på. Grønlands placering i den arktiske region, forekomsten af mineraler og sjældne jordarter, nærheden til USA og Canada osv. osv. vil uvægerligt trække Grønland ind i fremtidige konflikter, skulle disse opstå. Som allerede nævnt vil den grønlandske befolkning hverken i antal, i kundskab eller i økonomisk og teknologisk kapacitet kunne sikre egne grænser.

For mig er valget ikke svært: Så længe Grønland er en del af Rigsfællesskabet, skal Grønland og Danmark sammen finde modeller for at løfte de opgaver og forpligtelser, der følger af Danmarks medlemskab af NATO og af Rigsfællesskabets fælles interesse i suverænitetshåndhævelse.

I et scenarie, hvor Grønland derimod er selvstændigt, vil vi under alle omstændigheder have behov for stærke alliancer. Og uanset alliancepartner, vil det kræve noget af Grønland. Det er efter min bedste overbevisning hverken en mulighed at hævde neutralitet eller blåøjet demilitarisering – og vel at mærke kunne opretholde det i praksis, når først Rusland eller Kina sætter sig i bevægelse. Eller tro at man kan ”handle” mellem stormagterne, om hvem der vil byde højest. Det er et farligt spil, jeg gerne vil advare imod.

Grønland står, selvstændighed eller ej, og lige som alle andre lande, også med et valg, der handler om, hvilken politisk bane, man ønsker at spille på: Vil vi være med i demokratiernes klub? Eller vil vi flirte med ikke-demokratiske lande som Rusland og Kina, hvor brutaliteten overfor både egne befolkninger, nabolande og jordens ressourcer er massiv?

Jeg nærer ingen illusioner om USA og USA’s magtspil. Men en alliance med demokratier i Norden, Europa og Nordamerika er dog langt at foretrække.

I Grønland har vi, på godt og ondt, mange års erfaringer med amerikansk militær aktivitet. Og i den bedste af alle verdener ville demilitarisering eller endog neutralitet være at foretrække. Men i virkelighedens Verden?

 

Flere grønlændere skal uddannes til de mangeartede og vigtige opgaver, som Arktisk Kommando varetager. Til lands, til vands og i luften. Den Arktiske Kapacitetspakke er et skridt i den retning
_______

 

Tættere – og mere ligeværdigt – samarbejde i Rigsfællesskabet
I Grønland har vi igen og igen slået på, at interessen og aktiviteten i Arktis er vokset massivt over de seneste 10 år. Og det er sandt. Og der har været mange forestillinger om, hvordan mælk og honning ville flyde ind i smukke Grønland, når først der kom gang i minerne, i oliefelterne, i turismen og karavanerne af handelsskibe, der ville skulle lodses gennem de grønlandske farvande…

Lad mig bare konstatere, at det altså ikke er sket endnu.

Og selv en forbedret økonomi ændrer ikke på Grønlands geografiske placering, størrelse – og beskedne befolkningsstørrelse. Jeg mener derfor, at vi bør etablere et sikkerhedspolitisk forum i Rigsfællesskabet, og sikre, at vi dér kan tilgå den samme viden, de samme informationer, samtidigt. Og på den baggrund kan vi sammen – Færøerne, Grønland og Danmark –kvalificere beslutningerne om både militære og civile beredskab, indsatser og behov i Arktis.

Jeg mener også at den såkaldte Arktiske Ambassadør i fremtiden bør rekrutteres i Grønland. Lægger vi den ikke ubetydelige symbolske betydning til side, så findes der i dag rigeligt med grønlændere, der har massiv erfaring med udviklingen i Arktis, kender de centrale aktører i de øvrige arktiske stater, har indgående kendskab til de arktiske organisationer og folk, er dybt inde i den eksisterende viden om den geopolitiske og -strategiske udvikling i regionen, og som samtidig har den fingerspidsfornemmelse for de arktiske befolkningers ønsker og behov, som ikke altid kendetegner karrierediplomaterne fra Asiatisk Plads i København.

Som Tibetkommissionen afdækker i øjeblikket, så er følagtigheden overfor Kina stor i København, fordi andre hensyn end demokrati og menneskerettigheder har vejet tungere. Og dét tjener ikke Grønlands interesser, når for eksempel Kina er en så ekstremt aggressiv aktør i netop Arktis.

I Inuit Ataqatigiit har vi en målsætning om, at der gradvis skal være et flertal af grønlændere i Arktisk Kommando. Flere grønlændere skal uddannes til de mangeartede og vigtige opgaver, som Arktisk Kommando varetager. Til lands, til vands og i luften. Den Arktiske Kapacitetspakke er et skridt i den retning.

Det er, må jeg sige til kritikkerne, et helt afgørende element, hvis vi overhovedet skal tale seriøst om selvstændighed. Og indtil dén dag, er det bare en god idé, som giver flere grønlændere chancen for gode uddannelser, mere viden, mere ansvar – og større grønlandsk indflydelse på indhold og drift i hverdagen. Lige fra Sirius-patruljen til søværnets skibe og AFIS operatører eller til monitorering via satellit- eller dronebilleder. Men også de mere civile opgaver, som fiskeriinspektion og havmiljøovervågning, sø-opmåling, SAR osv.

 

Det vil sikre en større lokal forankring og styrke civilsamfundet, og det vil bidrage til at styrke og ruste Grønland til fremtiden – uanset hvordan den vil forme sig
_______

 

Det vil sikre en større lokal forankring og styrke civilsamfundet, og det vil bidrage til at styrke og ruste Grønland til fremtiden – uanset hvordan den vil forme sig. Med planerne for flere Atlantlufthavne er usikkerheden for fremtiden vokset i Kangerlussuaq, men kapacitetspakken kan bidrage til at skubbe fornyet liv og aktivitet netop dér.

Et Grønland som selvstændig aktør i verdenssamfundet, i stort som småt, kræver veluddannet og kompetent arbejdskraft på alle niveauer. Den viden, de kompetencer, det netværk skal etableres i ”fredstid” – og ikke først når, man selv står med hele ansvaret.

Og det er vel til syvende og sidst det bedste argument for, at Grønland naturligvis skal gå helhjertet ind i de aspekter af den Arktiske Kapacitetspakke, der er relevante for Grønland og gribe muligheden for at opruste. Ikke i betydningen militær oprustning. Men i oprustning på viden, kompetence og kapacitet. ■

 

Et Grønland som selvstændig aktør i verdenssamfundet, i stort som småt, kræver veluddannet og kompetent arbejdskraft på alle niveauer
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?