02.01.2021

RÆSON spørger Ali Alfoneh, forfatter til ”Iran Unveiled‟ (2013) and „Political Succession in the Islamic Republic of Iran‟ (2020), der arbejder ved Arab Gulf States Institute in Washington og tidligere har arbejdet for bl.a. The American Enterprise Institute / Om serien RÆSON SPØRGER: Korte, aktuelle interviews med eksperter, debattører og politikere, som er en del af magasinets abonnentindhold.

_______________

1. RÆSON: Imorgen søndag er årsdagen for at USA slog Revolutionsgardens leder, Soleimani, ihjel (hans død blev efterfulgt af Irans angreb på en amerikansk base i Irak). Torsdag anklagede Iran’s udenrigsminister Javad Zarif præsident Trump for at ville forberede en undskyldning for et nyt angreb på Iran. Nogle mistænker samtidig Iran for at stå bag raketangrebet i Bagdad 20/12 (hvor amerikanerne forud for årsdagen har evakueret deres ambassade). Men igår fredag har USA kaldt sit krigsskib, Nimitz, hjem – ifølge pressen for at reducere risikoen for at situationen eskalerer.

Hvad mener du er risikoen for at retorikken fører til (større eller mindre) angreb i de kommende dage øge uger?
ALFONEH: Vi ser et skakparti med tre spillere: Regimet i Tehran, Trump-administrationen og den kommende præsident Bidens udenrigs- og sikkerhedsrådgivere. Med småangreb på amerikanske interesser i Irak varmer Teheran op til en ny runde forhandlinger med Biden-administrationen med budskabet om at nok er Iran svækket, men i stand til at agere spoiler i Mellemøstregionen. Trump-administrationen er internt splittet: Mens nogle aktører ønsker at pulverisere iranske atomanlæg og derved også atomaftalen, er der også dem, der vurderer at en krig her på falderebet næppe harmonerer med Trumps modstand mod ”evighedskrige” og foretrækker at provokere Iran ud af atomaftalen med en jævn strøm af sanktioner. Det er mit indtryk at den sidste gruppe fortsat har Trumps øre, men det er svært at forudse hans ageren. Forudsat spændingerne mellem Tehran og Washington forbliver småangreb og vi undgår en egentlig krig, sidder Team Biden med de mest gunstige slutspilsudsigter: Bidens forhandlere kan bruge Trump-administrationens sanktioner som forhandlingskort over for Teheran, når USA skal genforhandle sin genindtræden i atomaftalen. Alt i alt kan jeg ikke udelukke en egentlig krig, men risikoen er mindsket gennem de seneste 24 timer (jf. nyheden om USS Nimitz).

 

Trump-administrationen er internt splittet: Mens nogle aktører ønsker at pulverisere iranske atomanlæg og derved også atomaftalen, er der også dem, der vurderer at en krig her på falderebet næppe harmonerer med Trumps modstand mod ”evighedskrige” og foretrækker at provokere Iran ud af atomaftalen med en jævn strøm af sanktioner
_______

 

2. Det sidste år: Hvordan ser ledelsen i Iran på udviklingen i Mellemøsten, herunder Israels aftaler med UAE og Bahrain?
ALFONEH: Teheran ser normalisering af diplomatiske relationer mellem Israel og en række arabiske stater som formalisering af allerede eksisterende alliancer, der ikke ændrer ved magtbalancen i Mellemøstregionen. De forventer heller ikke at de arabiske stater i Den Persiske Havbugt vil gøre sig selv til mål for iranske angreb ved at tillade Israel at åbne en ny front mod Iran. Hvad de derimod forventer er eskalering af spionkrigen mellem Iran og Israel på arabisk jord.

3. Iagttagere ser fjendskabet mellem Iran og Saudi-Arabien som en motor i mange af regionens konflikter. Hvordan har det udviklet sig over det seneste år?
ALFONEH: Iran har opnået sine strategiske mål: Assad-regimet i Syrien overlevede borgerkrigen og er ved at stabilisere sin position; de irakiske militsers performance lader en del tilbage at ønske men landets politiske liv er fortsat i Irans skygge; forsyningslinjen fra Iran gennem Irak og Syrien til det libanesiske Hezbollah er sikret; krigen i Yemen har splittet alliancen mellem Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Stater, og endeligt ved Riyadh ikke hvordan det kan trække sig ud af den yemenitiske sump med æren i behold. Vigtigst af alt kom Trump-administrationen ikke Saudi-Arabien til undsætning efter Irans angreb på saudiske olie-anlæg, og ved et fælles pressemøde med den bahrainske kronprins udtalte Trump: ”Det er jo ikke os, der er blevet angrebet”. Siden har Saudi-Arabien i det stille forsøgt at tilpasse sig realiteterne.

 

Hvad regimet har bedrevet er intet mindre end mirakuløst: Den iranske stat, som på grund af sanktionerrne mistede 90 pct. af sine olieindtægter, har formået at erstatte olieøkonomien med industrieksport
_______

 

4. Irans økonomi er på tredje år i recession (ifølge Verdensbanken). Hvilken betydning har landets økonomiske udfordringer for samfundet – og for befolkningens syn på regimet?
ALFONEH: Befolkningen lider og anklager regimet for landets økonomiske problemer, men hvad regimet har bedrevet er intet mindre end mirakuløst: Den iranske stat, som på grund af sanktionerrne mistede 90 pct. af sine olieindtægter, har formået at erstatte olieøkonomien med industrieksport, har undgået hyperinflation og ”demonetization”. Der er ingen udsigt til økonomisk kollaps i den nærmeste fremtid og udsigterne til politisk kollaps er endnu fjernere – idet Irak i 1990erne, Zimbabwe under Mugabes sidste årti ved magten, samt Venezuela i dag alle er eksempler på regimeoverlevelse til trods for økonomisk kollaps. Jeg er dog ikke i tvivl om at sanktionsregimet påførte regimet politisk omkostning, ikke mindst i forbindelse med optøjer og regimets hårdhændede undertrykkelse af disse.

5. Præsidentskifte: Hvor store forandringer i USA’s overordnede Iranpolitik forventer man i Teheran, når Joe Biden bliver præsident 20/1?
ALFONEH: Forventningsniveauet i Iran er realistisk: At USA genindtræder i atomaftalen, men Teheran må give indrømmelser. Udsigten til større tilnærmelse afhænger af en række forhold som vi bliver klogere på efterhånden som Team Biden annoncerer sine udenrigs- og sikkerhedspolitiske prioriteter. ■

 

Der er ingen udsigt til økonomisk kollaps i den nærmeste fremtid og udsigterne til politisk kollaps er endnu fjernere
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden