09.06.2020

.

Racisme findes med småt i mikro-aggressioner og med stort som systemiske eller strukturelle samfundsproblemer. Det er det sværeste at skrive om, for det er eksplosivt som nærmest intet andet tema. Vi har alle store aktier i identitetspolitik og diskrimination, fordi vi alle har identitet og ikke vil diskrimineres. Det er det BlackLivesMatter gør os opmærksomme på i særligt USA lige nu.

Dette er det andet indlæg i en ny artikelserie af professor Vincent F. Hendricks med videnskabsteoretiske og andre filosofiske vinkler på aktuelle spørgsmål. Serien bringes udenfor RÆSONs betalingsmur. Til hver artikel formulerer RÆSONs redaktion tre til seks spørgsmål til undervisningsbrug (se nederst). Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet

Langt de fleste mennesker har stærke meninger om identitetspolitiske akser som race, køn, nationalitet, social klasse og religion. Det er ikke så overraskende endda – identitet er noget vi alle har og derfor typisk har ganske stærke meninger om; der skal ikke meget til før diskussion eller overvejelse langs disse akser opfattes som kritik eller deciderede angreb.

De få gange jeg har sat mig til tastaturet for at skrive indlæg om racisme har således været forbundet med en vis uro og nervøsitet – og denne her er ingen undtagelse – for temaet er lige så kompliceret, som det er eksplosivt med mange bevægelige dele, der kan sættes ild i med yderligere polarisering, frustration og uroligheder til følge. I polariserede meningslandskaber har nuancerne dårlige vilkår, men det er præcis i disse landskaber, der er brug for nuancerne, så grænserne mellem os og dem ikke bliver trukket uforsonligt hårdt op.

Racisme findes med småt i mikro-aggressioner og med stort som systemiske eller strukturelle samfundsproblemer. De er af en sådan beskaffenhed, at de kun kan løses ved samarbejde, tillid og koordination frem mod passende samfundsmæssige og borgerlige ligevægtstilstande. Denne balancegang er svær — også selvom jeg er halvt dansk, halvt amerikansk, halv hvid, halv sort – og hvor meget skal denne sort-hvide vilkårlighed fylde både i berettigelse til at italesætte problemet og tage ejerskab på det. Jeg lader som oftest professoren gå i byen med et budskab eller indlæg, men nu hvor race er omdrejningspunktet er personen også med i den udstrækning, som det sig hør og bør for præcision, nuancering og oplysning i stort og småt.

 

Disse mikroaggressioner er blevet sammenlignet med en lille nål, der bliver ved med at stikke. Man dør eller traumatiseres naturligvis ikke af et enkelt stik – mikroaggressioner er ikke drab eller voldtægt. Men oplever man at blive stukket af den mikroaggressive nål hver dag, kan det være uudholdeligt i længden – det ser man i USA, det ser man her, det ser man over alt i verden
_______

 

Mikroaggressioner
Da jeg for mange år siden åbnede kioskdøren for en ældre (hvid) kvinde på Vesterbro replicerede hun:

– ”Det var vel nok pænt af Dem.”

– ”Det manglede da bare”, svarer jeg.

– ”Ja, det er meget usædvanligt, for I sorte svin plejer ellers at være så ubehøvlede!”

– ”Jo, ja, … den skal jeg lige have igen for at forstå …” får jeg fremstammet i lige dele befippelse, overraskelse og undren.

Det er et typisk eksempel på det Silas L. Marker og jeg i vores bog Os og dem: Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter fra 2019 betegner for mikroaggressioner. Udtrykket blev introduceret i 1970 af psykiater og Harvardprofessor Chester M. Pierce til at beskrive hvide amerikaneres små, for mange ubemærkede, men stadig virkningsfulde krænkelser af sorte amerikanere. Den amerikanske psykologiprofessor Derald Wing Sue definerer i bogen Microaggressions in Everyday Life: Race, Gender, and Sexual Orientation fra 2010 mikroaggressioner som ”kortvarige hverdagshandlinger som sender nedsættende budskaber til særlige personer på grund af deres gruppetilhørsforhold.”

Mikroaggressioner kan være svære at diskutere, fordi de som oftest ikke opfattes på samme måde af alle. Får en brun person spørgsmålet, ”hvor er du fra?”, med henvisning til personens ikke-hvide hudfarve, kan spørgsmålet fra spørgeren opfattes som venlig, oprigtig nysgerrighed men fungere for den adspurgte som en antagelse af, at denne er udlænding og ikke rigtig hører til her – og altså have en fremmedgørende effekt. Mikroaggressioner kan virke små og ubetydelige for dem, der udfører dem, men centralt er, at de som talehandlinger kan have en effekt alligevel – især når de opleves gentagende gange. Disse mikroaggressioner er blevet sammenlignet med en lille nål, der bliver ved med at stikke. Man dør eller traumatiseres naturligvis ikke af et enkelt stik – mikroaggressioner er ikke drab eller voldtægt. Men oplever man at blive stukket af den mikroaggressive nål hver dag, kan det være uudholdeligt i længden – det ser man i USA, det ser man her, det ser man over alt i verden, hvor mennesker med forskelligartet baggrund lever sammen.

Var den ældre dame i kiosken racist? Det spurgte jeg hende faktisk ikke om, men definitorisk var der tale om det, der betegnes en mikroaggression. Formentlig vil de færreste udråbes som racister, om de blev spurgt – og jo, der er undtagelser. Den ældre dames reaktion i kiosken kunne meget vel være resultat af en bestemt fortælling eller narrativ om sådan nogle som undertegnede og deslige; uafrettede, ubehøvlede, uciviliserede, u… – fordomme.

Langt de fleste af os har fordomme om langt de fleste andre, og til enhver person og de grupper de tilhører følger der som regel en fortælling med (som det også skrevet står i min bog Vend Verden fra 2020). Verden ordnes for den enkelte tit ved at gruppere, placere og generalisere over andre. Det er også delvist sådan, erkendelsen fungerer og kategoriserer: Byboende akademikere er arrogante og kulturradikale; journalister er utroværdige og venstreorienterede; muslimer er formørkede og konservative; de non-binære og anti-racisterne er krænkelsesparate; højrefløjen er unuanceret og kynisk; dem fra landet er nok arbejdsomme, men reaktionære; gymnasielærere er lalleglade humanister, der elsker hønsestrik og sokker i sandalerne, politikere er egennyttige, som de er uempatiske og naragtige; de unge er godtroende og minder mest af alt om et naivistisk Scherfig-maleri med en stirrende elefant og en lille abekat på vej op i et palmetræ – og de ældre, ja, de ældre forstår ikke de unge.

Kun sjældent – mestendels aldrig – er disse fortællinger sande, og kategorierne er som oftest forkerte. Selv om nogle af kategorierne tilfældigvis viste sig at være korrekte, kan man til stadighed sagtens være en lille reaktionær hønsestriksbeklædt abe unuanceret på vej op i et venstredrejet palmetræ med sokker i sandaler. Det oplysende er at forholde sig til fordommene og så vise, at man er noget andet og mere end, hvad de måtte diktere. Vise, at der er flere nuancer og verden meget mere fingranuleret, end hvad den tit og ofte tager sig ud som. Faren ved fordomme er, at de giver anledning til en ekskluderende måde at møde verden på, som blot forstærker de identitetspolitiske akser i et os versus dem. Os versus dem er polariserende og giver ikke de bedste vækstbetingelser for de nuancer, der skal til for fælles forståelse for den enkeltes livssyn og udformningen af de bedste kollektive betingelser for et samfund, i hvilket dets forskelligartede borgere kan leve – og sidstnævnte er et systemisk eller strukturelt anliggende.

 

Det betyder, at ulighed, ligegyldig hvilken identitetspolitisk akse den udspringer af, er et problemkompleks med rigtig mange bevægelige dele, der påvirker hinanden; når man skruer på en knap, er der tandhjul, der drejer både med og imod rundt omkring i systemet
_______

 

Systemiske problemer
Det lyder godt med mine fine forhåbninger til verden og dens indretning, men virkeligheden viser også, at der er strukturelle og systemiske forskelle i måden, hvorpå samfund arrangeres, der skaber uligheder, ulige vilkår og ulige muligheder – i arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik, skattepolitik og så fremdeles. Ihukommer man sig så de enkeltes landes forskelle i såvel historie som kultur, så er de systemiske problemer for en ligestillingsdagsorden – hvad enten den vedrører køn, socialklasse, nationalitet, religion eller race – til at få øje på.

I Europa og USA er dagens liberale demokratier svært inspirerede af Oplysningstidens idé om lige autonome mennesker, der fødes i frihed, og hvor vilkårlige egenskaber som køn, etnicitet, socialklasse, religion og race kommer subsidiært efter det at være menneske. Menneske først og så dets vilkårlige egenskaber herefter. Når der systematisk dispenseres fra denne grundidé, og det er der blevet igennem tiden og bliver det stadig, rokker det ved den demokratiske grundforståelse, der ligger hos borgere i ethvert land. Nogle lande har haft mere held med at sikre visse grundbetingelser for borgerlighed – lighed for dets borgere. Det danske velfærdssystem er en vigtig samfundsbrik i denne sikring, idet velfærdssystemet fastholder nogle centrale grundvilkår som gratis skolegang, hospitalsvæsen og andre velfærdsydelser, der alt andet lige er sat i verden for at sikre, de rette grund- og vækstbetingelser for dets individuelle borgere og samfundets robusthed som helhed. Alene derfor er den ofte foreslåede sammenligning af Danmark med USA lidt som at sammenligne æbler med appelsiner; de er begge runde, og så stopper sammenligningen dér. Der er ikke på samme måde et sikkerhedsnet spændt ud under den almene borger i USA, og derfor kan diskrepansen i såvel indkomst, uddannelse og livssituation være lige så ulige, som de er forskellige. Dertil kommer, at den danske befolkning er betragtelig mindre i størrelse men betragtelig mere homogen end den amerikanske, og også det bidrager til en systemisk forskel.

Det betyder, at ulighed, ligegyldig hvilken identitetspolitisk akse den udspringer af, er et problemkompleks med rigtig mange bevægelige dele, der påvirker hinanden; når man skruer på en knap, er der tandhjul, der drejer både med og imod rundt omkring i systemet. Det betyder også at raceulighed og diskrimination ikke kan klares med en politireform eller et lovindgreb. Det kan heller ikke løses med et sikkerhedspolitisk greb, hvor hjemmeværn eller militær udkommanderes; simpelthen fordi raceproblemet er et problemkompleks af strukturel beskaffenhed, der som globale udfordringer fra klima til misinformation på nettet tager generationer at rette op på med mange forskelligartede indsatser fra lovhjemmel til attitude- og normændringer. Og den største fare ved globale udfordringer er, at de for os hver især synes så store, at det enkelte menneske ikke kan se, hvordan der kan bidrages og således henfalder til apatien. Henfalder vi alle til apatien sker der ikke noget, og derfor er initiativer som BlackLivesMatter af uvurderlig betydning, ligegyldig hvilken farve man måtte have.

Det siges ofte at successer er individuelle, mens kriser er kollektive, og kriser når de bliver store og systemiske har det med atter at vende den tunge ende nedad, så dem, der i forvejen er ramt hårdt bliver ramt ulige hårdere. Derfor bliver det så meget vigtigere at vi også i borgerrettighedsspørgsmålet opfatter hverandre som lige, sådan at lige vilkår som lige borgere bliver en kollektiv succes.

 

BlackLivesMatter er en borgerrettighedsorganisation med særlig opmærksomhed for sortes undertrykkelse og massive forskelsbehandling med udgangspunkt i USA, der giver sig til kende i alt fra mikro-aggressioner til systemiske fejl og uligheder
_______

 

En protestetikette for hvide
I forbindelse med de netop afholdte BlackLivesMatter demonstrationer, der er blevet afholdt i Odense og Aalborg udgik der dekret fra den danske afdeling af organisation om, hvorledes hvide deltagere skulle opføre sig ved demonstrationerne – en protestetikette til hvide:



De mere specifikke forordninger er givet her:



Udråb og medråb som ”Hands up don’t shoot”; “I can’t breathe” og “Raising the black power first” må ikke bruges af hvide demonstranter, da det ifølge dekretet typisk ikke er hvide, der udsættes for en hårdhændet behandling af ordensmagten og andre instanser, hvorfor disse udråb og standpunktstilkendegivelser ikke må eller kan kulturelt approprieres. Skribent på den amerikanske hjemmeside Everyday Feminism Project Maisha Z. Johnson definerer kulturel appropriation som en ”magtdynamik i hvilken medlemmer af en dominerende kultur tager elementer fra en kultur af mennesker, der er blevet systematisk undertrykt af den dominerende gruppe.” Kulturel appropriation er i dette lys ikke det samme som kulturel udveksling, hvor folk deler kulturelle elementer på lige fod med hverandre, fordi der eksempelvis mellem sorte og hvide er en asymmetrisk magtrelation. I forlængelse heraf udtaler Bayla Sørensen BT i forbindelse med BlackLivesMatter-marchen søndag d. 7. juni: »Vi vil gerne have ‘black people’ op foran ved bannerne. Vi ved godt, at der har været forargelse omkring det, men vi er ligeglade,« og fortsætter: »Hvis man er utilfreds og ikke forstår, at sorte mennesker vil stå ved siden af hinanden, så må man blive hjemme. Det er white supremacy.«

BlackLivesMatter er en borgerrettighedsorganisation med særlig opmærksomhed for sortes undertrykkelse og massive forskelsbehandling med udgangspunkt i USA, der giver sig til kende i alt fra mikro-aggressioner til systemiske fejl og uligheder. Alle borgere skal behandles borgerlige; alle er lige som borgere og skal behandles herefter på baggrund af deres karakter som mennesker og ikke hvorvidt, de ligger et sted eller et andet på en bestemt identitetspolitisk akse fra race over religion til socialklasse. Som Martin Luther King ved foden af Lincoln Memorial formulerede det så præcist til mere end 250.000 borgerrettighedsforkæmpere fra alle samfundslag, alle religioner og racer ved March on Washington For Jobs and Freedom i ”I Have a Dream” d. 28. august 1963:

I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin, but by the content of their character.

I sin Global Risk Report 2019 vurderer World Economic Forum, at identitetspolitisk polarisering er en drivende kraft bag politiske og sociale konflikter på globalt plan. Som så mange andre systemiske problemer eller globale udfordringer ved vi, at disse kun kan løses ved samarbejde hen mod passende ligevægtstilstande. Ellers ender det i nulsumsspil, hvor din fordel bliver min ulempe, eller i fangernes dilemma, hvor den enkelte person eller gruppes forsøg på at maksimere eller drage fordel selv, samlet ender i et dårligere nettoresultat for alle, end man kunne have opnået ved samarbejde.

Nu hvor raceproblemet også er af en sådan systemisk beskaffenhed, er det ligeledes kun ved samarbejde mellem borgere, samfundsinstitutioner, NGO’ere og stater, at løsninger kommer til syne. Således er det ikke befordrende for samarbejde og løsninger, at man brugeridentitetspolitisk forskelsbehandling i interne rækker i forbindelse med præcis demonstrationer for lige rettigheder – hvad enten, der gøres forskel med hensyn til køn, nationalitet, socialklasse eller hvilken race man tilhører.

 

At gradbøje solidaritet og sympati for nogle er også forskelsbehandling. Det er ikke godt at forskelsbehandle, når man går til demonstration mod forskelsbehandling – det er ikke godt for bekæmpelsen af racisme hverken i stort eller i det med småt
_______

 

Der var i omegnen af 15.000 personer med til BlackLivesMatter-demonstrationen søndag d. 7. juni ; alle 15.000 mennesker blev ligelig talt med for at vise, hvor stor opbakningen er, men nogen mennesker er angiveligt alligevel mere lige end andre på grund af deres hudfarve, selvom alle tilstedeværende uafhængig af farven på deres hud vil lige rettigheder for alle. Hvis man ikke kan acceptere dette pr. dekret og protestetikette, må man som hvid blive væk med henvisning til ”white supremacy”, ifølge talskvinden Bayla Sørensen fra BlackLivesMatter. Det kan således have en ganske ekskluderende effekt på nogle solidariske og sympatiserende grupper, selvom borgerrettighedsgrupper, der arbejder for lige rettigheder for alle og ikke privilegerede rettigheder for nogle, i deres essens og eksistensberettigelse er inkluderende.

Faren er, at en adfærdsprotokol for hvide deltagere i en demonstration præcis kan opfattes som en mikroaggression mod dem, der på grund af race ikke kan honorere betingelserne lagt ud i dekretet, mens det omvendt er præcis en sådan slags mikroaggression, man også gerne vil til livs med selve bevægelsen. Signalet kan også være ganske forvirrende med et protokollat af den foreslåede type. Jeg er selv halv sort, halv hvid, er amerikansk som dansk, har oplevet mikroaggressioner fra tid til anden både her og i USA og kan således honorere den sorte erfaring som omtales i dekretet på den ene side, samtidig med, at jeg ved, at racisme er et strukturelt problem på den anden, selvom jeg ikke har oplevet politivold og den systemiske undertrykkelse, som mange sorte amerikanere har. Ligger man så, når man skal retfærdiggøre for sig selv inden eller uden for retningslinjernes rækkevidde, og det er selvom jeg godt ved, at jeg fra en generel klassifikation i denne sammenhæng anses for sort? Og sådan har de fleste det vel – også uafhængig af hudfarve; man kan honorere en del, og dermed ikke alt, men derfor kan man godt have solidaritet og udvise sympati med det hele også uden, at det bliver kulturel appropriation.

Slutteligt kan en sådan protokol opfattes som en afledt effekt af præcis den systemiske forskel man gerne vil til livs – nu blot med et andet fortegn om end grundbetingelsen er lige vilkår for alle, ligegyldig hvilken race man så engang tilfældigvis måtte være indehaver af. At gradbøje solidaritet og sympati for nogle er også forskelsbehandling. Det er ikke godt at forskelsbehandle, når man går til demonstration mod forskelsbehandling – det er ikke godt for bekæmpelsen af racisme hverken i stort eller i det med småt.

Det er sådan en svær balance at træde det her – og det er det sværeste at skrive om, for det er eksplosivt som nærmest intet andet tema. Vi har alle store aktier i identitetspolitik og diskrimination, fordi vi alle har identitet og ikke vil diskrimineres. Jeg forsøger, sikkert som de fleste at være med til at oplyse uden at være belærende, anholde forskelle uden at være fordomsfuld, se det makroskopiske som det mikroskopiske samtidig med, at vi fastholder, at vi som mennesker flest vil det samme, nemlig anerkendes for det vi er som mennesker og vores tilhørende karakter og ikke vurderes og klassificeres efter mere eller mindre tilfældige identitetspolitiske markører og vilkårlige fortællinger.

I Spike Lee’s film Do the Right Thing fra 1989 er der den fineste dialog mellem nogle sorte fyre på et gadehjørne, der på den mest elegante og humoristisk vis beskriver, hvor vi står, men også hvor vi skal hen for at leve sammen med alle de identitetsmæssige forskelle, der er, men med én og samme ambition om være menneske først og så alt det andet bagefter. Let’s end with that … ■



 

Det oplysende er at forholde sig til fordommene og så vise, at man er noget andet og mere end, hvad de måtte diktere. Vise, at der er flere nuancer og verden meget mere fingranuleret, end hvad den tit og ofte tager sig ud som
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden og er en afholdt foredragsholder. Vincent F. Hendricks har vundet en række priser for sin forskning herunder Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris, Choice Magazine Outstanding Title Award samt Rosenkjærprisen. ILLUSTRATION: Demonstration mod politibrutalitet i kølvandet på drabet af George Floyd, Los Angeles, USA, 30. maj [Foto: Etienne Laurent/EPA/Ritzau Scanpix]

SPØRGSMÅL TIL UNDERVISNINGSBRUG:

1. Research: Black Lives Matter demonstrationerne i USA og resten af verdenen opstod i kølvandet på drabet på George Floyd i USA og handler mere generelt om uligheden mellem sorte og hvide mennesker i særligt USA. Find 3 tal/statistikker, der beskriver den ulighed i USA (kunne fx være på indkomst, andel af fængslede, etc.). Sammenlign ét af de tal med det tilsvarende tal for det danske samfund.

2. Vincent Hendricks giver i teksten et eksempel på en ‘mikroagression’, hvor majoritetsdanskere spørger bestemte minoritetsdanskere, hvor de er fra. Forklar med egne ord hvad en mikroaggression er, hvorfor Hendricks mener, de kan være problematiske, og find selv to eksempler på mulige mikroagressioner, som du selv har lavet overfor en anden eller har oplevet selv?

3. Hvad er systemisk eller strukturel ulighed og racisme? Hvorfor mener Hendricks, at den findes i mindre grad i Danmark end i USA? Har han ret? Hvad er det bedste argument imod hans påstand?

4. Hvorfor kan systemisk/strukturel ulighed ikke løses med en lovændring ifølge Hendricks?

5. Analyse: Hvordan – hvis overhovedet – hænger mikroagressioner og strukturel/systemisk ulighed og racisme sammen?

6. Diskussion: Kan det være i orden at forskelsbehandle til en Black Lives Matter demonstration, sådan at fx mennesker med sort hudfarve skal stå forrest og mennesker med hvid hudfarve skal stå bagerst? Uanset om du er enig eller uenig: Hvad er det bedste argument for, og hvad er det bedste argument imod?