31.03.2020

Selv med en gradvis, stille og kontrolleret genåbning af Danmark forventer Statens Serum Institut, at der er 50 pct.(!) risiko for, at vi når – og endda også overskrider – kapaciteten i sundhedsvæsenet. Hvorfor er regeringen villig til at tage den risiko?

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Vilas Holst Jensen

MAN BØR VÆRE glad for den forsigtige optimisme, som statsministeren i går præsenterede os for, og for udsigten til, at den igangværende lockdown snart er ovre. Men jeg må indrømme, at jeg fortsat er stærkt skeptisk og på ingen måder overbevist om idéen. Hvorfor ikke? Fordi der er mange løse ender i kommunikationen og vigtige, men ubesvarede spørgsmål, som skal adresseres.

Først og fremmest: kommunikationen. Flere udråber Mette Frederiksens tale på pressemødet som ekstraordinært god og som en, der vil skrive sig ind i historiebøgerne over de bedste statsministerielle taler, fx Henrik Qvortrup. Her risikerer man dog et stort kommunikationsbrist. Frederiksen lagde ud med at sige, at der var grund til ”forsigtig optimisme” om, at man d. 14/4 kan genåbne Danmark ”gradvist, stille og kontrolleret”. Mange har formentlig hørt det, de gerne ville høre: At de d. 14/4 kan komme ud af den for alle både triste og frustrerende karantænesituation. Der er imidlertid to væsentlige forbehold til den tolkning.

Det første forbehold er, at man, som statsministeren gjorde klart, kun kan påbegynde genåbningen af Danmark, hvis danskerne opfører sig pænt hen over de næste 14 dage – inklusive påske. Der er altså ikke noget med at tage land og rige rundt til diverse påskefrokoster eller lignende. Man må blive hjemme, til højtiden er ovre. Og så er der det andet forbehold: ”gradvist, stille og kontrolleret”. Hvad betyder det? Ingen ved det reelt. Statens Serums Institut har i en prognose givet nogle bud: At genåbningen skal foregå i etaper af én måned ad gangen, og at vi fortsat skal indstille os på at holde afstand og arbejde en del hjemmefra. Det er for at kunne kontrollere, at det ikke pludselig går den anden vej. Statsministeren vil nu i gang med at forhandle med Folketingets partier om, hvordan det konkret skal foregå og håber så, at vi på fredag kan få en eller anden form for plan. Partierne bad om forhandlingerne i fredags, og mandag tog statsministeren så brodden af kritikken med sit pressemøde, som i min verden mere bærer præg af politisk spin end krisehåndtering. Man fortæller danskerne, hvad de gerne vil høre, uden at fortælle dem om det væsentligste: Hvordan genåbningen kommer til at ske. Mit bud er, at langt færre danskere ”kan komme ud”, end man i øjeblikket sidder med indtryk af. Der kan være mange gode grunde til, at regeringen vælger at fortælle om disse planer nu. For eksempel at økonomien allerede nu er trængt hos især de små og mellemstore virksomheder. Men lukker man landet ned på grund af en sundhedskrise, så må sundhedskrisen også være ovre, når man åbner det op igen.

 

Spørgsmålet er, om man kan lukke landet ned igen, hvis man først har åbnet det? Det kan godt være, at myndigheder og politikere har opnået et troværdighedsboost under den her krise, men ender man i sådan en zigzag-kurs, vil troværdigheden uden tvivl dale
_______

 

Man kan naturligvis godt argumentere for, at det er krisehåndtering at få danskerne til at opføre sig pænt. Hun forsøger at opdrage os; hvis vi opfører os pænt, får vi en belønning… og hvis ikke? Ja, så venter der mere af det sure. Måske endda i endnu større omfang, end vi har set indtil nu. Hvis danskerne rent faktisk opfører sig pænt, er der naturligvis mange fordele i kommunikationen. Udfordringen er, at konsekvensen ved, at vi ikke opfører os pænt, først vil kunne ses på tallene efter, at vi (måske) har genåbnet Danmark. Konsekvensen er muligvis stor, men den er abstrakt og langt ude i fremtiden. Derfor kan folk have svært ved at forholde sig til den. Godbidden er derimod konkret og tæt på. Men det kan nemt gå galt, hvis danskerne indtager en ”går den så går den”-mentalitet. Man finder jo alligevel ikke ud af, hvis man lige tager til én påskefrokost.

DER ER EN STOR RISIKO for, at det går galt. Danmark står til at åbne op igen tirsdag d. 14. april, hvilket vil sige lige efter påske-weekenden. Hvor stor er risikoen ikke for, at mange danskere tænker: ”Argh, om vi samles lørdag eller tirsdag, gør vel ikke alverden til forskel?” – og helt ærligt: Vi får jo som nævnt først svaret på det spørgsmål to uger efter, at vi har åbnet landet. Vi risikerer så at sige at nå at åbne en del af landet, for kun to uger senere at være nødsaget til at lukke ned igen. Spørgsmålet er, om man kan lukke landet ned igen, hvis man først har åbnet det? Det kan godt være, at myndigheder og politikere har opnået et troværdighedsboost under den her krise, men ender man i sådan en zigzag-kurs, vil troværdigheden uden tvivl dale – som minimum ned til samme, i forvejen lave niveau som før krisen.

Lad os vende os mod det, der får regeringen til at være forsigtige optimister. Det er blandt andet – og jeg siger blandt andet, fordi regeringen naturligvis har flere oplysninger/prognoser mv. end det, man udgiver officielt – en ny prognose fra Statens Serums Institut, som viser status og den forventede udvikling af Covid-19-epidemien. Her er flere centrale grafer.

Først og fremmest Figur 6 og Figur 7. Her ser vi først Figur 6.



Figur 6 viser, at hvis vi åbner Danmark igen på én gang, er det næsten uundgåeligt, at sundhedssystemet bliver overbelastet. Y-aksen er antallet af patienter, der er indlagt på intensivafdelinger. Den stiplede linje er et bud på et ”realistisk estimat på kapacitet i intensiv terapi i et langvarigt scenarie”. Den blå kurve er et optimistisk scenarie for antallet af intensivindlæggelser; den sorte et ”pessimistisk” scenarie. De farvede områder udgør risici for, at antallet af intensivpatienter overstiger tallet på y-aksen. Grafen viser, at det er stort sikkert, at sundhedsvæsenet ikke kan følge med behovet for indlæggelser på intensiv og behovet for respiratorer, hvis man åbner samfundet op med et. I dette scenarie vil spidsbelastningen toppe omkring midten af maj.

Herunder ser vi Figur 7.



Åbner vi derimod Danmark igen gradvist, stille og kontrolleret, er myndighederne og regeringen forsigtige optimister. Dette er, hvad figur 7 viser. SSI oplyser, at denne model er et eksempel og ikke baseret på konkrete tiltag, så der er stor usikkerhed om figuren. Derfor tror jeg, at ’forsigtige’ skal læses grundigt. Primært fordi vi ikke ved, hvordan og i hvilken rækkefølge Danmark åbner op igen, hvilket kan få stor betydning for kurvens udvikling. Figuren viser, at selv med en gradvis, stille og kontrolleret genåbning af Danmark forventer man, at der er 50 pct.(!) risiko for, at vi når – og endda også overskrider – kapaciteten i sundhedsvæsenet. I dette tilfælde er vi på den grønne graf, og toppunktet ligger da også en del senere, nemlig først omkring starten af juni.

 

Figuren viser, at selv med en gradvis, stille og kontrolleret genåbning af Danmark forventer man, at der er 50 pct.(!) risiko for, at vi når – og endda også overskrider – kapaciteten i sundhedsvæsenet
_______

 

MEN DET STILLER EN RÆKKE SPØRGSMÅL: Hvorfor tør man åbne Danmark, før vi er nået toppunktet for prognosen? Har man kommunikeret klart nok ud, at vi – ved at åbne Danmark igen – fortsat risikerer, at sundhedssystemet overbelastes? Risikoen er ifølge regeringens egne myndigheder 50/50. Det, tror jeg ikke, er sivet ind hos befolkningen. Der var i princippet ikke de store nyheder på pressemødet, hvad angår sundhedskurven. Fortsætter vi som nu, vil vi bare opleve det, vi hele tiden har fået stillet til udsigt: Nemlig at smittespredningen udvikler sig langsommere. Man risikerer dog at have solgt det som en uventet sejr: Gør vi som hidtil, vil det gå bedre end forventet. Gør vi ikke som hidtil, kan det gå meget galt. Den sidste tolkning er korrekt, mens den første ikke nødvendigvis er det.

Det kan godt blive et problem for regeringen, hvis man har oversolgt sin optimisme, og vi stadig oplever, at kapaciteten overskrides. Ligeså kan det blive problematisk for dem, hvis man oplever, at tallene pludselig går i den forkerte retning. Derfor står tre spørgsmål HELT CENTRALT tilbage:

Hvordan vil man genåbne Danmark?

Hvornår gør man status – altså hvornår træffer man beslutningen om, hvorvidt der skal ske en genåbning eller en fortsat nedlukning?

Og sidst men ikke mindst: Hvordan harmonerer Statens Serums Instituts prognoser om, at der er 50 pct. risiko for, at vi fortsat vil overskride sundhedsvæsenets kapacitetskrav med regeringens fortælling om, at man vil gøre, hvad der skal til for at stoppe sundhedskrisen, og at man hellere vil gå et skridt for langt end for kort? ■

 

Hvordan harmonerer Statens Serums Instituts prognoser om, at der er 50 pct. risiko for, at vi fortsat vil overskride sundhedsvæsenets kapacitetskrav med regeringens fortælling om, at man vil gøre, hvad der skal til for at stoppe sundhedskrisen, og at man hellere vil gå et skridt for langt end for kort?
_______

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?